Gud ville hjælpe sit folk

Hvad den unge Jesus tænkte om romerne, ved historikerne ikke, for de har ingen troværdige kilder til hans liv, før han er sidst i 20'erne. Palæstina på den tid vrimlede imidlertid med religiøse bevægelser, der prædikede store forandringer. Ifølge jødisk tradition ville Gud altid hjælpe sit folk, så længe det holdt sig til ham, og på den måde blev modstanden mod romerne kædet tæt sammen med religiøs vækkelse. Håbet om en ny, stærk konge blev knyttet til de hellige skrifters profetier om én, der skulle “knuse slangens hoved” og genoprette jødernes frihed og velstand.

Overalt i Palæstina forkyndte lægprædikanter på hver deres måde Messias' snarlige komme og Guds frelse. Budskaberne var besnærende, og mange blev tiltrukket af de ofte karismatiske personer, som stod i spidsen for de religiøse bevægelser. Også Jesus lod sig rive med. Da han var sidst i 20'erne, sluttede han sig til en mand, som under navnet Johannes Døberen missionerede i Palæstinas landdistrikter.

Efter vor tids målestok var Jesu læremester og inspirationskilde en ekstremist. Han klædte sig strengt asketisk – i kamelhårstøj holdt sammen af et læderbælte om livet – og levede i naturen “af græshopper og vilde biers honning”, fortæller evangelierne. De prædikener, som Johannes holdt for Jesus og sine øvrige tilhængere, afslørede ham som en kompromisløs vækkelsesprædikant. Guds rige var nær, prædikede Johannes og afviste uværdige tilhængere med råb om, at de var “øgleunger”, der kunne komme igen, når de havde angret deres synder. Han stillede strenge krav om solidaritet mellem sine tilhængere med ordene: “Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad, skal gøre ligeså” (Lukas 3:11). Johannes lagde ikke skjul på, at det ville gå dem ilde, som ikke holdt sig på den rette vej. Forbered jer på den kommende vrede, tordnede Johannes, for “træer, som ikke bærer god frugt” skal “hugges om og kastes i ilden”.

Jesu karriere varede kun et år

Ifølge evangelierne lod Jesus sig døbe af Johannes. Jøder vaskede sig altid, før de besøgte templet, men dåben som overgang til et nyt og mere gudfrygtigt liv blev opfundet af Johannes, der dykkede sine tilhængere under vand i Jordanfloden.

Snart efter begyndte Jesus selv at prædike rundt om i Galilæa. Som mange andre af tidens vækkelsesprædikanter gik han fra by til by og talte i de lokale synagoger, hvor folk mødtes, spiste sammen og diskuterede.

Forskerne ved ikke, hvordan Jesus så ud eller talte, ud over at hans modersmål var aramæisk. Hans stærke udstråling og gode evner som taler skaffede ham dog snart en lille flok disciple, der fulgte ham rundt i landet. Ifølge Bibelen forlod disciplene deres tidligere liv, familie og erhverv for at følge Jesus, straks de så ham. Historikerne mener imidlertid, at Jesus allerede havde skaffet sig et vist ry, da han ved Galilæasøen mødte sine første disciple: fiskerne Simon og Andreas, som slap deres garn for at blive “menneskefiskere” sammen med Jesus.

Ingen ved præcist, hvor længe Jesus prædikede i denne periode, men historikerne gætter på, at det ikke har drejet sig om mere end et år. Alt tyder nemlig på, at bevægelsen ikke nåede at blive organiseret. Jesus og hans disciple klarede sig fra dag til dag, sov, hvor de kunne få husly, og spiste hos dem, der tilbød et måltid. Havde Jesus været på farten mere end et år, ville han have organiseret sig bedre, mener forskerne, der også peger på, at hverken han eller disciplene, der bestod af småkårsfolk, ville have kunnet klare sig meget længere uden indtægt.

Kritikken af romerne var mild

Kort tid efter Jesu dåb blev Johannes anholdt af romerne og henrettet. Ifølge evangelierne havde Johannes beskyldt den lokale fyrste for umoral. Mere sandsynligt er det – som historikeren Josefus påpeger – at Johannes blev dræbt, fordi han med sine skarpe meninger og gode talegaver udgjorde en trussel mod romerne. Besættelsesmagten vidste, at religion kunne være politisk sprængstof, og Johannes' løfter om et gudsrige kunne nemt tolkes som opfordring til oprør.

Intet tyder på, at Jesus på dette tidspunkt gjorde romerne nervøse. Havde det været tilfældet, kunne de let have stoppet ham. Jesu budskab var ellers på mange måder det samme som Johannes': Guds rige var nær, og tiden var kommet til at omvende sig og følge hans bud. Og ligesom Johannes havde også Jesus et stærkt socialt budskab: I Guds rige herskede lighed, så også her på jorden burde de samme principper gælde. Mennesker tjener Gud bedst ved at hjælpe samfundets svageste, sagde Jesus.

Også på andre områder satte Jesus sig op mod den eksisterende orden. Da hans familie – ifølge Markusevangeliet – prøvede på at få ham ud af den religiøse vækkelse, fordi de mente, at han var “ved siden af sig selv” – altså led af en form for psykisk sygdom – slog han hånden af dem. Han afviste at lukke dem ind og kaldte sine disciple sin sande familie. Dette har hverken været en let eller populær gestus i et samfund, der strengt holdt på buddet om, at man skal ære sine forældre.

I andre henseender var Jesus mere afslappet end de fleste. Han elskede god mad og et glas vin i festligt lag – endog i en grad, så hans modstandere stemplede ham som en umoralsk levemand. “Thi Johannes (Døberen, red.) kom, som hverken spiser eller drikker, og man siger: ‘Han er besat’. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: ‘Se, hvilken frådser og dranker’”, udtaler Jesus, tydeligvis træt af at blive sammenlignet med den asketiske Johannes (Matth. 11:18-19).

I politiske forhold derimod forekom Jesus nærmest ufarlig, selvom han på underfundig vis kritiserede og gjorde grin med romerne. Jesu prædikener var fx fyldt med referencer til forskellen mellem det jordiske og det himmelske rige, hvor det jordiske – som for en jøde på Jesu tid var synonymt med Romerriget – var ondt, uretfærdigt og overfladisk, mens Gudsriget var det stik modsatte.
Et eksempel på den indirekte kritik af romerne findes i Markusevangeliet, hvor Jesus skal uddrive en flok onde ånder fra en mand. Ifølge beretningen overfører Jesus ånderne til en flok svin, der herefter styrter sig ud over en klippe. Da Jesus spørger ånderne om deres navn, svarer de: “Mit navn er Legion, for vi er mange”. Ifølge bibelforskeren John Dominic Crossan, der har beskæftiget sig indgående med den historiske Jesus, kan beretningen læses som en anti-romersk lignelse, da Legion for datiden var en åbenlys reference til de romerske legioner. Læst ud fra den teori bliver historien, der ender med, at svinene – et urent dyr – drukner i havet, til en særdeles skarp meningstilkendegivelse om besættelsesmagten – godt pakket ind i en tilforladelig historie om mirakuløs helbredelse.

På samme måde er Jesu svar til et spørgsmål om, hvorvidt jøder bør betale romerne skat. “Giv Kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”, svarer Jesus. Et svar, der i bedste fald er tvetydigt, for hvad kan – set for en troende – tilhøre kejseren, som ikke er Guds?

• Forrige Side 2 af 3 Næste