Farisæerne var de kristnes konkurrenter

Imidlertid afstod Jesus fra direkte kritik af Rom, og intet tyder på, at hans tale om et gudsrige var en opfordring til oprør. Selvom Jesus opfordrede til politisk og social forandring, forventede Jesus, at omvæltningerne skulle komme fra Gud og ikke fra mennesker, vurderer historikerne. Desuden var Jesus altid imødekommende over for Romerrigets repræsentanter og understregede, at man skulle elske alle – også sine fjender. Jesus spiste sammen med tolderne, Romerrigets forhadte repræsentanter, og trådte beredvilligt til for at hjælpe, da en romersk militærmand bad om hjælp til sin syge tjener (Matth. 8:5-10).

Politiske ambitioner afviste Jesus blankt med ordene: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene”. Havde jøderne håbet på – og romerne frygtet – en Messias med flammesværd i hånd – gjorde Jesus begge gruppers forventninger til skamme.

Historikerne mener, at Jesus betragtede sig selv som en rettroende jøde. Han holdt fast i de ti bud, som ifølge jødisk tro var overdraget fra Gud til menneskerne, og overholdt buddet om at rense sig før påskefester, ofringer og lignende. Bibelens mange beretninger om andre jøder, der fordømte Jesus for at tage let på forskrifterne, er derfor ikke sande, påpeger bl.a. religionshistorikeren E.P. Sanders.

Mange af historierne handler om, at ledende jøder – især de skriftkloge – kritiserede Jesus for ikke at overholde skriftens bud. Fx påstår et af evangelierne, at farisæerne – en gruppe jøder, som evangelisterne hænger ud som skinhellige – vil dræbe Jesus, fordi han helbreder en mand med en vissen hånd på en sabbat, jødernes helligdag. Historikerne påpeger, at forskrifterne kun forbyder jøder at arbejde på en sabbat, og at Jesu helbredelse – der kommer i stand ved, at han beder manden strække hånden ud – næppe kan betragtes som arbejde.

E.P. Sanders mener, at evangelisterne har fordrejet historierne. Jesus har sandsynligvis haft livlige diskussioner med andre jøder, men uenighederne har holdt sig inden for de rammer, de fleste rettroende jøder kunne acceptere. Ifølge religionsforskeren Catherine D. Murphy var farisæerne langt mere tolerante, end evangelisterne giver udtryk for, mens “de skriftkloge” var en blandet gruppe af teologer, landsbyskrivere og retssekretærer, der som gruppe næppe kan tillægges nogen samlet magt og indflydelse.

Evangelisternes forsøg på at gøre jøderne til Jesu fjender, der vil forhindre ham i at udbrede den sande lære, skyldes – mener E.P. Sanders – at jøderne i perioden, hvor evangelierne blev nedfældet, var de kristnes hårdeste teologiske konkurrenter.

Jesus blev modtaget som frelser

Gennem det års tid, Jesus vandrede og prædikede, voksede hans følge støt. Blandt de utallige prædikanter, der lovede Guds frelse og udfrielse fra trældom, havde Jesus hurtigt markeret sig som en karismatisk ener. Hans budskab om Guds grænseløse kærlighed og tilgivelse appellerede til næsten alle, og Jesu veltalenhed gjorde, at mange foretrak at høre på hans indfølte beskrivelser af Guds rige frem for de traditionelt lærdes mere abstrakte udlægninger af de hellige skrifter. Jesu ord gav håb til de mange, der drømte om en frelser, som kunne udfri dem fra romernes undertrykkelse, og tusinder mødte op, når han holdt sine flammende taler.

Selvom flere andre af Johannes Døberens disciple også begyndte at prædike, opnåede ingen af dem en popularitet, der bare tilnærmelsesvis kunne måle sig med Jesu gennemslagskraft.
Da Jesus mødte op til påskefest i Jerusalem, spidsede den anspændte situation til. Mange af pilgrimmene i byen havde hørt om ham, og hos romerne voksede nervøsiteten. Ifølge evangelierne havde romerne god grund til frygt, for Jesus blev modtaget af en “meget stor folkeskare, som bredte deres kapper ud på vejen. Andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne (...) råbte ‘Hosianna Davids søn!’” fortæller evangelisten Matthæus.

Historikerne er i tvivl om, hvorvidt Jesus rejste til Jerusalem, fordi han blot ville fejre dagene som andre rettroende jøder, eller om han forventede, at Gud ville lade sit rige komme under denne symbolske fest. Baseret på evangelierne hælder historikere til det sidste. I al fald må kombinationen af en stor folkemængde og navnet David have gjort romerne nervøse.

Jesus var klar over, at romerne ikke kunne tolerere hans bevægelse ret meget længere, og samlede sine disciple til et sidste måltid. Herefter gik han med sine mest betroede disciple op på Oliebjerget for i den fredfyldte lund at finde indre ro og forlige sig med sin skæbne. Mens han fortvivlet gik rundt på bjerget, skete det, Jesus havde forudset: En flok dystert udseende mænd sluttede ring om ham.

Pilatus henrettede uden at blinke

Ifølge Matthæusevangeliet kom en “stor skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og folkets ældste” og førte Jesus bort. Én af Jesu egne disciple, Judas Iskariot, havde angivet, hvem de udsendte skulle pågribe. Historikere vurderer, at historien med Judas kan være sand, da evangelisterne ikke umiddelbart havde interesse i at opfinde en så pinlig historie om forræderi i egne rækker.

Judas' motiver er svære at vurdere. Ifølge nogle teorier var Judas skuffet over, at Jesus ikke bekæmpede romerne mere direkte, og derfor ønskede at fremprovokere en konfrontation. Andre mener, at Judas angav sin læremester af simpel griskhed – evangelierne fortæller, at han blev betalt med 30 sølvpenge.

Den romerske præfekt Pontius Pilatus lod sig – ifølge evangelierne – overtale af de jødiske ledere til at henrette Jesus. Optændt af vrede over, at Jesus havde afsløret deres hykleri, anklagede de ham for gudsbespottelse, fortæller Bibelen. En folkemængde af almindelige jøder støttede lederne, og uanset hvor meget Pilatus forsøgte, ville de ikke lade Jesus slippe. Frustreret vaskede Pilatus sine hænder som tegn på, at han tog afstand fra dommen over Jesus.

Denne beretning passer ikke ind i historikernes viden om magtforholdene i det romersk besatte Palæstina. Nok ville romerne gerne stå på god fod med den jødiske elite, men magten lå i sidste ende hos romerne. Jødernes andel i Jesu død er derfor særdeles begrænset og mest af alt et udtryk for, at det lokale aristokrati prøvede at tilpasse sig virkeligheden i Palæstina omkring år 30; et jødisk oprør ville gå ud over dem alle, og i et forsøg på at afværge romernes vrede gik de med til at lade Jesus arrestere.

Denne version bekræftes også i Johannes-evangeliet af en jødisk ypperstepræst. Kort før Jesus tog til Jerusalem, mødtes ypperstepræsten med ledende jøder og diskuterede faren ved, at Jesus havde fået så mange tilhængere. “Det er bedre for jer, at ét menneske går til grunde, end at hele folket går til grunde”, bemærkede han. De besluttede derefter at stille sig på romernes side for ikke at sætte freden og deres privilegerede positioner på spil for en prædikants skyld. At en gruppe jøder pågreb Jesus, er derfor formentlig sand.

Billedet af Pontius Pilatus som en godhjertet og lidt usikker embedsmand stemmer heller ikke med andre kilder. Pilatus var kendt som en hensynsløs præfekt, der lod folk henrette uden rettergang. Fx lod han nogle få år efter Jesu død en forsamling pilgrimme myrde i Palæstina – en handling, der fik ham fyret som præfekt. At evangelierne tegner et så mildt billede af Pilatus – og af romernes rolle i Jesu død i det hele taget – skyldes, ifølge historikere, at de kristne i 1. århundrede e.Kr. havde brug for at stå på god fod med romerne, mens jødernes rolle som magtfaktor i Palæstina stort set var udspillet.

Jesus døde fortvivlet

“Han var Kristus, og da Pilatus (...) havde dømt ham til korset, blev han ikke svigtet af dem, som elskede ham”, skriver Josefus om Jesu henrettelse. Korsfæstelsens detaljer kender historikerne ikke, men standardproceduren var, at den dømte fik hænder og fødder naglet til korset, så han hang i skuldrene. Stillingen giver et så stort tryk på ribbenene og mellemgulvet, at den dømte efter et stykke tid bliver kvalt. Denne form for død blev betragtet som ydmygende og var oftest forbeholdt udstødte som slaver, oprørere og gemene tyve. Historikerne mener, at Jesus formentlig blev dømt efter paragraffen om at skade Roms omdømme – altså en politisk dom – hvis statholderen da gjorde sig den ulejlighed at henvise til en paragraf.

Dødskampen kunne vare flere døgn, men Jesus slap nådigt. Han døde efter nogle timer, mens han – ifølge evangelierne – udbrød: “Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig?” Nogle historikere mener, at sætningen er en senere tilføjelse. Andre ser den som bevis på, at Jesus bestemt ikke forventede at dø på korset.

Hvad enten Jesu skæbne var forudbestemt, eller han blot var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, ændrede korsfæstelsen historiens gang. Romerriget havde knust mennesket Jesus. Til gengæld havde romerne nu banet vejen for en religiøs bevægelse af en styrke, som de aldrig havde forestillet sig.

• Forrige Side 3 af 3