Så snart Kon-Tiki er på egen hånd, binder mændene den sidste proviant fast i kahytten. Det er nærmest vindstille, og mandskabet kan bevæge sig ubesværet rundt på dækket og i den lave kahyt. De har masser af proviant: 200 kokosnødder, kartofler, frugt, rødder, dåsemad og feltrationer fra den amerikanske hær. 250 liter vand i bambusrør hænger under flåden, så det kan holde sig friskt.
Også hvad angår mandskabet, er Heyerdahl godt forberedt. Fire af de fem mænd i besætningen har han kendt i mange år. Knut Haugland og Torstein Raaby, hvis speciale er at betjene flådens radiosender – et hjælpemiddel, som Heyerdahl modstræbende har indvilliget i at tage med – var Heyerdahls kammerater i den norske modstandsbevægelse i 2. verdenskrig. Disse to, styrmanden Erik Hesselberg og ingeniøren Herman Watzinger har Heyerdahl hånd-plukket, mens svenskeren Bengt Danielsson har meldt sig frivilligt. Han studerer indiansk kultur og har mødt Heyerdahl i Peru.
Med et krus dampende varm chokolade i hånden og friske kokosnødder nyder de seks mænd den første solnedgang på Kon-Tiki. Alt ånder fred på den første dag på havet.
Næste dag blæser det op. Det store sejl bliver fyldt med vind, og bølgerne bliver højere og højere, for hvert øjeblik der går. Tre mænd bakser med at få sejlet til at stå, så vinden kommer ind direkte bagfra. Imens arbejder de tre andre med den store styreåre i agterstavnen. Mændene holder vejret, da den første store bølge rammer dem. Det rykker i flåden, da den lægger sig lidt på højkant og nærmest klatrer op på bølgen. Med en rysten glider den igen ned i bølgedalen for at vente på den næste sø. Det er, som om de befinder sig i en gigantisk rutsjebane.
Pludselig kommer to bølger hurtigt efter hinanden. Vandet skyller ned over flåden, og mændene griber efter noget, de kan holde fast i. De kolde søer pisker mod ansigt og krop, men bølgen ruller væk lige så hurtigt, som den er kommet, og det vand, som er skyllet op på dækket, siver ned mellem stammerne. Lettede ser Heyerdahl og hans mænd på hinanden. Flåden fungerer præcist, som den skal.
Under stormen må mændene skiftes til at holde styreåren om natten. Men arbejdet er så hårdt, at de kun har kræfter til at sidde en time ad gangen. Når de bliver afløst, kravler de ind i kahytten, våde, kolde og dødtrætte. Her binder de et reb om benene, så afløserne kan trække i det, når det er tid til vagtskifte.
Efter tre døgns uvejr vågner mændene til en klar dag. Omkring dem bruser søen stadig, men skarpheden i bølgerne er væk, og solskinnet giver himmel og hav et blidt og venligt udseende. Efter 60 timer i den brølende storm skubber Kon-Tiki sig nu støt gennem Stillehavet.
Alle i besætningen har faste arbejdsopgaver. De skiftes til at tage kokketjansen og vække de andre med friskstegt fisk. Herefter er der tid til en hurtig dukkert i havet, før mændene går i gang med dagens gøremål. Danielsson er udnævnt til steward og har ansvaret for provianten og de daglige rationer. Watzinger er teknisk leder. Han er ansvarlig for alle meteorologiske og hydrografiske observationer og har dagen lang travlt med sine målinger. Snart er han i masten, og snart dykker han ind under flådens bund for at aflæse sine instrumenter. Hver nat sender Raaby og Haugland radiomeldinger om ekspeditionens fremskridt ud i æteren. Om dagen bakser de for at holde teknikken kørende i den fugtige kahyt og holde antennen i rette position i flådens mast.
Hesselberg lapper sejl, splejser reb og tegner skitser af sine rejsefæller eller af de mange usædvanlige fisk, han ser. Heyerdahl har travlt med at føre logbog, skrive rapporter og filme. Jobbet som styrmand går på omgang, og alle deltager i fiskeriet. Det sidste er en både let og fornøjelig opgave, for mange fisk serverer bogstavelig talt sig selv; hver nat lander masser af flyvefisk på dækket.
Mændene fanger også de hajer, der svømmer tæt på flåden, Både for at spise dem, men også fordi de udgør en konstant trussel. Ofte kan de fange hajerne blot ved at tage fat i deres hale og slynge dem op på dækket. Herefter gælder det bare om at holde sig på afstand af de skarpe tænder, til hajen er død.
Nyt blad: Nyt Historie på gaden. Læs bl.a. om millioner af tyske børn i Hitlerjugend, der blev hjernevasket til krig.
Historie: Fantastisk bogserie tager dig på strejftog gennem historiens store begivenheder. Få første bind NU for 20 kr - spar 209 kr.
Quiz og test: Hvilket rige var Machu Picchu en vigtig del af?
Abonnement: Få DVD boksen 'Apocalypse' når du bestiller 2 nr. af Historie – betal KUN 69,-
Quiz og test: Tag Histories test og find ud af, hvilken diktator, du minder mest om.
Ideer: For den ivrige spilopmager er der intet, der overgår aprilsnar.