Slaget ved Somme

Otte dage før enden: Britiske soldater inspicerer de sønderbombede rester af en erobret landsby. 

© Imperial War Museum

Slaget ved Somme: 140 dage i helvede

Kampene varede 140 dage og kostede over én million soldater livet. Da krudtrøgen lagde sig, havde de allierede erobret sølle 125 km2 udbombet og strategisk ligegyldigt terræn. Kampene ved Somme hører til blandt de allerstørste, blodigste og mest meningsløse menneskeskabte katastrofer i Europas historie.

1. juli 2016 af Historie

Ved et stabsmøde mellem de britiske og franske alliererede fik den franske general Joffre et raserianfald:

“Så gør dog noget,” skreg han til de forbløffede britiske officerer. Franskmændene var mod sydvest hårdt trængte af den tyske offensiv nede ved den lille franske by Verdun. Joffre ønskede desperat at give sine trængte tropper et pusterum ved at slå hårdt til et andet sted på vestfronten.

Den øverstkommanderende for de britiske styrker, general Haig, indvilligede. Briterne havde ellers sammen med franskmændene besluttet først at begynde offensiven ved Somme i august. Men den blev nu hastet igennem til at finde sted allerede i juni.

De tyske feltbefæstninger var ganske vist noget af det mest modstandsdygtige, man havde set, men Haig satsede alligevel på en lynkrig. Han satte sin lid til, at et massivt granatbombardement ville slå hul i det tyske forsvar. 

Tanken var, at hvis tyskerne mistede deres overvældende forsvarsstyrke ved Somme, ville deres overtag i de erobrede franske områder smuldre. Derefter kunne de britiske og franske fodfolk samt Haigs rytteri i ro og mag marchere igennem fjendens linjer og jage tyskerne­ tilbage over Rhinen – helt hjem til Berlin.

Mørke skyer over Slaget ved Somme 

På vej til Somme: Uvidende om krigens helvede vinker britiske soldater til ære for fotografen.

© Corbis

Vejret var fint og klart, da det indledende­ britiske bombardement begyndte den 24. juni. De første to dage ramte artilleriet målene, og briterne kunne se og registrere nedslagene – men så lagde mørke skyer sig lavt og ildevarslende over terrænet. Overvågningsflyene kunne ikke evaluerere kanonernes præcision, og titusinder af granater blev affyret i blinde og landede i ingenmandsland.

Alligevel skar de britiske angrebsfløjter igennem morgenluften den 1. juli klokken 07.30. Soldaterne kravlede op ad stigerne, over brystværnet og begav sig ud i ingenmandsland. Op ad bakke og med solen i øjnene stormede de frem mod fjenden – kun for at opdage, at granatregnen havde­ efterladt det tyske forsvar relativt­ uskadt.

Pigtråden var ikke revet op og udgjorde stadig en dødbringende fælde for de allierede styrker. Størstedelen af de tyske maskingeværer var intakte og hamrede løs på de angribende soldater.

General Haig kunne have valgt en anden taktik, ventet tålmodigt på bedre vejr og lagt spærreild præcis foran det fremrykkende infanteri, der så havde en chance for at indtage de tyske linjer. Taktikken var allerede blevet brugt med succes andre steder på Vestfronten­, men det dårlige vejr og franskmændenes krav om øjeblikkelig aktion mod tyskerne fik overtaget.

LÆS MERE: Vil du vide mere om krigen - gå til vores store tema om 1. verdenskrig

Granaterne regner ned over Somme

“Det var, som om himlen og jorden faldt sammen,” fortæller feltpræsten J.M.S. Walker om bombardementet.

© Imperial War Museum

Bag de britiske linjer lå et lager på 3 millioner granater­ klar til at fodre det ventende­ artilleri.

General Haig havde opstillet to rækker kanoner. De mindste kalibre fik plads 900 meter bag fronten,­ og den anden med de tunge kanoner halvanden kilometer væk.

Begge rækker var 25 kilometer lange, og for hver 60 meter stod en kanon med tilhørende bemanding – over 400 i alt. På en uge nåede de at affyre mere end 1,5 millioner granater mod de tyske befæstninger og skyttegrave – det svarer til 150 granater hvert eneste­ minut, døgnet rundt, syv dage i træk.

Efter en uge mente overkommandoen, at tyskerne var møre nok til, at de allieredes infanteri­ kunne gå roligt mod tyskernes­ linjer og uden det store besvær jage dem op af deres huller.

De 1,5 millioner britiske granater dræbte tusinder af tyskere, men det var ikke nok til at ændre ved den samlede tyske forsvarsevne inden de allieredes stormløb.

20.000 briter blev på slagets første dag dræbt af de velforberedte tyske maskingeværstillinger. Yderligere 37.000 blev hårdt såret og sendt hjem.

Britisk maskingevær: Infanterister på vej over ingenmandsland havde ikke mange chancer, når de mødte­ kuglerne fra rederne med maskingeværer. Giftgasserne gjorde det nødvendigt at bruge gasmaske.

© Imperial War Museum

Soldaterne i skyttegravene frygtede ikke kun fjendens kugler, kanoner og giftgasser. Døden havde mange andre skikkelser. De udmagrede soldater var nemme ofre for talrige infektioner og sygdomme­. Tyfus og koldbrand var blandt sanitetstjenestens evige udfordringer­.

Fjendens­ uafbrudte bombardement af forsyningslinjerne gjorde det ofte umuligt for de hestetrukne ambulancer og hestevogne med fødevarer at finde vej igennem det metertykke mudder. 

Det var derfor almindeligt­, at soldaterne ved fronten var uden mad eller nødvendig medicin i dagevis. Når forsyningerne endelig nåede frem, var mange døde af banale lidelser, og maden smagte elendigt, indeholdt ikke tilstrækkelig med næring og viderebragte i værste­ fald sygdomme fra enhed til enhed. For alle, som ikke blev så syge eller sårede, at de blev hjemsendt eller døde, var der stor fare for at miste forstanden.

Inden næste angreb: Indretningen af de allieredes skyttegrave var primitiv­, og et enkelt regnvejr fik alt til at sejle i knæhøjt mudder. 

© Imperial War Museum

Det vedholdende bombardement, der som en slags russisk roulette hvert øjeblik kunne dræbe hvem som helst, samt kammeraternes dødsskrig førte til psykiske lidelser. I heldigste­ fald gjorde de soldaten­ ukampdygtig, og i værste fald førte de til selvmord­, der fjernede enhver rest af kampmoral blandt de overlevende­.

Pastor Walker beretter fra 21. britiske feltlazaret i sin dagbog: “Vi er ved at drukne i sårede ... nu er vi oppe på 1500 mand, og de bliver ved og ved med at komme ... 1000 nye hver dag!”.

Granaterne­, maskingeværerne og forholdene i skyttegravene var de største dræbere. Men de ubarmhjertige nærkampe gjorde størst indtryk på de overlevende. Pludselig stod to stakåndede fjender med hamrende hjerte mand-til-mand og så hinanden i øjnene – med håndgranater, gevær og påsat bajonet­.

Der er eksempler på, at fjender udvekslede høflige bemærkninger på gebrokkent tysk-engelsk-fransk – lige inden riflen blev affyret eller bajonetten blev stødt i mavesækken på modparten.

Ofte slæbte soldater en hårdt såret fjende i sikkerhed bag sine egne linjer. Midt i ingenmandsland gav sanitetspersonellet sig til at behandle de sårede uanset uniform, trods det strenge forbud.

Kampene var blodige, men førte ikke til nogen nævne-værdige erobringer. I midten af november­ 1916 gik meningsløsheden op for de allierede generaler, der valgte at afslutte kampene ved Somme.

Så mange døde i Slaget ved Somme

Døde:

Tyskerne: 465.525

Briterne: 419.654

Franskmændene: 204.253

I alt: 1.089.432

Omkostninger:

Man ved ikke, hvor mange penge der blev pumpet i Slaget ved Somme. Men for hele krigen er tallene:

De allierede: 145.388.000.000 $

Tyskerne: 63.018.000.000 $

I alt: 208.406.000.000 $

Ud over prisen på materiel havde krigen store indirekte omkostninger. Ødelagte bygninger, sænkede skibe og tabt produktion i industri og landbrug løb op i ikke mindre­ end 40.000 milliarder $.


Måske er du interesseret i...

Læs også