Her blev Kinas skæbne beseglet

En oprørsk bondehær har indtaget hovedstaden og tvunget Kinas kejser til at begå selvmord. Samtidig trues riget nordfra af krigeriske manchuer. General Wu Sangui, som bevogter Kinas mægtige mur, er tvunget til at vælge side.

General Wu Sangui travede hvileløst rundt i sit palads ved garnisonsbyen Shanhaiguan. Hans pligt var at bevogte Den Kinesiske Mur og stedets vigtige pas. I umindelige tider havde Kina her kunnet standse de nordlige nomadefolks plyndringstogter. I 17 år havde Wu Sangui selv forsvaret Kina mod rytterfolket manchuerne – et folk, som ikke helmede, før de var døde eller havde sejret. Men nu, i maj 1644, stod han fanget i et grumt dilemma.
Kun få dage tidligere havde en bondehær erobret og plyndret hovedstaden Beijing. Kejseren havde hængt sig selv i et træ i Den Forbudte By, og nu gik simple bønder rundt i de hellige sale. Da generalen hørte de rystende nyheder, vidste han, at han måtte slutte sig til bøndernes oprørshær, hvis han ville overleve. Men Wu Sangui havde også fået en anden besked: Lederen af bondehæren havde kidnappet generalens konkubine. Generalen var rasende. En bondetamp havde dristet sig til at udfordre ham, en af kejserdynastiets mest betroede generaler.Ingen bonde skulle tvinge ham. Så hellere lade de barbariske manchuer fra nord erobre fædrelandet. Så 28. maj 1644, to dage efter kejserens selvmord, red Wu Sangui ud over Zhendongtårnets vindebro for at mødes med manchuernes kong Dorgon. Efter et kort møde var de to magtfulde mænd nået til enighed. Wu Sangui skulle åbne portene i passet ved Shanhaiguan og derefter slutte sig til Dorgons hær. Til gengæld ville han blive udnævnt til konge over en sydlig provins. Kun otte dage senere havde manchuerne og generalen fordrevet bondehæren og kunne marchere ind i Beijing. Mingdynastiet, som den hængte kejser tilhørte, var endegyldigt fordrevet fra magten, og frem til 1912 blev Kina i stedet regeret af manchuerne.
Passet ved Shanhaiguan, hvor Wu Sangui lod angriberne slippe igennem Den Kinesiske Mur, var den nordlige port til landet – stedet, hvor hunnerne, mongolerne og manchuerne i århundreder havde forsøgt at trænge ind i Kina. Helt tilbage i år 550 gjorde Kina bjergpasset farbart og befæstede det. Men bestræbelserne var ikke nok til at holde rytterfolkene ude. Så da Mingdynastiet overtog magten i landet i 1368, beordrede den ene Mingkejser efter den anden massiv udbygning af Den Kinesiske Mur.
Tidligere bestod muren af en række fæstningsvolde af jord og sten, bygget fra 200-tallet f.Kr. og frem. Nu blev murene forlænget og forstærket med mursten og massive vagt- og porttårne, så forsvarsværket fik det udseende, vi kender i dag. Under Mingdynastiet bevogtede omkring én million soldater murstrækningerne, som strækker sig over 2700 km. Byggeriet, som skulle sikre indbyggerne mod plyndring og død, kom dog til at koste dyrt. Ud fra arkæologiske fund anslår historikerne, at mellem to og tre mio. mennesker omkom som følge af det benhårde slid med at bygge den 6 m brede og 8,5 m høje mur.
Passet beskyttede Beijing
Få steder blev muren så vel befæstet som ved Shanhaiguan. Rigets fjender skulle standses her, så de ikke kunne nå frem til Mingkejsernes nye hovedstad Beijing kun 300 km væk.
En fæstning med en omkreds på fire km blev bygget på toppen af bjerget. Da den stod færdig, var de massive mure hele 14 m høje og 7 m tykke samt omgivet af en dyb voldgrav. Et porttårn med en hængebro bevogtede indgangen til passet. Selve bjergpasset var desuden spærret af endnu et tårn, som indtrængende skulle passere for at komme ind i Kina. En hær kunne vanskeligt forcere stedet, så uden Wu Sanguis forræderi er det ikke sikkert, at manchuerne havde nået deres mål: magten i Kina.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
http://tinyurl.com/5u4zpd