Her lå DDR's hemmelige fængsel

Omgivet af høje bygninger og beskyttet af forbud mod overflyvning var Stasifængslet i Berlin-bydelen Hohenschönhausen en af DDR's bedst bevarede statshemmeligheder – indtil Berlinmuren faldt.

Det var en tidlig julimorgen i Vestberlin 1952. Advokaten Walter Linse var lige kommet ud af sit hus, da en mand spurgte, om han havde ild. I det samme blev han angrebet af flere mænd, som overmandede ham og smed ham ind i en bil. Herefter blev han fragtet til Østberlin og videre til det hemmelige Stasifængsel i bydelen Hohenschönhausen. Årsagen til kidnapningen af den 49-årige Linse var, at han stod for planlægningen af en stor konference om DDR-regimets brud på menneskerettighederne­. Det fik DDR's magthavere til at beordre Linse stoppet. I seks måneder sad Walter Linse varetægtsfængslet i
det topsikrede fængsel i Hohenschönhausen. Ingen kendte til fængslets eksistens, og Linse var fuldstændigt afskåret fra omverdenen. Dag og nat blev han forhørt af sikkerhedspolitiet
(Stasi). De eneste mennesker, han havde kontakt med, ud over forhørslederne, var to fanger, han delte celle med. Medfangerne arbejdede imidlertid for Stasi, og alt, hvad de talte om, blev optaget med skjulte mikrofoner. Intet var overladt til tilfældighederne i fængslet, der forblev en af DDR-regimets bedst bevarede hemmeligheder indtil
Fængslet i Hohenschönhausen var ikke til at få øje på fra de omkringliggende gader. Det lå skjult bag høje bygninger, hvor Stasi også huserede. Her var bl.a. den central, der fremstillede falske papirer til DDR-agenter. De omkringliggende gader var desuden forbudt område for civil trafik, og soldater patruljerede i kvarteret døgnet rundt. Fængslet var ikke angivet på bykort over Østberlin – på stedet sås blot en hvid plet. De østtyske myndigheder var endda så nidkære, at civil flyvning blev omdirigeret, så ingen skulle opdage komplekset fra luften. Før 2. verdenskrig husede bygningerne et folkekøkken, men efter krigens afslutning i 1945 indrettede russerne en fangelejr på stedet. Året efter rykkede det hemmelige russiske politi, NKVD, ind i komplekset og begyndte ombygningen til et fængsel. I kælderen indrettede NKVD en række uopvarmede, underjordiske celler, hvor fangerne var stuvet sammen i uger uden dagslys og frisk luft. I kælderen lå også torturceller, hvoraf enkelte kunne fyldes med vand.
I 1950'erne overtog Stasi fængslet, og gennem de næste næsten 40 år blev komplekset ombygget og udvidet flere gange. Fængslet fungerede nu som varetægtsfængsel for politiske afvigere og modstandere af regimet. De nye fangevogtere stod ikke tilbage for russerne i opfindsomhed, når det drejede sig om at nedbryde de indsatte fysisk og psykisk. Det var umuligt for de 200 indsatte at komme i kontakt med hinanden. Hver gang en indsat skulle ud af sin celle, blev vedkommende ledsaget af fængselsbetjente. For at sikre sig, at fangerne ikke mødte hinanden i gangene, blev “trafikken” reguleret med røde og grønne lamper. Alle brud på reglementet blev prompte straffet med et ophold i en af fængslets mange straffeceller – bittesmå rum uden vinduer, så små og lavloftede, at fangen ikke kunne stå oprejst eller ligge udstrakt.
Hver gang fangerne skulle flytte afdeling eller eventuelt skulle tilses af en læge, blev de sendt ud på en køretur i en af fængslets fangetransporter. Så selv om lægen var i fængslet, eller fangerne blot skulle skifte til en ny celle, blev de først kørt rundt i Berlin i anonyme fangetransportvogne uden vinduer. Målet var at få fangerne til at tro, at de var blevet fragtet til et nyt fængsel. I virkeligheden blev de kørt tilbage til Hohen-schönhausen. I dag er fængslet indrettet som museum og forskningscenter. Mange af omvisningerne i fængslet varetages af dets tidligere fanger. Walter Linse er dog ikke blandt dem. Han blev efter opholdet i Hohenschönhausen sendt til Sovjetunionen. Her blev han skudt i 1953.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
http://en.stiftung-hsh.de