Her begyndte vikingetiden

I år 793 mærkede englænderne for første gang “nordboernes vrede”, da danske vikinger overfaldt det rige og magtfulde Lindisfarne-kloster i Northumbria. Plyndringen blev begyndelsen på 250 års skandinavisk hærgen i Europa.

Ingen kunne huske så slemt et år som år 792. Det ene ildevarslende tegn efter det andet havde vist sig i form af hvirvelvinde og voldsomme tordenvejr. Og snart efter havde hungersnød hærget kongeriget Northumbria i det nordøstlige England. Munkene i klostret­ på øen Lindisfarne følte sig dog sikre. De bad, levede ydmygt og viede deres liv til Gud. Men da klostrets munke kom ud af kapitelsalen efter deres morgenbøn den 8. januar 793, så de to skibe med dragehoveder på vej mod stranden neden for klosteret. Da skibene nåede ind på lavt vand, sprang 100 svært bevæbnede og barbarisk udseende mænd ud af skibene og løb råbende op mod de rædselsslagne munke. Flere munke faldt på knæ og bad inderligt til Gud. Resten løb ind i klosterkirken. Gennem kirkens vinduer kunne de høre deres klosterbrødres bønner blive afløst af smertensskrig. Munkene faldt på knæ foran alteret og bad. Bønner hjalp ikke. Kirkedøren blev sparket op, og i løbet af få minutter var resten af de forsvarsløse munke blevet hugget ned. Tungt læsset med klosterets hellige guld- og sølvgenstande forlod de danske vikinger stedet. “Hedningene vanhelligede Guds helligdom, hærgede vort håbs hus og trampede på helgenernes kroppe, som var de skidt på gaden.”, skrev en munk i York om overfaldet. Derefter bad han en bøn, der skulle blive gentaget i hele Europa i de næste 250 år: “Åh, Herre, fri os fra nordboernes vrede.”
Lindisfarne Kloster, hvor det første større, kendte vikingeoverfald fandt sted, blev grundlagt i 635 af den irske munk Aidan. Klostret modtog store pengegaver af Northumbrias kong Oswald, der ønskede sit land kristnet. Oswald mente, at den kristne kirke kunne sikre freden i det urohærgede kongerige. Munken Aidan havde stor succes med at udbrede det kristne budskab i Northumbria, og kongen gav ham og de andre munke rige gaver. Snart havde munkene penge til at bygge en imponerende klosterkirke i sten. Resten af klostrets bygninger blev opført­ i træ. I 700-tallet blev Lindisfarne udnævnt til bispesæde, og klostrets magt voksede yderligere. Munkene oprettede en klosterskole, der uddannede missionærer. Skolen uddannede også embedsmænd til kirken og kongen. Da vikingerne røvede klostret i 793, var det derfor et af de rigeste og vigtigste religiøse centre i hele England. Munkene flygter fra øen I de følgende 200 år blev klostret igen og igen plyndret af vikinger. Mange munke flygtede, og skolen blev lukket. I slutningen af 900-tallet blev Lindisfarne endeligt opgivet, og bispesædet flyttet til Durham inde i landet. 100 år senere blev klostret genopbygget som et nonnekloster, men stedet blev aldrig igen en religiøs magtfaktor. Det afsidesliggende kloster fungerede i stedet som opbevaringsanstalt for adelige kvinder, der var faldet i unåde eller ikke kunne giftes væk. I 1536 blev klostret nedlagt, da Henrik 8. lukkede alle Englands klostre og konfiskerede deres jord. Klostret fik lov til at forfalde og blev den smukke, stemningsfulde ruin, den er i dag.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
www.lindisfarne.org.uk