Anne Frank

I ca. to år skriver Anne Frank jævnligt dagbog. Den giver et enestående indblik i hendes samt jødernes kamp for overlevelse i det besatte Holland.

© Ullstein Bild/ All Over Press

Anne Frank fortalte sin dagbog alt

Nazisternes jødeforfølgelser tvinger i 1942 Anne Frank og hendes familie til at gå under jorden. Men nazisternes støvletramp i gaderne er langtfra det mest nærværende problem i den teenagebesværlige Anne Franks verden. Det er hendes mor.

8. juli 2016 af Jeppe Nybye

Den morgen i maj 1940 vågner hollænderne og sandsynligvis også en 10-årig jødisk pige ved navn Anne Frank til lyden af snerrende flymotorer. Fra flyene hopper Nazitysklands faldskærmsjægere ud i tusindvis med ordre til at erobre strategisk vigtige punkter. Og over land stormer Hitlers hær frem og tvinger de dårligt udrustede hollandske soldater i defensiven. Hele Holland er bogstaveligt talt blevet taget på sengen.

To år efter den tyske invasion – 5. juli 1942 – daser den nu 13-årige Anne Frank i en liggestol på familiens altan og nyder solen over Amsterdam, da hendes søster, Margot, pludselig dukker op.

“Far har fået en indkaldelse fra SS”, hvisker hun oprevet. De ved begge, hvad det betyder: koncentrationslejr.

“Han møder selvfølgelig ikke op”, beroliger Margot sin bange lillesøster. Otto Frank har i flere måneder forberedt familiens flugt.

“Mor er ovre hos Van Pels for at spørge, om vi kan flytte ind på vores skjulested i morgen. Van Pels-familien går under jorden med os. Så bliver vi syv i alt”, fortsætter søsteren.

Da moren kort efter kommer hjem, sendes de to piger ind på deres værelse, så de voksne kan tale i fred. På værelset afslører Margot, at indkaldelsen ikke gælder deres far, men Margot selv.

“Igen fik jeg et chok og begyndte at græde. Margot er 16 år, og så unge piger vil de altså lade tage af sted alene. Hvor skulle vi skjule os? I byen, på landet, i et hus, i en hytte, hvor, hvornår, hvordan?” spørger Anne sig selv i de fortumlede sekunder, hvor beskeden synker ned. 

Febrilsk begynder de to piger at pakke ting i deres skoletasker. Som det første lægger Anne den dagbog, hun for kort tid siden fik i fødselsdagsgave, ned i tasken. Samtidig kontakter forældrene deres “ariske” medsammensvorne, som bl.a. henter tøj og mad, der skal bringes til skjulestedet.

LÆS MERE: Gå på opdagelse i Anne Franks hus

I den markerede bygnings baghus levede familierne Frank og van Pels samt Fritz Pfeffer.

© Polfoto

Ved daggry næste dag trasker familien gennem regnen mod skjulestedet. Arbejderne, der haster på arbejde i den silende sommerregn, sender familien medlidende blikke. Den iøjnefaldende gule jødestjerne, som de alle skal bære, taler sit tydelige sprog. 

Anne har tre par bukser, en sommerkjole og en vinter- og sommerjakke på. Det samme gælder resten af familien, da ingen jøde tør gå rundt med en kuffert. Hjemmet har de efterladt med uredte senge og morgenmaden stående på bordet.

Annes far og mor, Otto og Edith, fører an mod deres destination. I månedsvis har de bragt så meget som muligt af deres indbo og tøj til et skjulested, som befinder sig i Otto Franks virksomhed på Prinsengracht 263. Der skal de hen nu. 

Udadtil huser adressen firmaet Opekta, men på 2. sal skjuler en hemmelig indgang en lejlighed i baghuset. Skjulestedets stueetage er reserveret familien Frank, mens Hermann og Auguste Van Pels samt deres søn, Peter, bor på 1. sal. På loftet er forsyninger til mange måneder opmagasineret. 

Deres nye hjem ligger oven på Opektas lager, men lagerarbejderne er i modsætning til firmaets kontoransatte ikke orienteret om de jøder, der gemmer sig for nazisterne ovenpå. Derfor er selv den mindste larm forbudt fra morgen til fyraften. Og efter fyraften skal de stadig være påpasselige.

“Selvom Margot er meget forkølet, har vi forbudt hende at hoste om natten og fylder hende med store mængder kodein”, skriver Anne i dagbogen.

Anne Franks teenageoprør begynder

Anne vænner sig hurtigt til skjulestedets noget monotone dagligdag, som går med huslige pligter, fransk grammatik og “lorte-regnestykker”.

“Jeg føler det snarere, som om jeg er på ferie og bor i et højst besynderligt pensionat”, skriver Anne om den første tid i skjul. Men det ændrer sig dog snart. For et begyndende teenageoprør mod moren, Edith, tager lige så stille form.

“Jeg kan simpelthen ikke holde mor ud. Det er tydeligt, at jeg er en fremmed for hende. Hun ved ikke engang, hvad jeg mener om de mest banale ting”, fortæller en grædefærdig Anne dagbogen efter en ophedet diskussion om, hvad den korrekte betegnelse for en tjenestepige er. En dag i oktober 1942 støder Anne Frank igen sammen med sin mor, og skænderiet slutter i gråd.

“Det endte med, at jeg sagde til far, at jeg holdt meget mere af ham end af mor. Til det svarede han, at det nok skulle gå over igen, men det tror jeg nu ikke på”. 

Efter at have tilbragt tre måneder i huset med et minimum af privatliv er Anne Frank nem at pirre, og hun er næsten dagligt oppe at toppes med enten sin mor eller Van Pels-familien.

Hver aften sættes skænderierne dog i bero, når baghusets beboere stiller radioen ind på BBC. Gestapo – det tyske sikkerhedspoliti – anholder jøder i bundter, fortæller speakeren. 

“Vi går ud fra, at de fleste bliver myrdet. Den engelske radio taler om gasning”, skriver Anne. 

Når hun om aftenen skyder mørklægningsgardinet en smule til side, kan hun også se grædende børn og deres forældre blive kommanderet i kolonne “af nogle tølpere, der slår og piner dem, indtil de er ved at segne”.

Endnu en flygtning flytter ind hos Anne Frank

På grund af den ulykkelige situation for jøderne udenfor beslutter familierne Frank og Van Pels i november 1942 at optage en ottende beboer. Valget falder på Fritz Pfeffer, en jødisk tandlæge, som er kristent gift. “En fantastisk nyhed”, mener Anne Frank, som i fremtiden skal dele sit værelse med den efter sigende børnevenlige mand.

Men allerede 10 dage efter kan hun ikke tåle synet af Pfeffer, som åbenbart ikke er teenagevenlig. Han er ifølge Anne en “pædagog af den sorteste skole og en moralist med ekspertise i alenlange prædikener om gode manerer”.

“Det ville alt sammen være til at bære, hvis det ikke var, fordi hr. Pfeffer var sådan en sladrehank og oven i købet har udvalgt sig mor som sin lækadresse”, skriver Anne rasende efter et sammenstød. 

Også om natten kommer det til kontroverser mellem de to. Pfeffer tysser på Anne, og hun tysser på den snorkende Pfeffer, som hun mener lyder som en fisk, der snapper efter luft. Hvis ikke Pfeffer holder Anne vågen, sørger de allieredes bombeflyvere næsten hver nat for øredøvende larm.

“Jeg kan ikke overvinde min angst for flyvemaskiner og alt, hvad der skyder, og næsten hver nat ligger jeg i sengen hos far for at finde trøst”, skriver Anne, som ryster af angst og bønfalder sin far om at tænde lyset. 

Men hurtigt må hun sande, at deres sikkerhed vejer tungere end et angstdæmpende stearinlys. Den 27. april 1943 kaster englænderne igen brandbomber over Amsterdam og rammer blandt andet den tyske officersklub, Offiziersheim, mens den 13-årige pige et andet sted i byen ligger søvnløs.

“Jeg har sorte rande under øjnene af mangel på søvn”, konstaterer Anne, som hver dag spiser planten læge-baldrian mod angst og depression. 

Tilmed har hun ikke den store mulighed for at tanke ny energi om dagen. I foråret 1943 består menuen hver dag af tørt brød, spinat og store, grove kartofler med en sødlig og rådden smag.

D-dag skaber eufori i Anne Frank-familien

Endelig i september 1943 indløber dog en god nyhed fra verden udenfor: Italien og fascisten Mussolini har overgivet sig betingelsesløst. Til lyden af “God Save the King”, den amerikanske nationalhymne og den russiske “Internationale” bryder jublen ud i baghuset.

Udenfor er der trods de gode nyheder fra Italien ikke megen grund til at juble. I slutningen af september 1943 er Amsterdam ifølge nazisterne “jødefrit”, og flere tusinde hollandske jøder er allerede sendt til udryddelseslejrene eller venter på at blive det i interneringslejren Westerbork – det sidste stop for hollandske jøder inden dødslejrene. 

Snart vil også Anne Frank sidde i en kreaturvogn med endestation Auschwitz. Men den 6. juni 1944 virker den situation helt urealistisk, da BBC indleder radioudsendelsen med ordene, “this is London... London calling”, invasionen er begyndt, “I repeat”, invasionen er begyndt.

I baghuset modtages nyheden først med skepsis, men da radioen gentagne gange videregiver nyheden, og general Eisenhower i radioen til sidst bekendtgør, at “frihedens time nærmer sig”, indfinder euforien sig endelig. “This is D-Day”.

“Der er venner på vej”, skriver den nu 14-årige Anne i dagbogen, og Margot fortæller hende, at hun muligvis kan begynde i skole igen til september.

Anne glæder sig inderligt, til hun kan komme ud, da hun mener, at hun er omgivet af hånlige og vrisne mennesker, der finder hende usympatisk. Samtidig er hun noget så træt af at høre om sine såkaldte pubertetsproblemer.

“Ak, jeg ville så gerne høre efter, men det går ikke. For hvis jeg er stille og alvorlig, tror alle, at jeg opfører en ny komedie. Jeg bliver ved med at lede efter et middel, der kan gøre mig til den, jeg så gerne vil være, og som jeg ville kunne være, hvis der ikke var andre mennesker i verden”, skriver hun 1. august 1944 – hendes sidste skrevne ord.

SS stormer Anne Franks skjulested

Da en bil standser foran Prinsengracht 263 den 4. august, sidder Otto Frank og underviser Peter i engelsk.

“Du ved da godt, at double staves med ét b”, formaner han drengen, idet han hører trampen på trappen. I næste nu braser en civilklædt politimand med trukket pistol ind og beordrer dem ned i stueetagen, hvor Anne Frank og skjulestedets fem andre beboere allerede befinder sig med hænderne i vejret. 

Der hersker ingen tvivl om, at de er blevet forrådt, for politiet er særdeles velunderrettet: De vidste, at drejereolen i entréen skjulte indgangen til gemmestedet.

I stuen står SS-oberscharführer Karl Josef Silberbauer. Alle værdier skal udleveres med det samme, beordrer han, og Otto Frank må finde æsken med værdier frem. Herefter venter de i flere timer på et køretøj, som er stort nok til at rumme alle otte og kan transportere dem til Westerbork – den hollandske interneringslejr for jøder.

3. september 1944 afgår en af krigens sidste judentransporter fra Westerbork mod Auschwitz, hvor i alt ca. 1,1 mio. mister livet. Anne Frank står opført på jødetransportens liste som jøde 309, “født 12.6.29, uden arbejde”.

Da Den Røde Hær i slutningen af januar 1945 nåede Auschwitz, fandt soldaterne kun ca. 7.000 overlevende – alle udhungrede, snavsede og lusebefængte. Anne Frank var ikke en af dem. Tre måneder tidligere blev hun og Margot evakueret fra Auschwitz til Bergen-Belsen, hvor der udbrød en tyfus-epidemi, som slog begge søstre ihjel. 

Anne døde i begyndelsen af marts 1945 – 15 år gammel – og ligger sandsynligvis i en massegrav. Kun få uger efter Annes død – den 12. april 1945 – blev koncentrationslejren befriet af engelske soldater, der mødtes af et deprimerende syn. Omkring 55.000 sultende og syge fanger drev afkræftede rundt i lejren i stanken fra tusinder af ubegravede lig.

Bergen Belsen

De engelske soldater blev forfærdede over det syn, der mødte dem i koncentrationslejren Bergen-Belsen, hvor Anne Frank døde.

© Scanpix/Granger

Kun Otto Frank overlevede krigen

Otto Frank

Otto Frank

Efter arrestationen sendte nazisterne skjulestedets beboere til Auschwitz, hvor familierne blev skilt. Af baghusets otte beboere overlevede kun Otto Frank. Efter krigen bosatte han sig i Basel, hvor han viede sit liv til Anne Franks dagbog og udbredelsen af den.

Anne Franks skriverier om sin spirende seksualitet var dog alt for hård kost for faren, Otto Frank, som censurerede de moralsk anstødelige beskrivelser væk, inden dagbogen blev publiceret første gang i 1947. 

Som enhver teenager var Anne Frank nysgerrig omkring sex, og hun skrev ganske meget om emnet. Også Anne Franks hidsige udfald mod fx sin mor blev fjernet af hensyn til mindet om Edith Frank og de andre, som de havde delt skæbne med i baghuset. 

Anne Frank skrev ofte nedladende om sin mor, men gav også udtryk for skam over det. Først efter Otto Franks død i 1980 blev hele dagbogen tilgængelig for offentligheden.

Måske er du interesseret i...

Læs også