Som læge på vestfronten mødte Harold Gillies hver eneste dag soldater med sønderskudte ansigter. 

© Scanpix/Corbis, AKG, Gillies Archives & Queen Mary's Hospital

Krigslæge gav 5000 vansirede soldater et nyt liv

Kugler og granatsplinter rev tusinder af unge mænds ansigter i stykker under 1. verdenskrig. Ofrenes udsigt til et liv som vanskabninger forfærdede den new-zealandske kirurg Harold Gillies, der udviklede nye operationsmetoder, så de unge mænd kunne se sig selv i spejlet igen.

3. april 2018 af Pelle Stampe

"Vi har modtaget en ny patient, og han ser ikke godt ud.” 

Catherine Black, sygeplejerske på det nyåbnede Queen Mary's Hospital i London, kiggede alvorligt på sin chef Harold Gillies. Den 35-årige kirurg nikkede indforstået, og sammen begav de to kittelklædte sig mod hospitalets sengeafsnit.

Kort efter stod Gillies og Catherine Black foran den senest ankomne fra de europæiske slagmarker. Chefkirurgen reagerede roligt. 

“Bare rolig sønnike, snart har du et ansigt, der er lige så pænt som de fleste andres”, beroligede Gillies den unge mand. Herefter gav han sig til forsigtigt at rulle bandagerne af patientens ansigt.

Et barskt syn mødte chefkirurgen, da patientens brandsårshærgede ansigt kom til syne bag bandagerne: 

“Den stakkels soldat er blevet gjort frygteligt frastødende og næsten invalid af sine forfærdelige brandsår. Han har forbrændinger i ansigtet, på ørerne og på halsen. Hans næse, læber og øjenlåg er ødelagte. Hænderne er fortrukket til frygtelige deformiteter,” skrev Gillies i sin indledende journal om patienten Willie Vicarage – den mand, der siden skulle inspirere Harold Gillies til at revolutionere plastikkirurgien.

I 1917 åbnede Queen Mary's i London. Skamskudte soldater valfartede til hospitalet i håb om, at den newzealandske kirurg Harold Gillies (yderst th.) kunne redde deres ansigt.

© Gillies Archive, Queen Mary's Hospital

Ansigter blev ødelagt i skyttegraven

Kirurgen blev født i New Zealand i 1882 og uddannede sig til læge på det ansete Cambridge Universitet i England. 

Den unge Gillies frygtede at blive sendt i kamp på 1. verdenskrigs slagmarker og meldte sig i stedet frivilligt til lægetjenesten hos Røde Kors.

Ved fronten i Frankrig oplevede han i 1914-1915, hvordan den nye skyttegravskrig gjorde soldaternes ansigter til det mest udsatte mål. 

Soldaternes kroppe var ofte beskyttet af massive jordvolde. I stedet stod deres hoveder for skud. Tusinder af unge mænds ansigter blev brændt og sprængt til ugenkendelighed under kampene på vestfronten.

I krigens helvede fandt Harold Gillies sit kald. Ved fronten arbejdede han tæt sammen med den franske læge Auguste Valadier, der som en af de første eksperimenterede med at genopbygge kæber med fedt fra patientens krop. 

Gillies forfinede Valadiers teknikker og viede sit liv til ikke bare at redde soldaternes liv, men også at sikre, at de unge vansirede mænd kunne vende tilbage til deres liv uden at ligne vanskabninger.

I 1916 beordrede hæren Gillies til London. Her skulle han lede en nyåbnet engelsk klinik for plastikkirurgi med plads til 500 patienter om året. 

Alene ved kampene ved Somme i Frankrig mellem juli og november 1916 fik 2000 mænd så alvorlige skader i ansigtet, at de skulle gennem omfattende plastik-kirurgiske operationer.

Hæren åbnede derfor et nyt hospital viet udelukkende til at udbedre ansigtsskader. I juli 1917 slog det funklende nye Queen Mary's Hospital i det nordvestlige London dørene op, med Harold Gillies som ansvarlig chefkirurg. 

Sygeplejersken Catherine Black beskrev de første måneder på hospitalet: “Ind kom en strøm af sårede mænd med halvdelen af deres ansigt bogstaveligt talt sprængt i stykker, med huden hængende i laser og med kæberne knust til mos, der føltes som sand under ens fingre. 

I hele mit liv var de måneder på Queen Mary's de mest triste i mit liv. Der var altid uhyggeligt stille på afdelingerne. 

De fleste af soldaterne var så nedtrykte, at de ikke havde lyst til at sige noget som helst”, fortalte Catherine Black. 

“Det sværeste var at give håbet tilbage til de frygteligt skæmmede mænd, som var tvunget til at ligge i uger viklet ind i bandager, uden at kunne tale, uden at kunne smage, uden at kunne sove.”

Black og de andre plejeres største bekymringer var de spontane blødninger, der risikerede at kvæle de patienter, der ikke kunne lukke munden. Samtidig angreb koldbrand og dødelige infektioner patienternes åbne sår.

Det var på dette lazaret, den 20-årige marinesoldat Willie Vicarage blev trillet ind ad dørene en augustdag i 1917. 

Under søslaget ved Jylland den 31. maj 1916 havde en tysk fuldtræffer ramt ammunitionsdepotet på det engelske flådefartøj, hvor Willie Vicarage gjorde tjeneste. 

Eksplosionen sendte en ildstorm mod soldaten, der mistede bevidstheden i det følgende inferno.

De næste femten måneder tilbragte marinesoldaten på et felthospital, hvor sygeplejersker plejede brandsårene og dulmede hans smerter med morfin. 

Vicarages øjenlåg var fuldstændig brændt væk, og sammen med hans smertende brandsår holdt de Vicarage vågen stort set døgnet rundt. Også læberne var brændt væk, og Vicarage kunne ikke længere lukke munden. 

Den udsatte gane tørrede hans hals ud, og Vicarage var tvunget til at blive fodret udelukkende med flydende føde. Alligevel ankom Willie Vicarage til Queen Mary's-hospitalet med håb i sjælen. 

Han havde hørt historierne, der summede på de engelske felthospitaler, om den fantastiske newzealandske kirurg, der havde viet sit liv til at give de vansirede ansigtet tilbage.

Lige meget om soldaterne havde fået skudt næsen af eller sprængt kæben i stykker, forsøgte Harold Gillies utrætteligt at redde deres ansigter med sine revolutionerende kirurgiske indgreb.

© Gillies Archives, Queen Mary's Hospital

Seks operationer reddede Vicarage

Den 3. oktober 1917 begyndte Harold Gillies den første af seks store operationer, der skulle redde Vicarages ansigt.

Normalt lappede kirurger ansigtsskader sammen ved at trække kanterne af såret sammen og lukke dem med nål og tråd. Men når huden og arvævet trak sig sammen, fik blodmangel ofte ansigtet til at fortrække sig i en ugenkendelig grimasse. 

Derfor eksperimenterede Harold Gillies med at flytte hud fra andre dele af kroppen til ansigtet. Han skar hudstrimler fra brystet, men lod enden blive siddende fast på huden, så blodet strømmede uhindret gennem de afskårne hudstykker.

Blodforsyningen sikrede, at huden groede pænt fast på ansigtet. Men de åbne hudstrimler var ekstremt udsatte for infektion, og mange patienter døde under tranplantationerne. 

Under operationen på Willie Vicarage fik Harold Gillies en idé. 

“Vi løsnede et trekantet stykke hud fra den øverste del af brystet og lagde det over patientens underansigt, hvor det blev syet fast. For at sikre blodtilførslen var en strimmel hud fortsat forbundet til hver skulder. Jeg tænkte: Hvorfor syr jeg ikke hudkanterne sammen, så strimmelen danner et rør? Det vil øge blodtilførslen og formindske risikoen for infektioner drastisk.”

Gillies' hudrør viste sig som en genial idé. Ansigtshuden groede som regel næsten perfekt sammen, og antallet af infektioner faldt drastisk. 

Når den nye hud var groet færdig, brugte Gillies nogle gange hudrørene som fyld til næser og kinder. 

Den newzealandske kirurg skar også klumper af fedt fra patienternes maver og balder og savede stumper af ribben, som han fyldte i kindben og hager.

>> Læs mere om plastikkirurgiens historie 

Gillies lavede øjenlåg til Vicarage

En kold februaraften i 1918 på vej hjem fra Queen Marys' operationsborde var Gillie's tanker hos Willie Vicarage, der lå med smertende ansigt og ikke engang kunne lukke øjnene for at sove.

Efter at have genskabt Vicarages ansigtshud og fyldt den manglende næse op med hudstumper og fedt begyndte Gillies derfor at eksperimentere med at genskabe soldatens øjenlåg.

Normalt blev nye øjenlåg lavet af tynd hud fra inderlåret eller underarmen. Men selv den tynde inderlårshud var for voldsom til øjenlågene, der blev grotesk tykke og ikke kunne lukkes med øjets lukkemuskler. I stedet måtte de sårede soldater selv skubbe dem i og op, når de skulle forsøge at sove.

Gillies løste problemet ved at lægge et tyndt snit i huden lige over Willie Vicarages øjne. Den fine ansigtshud blev vendt på vrangen og bukket ned over øjet, hvorefter Gillies syede den bukkede hud fast på Vicarages små rester af øjenlåg.

Senere gentog Gillies indgrebet med de nederste øjenlåg. Imens den bukkede ansigtshud fandt sin plads, voksede ny hud ud, der hvor Gillies tidligere havde skåret huden fri.

Da operationen var slut, havde Willie Vicarage fået tynde øjenlåg, der kunne åbnes og lukkes perfekt. Øjenbrynene skabte Gillies ved at operere hudstrimler fra området med hovedhår ind over øjnene og sy dem fast over hvert øje.

De mange operationer, Vicarage var igennem, tog tid, da hans krop skulle have ro til at hele og danne ny hud. En række af Gillies' patienter var døde, fordi kirurgen havde udført for omfattende operationer på en gang.

Gillies brugte to år på Vicarages operationer, før han endelig kunne udskrive ham med et nyt ansigt. Det succesfulde indgreb på Willie Vicarage banede vej for en lang række af vellykkede operationer. Plastikkirurgi havde før handlet om at redde patienternes førlighed.

Men for Harold Gillies blev det lige så vigtigt at genskabe patienternes ansigter, så soldaterne kunne gå på gaden uden at vække afsky.

I de næste år opererede Gillies tusinder af ødelagte ansigter og gav de voldsomt vansirede unge mænd muligheden for igen at leve et næsten normalt liv.

Den 20-årige engelske soldat Willie Vicarage tilbragte to år på Queen Marys-hospitalet, før han blev udskrevet. I alt var Vicarage gennem seks indgreb, der genskabte hans ansigtshud, øjenlåg, næse og fingre.

© Gillies Archives, Queen Mary's Hospital

5000 soldater fik et nyt ansigt

I alt behandlede Harold Gillies og hans stab af læger fra England, Canada, Australien, New Zealand og USA mere end 5000 ødelagte ansigter. 

Gillies dokumenterede alle sine operationer med tegninger, modeller og fotografier, som han brugte til at overbevise sine kirurgkollegaer om det banebrydende i hans metoder. 

I løbet af få år kopierede kirurger verden over den newzealandske læges teknikker med stor succes.

Den endelige anerkendelse af Gillies' resultater kom, da han udgav bogen “Plastic Surgery of the Face” i 1920. 

Værket blev straks udnævnt til et af de vigtigste bidrag i kirurgiens historie af tidsskriftet “British Medical Journal”.

Læs mere

Harold Gillies: Plastic Surgery of the Face, Oxford University Press, 1920.

Måske er du interesseret i...

Læs også