Andrew Higgins byggede fladbundede både til USAs sprit-smuglere og senere til forsvaret. Flodprammen havde en rampe i fuld bredde, så soldaterne kunne komme hurtigt i land. Høje sider værnede mod bølger og fjendtlig beskydning, og 36 kampklare soldater havde plads i båden.

Andrew Higgins flodpram afgjorde krigen ved D-dag

D-dags vigtigste fartøj blev kun produceret, fordi Andrew Higgins udfordrede flådens bureaukrater til duel. Båden gav angribende styrker helt nye muligheder og sikrede ifølge general Eisenhower de allierede sejren over Hitler.

8. juni 2015

Andrew Higgins bådebyggeri viste sig at gavne D-dag

Senatorerne fra Washington var dybt imponerede efter rund-turen på Higgins Industries i New Orleans, Louisiana. 

Ikke det mindste brok undslap virksomhedens tusindtallige korps af svedende arbejdere, mens de svejsede, hamrede og skruede i den trykkende sydstatshede under store bannere med teksten “The guy who relaxes is helping the Axis” – ham, der slapper af, hjælper Aksemagterne.

Kalenderen viste den 6. august 1943, og måneden forinden havde arbejderne sat rekord ved at levere mere end 700 landgangsfartøjer til den amerikanske flåde på blot 30 dage.

Foran tusinder af sammenstimlede Higgins-medarbejdere erklærede senator Homer Ferguson begejstret: “Higgins’ mænd og kvinder gør det umulige, og de gør det godt!”

I samme åndedrag roste senatoren fabrikkernes ejer, Andrew Jackson Higgins, og kaldte ham “nationens fremmeste bådebygger”.

Da den amerikanske flåde i efteråret 1943 opgjorde sin totale beholdning af fartøjer til 14.072, stammede mere end halvdelen fra Higgins’ samlebånd i New Orleans. 

Og langt de fleste var af den type, som for altid skulle blive forbundet med Andrew Higgins’ navn: den fladbundede LCVP – Landing Craft Vehicle, Personnel – eller Higginsbåden som den blev kaldt i daglig tale.

Ifølge de allieredes øverstkommanderende i Europa, Dwight D. Eisenhower, var det båden, som afgjorde krigen. Uden Higgins og hans fartøj ville D-dag og befrielsen af Vesteuropa sandsynligvis være slået fejl.

Romsmuglere var Andrew Higgins første kunde

Higgins blev født i Nebraska i 1886 som den yngste i en børneflok på 10. Han voksede op i Omaha og blev efter eget udsagn smidt ud af samtlige skoler for at slås og pjække. 

Til gengæld udviste knægten tidligt forretningstalent: Han begyndte at slå græs med en le for at tjene penge, men rådede snart over en flåde på 17 græsslåmaskiner.

Mens ældre drenge stod for det hårde slid på plænerne, tog den unge Higgins sig godt betalt for at organisere arbejdet. 

Som ung mand flyttede han til New Orleans og etablerede en succesfuld tømmerhandel. I løbet af 1920’erne gled træstammerne dog i baggrunden til fordel for bådebyggeri.

Higgins byggede fladbundede både til Louisianas ufremkommelige sumpe, og fuld af selvtillid navngav han sin første model “Wonderboat”. 

Den blev hurtigt populær hos jægere, olieselskaber og ikke mindst de utallige romsmuglere, som i ly af natten sejlede ulovlig caribisk sprut ind i forbudstidens USA. Kystvagten var altid på jagt efter smuglerne, og Higgins solgte også gladeligt sine både til ordensmagten.

Flodpram kunne hoppe over træstammer

Da forbudstiden var forbi, og amerikanerne igen frit kunne købe alkohol, var de fede tider slut for Higgins. Til gengæld begyndte han at arbejde med bådtyper, som skulle ende med at blive til Higginsbåden. 

Først udviklede han den fladbundede Eurekabåd, som kun fortil løftede sig – for at kunne brage tværs hen over flydende træstammer og sejle op på land uden at få en skramme.

Inspirationen til fartøjets bund kom fra bugen på en blåhval. Sumpbåden lignede enhver anden større lystbåd og havde en rummelig kabine til styrmanden. 

Men Eurekaen sejlede som en drøm og kunne vende på en tallerken. I løbet af de kommende år perfek­tione­rede Higgins båden ved fx at konstruere et skrog, som skubbede vandplanter og andre forhindringer væk fra skruen.

Han styrkede også fartøjet ved at give det en solid stævn skåret ud af ét stykke træ. Higgins gik på opdagelse efter nye kunder til erstatning for romsmuglerne og kom i kontakt med flåden, der manglede landgangsbåde til marinekorpset. 

Men han blev mødt med kølig ligegyldighed, hver gang han i løbet af 1930’erne forsøgte at gøre flåden interesseret i Eurekaen.

Andrew Higgins udfordrede til duel

Snart fik Higgins dog opbakning fra en vigtig allieret: marinekorpset. Tropperne, som skulle sættes i land af flådens skibe, ønskede sig brændende en landgangsbåd, der ikke ville strande på en sandbanke fjernt fra kysten. Og de havde fået et godt øje til Eurekaen.

Først i efteråret 1940 fik Higgins og hans allierede i marinekorpset gennemtrumfet, at flåden skulle teste Eurekabåden mod andre kandidater til at blive flådens nye landsætningsfartøj. Testen kom udelukkende i stand, fordi Higgins selv betalte for den.

Til gengæld var resultatet entydigt. En officiel rapport konkluderede, at Eurekaen var “langt den bedste”. Omsider bøjede bureaukraterne sig og bestilte 335 fartøjer. Nu havde Higgins endelig fået en fod indenfor hos flåden.

Problemet med Eurekabåden var imidlertid, at soldaterne skulle hoppe ud fra bådens ræling for at komme i land. Higgins var stadig langt fra den geniale båd, som skulle sikre ham en plads i historiebøgerne.

I marts 1941 dukkede en kaptajn Victor H. Krulak fra marinekorpset op hos Higgins. Med sig bragte han billeder af en japansk båd med en bred landgangsrampe fortil. 

Ved at sænke rampen kunne båden sætte soldater af langt hurtigere, end hvis de skulle kravle ud over rælingen som på Higgins’ Eureka. Sådan en båd ville marinekorpset gerne have.

Selvom Japans angreb på Pearl Harbor stadig lå ni måneder ude i fremtiden, forudså marinekorpsets ledelse, at USA før eller siden ville blive trukket ind i 2. verdenskrig. Nu gjaldt det om at forberede sig bedst muligt.

Krulaks fotografi fra 1937 var taget under japanernes invasion af Kina, som han havde overværet i sin egenskab af officiel observatør. 

Higgins var begejstret og satte sine folk i sving med at udvikle en båd, der kombinerede det bedste fra hans egen Eureka og japanernes båd. To måneder senere var han parat til en demonstration af Higginsbåden på en sø nær New Orleans.

Fra bredden kunne repræsentanter fra marinekorpset begejstret betragte, hvordan en lastbil kørte ombord, blev sejlet en tur ud på søen og kørte i land på stranden. Herefter steg 36 mand ombord og gentog testen.

Prototypen til flodprammen blev lavet på tre dage

Marinekorpsets positive tilbagemeldinger om Higginsbåden fik flådens komité for landgangsbåde til at planlægge en rejse til New Orleans allerede tre dage senere. Higgins blev desuden spurgt, om han kunne tegne et udkast til et endnu større fartøj til at fragte kampvogne og artilleri.

Higgins’ reaktion viser noget om, hvor energisk og kompromisløs en leder han var. Over telefonen svarede Higgins, at han ikke blot ville have et papirudkast klar, men ville bygge en prototype af kampvognsprammen. Flådeofficeren svarede: “Det kan ikke lade sig gøre”.

“Gu fanden kan det så. Sørg I bare for at være her om tre dage”, replicerede Higgins. Straks han havde lagt røret på, lød startskuddet til tre dages hektisk aktivitet på fabrikken.

Hans dygtige medarbejdere skabte lynhurtigt en halvfærdig slæbebåd om til en brugbar kampvognstransport ved at skrælle styrehus og andet overflødigt af, men landgangsrampen voldte problemer. 

Da svejserne var nået til den, havde ingeniørerne endnu ikke tegningerne klar. Resolut spærrede Higgins sine vigtigste medarbejdere, deriblandt sønnen Ed, inde på sit kontor. Ingen fik lov at gå, før rampen var klar.

Tre dage senere kunne fabriksejeren stolt fremvise en brugbar prototype med så mange sammensvejsninger, at den fik øgenavnet Patches – Kludetæppet. Men den sejlede fremragende og levede op til alle forsvarets krav. 

Uheldigvis for Higgins havde flådens egne skibsbyggere udviklet en konkurrerende kampvognspram. Og den ville ærekære bureaukrater på flådens skibskontor hellere have, selvom den ifølge Higgins havde mange mangler.

Flere gange mødte Higgins personligt op og klagede sin nød til senator Harry S. Truman. Han stod i spidsen for en senatskomité, der skulle bekæmpe spild af statens penge under USA’s heftige oprustning. 

Til sidst lod den senere præsident sig overbevise og sendte en brysk besked til flåden: “Fremstil én af jeres både. Udfør en direkte operationel test mod Higgins’ produkt”.

Flådens fartøj var tæt på at kæntre

Testen af kampvognsprammene fandt sted den 25. maj 1942 ud for Norfolk i Virginia.

En frisk vind piskede skumtoppe på bølgerne ud for kysten, mens repræsentanter fra flådeministeriet, flådens skibskontor, marinekorpset og hæren ventede i gråvejret. 

Alle spejdede ud over havet i spændt venten på de to både – flådens kampvognstransport og Higgins’ konkurrerende båd Kludetæppet, som nu lød det mere officielle navn LCM – Landing Craft Mechanized.

Da de to fladbundede fartøjer endelig kom til syne, så alting først glimrende ud – men kun indtil bådene nåede åbent hav. 

Snuden på flådens fartøj forsvandt flere gange mellem bølgerne, så vandet væltede ind over dækket. Igen og igen måtte styrmanden gøre holdt, så besætningen febrilsk kunne pumpe vand ud og forsøge at holde styr på den 30 tons tunge kampvogn ombord.

Til tilskuernes rædsel begyndte fartøjet at rulle så faretruende, at hele mandskabet – inklusive styrmanden – satte sig overskrævs på rælingen med deres redningsveste på, parate til at hoppe i bølgerne. 

Til sidst vendte styrmanden forsigtigt om og sejlede tilbage mod mere smult vande. Imens strøg Higgins’ LCM ubesværet hen over bølgerne, sejlede forenden op på stranden og satte sin kampvogn af. Herefter trak fartøjet sig ubesværet fri af sandet og sejlede bort igen.

Efter ydmygelsen måtte bureaukraterne fra flådens skibskontor bøje sig. Alle landets værfter fik besked på straks at konvertere til Higgins’ sødygtige konstruktion, når de byggede kampvognspramme på licens.

Også Eurekabådene blev nu produceret i stor stil, mens Higginsbåden stadig mødte uventet modstand og kun blev bestilt i begrænset antal.

Drukneulykke hidsede Andrew Higgins op

Mens Higgins havde kæmpet for sin kampvognspram, udviklede den amerikanske flåde et alternativ til Higginsbåden.

Også den var udstyret med en rampe i forenden. Fartøjet, kaldet en LCPR, var tydeligvis inspireret af Higginsbåden, men havde en smallere rampe fortil. Higgins var rasende.

Da flåden forsøgte at bestille 300 LCPR’er hos Higgins, nægtede han pure at bygge det underlegne fartøj, som ifølge den iltre sydstatsmand ville gøre fjenden i stand til at skyde amerikanske soldater ned “som lerduer”, når de én efter én løb ud ad den smalle rampe. Igen måtte en direkte duel afgøre sagen.

Bådene blev testet mod hinanden i august 1942, og præcis som forudset af Higgins præsterede hans egen konstruktion bedst:

Mens det tog mere end et halvt minut for de 36 soldater ombord på flådens LCPR at komme ud, kunne lige så mange tropper storme ud af Higgins-båden i løbet af blot 12 sekunder. Alligevel holdt flåden stædigt fast i LCPR’en og bestilte adskillige hundrede hos Higgins’ konkurrenter.

Rampen var imidlertid ikke det eneste problem ved LCPR’en, mente Higgins. Ifølge den temperamentsfulde sydstatsmand var båden konstrueret alt for næsetungt, så den ville grundstøde på sandbanker langt fra kysten.

Da netop dette skete under en natlig øvelse ud for Floridas kyst i foråret 1943, druknede 14 soldater under vægten af deres rygsække.

Ophidset skrev Higgins et brev til generalerne i marinekorpset og hæren, hvori han beskyldte flådecheferne for at have “deres landsmænds blod på hænderne”.

Flåden kapitulerede til sidst og tog flodpram til sig

Efter dødsulykken blev flere ældre officerer fjernet fra flådens skibskontor, og nye, mindre forstokkede kræfter bestilte straks 1.000 Higginsbåde. 

En ordre på yderligere 2.000 Higginsbåde i maj 1943 understregede, at bulder-bassen fra Louisiana omsider havde sejret efter næsten 10 års kamp.

Higgins selv kommenterede først forløbet flere år senere: “Jeg vil nødig fremstå, som om jeg er utilfreds med flåden, for efter 1942 kom vi glimrende overens”. Med ordrerne i hus kunne Higgins endelig koncentrere sig om det, han var bedst til: at få ting til at ske i et hæsblæsende tempo.

Han supplerede arbejdsstyrken med kvinder, hvilket var uhørt i Louisiana på den tid – og forbedrede samlebåndsproduktionen, så arbejdstempoet nåede imponerende højder. Da fabrikkerne på et tidspunkt ikke kunne få leveret motorer, fortsatte produktionen.

Snart lå 700 motorløse både parat i kanalen ved Higgins-fabrikkerne, da en besked indløb fra flåden om, at bådene skulle leveres omgående.

Fabrikkerne havde i mellemtiden fået leveret motorerne, men hvordan skulle de blive sat i så hurtigt, som flåden krævede?

Higgins fandt en simpel løsning: Kanalen blev forvandlet til samlebånd, og det nødvendige maskineri installeret langs kajen, og så gik arbejderne i gang med at installere motorer.

Alle disse krumspring gjorde Higgins’ medarbejdere i stand til at levere fartøjer så hurtigt, at flådens transportskibe, der skulle sejle landgangsfartøjerne til fronten, ikke kunne følge med. 

Også dét problem havde Higgins imidlertid en løsning på: Han demonstrerede over for to måbende flådeofficerer, hvordan hans arbejdere kunne skære en færdigbygget LCM i ni stykker med et svejseapparat og derefter svejse bådene sammen igen uden problemer.

Dermed kunne flere både stoppes ned i hvert lastrum, forklarede Higgins. Og sådan blev det. 

Da 1943 var omme, havde Higginsbådene bevist deres værd fra Stillehavet til Nordafrika, og Higgins blev en folkehelt, som amerikansk presse bragte store hyldestportrætter af. Higginsbåden var parat til den helt store prøve.

Higginsbåden sejrede til D-dag og vandt krigen

Natten til den 6. juni 1944 sejlede verdenshistoriens hidtil største flådestyrke over Den Engelske Kanal. D-dagen var i gang. Nu skulle Hitler smides ud af Frankrig, og resten af Europa befries.

Før daggry begyndte de store transportskibe at sænke deres last af mere end 1.500 Higginsfartøjer ned i det urolige vand. Langt de fleste var af typen Higginsbåd, som snart cirklede i store sværme omkring flotillens store transportskibe.

Tropperne kravlede ned ad rebstiger og fyldte landgangsbåd efter landgangsbåd. Herefter satte de kurs mod kysten i lange, lige rækker. Klokken 6.30 skrabede de første Higginsbåde mod sandbunden på Utah og Omaha Beach.

Da D-dag var omme, havde de landsat over 130.000 britiske og amerikanske tropper – og tabene havde været langt mindre end frygtet. De allieredes øverstbefalende, general Dwight D. Eisenhower, holdt den følgende november thanksgivingtale for hele nationen. Her sagde han: “Lad os takke Gud for Higgins Industries, dets ledelse og arbejdere, som gav os de nødvendige landgangsfartøjer til at gennemføre vores kampagne”.

Da krigen var omme, havde Higgins Industries leveret mere end 20.000 fartøjer af alle slags til de allierede. Mange år senere slog Eisenhower fast, at “Andrew J. Higgins var manden, som vandt krigen for os”.

Måske er du interesseret i...

Læs også