Her begyndte drabene på Paris’ protestanter

Frankrigs hovedstad var spækket med protestanter, som havde fulgt Henrik af Navarra til hans bryllup. Men brudens katolske mor, Katarina Medici, fik indledt en massakre på slottets gæster. Og hurtigt bredte Bartholomæusnattens blodbad sig fra Louvre.

Aftenen havde sænket sig over Paris den 23. august 1572. I sine gemakker i slottet Louvre vandrede kong Karl 9. ophidset rundt og diskuterede den foregående uges begivenheder med sin mor, dronning Katarina Medici. Seks dage tidligere var Karls søster blevet gift med den protestantiske Henrik, konge af det lille nordspanske rige Navarra. Paris' katolikker var dybt forargede over giftermålet, som samtidig bragte Henrik tættere på Frankrigs trone. Ingen havde glemt den blodige franske religionskrig mellem landets katolikker og protestanter, kaldet huguenotterne: en krig, som havde hærget landet kun et par år tidligere. Allerede dagen efter brylluppet forsøgte ukendte gerningsmænd derfor at snigmyrde den protestantiske leder Coligny.
Stemningen i byen var på kogepunktet – pariserne afskyede, at deres by var oversvømmet af protestanter, som havde deltaget i brylluppet. Omvendt krævede protestanterne, at Karl 9. greb ind over for attentatmændene. Kongens mor, Katarina Medici, opfordrede endnu en gang kongen til at gøre kort proces mod religionsfjenderne. Og kongen opgav sin modstand: “Dræb dem! Men dræb dem alle! Ikke en eneste må være i live til at bebrejde mig”, udbrød han ifølge overleveringen.
Natten før den 24. august blev de protestanter, som gæstede Louvre, derfor hevet ud af deres senge. Med vagternes hellebarder presset mod ryggen blev de tvunget ud foran kongeslottet, hvor de blev hugget ned uden nåde. Og fra Louvre bredte voldsorgiet sig hurtigt. Almindelige borgere overtog soldaternes gerning og gik til angreb på alle byens protestanter. I løbet af det næste døgn blev omkring 2000 protestanter i Paris slået ihjel i det, som siden blev kendt som Bartholomæusnatten.
Louvre havde allerede en lang historie bag sig, da den blodige massakre brød ud i slottets gemakker i 1572. Oprindelig blev Louvre opført som fæstning i slutningen af 1100-tallet. Paris var allerede da Frankrigs vigtigste by, men ofte plaget af uro. Kongen havde derfor brug for et sted, hvor han kunne trække sig tilbage i sikkerhed for sit eget folk.
Omkring 1360 flyttede det franske hof permanent ind på Louvre og forlod det hidtige kongeslot på øen Ile de la Cité. Flytningen blev begyndelsen på et næsten konstant til- og ombyggeri – en konges slot måtte jo følge med de skiftende moder. I løbet af 1500-tallet blev middelalderborgen derfor bygget om til et renæssancepalads, og i 1590 blev de sidste synlige rester af middelalderborgen revet ned. I stedet blev den 460 m lange fløj “Grande Galerie” opført.
Ombygningerne fortsatte op gennem århundrederne, også selv om Ludvig 14. i 1682 flyttede hoffet til Versailles-slottet 17 km fra centrum. Louvre blev i stedet centrum for koncerter og udstillinger – som kun adel og kongemagt havde adgang til.
Dørene blev først slået op for almindelige borgere, da den franske revolution havde fejet over Frankrig. 10. august 1793 blev Louvre under stor festivitas åbnet som et af verdens første museer, og pariserne strømmede til for at se kunstskatte som maleriet “Mona Lisa” af Leonardo da Vinci. Værket havde været i franske kongers eje siden 1600-tallet.
Få år efter åbningen hjemførte Napoleons sejrrige hære stjålen kunst fra hele Europa. Malerier af Rembrandt, Goya og Botticelli­ blev ført i triumftog gennem Paris' gader sammen med elefanter og løver. Bagefter havnede kunstværkerne på Louvre. Napoleons nevø fortsatte med at udbygge samlingen. Han fik midt i 1800-tallet indkøbt omkring 20.000 værker. Blandt andet hentede han eviggyldige trækplastre som skulpturen “Venus fra Milo” til Louvre.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
http://louvreparis.net/history & www.louvre.fr