Så er det nu

Klokken 9.50 skriver Heyerdahl en sidste note i logbogen: “Kun nogle hundrede meter endnu...Alt er klart. Må pakke logbogen ned nu. Alle ved godt mod, det ser stygt ud, men det skal nok gå!” Et par minutter senere smider de ankeret over bord. Med et ryk stopper flåden og drejer rundt, så agterstavnen vender mod brændingen. Raaby arbejder febrilsk ved radioen for at få den sidste melding af sted. Da de driver mod Raroiarevet, melder han.

“O.k., 45 meter tilbage. Nu sker det. Farvel”. Han lukker radioen ned, og Haugland forsegler papirerne, inden de skynder sig ud på dækket til de andre.

Højere og højere vipper bølgerne dem, mens drønene fra brændingen fylder luften. Alle klamrer sig til flåden. Kun Hesselberg har ikke fundet et sikkert tov at holde fast i. Han har glemt at tage sko på og er forsvundet ind i kahytten for at få fat på dem. Heyerdahl mærker, at søen har et godt tag i flåden, og at vandet måske kan løfte dem ind over revet. Besætningen kapper ankertovet, og en mægtig bølge løfter Kon-Tiki højt i vejret og sender dem mod land.

Farten og følelsen af uovervindelighed overvælder Heyerdahl, og mens flåden knagende, bragende og dirrende løfter sig op på bølgeryggen, råber han et dundrende hurra. De andre kigger forbavset på ham, men kan så ikke lade være med at smile. Det skal nok gå. Som en mur af grønt glas rejser den næste bølge sig over dem, og denne gang løfter den ikke Kon-Tiki op, men slår ned over flåden med en imponerende kraft. Heyerdahl føler det, som om en vældig kraft suger, presser, hiver og slider i ham. Han spænder hver eneste muskel i kroppen, og han har kun én tanke i hovedet – Hold fast!

Da vandmasserne slipper deres tag, ser han i et glimt bølgen rulle hen over kahytten. Her på taget hænger de tre andre. “Se på flåden, den holder”, råber Knut, der nu hænger i rebstigen. Kun masten og kahytten er blevet slået en anelse skæve. Men en højere og mere faretruende sø tårner sig op. Heyerdahl når at brøle en advarsel til de andre, før den otte meter høje bølge rammer flåden med en enorm kraft.

De må have ramt revet, for Heyerdahl kan mærke stammerne give efter i ryk. Hvis han skal dø nu, skal det være sådan, når han at tænke – med alle sanser åbne og alle muskler spændt, kæmpende for sit liv her på Kon-Tiki.

Så ruller bølgen videre, og gispende kommer Heyerdahl til sig selv. Vandmasserne har efterladt flåden i kaos. Det fartøj, de i hundrede dage har kaldt deres hjem, er nu blot en samling sønderslået træ. Masten er knækket som en tændstik. Balsablokken med styreåren er vredet rundt på langs, og tværbjælken knækket. Styreåren er slået til pindebrænde, og de solide fyrreplanker i boven er splintret.

På tagryggen ligger en skikkelse helt ubevægelig. Det er Watzinger. Heyerdahl stivner ved tanken om, at Watzinger eller én af de andre er død – måske dem alle. I det perspektiv mister hans egen overlevelse og hele rejsen pludseligt sin værdi. Febrilsk ser han sig omkring, mens han råber sine rejsefællers navne. I det samme kommer der bevægelse ved flådens kant. Som en abe hænger Raaby i et tov og kæmper sig indenbords. Han ser mat ud, men er uskadt. På tagryggen drejer Watzinger hovedet og tvinger et smil frem. Snart melder de andre sig også.

Heyerdahl går i land

I det samme skyller en ny bølge ind over flåden, og i flere sekunder forsvinder alt omkring dem i vandmasserne, mens flådens stammer dunker og stanger mod revet uden at kunne komme over. Så bliver de suget ud igen, men da suget trækker bølgen væk fra revet, ser de de glinsende, røde koraller stikke deres spidser op. Søerne vælter ind over dem, men kraften er aftagende. Så glider flåden op på revet. Besætningen skynder sig op på agterenden af flåden, som er længst oppe på revet. Én efter én klatrer de ud på revet. Hver gang bliver flåden skubbet en tak, og da de sidste er ovre, er både mænd og flåde i sikkerhed.

Bortset fra Danielsson, der har fået en let hjernerystelse, er alle uskadte. Lykkelige vader de mod øen, der ligger godt 600 meter borte. I det klare vand, der snart når dem til anklerne og snart til brystet, er der et mylder af farver og liv; alger, søanemoner, mos, kaktus og forstenede vækster i rødt og hvidt, gult og grønt. Fisk og små hajer svømmer omkring, men flygter for de plaskende menneskeben. Med havvandet dryppende af skægget skubber Bengt kassen med gasapparatet foran sig. Det og det meste andet fra lasten bliver bjærget. Alt over dækket er smadret, men de ni balsastammer, som udgør selve flåden, holder.

Heyerdahl bærer på en lille palme. Den er spiret fra én af kokosnødderne om bord. Så snart han er kommet ind på stranden, sparker han skoene af og betragter de spor, hans nøgne fødder laver i sandet. Omkring ham piler firben og blodrøde eremitkrebs. Han synker på knæ og borer fingrene dybt ned i det varme, knastørre sand. De er alle i live, og ekspeditionen er fuldført. Efter 101 dage på havet har de bevist, at det kan lade sig gøre at krydse Stillehavet på en tømmerflåde.

• Forrige Side 4 af 4