Jesus havde et forspring

Trods de ubønhørlige forfølgelser spredte kristendommen sig hastigt i Rom. Hos den enkelte romer efterlod de kejserstyrede guder et åndeligt tomrum, som blot ventede på at blive fyldt op. Med sit enkle budskab og simple leveregler havde kristendommen et stort forspring over konkurrenterne.

Hvor jødedommen krævede, at indviklede regler for hverdagen blev overholdt, forudsatte kristendommen i større grad blot tro. Og i modsætning til mysteriereligioner som Isis- og Mithraskulten – der ofte var forbeholdt overklassen eller legionærerne – skulle kristne hverken opfylde krav om køn og stand eller gennemgå indviklede optagelsesritualer.

Den simple historie om tømreren, som på korset sikrede alle evigt liv, begyndte at vinde gehør i kejserriget. Især Roms fattige og svage var fascineret af den nye religion, der var så stærk, at dens tilhængere ville lade sig mishandle og kaste for vilde dyr for den. Menighederne voksede med rivende hast, og ved hjælp af romernes vejnet spredte kristendommen sig snart til hele Middelhavsområdet.

I år 200 levede godt 200.000 kristne inden for Romerrigets grænser. Blot 100 år senere var antallet nået op på mere end seks mio. Kejserens bødler var ved at segne under byrden med at lemlæste, korsfæste og på andre måder pine og dræbe de kristne.

Kejseren kæmpede under korset

I begyndelsen af 300-tallet havde Jesu budskab vundet så mange tilhængere – også i rigets øverste rækker – at overgivelsen til kristendommen syntes uundgåelig.

Det første store gennembrud kom i år 311. Kejser Galerius – der ellers havde været en arg modstander af de kristne og orkestreret flere blodige forfølgelser – indså, at den nye tro ikke længere kunne udryddes gennem mishandlinger og drab. På sit dødsleje udsendte den syge og skrøbelige kejser i år 311 en bestemmelse, der tillod kristne at bygge kirker og holde gudstjenester. Dog skulle de “bede til deres gud for vores, statens og deres egen sikkerhed”.

På denne måde kunne Jesus – håbede Galerius – indrulleres i kejserrigets tjeneste og tage en plads blandt de romerske guder.

Det endelige gennembrud for kristendommen indtraf imidlertid først nogle år senere under Konstantin den Store. Som mange andre af datidens bejlere til kejsertronen havde Konstantin indset, at de kristnes støtte kunne være afgørende for hans ambitioner.

Hans største rival, Maxentius, havde netop vundet stærke allierede ved at give de kristne lov til at vælge en ny biskop i Rom.

Konstantin ville ikke stå tilbage, og ifølge overleveringen blev han – aftenen før et afgørende slag mod Maxentius – i en drøm befalet at drage i kamp under det kristne banner. Kejseren fik malet et kors på sin hærs skjolde, og mod al forventning vandt han en overbevisende sejr. Konstantin selv betegnede det som en triumf for Kristus.

Romerriget og kristendommen var herefter knyttet uløseligt sammen. Konstantin fulgte op på Galerius' edikt ved at indføre religionsfrihed i Romerriget og beordre, at flere århundreders kristenforfølgelser endelig skulle ophøre.

Alle konfiskerede kirker blev leveret tilbage, præster blev fritaget for skatter, kristne blev forfremmet til høje administrative stillinger, og Konstantin selv finanserede et stort antal nye kirker. Ved samme lejlighed indførte kejseren søndag som helligdag og forbød korsfæstelser.

I år 392 blev Romerriget officielt kristent. Efter næsten 400 år havde Jesus omsider besejret sine bødler.

• Forrige Side 3 af 3