© Getty Images & Shutterstock

Blodbadet ved Rzjev krævede 1,5 millioner ofre

Kun 200 km fra Moskva har nazisterne i 1942 forskanset sig ved byen Rzjev. Truslen om et nyt angreb mod hovedstaden får Stalin til at beordre sin udpinte hær ud i en selvmorderisk offensiv. Tyskernes forsvar viser sig så indædt, at russerne efter få måneder giver området omkring Rzjev et passende navn: "kødhakkeren".

3. november 2016 af Therese Boisen Haas
Vær klar! Lad geværet”. Boris Gorbatjevskij hører den ildevarslende ordre og føler sig pludselig helt alene i verden.


Et sted nogle hundrede meter fremme ligger “Hitlers bæster” i deres skyttegrave, hvor de har forskanset sig i månedsvis, uden at Den Røde Hær har kunnet trænge dem tilbage.

Den unge in­fan­te­ri­sol­dat ved, hvilken vej han skal, men han er naglet fast til jorden. Kvalmen vælder over ham. Han knuger sit gevær.

Infanteristen Gorbatjevskij befinder sig denne augustmorgen i 1942 ved en landsby sydvest for Rzjev nær Moskva med en decimeret deling og en division døde soldater.


Alligevel ruller sovjetiske kampvogne ud fra skovbrynet bag ham, og lyden af den første granat flænger morgenstilheden. Slaget – eller “kødhakkeren”, som Den Røde Hærs soldater kalder det – er i gang. Igen.

“Fremad, følg mig”, brøler en befalingsmand. Angstens sved løber langs hjelmens kant, men Gorbatjevskij tvinger sig selv op at stå. Række efter række styrter Den Røde Hærs soldater frem, vildt brølende det russiske kampråb:
“Urrah!”

De er halvvejs ude i terrænet, da tyskerne åbner ild: Gejsere af jord sprøjter op, og døde og levende slynges gennem luften. De sårede brøler efter hjælp. Midt i det hele hører Gorbatjevskij en hylende, rædselsvækkende lyd.

Et bombefly udstyret med en sirene dykker pludseligt og lader sin last falde. Øredøvende eksplosioner trykker luften ud af lungerne på Gorbatjevskij. Han er forvirret og spejder forgæves efter de russiske fly, der burde besvare ilden.

“Fremad, for satan”, brøler en officer, der endnu er i live, og igen styrter Gorbatjevskij direkte mod den tyske spærreild. Nogle af hans kammerater kaster op, mens de løber. Andre græder. De er ikke mange tilbage i Gorbatjevskijs linje, da han pludselig selv falder til jorden. Han er ramt af en granatsplint.

Trods de massive sovjetiske tab undrer det ikke Gorbatjevskij at se en ny bølge soldater blive drevet frem bag sig. Menneskeofringen har nu varet hele dagen, og tabene i den lasede og forsultne Røde Hær slår alle rekorder.

Men Gorbatjevskij har efterhånden forstået Stalins budskab: Tyskernes frontfremspring nær Moskva skal udslettes, koste, hvad det vil – også hvis prisen er Gorbatjevskijs eget liv.

Stalin beordrer lyn-offensiv

Fem måneder inden granatsplinten fælder Gorbatjevskij, havde Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, kaldt til samling i Den Røde Hærs generalstab – Stavkaen.


Han var stadig opløftet oven på sejren ved Moskva i 1941, men ét pinte ham: Kun 200 km fra hovedstaden havde tyskerne forskanset sig i en ca. 200 km² stor lomme omkring byen Rzjev.

Området var ifølge Stalin en pistol rettet mod Sovjets hjerte.

“Tyskerne vil komme sig efter deres nederlag”, formanede han sine øverste generaler og rådgivere.

Vinteren var ifølge diktatoren det bedste tidspunkt at eliminere frontfremspringet på. Forsigtigt indvendte helten fra sejren ved Moskva, general Zjukov, at manglen på ammunition, brændstof og materiel var alvorlig. Den Røde Hær var afkræftet, og sejren havde kostet uhyggelig mange liv. Men Stalin ville ikke lytte.

“Vores opgave er at hindre tyskerne i at hvile sig”, formanede diktatoren.

Stalin satsede på en hurtig operation: Den tyske lomme skulle angribes simultant fra to sider, og undervejs skulle byerne i området generobres, og den tyske hær opbruge sine reserver. Wehrmacht havde i alt 625.000 mand, og mod dem stillede Sovjet nu 688.000.

I 14 måneder kæmpede de sovjetiske styrker forgæves mod den tyske overmagt.
© Getty Images
Den 10. januar 1942 indledte den 45-årige general Efremov angrebet på Rzjev fra sydøst. Samtidig slog 29. armé til fra nord: Tyskernes knytnæveformede frontfremspring skulle knibes af ved håndleddet.

Det lykkedes Efremov at trænge igennem tyskernes frontlinje og drive en kile 110 km ind ved byen Vjazma sydvest for Rzjev. Hans tropper nærmede sig Vjazma, da den værst tænkelige besked nåede generalen.

Tyskerne havde angrebet hans bagerste tropper og afskåret ham fra resten af Den Røde Hær. Efremovs armé var omringet bag fjendens linjer og overladt til sig selv i den koldeste del af den russiske vinter.

“Vinteren var umenneskelig hård. Sneen var så dyb, at det var næsten umuligt at gå, og der var hele tiden snestorme. Alligevel skulle vi kæmpe, selvom vi var omringet og hele tiden blev skudt på”, berettede soldaten Jevgenij Nizovtsev mange år efter krigen.

En almindelig dagsration skulle nu række til fire dage, og der var ikke medicin nok til at behandle de sårede. Kavaleriets heste døde i kulden på ned til -30 grader, og soldaterne savede de frosne hestekroppe op for at koge kødet.

Oven i de afsindige lidelser kom, at den sparsomme ammunition nu næsten var sluppet op. Efremov kontaktede generalstaben og bad dem undsætte sig. Men general Zjukov afviste anmodningen: Efremov lå – ifølge Zjukov – som han selv havde redt. Han kunne jo bare have forsvaret sin bagtrop.

Den omringede Efremov blev nu bombet fra luften konstant. 29. armé, som skulle knibe håndleddet af fra nord, fik samme behandling. Selv dens felthospital blev udslettet af Luftwaffe, hvis Stuka-bombefly spredte rædsel.

“Lyden af deres sirener gjorde os vanvittige. Så snart de begyndte, blev jeg som paralyseret af angst. Om natten hørte jeg dem i mine drømme – det var lyden af døden”, berettede den overlevende soldat Vladimir Karpov.

Tyskerne beherskede luftrummet suverænt, og ved udgangen af januar havde 29. armé mistet 80.000 mand, og den måtte trækkes tilbage.

“Samtlige overlevende fra 29. armé kom ud med frostskader og sår”, noterede en sygehjælper. “Ikke én er rask”.

Fjendens general blev tysk forbillede

Samtidig blev situationen værre og værre for Efremov, hvis omringede armé var ved at dø.

Stavkaen var imidlertid ikke til nogen hjælp, og hvert opkald til Zjukov gav samme resultat.

“Njet! Ingen retræte og ingen hjælp udefra. Søg føde og ammunition lokalt”, lød beskeden igen. De udsultede soldater åd bark, sne og rødder, mens de nat og dag var under beskydning.

“Mændene kom små sten i munden til at sutte på for at prøve at glemme sulten”, fortalte den overlevende Jevgenij Nizovtsev. “Nogle forsøgte at spise jord. Det var forfærdeligt”.

Ikke før april indløb der tilladelse fra Zjukov til at trække sig ud. Men da var det for sent. Efremovs sidste udpinte mænd kunne ikke længere marchere de 150 km. Omringet af tyskere skød Efremov sig til slut i en lille skov for ikke at lide den skam at overgive sig.

Tyskerne ærede den døde russiske general med en heltebegravelse.

“Kæmp så tappert for Tyskland, som general Efremov gjorde for Rusland”, formanede den tyske general Model sine mænd.


Zjukov, derimod, brugte ikke tid på at sørge over en tabt general. Sammen med Stalin forberedte han næste etape af offensiven, der på det tidspunkt allerede havde kostet 300.000 mand. Deres plan var at opbygge en specialgruppe bag fjendens linjer.

Det 11. kavalerikorps havde været omringet siden februar, og de ville nu sende faldskærmssoldater ind til dem. Men dårlig organisering udvandede planen: I løbet af maj måned nåede kun 1.663 mand frem.

Igen og igen anmodede korpset om mere hjælp. Den kom aldrig, og de i alt 16.000 mand fra 11. kavalerikorps endte med at foretage et vildt udbrud. Langs deres flugtrute hobede ødelagte køretøjer, døde heste og menneskelig sig snart op.

“Lyden af de såredes stønnen var hjerteskærende”, noterede den overlevende spejder Vladimir Poliakov.

Sovjetiske soldater blev ofret

Samtidig fik de tyske officerer et direktiv fra Berlin: Føreren forlangte, at Rzjev-fremspringet skulle holdes for enhver pris.


Den 2. juni 1942 iværksatte tyskerne derfor Operation Seydlitz, der skulle rense lommen for sovjetiske tropper. Via opsnappede radiomeddelelser og beretninger fra fanger og afhoppere vidste tyskerne, at skovene var fulde af efterladte russiske tropper.

Værnemagten sendte specialstyrker bestående af overløbere og russisktalende soldater ind i skovene, hvor de spredte falsk information blandt de sultende og forvirrede russere, der igen og igen endte med at se sig omringet.

Den 12. juli sluttede Operation Sey­d­litz”: 30.000 sovjetiske soldater var taget til fange, og 187.700 dræbt.

“Nu har vi chancen for at samle kræfter og gendanne en ubrudt forsvarslinje”, konstaterede en tysk general tilfreds.

Hvis tyskerne troede, de kunne hvile sig, tog de imidlertid fejl. Stalin kalkulerede fra nu af kynisk med at dræne tyskernes kræfter ved Rzjev. Den Røde Hær havde nemlig opdaget, at Tyskland forberedte et angreb på Stalingrad.

Ved at binde et maksimalt antal tyske tropper i Rzjev-fremspringet ville Stalin sikre sig, at den tyske værnemagt ikke kunne koncentrere sig fuldt ud om Stalingrad. Stavkas næste store kampagne var derfor på én gang et angreb og en afledningsmanøvre.

Men Den Røde Hærs sommerkampagne i 1942 kom skævt fra start. I 10 dage styrtede regnen uafbrudt ned og forvandlede terrænet til floder af mudder. Da Boris Gorbatjevskij i juli ankom til fronten og kravlede ned i skyttegraven, stod den halvvejs under vand.

Døgnet rundt gik soldaterne i gennemblødt tøj. Og sammen med sultekosten fik feber og lungebetændelse Den Røde Hær til at skrante værre end nogensinde.


Operationen fortsatte imidlertid, og om aftenen den 29. juli udsendte Stavkaen en advarsel via radioen til de lokale, som panisk forsøgte at evakuere området. Tyskerne kunne ikke undgå at vide, hvad der var i vente.

På dagen for angrebet sad størstedelen af Den Røde Hærs kampvognsenheder fast i mudderet, og infanteriet løb alene imod fjendens ild.

“Vi forstår ikke måden, russerne bruger deres soldater på”, noterede en tysk general i sine optegnelser. “De sender dem ud i kampfeltet som køer, der skal til slagteren”.

Tyskerne udkæmpede tre slag

Ved en landsby sydvest for Rzjev blev en granatsplint i ryggen Gorbatjevskijs redning fra kødhakkeren.


På feltlazarettet mærkede han frustrationerne blandt de andre sårede soldater: Ingen forstod, hvorfor de døde ikke blev begravet, eller hvor de fly, der burde beskytte dem, blev af. Men ingen turde sige det højt til officererne af frygt for repressalier.

Hver dag strømmede soldater, der havde skudt sig selv i hånden eller foden for at slippe bort fra slagmarken, ind på lazarettet til lægernes og sygeplejerskernes grænseløse irritation.


Gorbatjevskij lå i et telt tæt pakket med sårede. Han forsøgte at finde ud af, hvordan slaget, han deltog i, endte, og hvorfor landsbyen var vigtig at indtage, men ingen havde lyst til at svare.

Til gengæld fandt han ud af, at Stalin havde givet en ordre, der ville forvandle soldaternes mareridt ved Rzjev til et sandt helvede. Ordre nr. 227 blev kendt som “ikke ét skridt tilbage”.

“Yderligere retræte betyder din egen og Moderlandets undergang på én og samme tid”, lød ordene, der fik Gorbatjevskij til at blegne.


Konkret betød ordren, at generalerne indsatte såkaldte blokade-bataljoner. Enhver, der rykkede baglæns, ville nu blive skudt af sin egen hær. Til de værste, mest hårrejsende slag ved Rzjev blev straffebataljoner kastet for fjenden. Krigsfanger, kriminelle og desertører kunne tjene deres frihed, hvis de overlevede slagmarken. Det gjorde ingen.

Men Stalins uhyggelige menneskeofringer bar frugt. Langsomt trængte Den Røde Hær endelig frem og stod ved slutningen af august – efter yderligere 300.000 døde – kun seks km fra Rzjev.

Tyskerne var trængt. Stalins selvmorderiske taktik havde også kostet massive tyske tab. Samtidig forlød det fra syd, at tyske tropper marcherede mod Stalingrad.

Sammenlagt med belejringen af Leningrad og slaget ved Rzjev udkæmpede tyskerne nu tre store slag på Østfronten på én gang. Den tyske hærs ressourcer var spændt til det yderste.

Tyske maskingeværskytter lå parat ved alle vigtige strategiske steder.
© sz photo/scanpix

Basal udrustning manglede

Imens Gorbatjevskijs sår helede, stod Den Røde Hær i stampe få km fra Rzjev. Hver eneste landsby ind til byen blev holdt af tyskerne i et jerngreb, og russerne ofrede tusinder af soldater på at tage bare én.


I 20 dage angreb 30. armé eksempelvis uafbrudt den samme lille landsby fra den samme side – indtil en ny officer overtog kommandoen, angreb fra den anden side og tog landsbyen på to timer.

Stalins udrensninger i officerskorpset i 1930’erne havde bl.a. betydet, at fx skolelærere, hvis eneste erfaring var at hundse rundt med elever, nu blev anset som kvalificerede til at være officerer.

I oktober var Gorbatjevskij omsider klar til kamp igen. Han blev sendt til et regiment, hvor han fik rang af løjtnant. Hans nye overordnede bød ham – beruset – velkommen:

“Hold ud, så godt du kan, men regn ikke med nogen hjælp, for der er ingen tilbage til at kæmpe”. Gorbatjevskijs lille deling talte kun 20 mand og manglede helt basal udrustning.

Om natten måtte de fx kravle ud i skoven og hale støvlerne af døde tyskere. “Guds gave” blev det gode tyske fodtøj kaldt.

Dagene blev kortere og koldere, og Gorbatjevskijs deling sov i fugtige jordhuler i sammenskredne skyttegrave. Kun få hundrede meter væk befandt tyskerne sig i opvarmede bunkere med elektricitet.


Kl. seks drak de kaffe og spiste morgenmad og gav sig derefter til at drille russerne over deres højttalere:

“Lad os slås, rus!”

I november kom Gorbatjevskijs deling til Volgas ene bred, hvor de flyttede ind i tyskernes forladte skyttegrave.


“Hitlers bæster” havde i stedet trukket sig tilbage til den modsatte bred, hvorfra de hver dag lokkede i højttalerne:

“Kom over til vores side! Vi indstiller skydningen indtil kl. seks i morgen. Klokken 6.30 er der morgenmad”. Tyskerne gentog beskeden flere gange om dagen, og sommetider brugte de en afhoppet russer til at friste dem:

“Vi får chokolade, ost og skinke”.

Andre gange kastede tyske fly pornoblade ned til de pjaltede og frysende sovjetiske soldater. Den Røde Rær manglede alt fra tobak til hjelme. Alligevel fortsatte Stalins udsultede hær med at trænge frem – truet af sine egne blokadebataljoner.

Gorbatjevskijs enhed kunne dog ikke komme til at krydse den tilfrosne Volga, for tyskerne på den anden side plaffede alle på isen ned. Mens Den Røde Hær omsider nåede Rzjevs bygrænse, måtte Gorbatjevskij og hans mænd fejre den sidste dag i 1942 ved Volga.

Det sovjetiske artilleri manglede i svær grad ammunition. Hver kanon blev i gennemsnit
kun affyret to gange om dagen.
© Sputnik Images/Polfoto

Tyskerne snød Den Røde Hær

Den Røde Hær bombede nu Rzjev fra morgen til aften. Kampene bølgede frem og tilbage i byens gader, og hvert hus kostede hundredvis af russiske liv.

“Efter fire ugers uafbrudt bombardement kan man ikke genkende en eneste bygning. Et kraterlandskab er opstået, hvor byen før lå”, noterede en tysk general.

Håbløsheden sænkede sig over de kæmpende russere. Gaderne flød med lig, og antallet af sårede var katastrofalt. Situationen syntes låst.


Så nåede nyheden om tysk nederlag ved Stalingrad frem – og håbet skyllede som en flodbølge gennem Den Røde Hær.

“Hitler og hans bæster er blevet bremset”, lød det triumferende råb, der løb som en steppebrand fra soldat til soldat. De nedbrudte mænd blev gennemtrængt af en nyfødt tro på sejr. Nu skulle tyskerne have dødsstødet.

På den anden side af fronten var der imidlertid påfaldende stille. Tyskerne forberedte nemlig en kontrolleret tilbagetrækning.

I ly af nætterne anlagde Wehrmacht 800 km vej, etablerede nye forsvarslinjer ca. 200 km mod vest og tømte Rzjev-fremspringet for materiel og føde. De minerede, hvad der var tilbage af bygninger, sprængte jernbanelinjerne og tvangsindskrev 60.000 sovjetborgere som hjælpetropper i den tyske hær.

Den 1. marts trak tyskerne sig tilbage, og undervejs udførtes Hitlers særlige ordre: Føreren ville høre broen over Volga blive sprængt, når hans mænd forlod Rzjev. Hans soldater rullede derfor telefontråd ud, inden sprængladningerne detonerede. Braget blev hørt i Berlin.

Imens gav Stalin ordre til at forfølge den flygtende fjende. De sovjetiske tropper marcherede afsted, og ved synet af tyskernes tomme skyttegrave uden for Rzjev bredte sejrsrusen sig: “Fritz er stukket af”, råbte russerne glade.


Den 3. marts kunne Den Røde Hær omsider traske ind i Rzjevs sønderbombede gader. Af byens oprindelige 5.000 huse stod kun 200 tilbage.

Den 4. marts 1943 udsendte Stavkaen den første og eneste officielle erklæring om det 15 måneder lange slag.

“Efter lang og hård kamp har vores tropper generobret Rzjev”, lød den påfaldende korte notits. Glemt var alle fejltrinnene og ikke mindst de 1,5 mio. russere, der faldt i slaget om Rzjev.

Kampene i byen Rzjev var så hårde, at stort set hele byen blev jævnet med jorden.
© Sputnik Images/Polfoto

Måske er du interesseret i...

Læs også