Japanernes fanatisme drev dem til at løbe direkte imod den fjendtlige maskingeværild.

© Alamy & Shutterstock

2. verdenskrig: Japanere blev slagtet på stillehavsø

Siden angrebet på Pearl Harbor er japanerne gået fra sejr til sejr. Nu er de nået til stillehavsøen Guadalcanal, hvor de vil anlægge en flyveplads. Her skal amerikanerne stoppe dem, ellers bliver livsvigtige allierede forsyningsruter skåret over.

25. august 2017 af Esben Mønster-Kjær

Maskingeværerne af­fyrede snerrende salver hele natten. Skud fra geværer glammede med en uregelmæssig rytme, og begge lyde blev overdøvet, når artilleriets granater eksploderede. 

Råb­ende mennesker føjede sig til infernoet af krigslarm. Hæse amerikanere kaldte på mere ammunition, og japanerne ­brølede deres trodsige “Banzai!”

Skråningen var allerede dækket af japanske lig, alligevel angreb de igen og igen op ad højderyggen. 

Små kakiklædte skikkelser, der rykkede frem med fanatisk mod, og selvom skudsalver fældede japanere i hobevis, fortsatte resten fremad uden at tøve.

Nerverne slog klik for flere af de ­amerikanske marineinfanterister, der bemandede sandsækkestillingerne på høj­de­­ryg­gen. 

De chokerede mænd vaklede bagud for at komme væk fra larmen og rædslerne. 

Men ingen kunne undværes denne september-nat i 1942, for et ­nederlag ville betyde den fuldstændige udslettelse af styrken på Guadalcanal.

“Tilbage, hvor I kom fra!” hersede en amerikansk major. “Det eneste, japanerne har, er dét, som I mangler: rygrad!”

Marine­infanteristerne blev tvunget tilbage til deres poster, hvor de genoptog slagte­riet, og omsider havde de ikke flere japanere foran sig. Kun døde og sårede lå tilbage på skråningen.

Japanerne forsøgte igen, men de kom ikke over højderyggen, der lå blot 1.000 m fra den amerikanske luftbase Henderson Field. 

Denne primitive landingsplads var nøglen til Guadalcanal og dermed til Salomonøerne og herredømmet over hele det sydvestlige Stillehav. 

På ­generalernes kort udgjorde øen kun en lille plet, men her kæmpede ameri­kanske soldater en konstant kamp imod ­japanerne i seks desperate måneder.

Da de første marineinfanterister ankom til Guadalcanal, mødte de ingen modstand. Seks måneder senere havde de oplevet tragedier, død og ødelæggelse.

© Shutterstock

Admiral ville have sin egen slagmark

I første fase af 2. verdenskrig var japanerne gået fra sejr til sejr i Stillehavet. 

Der herskede en følelse af uovervindelighed i den kejserlige flådes hovedkvarterer, hvor admiralerne i april 1942 besluttede sig for også at indtage Salomonøerne. 

De begyndte fra nord og fort­satte så fra ø til ø mod Guadalcanal, hvor en flyveplads skulle an­læg­ges. Med dette fremstød ville japanerne skære søvejen mellem Au­stra­lien og den a­me­ri­kan­ske vestkyst over og ­dermed holde USA på afstand af Østasiens råstoffer.

I Washington bredte bekymringen sig, da meldingen om japanernes ankomst til Guadalcanal nåede frem. 

Men for den amerikanske flådes øverstbefalende, Ernest King, var bekymringen blandet med et lille stænk af tilfredshed.

Kort forinden havde USA’s præsident, Roosevelt, og den britiske premierminister, Churchill, nemlig aftalt, at de først skulle knuse Nazityskland, og bagefter gøre regnskabet op med Japan. 

Denne arbejds-strategi faldt ikke i Kings smag, for den dømte flåden til at spille anden-violin i flere år. 

Han søgte derfor efter en slagmark, hvor alt ­afhang af flådens ­angrebskraft og transport-kapacitet.

I Kings øjne udgjorde Salomonøerne en perfekt mulighed for at slå sprækker i “Tyskland-først”-strategien.

Uden at o­ver­dri­ve kunne han pege på, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis japan­ernes o­pe­ra­tio­ner ikke blev stoppet.

Hærens chef måtte bøje sig, men nægtede at bidrage med styrker til et modtræk.

Præsidenten gav sin tilladelse, men operationen skulle være lille og kræve få ressourcer.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Flåden improviserede sig i land

Admiral King vidste endnu ikke, hvor på Salomonøerne han ville slå til mod japanerne. 

Men når slaget kom, skulle det leveres af marinekorpsets 1. division, som i foråret 1942 var hans eneste reserve.

Indtil nu havde styrken kun fungeret som gennemgangslejr for andre ameri­kanske enheder og kunne dårligt beskrives som parat til operationer.

Korpsets general, Alexander Vandegrift var derfor mildt sagt forbløffet, da han fik ordre til at sejle fra USA til New Zealand med hele sin division. 

Og knap var 1. marinedivision ankommet, før admiral King befalede, at Vandegrift skulle erobre Tulagi i Salomonøerne allerede den 1. august.

Generalen havde næsten ingen tid til at gøre tropperne klar, indsamle efterretninger om fjendens styrker og studere landskabet omkring sine operationsmål.

Med feberagtig hast måtte han og de amerikanske flådechefer i Stille­havet improvisere, mens de ­bønfaldt King om en udsættelse. Admi­ralen nedlod sig til at give dem seks dage.

Den 7. august lå en hastigt sammenskrabet flåde på havet ud for Tulagi og den større naboø Guadalcanal, der i mellem­tiden også var blevet udpeget som mål.

Marineinfanteristerne klatrede ned i landgangsbåde, som lagde sig i formation og satte kurs mod kysten. 

Den første af mange amerikanske invasioner fra havet var begyndt.

Japanerne på den lille ø Tulagi bed fra sig, men efter et blodigt døgn var de nedkæmpet til sidste mand.

Ovre på Guadalcanal mødte marineinfanteris­terne ingen modstand på stranden, og amerikanerne strømmede i land.

“Usædvanlig succesfuldt”, noterede Vandegrift i sin rapport. “Alt forløb med en lethed og præcision, som var det en standard­øvelse i fredstid”.

11.000 blev efterladt i junglen

Efter at have kæmpet sig igennem 6 km jungle ankom Vandegrifts mænd ­omsider til den japanske lejr på Guadalcanal, som lå øde hen.

Japanerne, hvoraf mange blot var arbejdere, havde bragt sig i sikkerhed længere oppe ad kysten og efterladt tonsvis af forsyninger.

Amerikanerne skulle snart få stor nytte af fjendens ris og ­gravemaskiner, for katastrofen lurede lige ud for Guadalcanals kyst.

Øen blev bevogtet af to amerikanske hangarskibe, hvis fly i det første halv­andet døgn slog adskillige japanske luftangreb tilbage.

Kampene kostede dog 21 ud af de oprindeligt 99 jagere ombord, hvilket skræmte skibenes admiral, der regnede sine fartøjer for vigtigere end udfaldet af operationerne på Salomon­øerne.

Den 8. august trak han derfor sine to flydende luftbaser tilbage, og kun en lille eskorte af krigsskibe blev liggende for at forsvare invasionsflåden, som indtil nu kun havde losset en brøkdel af sin last af forsyninger til tropperne på land.

Samme nat slog den japanske flåde til. En eskadre dukkede op i mørket, sænkede fire amerikanske og australske krydsere og stak af igen.

Søslaget ved Savo-øen var en ydmygende katastrofe. Nederlaget havde berøvet transportskibene deres sidste beskyttelse, så allerede næste morgen lettede de anker og forlod Guadalcanal med næsten fyldte lastrum.

General Vandegrift blev efterladt på øen med 11.000 mand, som manglede både feltrationer, medicin og pigtråd.

Admiral Kings ønske om at landsætte tropper på Salomonøerne var indfriet. 

Men ingen havde lagt planer for, hvordan de skulle overleve i det ­barske tropiske klima eller forsvare sig, når japanerne besluttede at sætte hårdt mod hårdt.

Amerikanerne lagde alle kræfter i for at færdiggøre landingsbanen og ­omgive den med en ring af forsvarsstillinger.

Den 20. august var arbejdet kommet så langt, at Guadalcanal fik sit eget luft­våben i form af 31 jagere og bombefly.

“Nu kan skiderikkerne bare komme an!” jublede en amerikansk soldat. Det var præcis, hvad japanerne gjorde få timer senere.

Med indsættelsen af M3 Stuartkampvognen på Guadalcanal benyttede de allierede for første gang tanks i junglen.

© Don Millsap

Japan svarer igen

Den japanske hærledelse tog indtil videre let på situationen på Guadalcanal, for den tolkede marine­infante­­ris­ter­nes landgang som en nålestiksoperation. 

Et enkelt japansk regiment på knap 2.500 mand fik derfor til opgave at sejle ned og drive dem bort.

Manden, der skulle løse opgaven, var oberst og regimentschef Kiyanao Ichiki – en erfaren soldat, der gik for at være ekspert i infanteritaktik.

Ichiki ­stolede på sine evner, sine mænd og deres over­legenhed over for viljeløse amerikanere.

Derfor gav han ordre til angreb, så snart den første tredjedel af ­regimentet kom i land øst for amerikanernes luftbase.

Ichiki angreb først på natten, som ­japanerne havde for vane, men på vej over et vandløb blev soldaterne fanget i en kugleregn. 

Ameri­kanske maskingeværer og kanoner massakrerede hele første angrebsbølge. 

Oberst Ichiki svarede igen med et morterbombardement, inden han sendte tropper frem til nye stormangreb.

Blodbadet fortsatte til solopgang, hvor lyset kun gjorde det nemmere for amerikanerne at ramme.

“Hvem som helst kunne have mejet de dumme svin ned. De stod op, for ­fanden! De havde ikke engang omtanke nok til at mave sig frem”, huskede en amerikansk maskingeværskytte senere.

Bagefter var marineinfanteristerne lige forundrede over japanernes primitive taktik som deres fanatiske offervilje.

“Jeg har aldrig hørt om kampe som denne”, skrev Vandegrift i sin rapport. “Disse mennesker nægter at overgive sig.

De sårede ventede på, at vi kom for at hjælpe dem – og så sprængte de sig selv og de omkringstående i småstykker med en håndgranat”.

Flåden måtte tigge om hjælp

Efter oberst Ichikis nederlag fortsatte den japanske overkommando med at ­opbygge en slagkraftig styrke, som skulle drive amerikanerne bort fra Guadal­canal.

I den følgende måned ud­kæmpede amerikanske og japanske patruljer hidsige småslag i junglen, og højt over dem fandt luftdueller sted, når japanske bombe­fly og deres jagereskorte ankom på hyppige togter.

De konstante tab sled på begge luftstyrker, men amerikanske ­piloter kunne trods alt nødlande nær deres base. 

Japanerne derimod var langt hjemmefra, og mange omkom i havet.

Bølgerne opslugte også utallige skibe, som ankom til øen med forsyninger på et uheldigt tidspunkt og stødte på over­legne fjender.

Flåderne kæmpede om herredømmet i det omkringliggende Stille­hav, og begge sider mistede flere af deres kostbare hangarskibe.

Admiral King måtte erkende, at han havde fået meget mere, end han havde ønsket sig tilbage i foråret.

Slaget om Guadal­canal krævede så mange ressourcer, at flåden ikke længere var i stand til at løfte opgaven alene.

Omstændig­hederne tvang ham til at bønfalde hæren om ­soldater og fly, som kunne erstatte de nedslidte delinger på øen.

Til hans held havde kampen om Guadalcanal ­antaget så stor symbolsk betydning i amerikansk presse, at en tilbagetrækning ikke ­længere var mulig. 

Hensynet til den ­offentlige mening tvang præsidenten til at støtte en forstærket indsats.

Imens holdt de japanske militærstrateger stædigt fast ved deres tro på, at amerikanerne kun havde få mænd og var så svækkede, at et tilstrækkelig kraftigt skub ville kaste dem i havet. 

Dermed var scenen sat for slagets afgørende fase.

Japanernes endelige angreb

I oktober 1942 rundede japanernes ­styrke på Guadalcanal 20.000 mand. 

Ifølge deres egne efterretningsrapporter var de nu dobbelt så mange som amerikanerne – og klar til det endelige ­angreb. 

Men tallene viste sig at være forkerte: I virkeligheden havde amerikanerne hele 23.000 soldater til forsvaret af den efterhånden stærkt udbyggede luftbase.

Japanernes operation begyndte den 13. oktober, da to japanske slagkrydsere sejlede langs kysten, mens de udsatte amerikanerne for det hidtil værste ­bombardement: 

Inde på basen blev 48 fly forvandlet til skrot, og store lagre af benzin forsvandt i et ­flammehav.

Fra skjulte stillinger i junglen stemte langtrækkende japanske kanon­er i, og ­ødelæggelserne gjorde det vanskeligt for de ameri­kanske fly at lette. 

Nu var det op til de japanske soldater på jorden at udnytte øjeblikket.

Men ­angrebet kom ikke. De japanske soldater i junglen var stadig på march og langt bagud i forhold til deres tidsplan.

De havde kun uregelmæssig kontakt med andre enheder, fordi junglens træer forstyrrede radiosignalerne, og det var umuligt at koordinere en ændret dato for angrebet.

Det planlagte afledningsangreb ved kysten begyndte derfor en dag for tidligt og førte til svære japanske tab uden gevinster.

Med radioer drevet af bilbatterier sendte kystobservatørerne vigtige informa­tioner til amerikanerne. 

© Getty images

Afgørelsen faldt

Først natten til den 25. oktober indledte den japanske general Masao Maruyama hovedangrebet fra junglen.

Meget var gået skævt i forhold til planen, men det var faktisk lykkedes ham at få sine 7.000 mand frem gennem junglen, uden at ameri­kanerne havde opdaget dem.

Silende regn faldt over slagmarken, da japanerne gjorde klar til ­angreb. 

Regnen dæmpede den støj, som tropperne ­lavede i junglen, mens de sneg sig ­gennem mørket til deres startpositioner. 

Men de blev alligevel hørt af en amerikansk ­sergent, som lå i en skjult forpost foran resten af forsvarslinjen.

“Oberst”, hviskede sergenten i røret på sin felttelefon. 

“Der er 3.000 japanere mellem dig og mig”.

“Er du sikker?” spurgte oberst ­Puller, der havde kommandoen over stillingerne.

“Fuldstændig”.

Puller nåede knap at slå alarm, før de første japanske enheder indledte angrebet.

Japanere rykkede frem med bajonetter på deres geværer og viljen til at sejre for enhver pris.

Al koordination var umulig i mørket, så general Maruyamas tropper slog til mod den amerikanske linje, efterhånden som de bevægede sig frem til slagmarken.

Ligesom under de foregående kampe led angriberne grufulde tab til maskin­geværsalver og byger af håndgranater.

Bølge efter bølge vaklede og brød ­sammen i blodbadet.

Men så satte en patron sig fast i et af amerikanernes maskingeværer. De kaki-klædte japanere udnyttede muligheden og stormede frem.

De stak amerkanerne i stillingen ned, inden de stormede videre. Det store japanske gennembrud lod til at være inden for rækkevidde.

Men en håndfuld amerikanske soldater luk­kede hullet bag ­angriberne, og alle nye fremstød blev afvist med morderisk ild.

Kampen fortsatte i timevis, indtil marine­infanteristerne begyndte at løbe tør for ammunition. Via radioen bad de om tilladelse til at trække sig tilbage.

“I har bajonetter, har I ikke?” spurgte oberst Fuller barskt.

“Jo, naturligvis, hr. oberst”.

“Fint, så hold stand”, lød befalingen fra Fuller, der afsluttede samtalen.

Manglen på ammunition var dog langt værre hos japanerne, for mange af dem havde smidt næsten alt fra sig under marchen gennem junglen for at spare på kræfterne.

Nogle af dem indledte angrebet med blot 15 patroner. Amerikanerne derimod kunne løb­ende sende forstærkninger og forsyn­inger frem til truede stillinger.

Der kom ikke flere japanske gennembrud, og ved daggry udslettede Vandegrifts reserver de sidste japanere.

Angrebet havde været endnu en militær katastrofe for de overmodige japanske styrker. 

Over 2.000 mand var faldet mod blot 80 på amerikansk side.

Mere end 25.000 japanske soldater døde på Guadalcanal som følge af nytteløse angreb og forfærdende leveforhold.

© Shutterstock

Marinekorpset takkede af

Med amerikanernes stædige forsvar i ­oktober endte de med at vinde slaget om Guadalcanal. 

Generaler i Japan indså, at yder­ligere operationer på øen blot ville koste endnu flere soldater, fly og skibe, som ikke kunne undværes. 

Fremover kæmpede japanerne på ­Guadalcanal kun for at forsvare sig. De bed som altid indædt fra sig, men stillingerne kunne ikke holdes. 

Efter en langstrakt kamp gennem junglen blev ordren til japansk evakuering givet i januar 1943.

På det tidspunkt var general Vandegrift og hans marineinfanterister ikke længere på øen. 

Hæren havde overtaget felttoget, og den udmattede 1. marinedivision var sejlet bort til et velfortjent hvil i Austra­lien. 

Vandegrift deltog i nye ­invasioner i Stillehavet, inden han i 1944 ­rejste til Washington for at ­over­tage ­posten som øverstbefalende for hele marinekorpset.

Sammen med den store sejr, som amerikanerne vandt ved Midway i sommeren 1942, blev Guadalcanal ­vendepunktet i stillehavskrigen. 

Japan­ernes held var sluppet op, og deres fremmarch stoppet – herefter begyndte det lange felttog fra ø til ø med kursen mod Tokyo.

Marinekorpset førte an under utallige land­gange, og efter krigen kom beløn­ningen. 

Styrken blev løsrevet fra flåden og blev et selvstændigt værn ved siden af hæren, flåden og flyvevåbnet.

Læs mere om slaget om Guadalcanal

  • Samuel B. Griffith II: The Battle for Guadalcanal, University of Illinois Press, 2000
  • James D. Horn­fischer: Neptune’s Inferno, Presidio Press, 2012

Måske er du interesseret i...

Læs også