Titanics sidste ankerplads

Havnebyen Cóbh blev det sidste sted, Titanic lagde til, før luksuslineren stævnede ud over Atlanten i 1912. Byen var udskibningshavn for millioner af irere, der flygtede til Amerika.

Klokken slog 11, og folk begyndte at strække hals på den myldrende kaj. Ikke kun passagererne, der skulle med om bord på gigantskibet Titanic. Også almindelige nysgerrige var dukket op for at at se luksuslineren – det største skib, verden endnu havde set – lægge til ved Cóbhs yderste ankerplads. Inderhavnen i byen, som dengang hed Queenstown, var ikke stor nok til, at Titanic kunne komme til med sine 269 meters længde. Så da gigantskibet var forsvarligt fortøjet, blev postsække fra hele Irland og de ventende passagerer fragtet ud til Titanic i mindre både. Imens forsøgte folk fra småbåde at sælge lokalt kunsthåndværk til velstående rejsende om bord. Et par timer senere var virakken på havnen ovre. 123 forventningsfulde passagerer var kommet om bord på det store skib. De så frem til både sørejsen og Amerika. Tre af de nytilkomne blev indlogeret på første klasse, syv på anden klasse, mens resten blev stuvet ind på tredje klasse i bunden af Titanic. Klokken halv to den 11. april 1912 stævnede Titanic ud fra Queens-town. Skibet skulle som bekendt aldrig nå frem til sin destination, New York, men kolliderede med et isbjerg tre dage senere. Ikke alle gik deres død i møde den dag i Sydirland. Enkelte reddede livet. Blandt andet en fotograf, som gik fra borde i Queenstown med sine fotografier af livet om bord i behold, samt en præst ved navn Brown. Brown var gået om bord i Southampton, Titanics jomfruhavn i England, dagen før med en klar plan om at fortsætte over Atlanten. Men i Queenstown blev han kaldt i land af en biskop og måtte modvilligt forlade skibet. Han tog sine optegnelser om den korte rejse med sig.
I 1912 var Queenstown, det nuværende Cóbh, allerede vant til skibstrafik. Byen ligger godt placeret ved en stor naturlig havn, kun en snes kilometer fra Cork, Irlands næststørste by. Tilbage i 1700-tallet blomstrede stedet som hjemsted for en flådebase. Og i 1838 var stedet afskibningshavn for Sirius, det første dampdrevne, transatlantiske fartøj.
Et årti senere strømmede både folk og skibe til byen. Cóbh blev en af de vigtigste havne for irerne, som ludfattige flygtede fra den grønne ø til et forhåbentligt bedre liv. I første omgang var den fatale kartoffelhøst i årene 1845 til 1849 årsagen til irernes udvandring. Kartofler var den vigtigste føde på øen, og med sorte, uspiselige knolde i jorden var situationen desperat. Også i årene efter kartoffelsygdommen var forholdene i Irland så usle, at kunne man, så rejste man. Den første indvandrer, som slap ind i USA via den berygtede immigrationsstation på Ellis Island, kom fra Cóbh. Hun hed Annie Moore og rejste fra Irland i 1892. En statue af hende står både på havnen i Cóbh og på Ellis Island i New York. I alt blev Cóbh udskibningshavn for 2,5 millioner udvandrende irere. I dag er flugten via Cóbh stilnet af. I stedet trækker den charmerende havneby turister til – de nyder den sorte irske stoutøl, bl.a. i en bar, som har taget navn efter skibet, som lagde Cóbh bag sig 11. april 1912.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
www.cobhheritage.com