Hitler var ikke krigsforbryder

Ligesom Klaus Barbie slap tusinder af andre krigsforbrydere ud af det sønderbombede Tyskland. Storbritannien, USA og Sovjet havde ganske vist underskrevet den såkaldte Moskva-deklaration, hvor de lovede at “forfølge dem (nazisterne) til Jordens fjerneste udkanter og stille dem for en domstol for at opnå retfærdighed”, men deklarationen blev ikke til meget andet end ord.

I 1942 nedsatte briterne en kommission, der skulle sammenstille en liste over nazistiske ledere, anklagerne imod dem og fastsætte en procedure for retsforfølgelse. Men to år senere omfattede listen kun 184 personer. End ikke Adolf Hitlers navn figurerede.

Amerikanerne etablerede deres eget register i Paris og ansatte 400 franske kvinder til at bearbejde strømmen af oplysninger, der kom ind fra de europæiske krigsfangelejre. Men det maskinel, de havde til at udarbejde hulkortregisteret, led af konstante tekniske problemer, og den militære ledelse kunne ikke afse midler til at få problemerne løst.

På samme måde gik det en gruppe polske officerer, som havde gjort tjeneste i den britiske hær og ønskede at indsamle oplysninger om krigsforbrydere. De søgte støtte hos briterne og fik den – på papiret. Fire køretøjer, som de var blevet lovet til formålet, var flere måneder forsinket, så soldaterne måtte foretage deres efterforskning til fods.

Uden et finmasket net var det let for krigsforbryderne at slippe væk. De amerikanske tropper, der umiddelbart efter krigen tog en Otto Eckmann til fange, havde således ingen mulighed for at vide, at manden i virkeligheden hed Adolf Eichmann og var den hovedansvarlige for de nazistiske dødslejre. Han blev løsladt igen og opholdt sig i Tyskland frem til 1950, da han rejste til Argentina under navnet Riccardo Klement.

En 36-årig østriger ved navn Simon Wiesenthal indså ved krigsafslutningen, at de allieredes indsats ikke var tilstrækkelig. Han havde mistet det meste af sin familie under krigen og selv været fange i kz-lejren Mauthausen. Wiesenthal var døden nær, da amerikanske tropper befriede lejren, og han gjorde det – ifølge sine senere erklæringer – straks til sit livsværk at jage nazister.

Wiesenthals første store mål var at fastlægge de nazistiske forbryderes flugtveje – rotte-ruterne, som de blev kaldt. Det var en vanskelig opgave, men efter nogle år lykkedes det Wiesenthal at beskrive de to hovedruter:

Den mest almindelige flugtvej var til fods sydpå, over Alperne til den italienske turistby Merano. De værste krigsforbrydere rejste videre til Rom, hvor den katolske biskop Alois Hudal ydede flygtningene hjælp. Mens de ventede på at komme videre, indkvarterede biskoppen nazisterne i klostre og private boliger rundt om i landet, og så snart rejsedokumenterne var i orden, sendte han dem videre til Syrien, Egypten eller latinamerikanske lande, der godt kunne bruge de ofte veluddannede forbrydere.

Mindre fisk blev sendt til den italienske havneby Genova og derfra til Mallorca eller Barcelona i Spanien. Hos diktatoren Franco var de i sikkerhed, og her fik de valget mellem varigt ophold i Spanien med ny identitet eller at rejse videre til en ny tilværelse i Sydamerika. Et stort flertal valgte det sidste.

[emediate]

• Forrige Side 2 af 5 Næste