Guide: Victoriatidens London

Med sine ca. seks mio. indbyggere var London i slutningen af 1800-tallet vokset til den største by i menneskehedens historie. ­Imperiets regent – ­dronning Victoria – brugte millioner af pund på byggeprojekter, der skulle vise Englands magt og vælde, og blandt briterne var den generelle holdning, at deres metropol var på højde med – eller ligefrem overgik – oldtidens Rom. Et populært ordsprog sagde, at “når en mand er blevet træt af London, er han blevet træt af livet”.

Men briterne vidste også, at en anden virkelighed lurede bag den smukke facade.

“Intet sted som i London finder man overflod og armod og luksus og lidelse så tæt på hinanden”, skrev en af byens beboere om den sociale situation i 1800-tallets London.

Rig og fattig

Londons befolkning var siden begyndelsen af 1800-tallet mere end seksdoblet, og de fattige var stuvet sammen under usle forhold. Sygdom og kriminalitet hærgede de overfyldte slumkvarterer, hvor Jack the Ripper og andre mørkemænd spredte rædsel om natten.

Byens rigeste skulle også vænne sig til de nye forhold. Luksuskvarterer med store, hvidmalede boliger skød op i byens vestlige del – væk fra slummens larm og snavs. Her kunne overklassen om dagen spadsere i Kensington Gardens og om aftenen gå til koncert i Royal Albert Hall.

Victorias død i 1901 varslede enden på Det Britiske Imperiums storhedstid. Langsomt – bid for bid – ­mistede briterne deres kolonier, men de overdådige bygninger fra Victoriatiden står tilbage som ­­vidner om årene, hvor millionbyen var verdens centrum.