Fuld Barbie sang nazisange

Efter overfaldet på Lischka læste Beate Klarsfeld, at statsadvokaten i Bayern havde besluttet at lukke efterforskningen af Klaus Barbies aktiviteter under krigen. Han blev parrets næste mål. Barbie førte i en tilværelse i relativ offentlighed, men repræsenterede alligevel et problem for nazijægerne. Han var blevet en magtfuld mand og nød de sydamerikanske juntalederes beskyttelse.

Familien Barbie var i 1950'erne flyttet til Bolivias hovedstad, La Paz, uden midler og havde i begyndelsen kun råd til logi i det nedslidte “Pension Italia” i en fattig del af byen. Klaus begyndte med at reparere gasbrændere, og efter nogen tid fik han job som arbejdsleder på et savværk uden for byen. Ejeren var jødisk, men han var tilfreds med sin medarbejder, og i løbet af et par år blev Barbie partner i firmaet.

Da general René Barrientos overtog magten i Bolivia ved et kup i 1964, ejede Klaus Barbie en større tømmerhandel i La Paz, og den nye juntaleder tog gladelig imod tilbuddet om at bruge erhvervsmandens erfaringer fra Gestapo til at understøtte sit styre. Som modydelse fik Klaus Barbie indflydelse på statens finanser, og den brugte han til at berige sig selv. Bl.a. modtog han de siden så fatale 10.000 dollars fra det statslige mineselskab for transport af mineraler. Barbie indkasserede pengene, men transporten fandt aldrig sted.

En lang række lignende svindelnumre skabte ham fjender, så da general Barrientos omkom ved et helikopterstyrt i april 1969, fandt Barbie det klogest at fortrække til Lima i Peru. Her indgik han et samarbejde med en anden nazist, Friedrich Schwend, der under krigen havde ledet den store tyske falskmøntneroperation med kodenavnet Bernhard (se HISTORIE 12/2010). Schwend var nu våbenhandler, og sammen med Barbie ville han sælge falske efterretningsoplysninger til Perus regering.

Barbie levede i velstand og slørede kun sin fortid ved at benytte efternavnet Altmann. Den forhenværende Gestapoleder lagde ikke skjul på, at han havde deltaget i krigen, og både i Peru og Bolivia mødtes han i fuld offentlighed med andre flygtede nazister. Når han i venners lag havde fået en øl for meget, begyndte han som regel at synge gamle nazistiske kampsange, og det havde ikke fået konsekvenser. Både venner og myndighederne vidste, at han var Klaus Barbie, men officielt hed han Altmann.

Serge og Beate Klarsfeld satte sig for at bevise, at Altmann og Barbie var en og samme person. Men først måtte de have sagen genåbnet. Beate rejste til Tyskland sammen med den franske kvinde Fortunée Benguigui, der under krigen havde anbragt sine tre børn i “sikkerhed” på børnehjemmet i Izieu – før Barbie sendte alle børnene i døden. Klarsfeld og Benguigui indledte en sultestrejke foran domhuset i München, og statsadvokaten, Manfred Ludolph, gik med til at genåbne sagen.

Ludolph gav Klarsfeld nogle fotografier. Et par gamle af Gestapo-chefen Barbie og et af en gruppe forretningsmænd, fotograferet i La Paz i 1968. Ingen aviser havde turdet trykke billederne af frygt for sagsanlæg, hvis den mistænkte forretningsmand på La Paz-billedet viste sig ikke at være Barbie, men så tog avisen L’Aurore chancen. De bragte billedet med overskriften “Jean Moulins morder” – en henvisning til Barbies drab på den franske modstandsmand i 1943.

Det fik journalisten Herbert John til at stå frem. Et par år forinden var han blevet frasvindlet et større beløb af Altmann, som havde lovet at skaffe John et interview med en anden topnazist, Martin Bormann. Men da Altmann havde fået pengene, havde han fortalt de peruvianske myndigheder, at Herbert John var narkohandler, og John måtte flygte ud af landet uden sit interview.
Herbert John fortalte Beate Klarsfeld, at ingen af dem på billedet var Altmann, men at han selv havde taget et par nye billeder af nazisten, og en analyse af billederne på et laboratorium fastslog, at Altmann var Barbie.

Beate Klarsfeld havde nu dokumentation, der kunne holde i en retssal, og hun og Herbert John rejste til Peru. De afleverede kopier af materialet til den ene myndighed efter den anden, og hver gang fik de løfte om, at det ville blive bragt videre til den relevante minister, men intet skete. Barbie var rejst til Bolivia. Klarsfeld og John fulgte efter, men blev truet med anholdelse og udvisning, hvis ikke de forlod landet igen.

Bolivia havde fået en ny junta, der holdt hånden over Altmann. Juntalederen Hugo Banzer gjorde ham til boliviansk æresborger, og til gengæld stillede Barbie sig til rådighed med sine erfarigner fra Gestapo. Han forfinede den bolivianske brug af elektrisk tortur og demonstrerede, hvordan han tilbage i Frankrig havde fremmet et forhør ved at stikke lange nåle dybt ind i offerets brystkasse eller ved at sprøjte syre ind i et mandligt offers testikler.

Serge og Beate Klarsfeld ventede tålmodigt, og i 1981 løb Barbies held ud, da Bolivias diktator Luis García Meza Tejada blev væltet. Efter pres fra USA valgte landet en demokratisk kurs, og præsident Zuaro begyndte oprydningen. Beate Klarsfeld tog til Bolivia og fik myndighederne til at rejse sagen om de 10.000 dollars. Formelt var det en sag om gammel gæld, men reelt var det en metode til at få Barbie ud af landet.

Forsvarer anså Barbie for skyldig

Retssagen mod Barbie fandt sted i Lyon, og hans forsvarer Jacques Vergès var blottet for sympati med gamle nazister. Han betragtede Barbie som skyldig, men kaldte samtidig retssagen dobbeltmoralsk, for, som han sagde, var verden fuld af Barbie’er, lige fra USA's officerer i Vietnam til russere i Afghanistan.

“Fordi erindringen er knyttet til retfærdighed, betyder det, at børnene fra Izieu ikke vil dø i erindringen”, sagde Serge Klarsfeld, som var blandt de 39 advokater, der repræsenterede Barbies ofre. Barbie blev idømt fængsel på livstid og døde bag tremmer i 1991.

• Forrige Side 5 af 5