Finnerne udsletter to divisioner

Værst går det ud over russernes 44. og 163. division, der er på vej tværs gennem Finland. Målet er Den Botniske Bugt. Hvis de når så langt, kan de klippe landet midtover og afskære finnernes forbindelse til Sverige.

Endnu en skæbnekamp begynder, og Mannerheim må sætte sin lid til den initiativrige reserveofficer Hjalmar Siilasvuo, der står i spidsen for 17.000 let bevæbnede finske soldater.

Kort før 163. division når frem til skovhuggerbyen Suomussalmi, brænder finnerne husene ned til grunden. Herefter blokerer de alle veje ud af byen, så 163. er kapslet inde og en belejringskrig kan begynde.

Imens nærmer den 44. division sig Suomussalmi fra sydøst med friske forsyninger til de indesluttede kammerater. Finnerne stopper 44.s fremrykning ved hjælp af væltede træstammer og gentagne angreb på den 40 km lange kolonnes flanker. Så har finnerne fred til at nedkæmpe den 163. division.

Den 28. december er de spredte rester af 163. division på flugt til fods gennem skovene mod øst. Tilbage i Suo-mussalmi står mængder af efterladt russisk materiel – tanks, kanoner, lastvogne og ammunition, som Hjalmar Siilasvuo kan anvende til at nedkæmpe den indesluttede 44. division.

Her har de frysende og apatiske russiske soldater opgivet enhver tanke om offensiv. I stedet bruger de alle vågne timer på at stirre ind i den snedækkede skov, hvor døden i form af snigskytter lurer. Igen og igen suser finske skisoldater langs kolonnen. De kaster håndgranater eller molotovcocktails mod kampvognene og skyder på alle, de ser.

Finnerne går målrettet efter divisionens enorme feltkøkkener, der med tykke røgskyer gør opmærksom på deres position. Feltkøkken efter feltkøkken bliver ødelagt, og stadig flere soldater må klare den bidende kulde på minus 40 grader uden varm mad.

Det lykkes at hugge den lange russiske kolonne op i flere, små modstandslommer, som finnerne kalder motti – et skovhuggerudtryk for små stabler brænde, som senere skal hugges op. Langsomt går mottierne til grunde i sult, kulde og hyppige finske angreb.

Den 6. januar 1940 er situationen så desperat, at 44. divisions kommandør giver ordre til, at hver mand nu må klare sig selv. Resultatet er panik. Flygtende soldater tramper hinanden til døde, kun 700 slipper væk gennem skoven.

“Vi kunne ikke se finnerne”

Historikerne formoder, at flere end 25.000 af de i alt 48.000 sovjetiske soldater omkom ved Suomussalmi – 30 gange så mange, som finnerne mistede. Og de flygtende soldater efterlader et enormt krigsbytte – 65 tanks, 400 lastbiler, 6000 rifler, næsten 300 maskinpistoler og bjerge af ammunition.

Straks efter sejren begynder finnerne at udspørge de forkomne russiske soldater, som er blevet taget til fange.

Hvorfor forsøgte I ikke at bryde ud?

“Selvfølgelig forsøgte vi at angribe og åbne vejen frem, men det var som at banke hovedet ind i en mur”, svarer en kæderygende russisk officer til finnernes tolk. “Vi kunne ikke se finnerne noget sted. Tro det, eller lad være: De første finner, jeg så, var de to, der tog mig til fange. Alligevel var finnerne overalt, og hvis én af os forlod lejren, ville han gå i den visse død”.

44. divisions uduelige general slipper ad ukendte veje tilbage til Sovjet, hvor han stilles for en militærdomstol. Anklagen lyder på “tabet af 55 feltkøkkener”. Han kendes skyldig og henrettes.

Stalin er rasende

I den sovjetiske ledelse står nerverne på højkant. Nationen er til grin i hele verden, og dermed er suveræniteten truet, belærer Stalin sine generaler:

“Den Røde Hærs autoritet er garantien for Sovjetunionens nationale sikkerhed. Hvis vi er nødt til at kæmpe så længe mod en svag modstander, vil det stimulere antisovjetiske kræfter blandt imperialisterne”.

Den russiske befolkning bliver fodret med propaganda, der skal forklare, hvorfor den uovervindelige Røde Hær bliver ydmyget i Finland: Vejret og det barske landskab er blot to af undskyldningerne. Det bliver også hævdet, at USA har sat sine 1000 bedste piloter ind, og at Mannerheimlinjen er endnu stærkere end den berømte franske Maginotlinje ved den tyske grænse.

Sandheden er, at det finske forsvarsværk med sine ca. 100 befæstninger af beton og tømmer er ganske primitivt. Befæstningerne ligger så langt fra hinanden, at et sovjetisk kampvognsangreb vil kunne passere mellem dem. Den mulighed har Meretskov bare ikke indset.

Ved juletid udskifter Stalin den ineffektive feltmarskal med sin gamle ven Semjon Timosjenko.

Den nye øverstbefalende forstår hurtigt, at Meretskovs taktik er helt gal. I stedet for at bruge kræfter på at erobre de endeløse nordfinske skove skal indsatsen koncentreres på Det Karelske Næs – broen til Helsingfors.

I løbet af januar trækker Timosjenko næsten en halv million friske tropper til området: Mannerheimlinjen skal pulveriseres. Den nye taktik er ikke kunst, men den er effektiv, for Stalin har brug for en afgørelse, før Frankrig og Storbritannien når at sende styrker til Finland.

Stormen begynder

1. februar bryder infernoet løs på Det Karelske Næs. Time for time overdænger tunge sovjetiske kanoner de finske stillinger med granater, mens himlen formørkes af bombefly. Og de følgende dage intensiveres den morderiske ild. Jorden endevendes i flere meters dybde, og tonstunge betonbunkers ryster i fundamenterne. Siden tyskernes angreb på Verdun i 1916 har verden ikke set et så intenst bombardement. Finnerne har ikke meget at stå imod med. Selv om fjendens bevægelser er helt synlige, er brugen af kanonerne strengt rationeret. I stedet må finnerne skjule sig, indtil fjenden er så tæt på, at han kan nedkæmpes med lette våben.

De finske soldater vover ikke engang at tænde bål, for røgen vil straks tiltrække sig russisk artilleris interesse. For første gang i krigen fryser og sulter finnerne, men med fortvivlelsens mod holder de stadig stand. I 12 døgn. Så får russerne endelig has på Mannerheimlinjen og kan fortsætte offensiven med to en halv måneds forsinkelse.
Finnerne må trække sig tilbage til en interimistisk forsvarslinje, som i hast er blevet opført nogle få km mod vest, men den holder ikke længe, og endelig kan Timosjenko indtage Viipuri (byen er i dag russisk og hedder Vyborg).

Det sidste desperate håb om udlandsk hjælp er blevet slukket hos finnerne. Hjælpen kom aldrig, og Finland er tvunget til at indgå fred med Sovjet den 12. marts 1940. Fredsaftalen giver Stalin 57.000 km2 finsk jord.

“Vi har vundet nok land til, at vi kan begrave vores døde”, bemærker en sovjetisk general tørt.

• Forrige Side 2 af 2