Her begyndte kampen om Israel

King David Hotel indskrev sig i verdenshistorien, da syv mælkejunger fyldt med sprængstof eksploderede i kælderen den 22. juli, 1946. Jødiske attentatmænd stod bag angrebet, der var rettet mod det britiske overherredømme.

Snakken gik livligt i loung­en på King David Hotel. Sladder fra selskabslivet og storpolitiske forviklinger blev vendt, mens køkkenpersonalet lagde sidste hånd på dagens anretninger. Frokosttiden nærmede sig. For personalet i det britiske sekretariat betød det en kærkommen pause på denne hede julidag, og de var så småt ved at forlade deres indelukkede kontorer. Klokken var 12.37, den 22. juli, 1946, da et øresønderrivende brag rystede bygningen. Alle elektriske ure gik i stå. I lobbyen løftede marmorgulvet sig i en bølgende bevægelse, og byger af sand, der gennem årene havde forputtet sig i revner og sprækker, blev hvirvlet op i luften. Glasset i vinduerne fløj klirrende ud over gulvet, og i loung­en blev gæsterne kastet til jorden, mens aperitifglassene knustes og luften blev hvid af gipsstøv. I baren fandt gæsterne sig selv siddende mellem stumper af møbler og lasede gardiner. Fra fortovet kunne bestyrtede tilskuere se til, mens hele sydfløjen gav efter. Med en klagende lyd af metal, der bøjede sig, og træbjælker, der splintrede, sank bygningen sammen – den ene etage efter den anden – mens en stor støvsky rejste sig mod himlen. Ud af bygningen vaklede chokerede overlevende, soldater og civile imellem hinanden, blødende og dækket af hvidt støv.
Attentatet var udført af den militante Irgun-milits. Men det var planlagt af en samlet jødisk modstandsbevægelse, der ønskede at ramme selve hjertet af den britiske administration i Palæstina. I hovedbygningen havde højkommissæren sit kontor, og den sammenstyrtede sydfløj havde huset det britiske sekretariat. Også militærpolitiet holdt til på King David Hotel, som lå lige ved den gamle bydel, midt i Jerusalem. Angrebet var det foreløbige klimaks i den jødiske kamp for at drive briterne ud af området.
Briterne var i stigende grad blevet upopulære hos både jøder og arabere, siden de i kølvandet på 1. verdenskrig påtog sig at regere Palæstina på et mandat fra Folkeforbundet, forløberen for FN.
De to grupper gjorde begge krav på området, og briterne formåede ikke at mægle. Da den nye britiske regering efter anden verdenskrig løb fra valgløfter om at støtte en zionistisk stat, udløste det en bølge af voldelige jødiske aktioner mod det britiske overherredømme, hvoraf bombningen af King David Hotel var den mest spektakulære. På trods af at hotellet var skarpt bevogtet af væbnede vagter, pigtrådshegn og et sindrigt alarmmeldesystem, lykkedes det 13 mænd og en kvinde fra Irgun at skaffe sig adgang til køkkenet i underetagen. Under påskud af at skulle levere mælk anbragte de syv mælkejunger fyldt med sprængstof ved hotellets bærende søjler. Hele operationen varede kun otte minutter, og så var Irgun-folkene forduftede. Kort efter detonerede bomberne. 92 mennesker omkom, og 45 blev såret. Briterne opgav Palæstina Angrebet vakte bestyrtelse, ikke mindst fordi de britiske myndigheder hårdnakket påstod, at de ikke var blevet advaret før eksplosionen. I virkeligheden havde Irgun ringet en advarsel ind til hotellet en halv time før detonationen, men beskeden blev ignoreret. Braget fra King David rystede de britiske politikere, og i april 1947, ni måneder efter eksplosionen, gav de op og overlod løsningen af Palæstina-konflikten til FN. I maj 1948 blev Israel oprettet, og briterne forlod Palæstina.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
www.tourism.gov.il/Tourism_Euk/Destinations/Jerusalem