Britiske soldater går til modangreb under slaget ved Ypres i 1914.

© Topfoto/Polfoto

Vestfronten frøs fast i skyttegravenes helvede

1. verdenskrigs soldater drog afsted for at sejre inden jul. I stedet kom de til at leve de næste fire år under jordens overflade. Skyttegravene blev deres bedste ven.

14. februar 2017 af Boris Koll

Krigen er ikke det eventyr, menig John Laing havde forestillet sig. Sammen med kammeraterne fra Black Watch Regiment dukker han sig, hver gang et hvin fra himlen meddeler, at endnu en tysk granat er på vej ned.

Det er den 15. september 1914, og beskydningen har stået på hele dagen. 

Skotterne kan ikke undslippe, for foran dem knejser højderyggen Chemin des Dames, som tyskerne har besat. Og bag dem bugter Aisne-floden sig, uden det mindste ly for fjendens skud.

Laing er træt, våd og sulten. Den lave skyttegrav, han gemmer sig i, er en af krigens første. Skovle og spader blev først stukket i den franske muld dagen forinden, og skotterne har gravet hele natten. 

Mad har de ikke fået, for beskydningen er så intens, at intet kan bringes frem til forreste linje. Og så regner det. 

Tunge dråber falder i en endeløs strøm, og den kalkholdige jord kan ikke opsuge vandet hurtigt nok, så skyttegravens bund er én stor vandpyt. 

Laings støvler er gennemblødte, men i det mindste er han endnu uskadt.

Timerne slæber sig afsted. For at fordrive tiden fisker han sin dagbog frem for at nedkradse nogle få sætninger:

“Granaterne falder uafbrudt. Har mistet vores delingsfører, han var den første, som røg her til morgen, og en masse mænd er sårede. Kun én ud af fire officerer er tilbage i vores kompagni. Stadig tæt tåge og kraftig regn”.

Langs vestfronten i Frankrig er flere millioner af mænd låst fast på samme måde som John Laing. 

De færreste fornemmer det, men her vil de stå i de fire år, den trøstesløse skyttegravskrig varer.

Tyskernes plan gik i vasken

Stilstanden ved Aisne-fronten vidnede om, at den store tyske krigsplan var gået i vasken. Generalerne havde troet, at de kunne løbe Frankrig over ende i et lynfelttog, der kun skulle vare i seks uger.

I de varme augustdage 1914 gik alt nogenlunde som ventet. 

Tyske armeer stormede gennem det neutrale Belgien og ind i Nordfrankrig, der kun blev forsvaret af få franske og britiske tropper. 

De sejrrige kolonner fortsatte fremad og nåede helt til egnen omkring Paris. Så gik Frankrigs hær til modangreb.

Slaget ved Marne-floden begyndte den 5. september, og i tre blodige dage manøvrerede millionhærene, mens de hamrede løs på hinanden. Udfaldet var uvist, indtil de tyske generaler indså, at de risikerede et uopretteligt nederlag.

Den 9. september – netop den dag, hvor Frankrig skulle være besejret ifølge planen – indledte de tyske tropper et tilbagetog.

Franske og britiske styrker optog forfølgelsen, og i nogle euforiske dage troede deres generaler, at de var ved at vinde krigen. 

Men Tysklands hær var langtfra besejret. Retræten stoppede ved Aisne-floden, hvor tyskerne gjorde holdt og anlagde stillinger på højderyggen Chemin des Dames. Her begyndte skyttegravskrigen.

I efteråret 1014 forsvandt soldaterne fra jordens overflade.

© Getty Images

Aisne-slaget var en øjenåbner

Hvis nogen i august 1914 havde spurgt en hvilken som helst officer, om man kunne sejre ved at grave sig ned, så var vedkommende blevet anset for idiot. 

Gennem historien havde snedige manøvrer og dristige angreb afgjort krige. Men ved Aisne fik begge sider et varsel om, at en ny tid var opstået.

I 1919 skrev sir John French, der havde anført briterne i Frankrig fem år forinden:

“Det er let at være bagklog, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at ingen af os havde indset, hvad moderne geværer og maskingeværer ville føre med sig. De tidoblede den defensive parts styrke mod angriberne. Det var kampene ved Aisne-floden, der åbnede vores alle sammens øjne”.

Slaget begyndte den 13. september, hvor britiske og franske ingeniørtropper anlagde pontonbroer, mens granater regnede ned over dem. 

Infanteriet gik over floden, og på den modsatte side begav de sig op ad Chemin des Dames' skråninger. Imens mejede tyske våben angriberne ned i hobevis, og fremrykningen gik i stå inden toppen.

Dagen efter indså sir John French, at det ikke ville lykkes hans mænd at drive tyskerne ud af deres stillinger. 

I stedet gav han de britiske soldater ordre til også at grave sig ned.

Befalingen viste sig svær at udføre, for spader var endnu ikke en del af briternes udrustning. Patruljer måtte lede efter graveredskaber på områdets forladte gårde, før de allierede soldater kunne tage de første spadestik.

Oppe på højderyggens top gjorde de tyske soldater sig klar til modangreb. Franskmændene og briterne skulle kastes tilbage i Aisne-floden, inden de nåede at grave sig for dybt ned på skråningen. Men det var for sent.

Da de tyske soldater stormede ned ad Chemin des Dames, løb de ind i en storm af projektiler.

Ligesom deres fjender oplevede tyskerne, hvor selvmorderisk det var at angribe skyttegrave, og de blev slået tilbage med svære tab. 

Begge sider forstod, at fronten var frosset fast, og de søgte en mere velegnet slagmark.

Kapløbet mod havet

Slaget ved Aisne havde vist, at det var omkostningsfuldt og måske umuligt at bryde igennem en befæstet frontlinje. 

Derfor måtte krigen føres et andet sted. Ingen generaler var endnu parate til at anerkende, at dette opgør ikke kunne vindes med hurtige marcher.

Skyttegrave gennemskar Frankrig fra Alperne til Aisne-floden, men begge hære havde endnu åbne flanker mod nord, så her søgte generalerne hen.

I september lød startskuddet til det, som er blevet kaldt “kapløbet mod havet”.

Strategien gik ud på at gå nord om fjendens frontlinje og derefter rulle

alle stillingerne op fra siden. De allierede forsøgte i provinsen Picardiet den 17. september 1914, tyskerne ved byen Albert længere nordpå den 25. september, de allierede igen ved Arras den 1. oktober.

Styrkernes manøvrer foregik til fods, til hest, i lastbiler og frem for alt med tog. På den franske side af fronten lagde troppetransporter beslag på samtlige nordgående jernbaner. 

Mellem den 14. og 17. september blev 800.000 franske og britiske soldater flyttet i en operation, der involverede over 6.000 afgange. 

Transporten af det 1. britiske korps på omkring 30.000 mand krævede 51 togstammer med 50 vogne hver til tropper og 13 til materiel.

Kapløbet stod på i halv­anden måned over en afstand på 320 km. Når den ene hær forsøgte at svinge nord om fronten, rykkede fjendens tropper også frem og gravede sig ned. 

På den måde virkede styrkerne som to gigantiske plove, der begge efterlod en lang fure af skyttegrave bag sig.

I slutningen af oktober nåede tropperne Nordsøen ved den belgiske by Nieuport. Tropperne stod med støvlesnuderne i vandkanten, og de havde ikke mere åbent land at manøvrere på.

Det store kapløb gennem Nordfrankrig var endt uafgjort. To parallelle linjer af skyttegrave strakte sig fra havet helt til den schweiziske grænse.

Angriberne var til fods, så offensiver kunne ikke foregå hurtigere, end soldaterne var i stand til at gå.

© Topfoto/Polfoto

Tyskerne kastede alt ind

Den fastlåste situation, som soldaterne havde oplevet ved Aisne-floden, fandtes i efteråret 1914 langs hele vestfronten. Stilstanden satte især tyskerne under pres. 

De havde også en østfront, der skulle bemandes, og den russiske hær var ved at vokse til en gigantisk størrelse. 

Samtidig manglede Tyskland råstoffer til at føre en langvarig krig, så en afgørelse i vest hastede.

Når det ikke længere var muligt at marchere uden om fronten, måtte tropperne trænge igennem den.

Sådan lød rationalet i den tyske overkommando. En serie af offensiver blev sat ind ved den belgiske by Ypres, som blev forsvaret af britiske enheder. 

De tyske angreb involverede flere dårligt uddannede reserveregimenter, bestående af helt grønne nyindkaldte.

En af dem var en 25-årig soldat ved navn Adolf Hitler. Den 173 cm høje og spinkle mand var i foråret 1914 blevet kasseret, da han mødte op til session i den østrig-ungarske hær. Men i Tyskland var miliærlægerne mindre kræsne.

Hitler ankom til vestfronten som soldat i det 16. bayerske reserveregiment, som blev kastet ind i slaget ved Ypres. Tidligt om morgenen den 29. oktober fik Hitler sin første frontoplevelse.

“Fra afstand nåede tonerne af en sang vores ører, nærmere og nærmere, fra kompagni til kompagni, og mens døden høstede i vore rækker, sang vi med: 

‘Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Welt’”, sådan beskrev Hitler siden angrebet i den ideologiske bog “Mein Kampf”. 

Men virkelighedens fremrykning var en katastrofe. 349 mand blev mejet ned på kort tid, og de overlevende blev holdt fanget i en morderisk krydsild. Hitler og regimentets rester undslap kun, fordi de træfsikre briter løb tør for ammunition.

Slaget ved Ypres fortsatte med uformindsket kraft i en måned, og i løbet af den periode blev Hitlers kompagni reduceret fra 250 til omkring 50. 

Undervejs havde han selv fundet en vej væk fra blodbadet. Kort efter sin rædselsvækkende ilddåb fik Hitler en loppe-tjans som ordonnans i regimentets hovedkvarter, og han tilbragte resten af 1. verdenskrig fem-ti km bag fronten.

Kunne soldaterne ikke finde på andet at lave, tog de sig en lur.

© M. Evans/Scanpix

Fire år i skyttegravene

Slaget ved Ypres kostede begge sider massive tab. Briterne mistede 58.155 mand, og dermed havde den gamle, professionelle hær fået dødsstødet.

De erfarne veteraner, der ankom til Frankrig tre måneder forinden, var væk, og deres plads blev overtaget af rekrutter med få måneders uddannelse bag sig.

Blandt de mange, som ikke klarede sig igennem efteråret, var skotske John Laing. Under en brutal nærkamp blev han gennemboret af tyske bajonetstik. Han overlevede kampen, og hæren fragtede Laing og tusindvis af andre

sårede fra Ypres hjem til hospitaler i Storbritannien. Skotten havnede i den walisiske by Cardiff, hvor han endelig døde den 19. november 1914. 

Hans dagbog blev bragt tilbage til Skotland, hvor den i dag findes på Black Watchs regimentsmuseum i byen Perth.

Myrderierne ved Ypres gav ingen resultater. Tyskerne kastede enhed efter enhed frem mod briternes skyttegrave, men de brød ikke igennem.

“Vi er hjemme inden jul!” havde de tyske, franske og britiske soldater optimistisk fortalt hinanden, da de drog i krig i august 1914. Men de mænd, der ikke blev dræbt, såret eller fanget, måtte fejre jul fire gange i skyttergravene. De var fanget i en krig, som ikke kunne afgøres med våben.

Måske er du interesseret i...

Læs også