Her fik soldater fred fra krigen

Mens granaterne regnede ned over skyttegrave få kilometer væk, kunne folk for en stund glemme 1. verdenskrig i soldaterklubben Talbot House. Her fik soldaterne varm te og et sted at bede en bøn.

De kom lige fra fronten. Udmattede, med stivnet mudder hængende i kager på tøjet, sultne og med nerverne i laser. I dagevis havde soldaterne ikke fået søvn, fordi de i de mudrede skyttegrave konstant blev holdt vågne af fjendtlig granatregn, og de i pauserne måtte løbe spidsrod mellem fjendens maskingeværsalver i formålsløse stormangreb for at erobre en lille strimmel land. I Talbot House, få kilometer fra slagterierne ved Vestfronten, kunne især britiske, men også franske, belgiske og amerikanske soldater for en stund glemme krigens lemlæstelser, blod og gasangreb. Her kunne de hvile de flossede nerver, få en kop te, et måltid mad, en fredelig snak med kammeraterne og ro til at skrive hjem. De kunne også lette deres hjerte over for Gud i husets intermistiske kirke.
Talbot House ligger på hovedgaden i den lille belgiske by Poperinge – ikke langt fra 1. verdenskrigs frontlinje. Husets tidligste historie er uklar, men det er formentlig bygget af en købmand i 1700-tallet. Siden kom en tagetage på, der blev brugt som humlelager på loftet. Da krigens fronter i 1915 nærmede sig Poperinge, tog husets daværende ejer, en børsmægler, flugten, og slog sig ned i Sydfrankrig langt fra krigens gru. Inden da havde den engelske feltpræst Philip Clayton nået at få et lejemål i stand. Han havde fået til opgave at åbne en klub for soldater, og han valgte det hvide hus på Gasthuisstraat 43. Philip Clayton, der på grund af sin digre skikkelse bar kælenavnet Tubby, kunne 11. december 1915 slå dørene til klubben op.
Præsten kaldte huset Talbot House til minde om soldaten Gilbert Talbot, en ven, der blev dræbt i juli samme år.
Klubben blev hurtigt kendt milevidt for sit særkende: At her var alle lige. Den militære rangfølge, som ellers var nok så vigtig i den britiske hær, blev her sat ud af kraft – eller næsten da, for menige soldater fik deres kaffe, te og kiks gratis, mens officererne måtte betale.
Det tidligere humlelager – for enden af den stejle trappe til husets loftsetage – var efter præsten Tubbys mening husets vigtigste rum: Her indrettede han med fuldt overlæg en kirke. For på loftet var man tættest på Gud. I et haveskur fandt Tubby en godt brugt høvlebænk, og da Jesus jo var tømrer af profession, stillede han høvlebænken op som alter. Senere kom et lille, såret felt-orgel til. Instrumentet havde en slem skade fra en maskingeværkugle, men en fingernem soldat fik det flikket sammen, så det kunne spille igen. En senere reparation viste, at han havde vendt op og ned på dele af mekanikken, men lidt lyd kom da ud.
Kirken kunne bruges af soldater fra alle trosretninger, og adskillige tusinder har søgt trøst her. Mange oplevede, at religionen betød mere for dem, end de havde drømt om. Mange blev døbt her eller modtog den hellige nadver før første gang – andre for sidste gang.
Så stor var søgningen til huset, at man i 1917 måtte udvide, og til det formål inddrog man et nærliggende humlelager; stedet er i dag koncertsal. Men i foråret 1918 var det forbi. Huset måtte rømmes, da de tyske styrker rykkede så langt frem, at Poperinge befandt sig midt i fronten. I november samme år var krigen forbi, soldaterne rejste hjem, og huset blev igen overdraget til sin ejer. I deres hjemlande mødtes veteranerne i soldaterforeningerne og mindedes tiden i skyttegravene. Mange huskede med glæde deres fritimer i Talbot House, og ideen om at genåbne huset som et fælles samlingssted for de tidligere soldater opstod. I 1929 blev Talbot House Association stiftet, og samme år gjorde en stor donation det muligt for fonden at købe huset. Det gamle inventar – især fra kirken – blev opsporet og sat i stand, og veteranerne begyndte at lægge vejen forbi Talbot House.
I 1940 kom krigen igen til Poperinge. Tyskerne beslaglagde huset, men natten før, de skulle tage det i besiddelse, forsvandt indboet som dug for solen. Ingen vidste hvorhen, men da befrielsens time kom i 1945, dukkede inventaret uskadt op igen.
Siden har huset været gæstet af tusindvis af veteraner og deres familier. De gamle soldater har fortalt familien om deres oplevelser og vist de grønne marker, der engang var et mudret månelandskab af bombekratre, eller de er kommet for at ære døde kammerater og lægge en blomst på en af områdets mange krigskirkegårde. I dag fungerer Talbot House som mindested, museum og pensionat.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
www.talbothouse.be
www.poperinge.be