Renæssance (1400 - 1700)

Frankrigs protestanter blev knust af kongen

I 1568 kastede franske huguenotter 13 katolske præster i døden fra Lanternetårnet i byen La Rochelle. 59 år efter tog kongens stedfortræder, kardinal Richelieu, hævn – han omringede byen med et gigantisk fæstningsanlæg, indtil de udsultede indbyggere måtte overgive sig.

Den ophidsede gruppe på pladsen foran La Rochelles rådhus voksede minut for minut. Hadet hang tykt i luften, og mange var bevæbnede med sværd, køller eller økser. Slagordene “død over papisterne” og “hævn vores brødre” blev råbt igen og igen af de forsamlede protestanter. Med et brøl satte mængden sig i bevægelse ned mod præsteboligerne ved den katolske Skt. Louis-katedral. Men rygtet bevægede sig hurtigere end den hævntørstige hob. En lille gruppe protestantiske prædikanter, for hvem buddet om næstekærlighed var vigtigere end hævn, havde bragt La Rochelles 13 tilbageværende katolske præster i sikkerhed i Lanternetårnet, byens fængsel. Men pøblen gav ikke op så let, kun blod ville stille den tilfreds, og de bevæbnede protestanter fandt hurtigt ud af, hvor præsterne gemte sig. Snart genlød Lanternetårnets indre af øksers dumpe slag mod tårnets port. En skrækslagen fangevogter åbnede porten for at redde sit eget liv. Han viste mængden op til præsternes gemmested i Lanternetårnets øverste celle. Uden betænkningstid flåede pøblen præsterne ud på tårnets tag og kastede dem ud fra det øverste brystværn 50 meter over brostenene. Mordet på præsterne i La Rochelle i 1568 var en reaktion på de forfølgelser, de franske protestanter, huguenotterne, led under i hele Frankrig. Hetzen havde kostet mange tusinder af deres trosfæller livet. Efter 1568 opnåede byens protestantiske flertal endelig trosfrihed.
Lanternetårnet, hvor La Rochelles katolske præster mødte deres skæbne, stod færdigt i 1476. Det 75 meter høje og 20 meter brede tårn var en del af det massive forsvarsværk, der beskyttede La Rochelles vigtige havn.
Tårnets nederste del blev bygget som et klassisk rundt forsvarstårn med fem meter tykke mure, der kunne modstå kanonernes kugler. Tårnet blev forsynet med et 45 meter højt sekskantet kegleformet spir. Spiret tjente som symbol på byens magt og rigdom – og som sømærke og fyrtårn. Når mørket faldt på, blev en olielampe tændt i spirets top, og den gav tårnet navnet Lanternetårnet. Fra toppen af Lanternetårnet kunne huguenotterne i 1627 se kongens hær med kardinal Richelieu i spidsen nærme sig La Rochelle. Byen var siden massakren på de 13 præster 59 år tidligere blevet huguenotternes hovedby og vigtigste militære bastion, og byen havde opnået en lang række rettigheder ud over religionsfrihed. Men nu havde Ludvig 13. besluttet at gøre katolicismen til statsreligion med magt. Kongens førstemand, kardinal Richelieu, isolerede La Rochelle ved at bygge en 12 kilometer lang vold forsynet med 11 forter og 18 skanser rundt om byen. Havnen spærrede Richelieu effektivt med store kanonstillinger. I 14 måneder holdt forsvarerne ud. Da de endeligt overgav sig, var 22.000 af byens 27.000 indbyggere døde af sult eller sygdom. De fleste af byens overlevende protestanter fik lov at forlade Frankrig, men de protestantiske ledere blev fængslet i Lanternetårnet. I dag er tårnet mere sikkert at besøge. Fra spiret kan man kigge ned på havnen, der i århundreder var svært befæstet. Siden blev den vigtigste udskibningshavn til kolonierne i Nordamerika. Fra tårnet kan man skue langt ud over Atlanterhavet, som skibene skulle krydse.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
http://www.lonelyplanet.com/france/southwestern-france/la-rochelle/sights

Hitlerjugend blev kanonføde

Nyt blad: Nyt Historie på gaden. Læs bl.a. om millioner af tyske børn i Hitlerjugend, der blev hjernevasket til krig.

Køb Historiens højdepunkter

Historie: Fantastisk bogserie tager dig på strejftog gennem historiens store begivenheder. Få første bind NU for 20 kr - spar 209 kr.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra Historie. Tilmeld her:

Poll

Illustreret Videnskab

Quiz: Fortidens civilisationer

Quiz og test: Hvilket rige var Machu Picchu en vigtig del af?

Få Hitler i farver

Abonnement: Få DVD boksen 'Apocalypse' når du bestiller 2 nr. af Historie – betal KUN 69,-

Tag Diktator-testen

Quiz og test: Tag Histories test og find ud af, hvilken diktator, du minder mest om.

National Geographic

Hvem opfandt aprilsnar?

Ideer: For den ivrige spilopmager er der intet, der overgår aprilsnar.