Skyttegravene forsvandt langs fronten under slaget ved Verdun. Eksplosioner jævnede dem med jorden, og de hårdt forpinte soldater måtte indrette sig i mudrede granathuller.

Slaget ved Verdun skulle drukne Frankrig i blod

1. verdenskrig: Da tyskerne i 1916 går til angreb ved Verdun, er målet at drukne Frankrig i blod. Slaget ved Verdun skal tilføje den franske hær så store tab, at den aldrig kan rejse sig igen. 140.000 mand og tonstunge kanoner står klar til at løse opgaven.

4. november 2015 af Esben Mønster-Kjær

Helvede bryder løs i Verdun

Morgensolen forsvandt bag kaskader af jord, der blev slynget op af granaterne. Forskrækkede råb lød fra franske soldater, der sprang for livet ned i skyttegraven. Soldaterne havde regnet med en fredelig morgen den 21. februar 1916 – akkurat ligesom alle de andre morgener i mere end et år.

Siden 1. verdenskrigs første måneder havde fronten ved Verdun været næsten fredsommelig. Nu regnede tyske 210-mm-granater pludselig ned fra himlen. De faldt i en næsten lodret vinkel og borede sig ned i jorden, inden de eksploderede. Hele grupper af soldater blev begravet levende, når deres dækningsrum kollapsede.

Så bevægede infernoet af stål, jord og røg sig videre. Granatregnen faldt over det franske bagland, hvor hovedkvartererne og forsyningslagrene lå. Felttelefonerne blev stille – fordi eksplosioner havde flået de nedgravede ledninger over eller udslettet modtageren. Efter 15 minutter begyndte det hele forfra. De tyske kanoner skød igen mod de forreste franske stillinger, hvor nogle soldater uforsigtigt havde vovet sig frem for at komme de sårede til hjælp.

Slaget ved Verdun var i gang – en altfortærende duel, hvor kanonerne på begge sider konkurrerede om at slynge mest død og lidelse mod fjenden. Bombardementet ville fortsætte uden pause i 10 måneder – 10 måneder i det, som tyske og franske soldater samstemmende kaldte helvede på jord.

Kynisk plan skulle vinde krigen

Myrderierne ved Verdun overgik alt, hvad den grusomme skyttegravskrig hidtil havde udsat Europas hære for. Ingen steder stod kanonerne tættere under 1. verdenskrig, og enheder blev flået i stykker i et gruopvækkende tempo.

Blodbadet var udtænkt af en enkelt mand, general Erich von Falkenhayn. Som chef for den tyske generalstab var det hans opgave at udtænke en strategi, der kunne vinde krigen, og han gik kynisk til sagen. Falkenhayn troede ikke på “det store gennembrud”, der skulle bringe hærene op fra skyttegravene. Som én af de få havde han forstået, at langtrækkende kanoner og maskingeværer gjorde det umuligt at føre manøvrekrig. Han ville i stedet lokke fjenden til at begå selvmord.

“Inden for vores rækkevidde har vi objekter, som den franske generalstab er villig til at forsvare til sidste mand”, skrev Falkenhayn i et memorandum til Tysklands kejser. “Gør de det, vil Frankrigs styrker forbløde”. Stedet, han havde udset sig på kortet, var Verdun.

Byen lå i et fremspring i fronten, og i 1916 udgjorde den Frankrigs eneste fodfæste øst for floden Meuse. Den franske stolthed tillod intet tilbagetog fra denne lille bid af fædrelandet, hvis underjordiske betonforter var uindtagelige ifølge propagandaen.

Set fra Falkenhayns side af fronten udgjorde Verdun en dødsfælde. Tyske stillinger omgav byen på tre sider, og hvis han gik til angreb, ville de franske styrker have så lidt plads at forsvare sig på, at selv de forreste og mest udsatte skyttegrave måtte fyldes med tropper. Her var de indbydende mål for artilleri.

Falkenhayn sendte derfor 1.220 kanoner og 140.000 mand til Verdun-området, hvor de forberedte et knusende stød mod 13 km frontlinje. Men han indviede ingen i det sande formål med sin djævelske plan.

Da kanonerne indledte deres trommeild ved Verdun, troede selv kronprins Vilhelm af Preussen, der skulle anføre det store fremstød, at hans mål var at erobre byen. Falkenhayns hemmelighedsfuldhed skulle koste den tyske hær dyrt.

Flammekasteren var det perfekte våben mod skyttegrave, men også klodset og risikabel for brugeren. Foto: M. Evans/scanpix

 

Slaget ved Verdun indledes af et gevaldigt bombardement

Verdun-offensiven begyndte med brølet fra en enkelt, gigantisk jernbanekanon. Granaten på 750 kg forlod løbet, sejlede 20 km gennem den lyse morgenhimmel og knuste et hjørne af byens katedral. Så stemte resten af det tyske artilleri i, og historiens hidtil største bombardement var i gang. Franske observationsfly rapporterede, at landskabet bag den tyske front var ét stort hav af mundingsglimt.

Bombardementet fulgte en nøje plan, der udpegede mål for hver type af skyts. Artilleri­stillinger fik en særlig hård behandling med en blanding af sprænggranater og giftgas, så kun få franske skud blev affyret den modsatte vej. Granatregnen fortsatte time efter time og steg i intensitet kl. 15 for pludselig at ophøre kl. 16. Så lød tyske råb: “Los” – afsted.

Gråklædte skikkelser rejste sig fra skyttegravene og rykkede hurtigt fremad mod sønderbombede franske stillinger. De angreb ikke i tætte skyttekæder, som franskmænd og briter havde for vane. I stedet bestod første bølge af stormtropper i små grupper, som bevægede sig smidigt gennem terrænet mod svage punkter i den franske forsvarslinje. Tyskerne havde lært af myrderierne i de første krigsår.

De franske soldater forsøgte at forsvare sig, men bombardementet havde haft sin ødelæggende effekt. Rester af en heder blev drevet baglæns, og spærreild fra de tyske kanoner sørgede for, at ingen forstærkninger kunne nå frem.

Ved solnedgang havde angriberne slået dybe huller i den franske front. Og hidtil var kun en lille del af styrken sendt i kamp, for dagens opgave gik ud på at teste forsvarets kræfter.

Da slaget ved Verdun begynder, rykker tyske styrker frem i et tempo, der ikke er set siden krigens begyndelse. Men de groggy franskmænd overvinder den første krise og indleder en sej forsvarskamp. Soldaterne på begge sider bliver de chanceløse ofre i artilleriets langstrakte duel.

Hold musen hen over ikonerne, og læs mere om slagets udvikling

 

 

Frankrig søgte efter en frelser

Angrebets anden dag, den 22. februar, bød igen på solskin og katastrofer for Verduns forsvarere. Ved daggry stod franske soldater klar til at storme frem og erobre de tabte stillinger tilbage, som generalerne altid forlangte. I stedet blev de ofre for endnu et morderisk bombardement, efterfulgt af den tyske totaloffensiv.

“Vi vil holde stand mod Fritzerne, selvom deres bombardement er et helvede”, rapporterede en fransk oberst fra forreste linje. Ordene var udtryk for desperat håb mere end en kølig realisme. I to dage kæmpede lemlæstede franske enheder desperat, mens de blev drevet tilbage fra stilling efter stilling. Så brød forsvaret sammen.

Under 1. verdenskrig kostede det større tab at angribe end at forsvare sig, men i Verdun-offensivens første dage var regnestykket omvendt. Franske styrker, der forsvarede højderne nord for Verdun, bukkede under for granater og nærkampe. Pludselig kunne tyskerne marchere gennem landskabet i et tempo, ingen havde set siden 1914.

I den franske hærs overkommando bredte panikken sig, og stabsofficerer talte om at evakuere Verdun. Det ville have sparet hæren for enorme lidelser, men ingen vovede i sidste ende at træffe en beslutning, som ville koste hæren enorm prestige. I stedet skulle en ny chef tage kommandoen i byen. Valget faldt på en general ved navn Philippe Pétain, der havde et godt ry, men først og fremmest fik posten, fordi hans tropper var klar til kamp.

Ingen kunne dog finde generalen, selvom horder af ordonnanser gennemsøgte Pétains hovedkvarter. Jagten var endnu i gang, da en adjudant diskret gik ud til en bil og kørte til et hotel i Paris.
Stedets værtinde kendte intet til nogen general, bedyrede hun koldt.

Sagen handlede om liv og død, om selve fædrelandets frelse, betroede adjudanten indtrængende. Over for denne patriotiske svada måtte kvinden give op, og fredsforstyrreren blev sendt ovenpå. Foran en dør stod to langskaftede støvler ved siden af et par feminine tøfler. Da den gik op, stod Pétains tårnhøje skikkelse i åbningen – iført slåbrok.

Generalen lyttede kort og afgav derpå en befaling: Næste morgen ville han begive sig til Verdun for at gøre sin pligt over for fædrelandet. Denne nat ville han gøre sin pligt over for den kvinde, hvis stemme kunne høres bag ham.

 

Pétain overtager styringen i slaget ved Verdun

Pétain gik for at være en sær snegl blandt sine ligemænd. Før krigen havde han interesseret sig for moderne våbens ildkraft, hvor andre officerer troede på glorværdige stormangreb, og karrieren var gået helt i stå i 1914.

Krigen ændrede alt. Hvor andre blev “sendt til Limoge” – den franske hærs slang for tvungen pension – steg Pétain lynhurtigt i graderne. En ung kaptajn ved navn Charles de Gaulle skrev beundrende om den nye chef ved Verdun:

“En leder trådte frem, som lærte sine mænd at skelne det virkelige fra det indbildte og det mulige fra det umulige”. Pétain indrettede sit hovedkvarter i en flække uden for Verdun og forlangte straks at få tildelt mere artilleri. Så gav han sig til at ringe rundt til de generaler, hvis tropper var i kamp.

“Jeg har kommandoen. Hold stand. Fortæl det til tropperne. Jeg stoler på dig”, meddelte han kort. Dernæst talte han med sin chefingeniør, der havde inspiceret den eneste vej mellem Verdun og resten af Frankrig – ét ubrolagt spor i hver retning.

“Kan vejen holde?” spurgte Pétain.

“Den kan holde”, lød svaret. Selvom det krævede en gigantisk indsats, kunne en jævn strøm af forstærkninger og forsyninger ind til byen opretholdes. Så gik han i gang med at udpege forsvarslinjer i flere lag og artilleristillinger på et stort kort over slagmarken.

“Spar på jeres kræfter. Modoffensiven vil komme senere”, lød instruksen til troppeførerne. Ildkraft og ikke tåbeligt mod skulle bevare Verdun på franske hænder.

Når de afgav rapport hver morgen, ville Pétain kun vide én ting: “Hvad har dine kanoner foretaget sig? Gem de andre detaljer til senere”.

Budbringere havde sammen med båreholdene krigens farligste job. Foto: SZ Photo/Scanpix

 

Nye udfordringer opstår under slaget ved Verdun

General Pétain var knap ankommet til Verdunfronten, før en katastrofal nyhed indløb den 25. februar: Fort Douaumont, den stærkeste af områdets underjordiske fæstninger, var faldet uden kamp. Tabet gjorde den franske hær til grin og gav tyskerne kontrol over et perfekt udsigtspunkt, hvorfra de kunne overvåge området nord for Verdun.

Den nye øverstbefalende hastede forstærkninger frem for at danne en ny fransk frontlinje og bremse fjendens fremrykning. Som en af de første enheder indsatte Pétain det 33. regiment, som han selv havde anført før krigen.

Regimentet afløste resterne af en fransk styrke, der forsvarede landsbyen Douaumont. Knap var de nyankomne tropper rykket ind, før tyskerne angreb. Skrattende franske maskingeværer tyndede voldsomt ud i de feltgrå rækker, men stormløbet fortsatte ind mellem husene, hvor en rasende kamp på håndgranater og bajonetter udspillede sig.

Tyskerne indtog Douaumont og blev kastet ud igen af franske modangreb blot for at vende tilbage i et fornyet fremstød. Imens bombarderede de to hæres kanoner på skift klyngen af huse. Først blev Douaumont lagt i ruiner, og derpå knuste granater også murbrokkerne, så hvidt murstøv på jorden var det eneste spor efter de ødelagte hjem.

33. regiment led svære tab, heriblandt den velansete unge kaptajn Charles de Gaulle, der blev hårdt såret og taget til fange. Men sammen med andre nyankomne enheder lykkedes det at stabilisere fronten. For første gang siden offensivens begyndelse rykkede de tyske divisioner næsten ikke frem den 27. februar.

Opbremsningen skyldtes ikke kun Pétain og hans forstærkninger, for trods de mange succeser var tyskerne udmattede af kampe og hårdt slid. Det krævede overmenneskelige anstrengelser at flytte kanonerne fremad over jord, der var kværnet op af granater og dernæst forvandlet til mudder af tøvejr.

Derfor indstillede kronprins Vilhelm af Preussen første runde af offensiven. Han var kommet tæt på at erobre Verdun og dermed uvidende spolere Falkenhayns plan om at lade den franske hær forbløde. I stedet fortsatte slaget.

 

Soldaterne var kanonernes føde

Da tyskernes lynoffensiv mod Verdun gik i stå, begyndte et langstrakt opslidningsslag. I marts angreb tyske tropper vest for Meusefloden for at drive Pétains artilleri væk fra stærke stillinger.

Franskmændene var forberedt, og denne gang måtte angriberne kæmpe hårdt for hver meter jord. I frontlinjen var den værste trussel dog ikke fjendtlige soldater, men det uophørlige bombardement. Alt for ofte blev tropperne endda beskudt af deres eget artilleri, som sigtede for kort eller havde for slidte løb til at ramme deres mål præcist.

Højderyggen Mort-Homme og Høj 304, hvis sider tyskerne kæmpede sig op ad, lignede vulkaner, indhyldet i tyk røg fra eksplosioner. Midt i infernoet forsøgte infanteristerne at overleve i bunden af vandfyldte granathuller.

En fransk kaptajn førte den 9. april 175 mand frem for at forsvare en stilling. Instruksen fra hans chef var klar:

“På den dag, det passer tyskerne, vil de massakrere jer til sidste mand, og det er jeres pligt at falde”. Angrebet kom dog aldrig, og kaptajnen så ikke en eneste tysker i de fire døgn, han holdt linjen. Det var udelukkende granater, der reducerede hans kompagni til 34 mand, hvoraf flere var blevet vanvittige.

Tyskerne havde efterhånden indsat 2.200 kanoner ved Verdun, mens det var lykkedes Pétain at samle 1.777. Selvom han tryglede og bandede, kunne han ikke vriste flere våben fra hærens overkommando. Han måtte finde andre måder at stive sine styrker af på.

Frankrig kunne tåle mest i slaget ved Verdun

Pétains stærkeste våben mod tyskerne blev hurtig afløsning af tropperne ved Verdun. Hver anden dag trak han en decimeret division tilbage fra fronten for at hvile ud i lejre langt bag fronten.
“Først kom skeletterne af kompagnier, anført af en såret officer, der støttede sig til en kæp”, skrev et øjenvidne. “Alle marcherede, eller rettede trippede afsted med små skridt, mens de svajede som berusede. Jeg hørte én sige: ‘Det er ikke længere en hær. Det er lig’”.

En ung officer, der anførte en skare overlevende fra Verdun, så Pétain betragte optoget fra vejsiden. Tårer glitrede i generalens øjenkroge. Men han var nødt til at sende nye divisioner ind for at udstå granatregnen.

Tropperne på vej mod Verdun sang ikke, som franske soldater ellers altid gjorde på march. Nogle enheder gav sig endda til at bræge som offerlam, når de trampede mod fronten og det uundgåelige blodbad. Men de adlød, og takket være Pétains afløsningssystem havde hver soldat en chance for at vende tilbage i live, måske endda med alle lemmer.

Sådan var det ikke på den tyske side. Enhederne opholdt sig længe i forreste linje, mens de løbende fik tilført nye soldater som erstatning for tabene. Den 1. maj, hvor 40 franske divisioner havde været i kamp ved Verdunfronten, lød det tilsvarende tyske tal på blot 27. Soldaterne forstod, at et dræbende eller invaliderende sår var næsten uundgåeligt.

Udmattelsesslaget fortsatte uden nogen ende i sigte, mens tabstallet i hver hær nærmede sig 200.000 døde. Så ophørte de tyske angreb pludselig. Ved Sommefloden længere nordpå indledte briterne en stor offensiv den 1. juli 1916, og den tyske hær måtte bruge alle sine kræfter på at forsvare den truede sektor. I stedet kunne franskmændene møjsommeligt tilbageerobre terræn, indtil kanonerne omsider tav i november – 10 måneder efter slaget begyndte.

Alle tabte slaget ved Verdun

Kronprins Vilhelm nåede aldrig de sidste kilometer frem til byen, og Falkenhayns plan om at årelade den franske hær havde kostet ham lige så høje tab. Helvedet ved Verdun opslugte tid, tropper og materiel, som Tyskland ikke kunne undvære, og slaget var med til at bane vej for nederlaget i 1918.

Verdun fik også store konsekvenser for Frankrig. Hæren var slidt op, og da soldaterne blev sendt frem til nye, selvmorderiske angreb i 1917, gjorde de mytteri. Halvdelen af de franske divisioner nægtede at adlyde ordre.

Den eneste general, der var elsket af tropperne for den omsorg, han viste dem, måtte indsættes som øverstbefalende, og det lykkedes Pétain at genskabe hærens kampkraft. Da krigen omsider sluttede, havde han vundet et ry som fædrelandets frelser. Men den næste krig ødelagde hans eftermæle.

I 1940 løb Hitlers tropper Frankrig over ende, og Pétain satte sig i spidsen for en samarbejdsregering for at skåne folket for yderligere ofre. Det fik han ingen tak for. Hans gamle beundrer Charles de Gaulle anførte i 1945 det hævngerrige Frankrig, der satte Pétain i livsvarigt fængsel som forræder.

130.000 fik en brutal begravelse efter slaget ved Verdun

Mindesmærket ved Verdun rummer skeletdele af 130.000 mænd, som ikke kunne identificeres efter slaget. Granater havde flået dem til ukendelighed.

I toppen af benhusets fyrtårn lyser en lanterne ud over slagmarken efter mørkets frembrud. Foto: AKG Images

 

Efter 1. verdenskrig så franskmændene tilbage på slaget ved Verdun med en blanding af stolthed og gru. Begge følelser kom til udtryk i det kombinerede mindesmærke og mausoleum, som blev indviet på den gamle frontlinje i 1932. Foran bygningen ligger Frankrigs største militærkirkegård med 16.000 grave, der er markeret med hver sit kors og navneskilt. Indenfor i det dystre benhus findes 130.000 navnløse døde.

Misforholdet mellem de to tal vidner om den grusomme virkning af granater, som forvandlede Verdun til helvede på jord i 1916. Stålstykker flænsede soldaternes kroppe, og nye eksplosioner kastede ligene omkring igen og igen. Kun få kunne genkendes, da kanonerne tav i 1918.

Måske er du interesseret i...

Læs også