Amerikanerne mistede omkring 2.400 soldater – døde og sårede – under landgangen på Omaha Beach.

© Getty Images/AOP & Mary Evans/Scanpix

D-dag: Det store angreb på Omaha Beach

Ved daggry den 6. juni 1944 pisker allierede landgangsbåde fyldt med 125.000 skrækslagne soldater ind mod strandene i Normandiet. Om få minutter begynder den længe ventede invasion, som endegyldigt skal tvinge Hitler i defensiven. På stranden med kodeordet Omaha Beach bliver landgangen imidlertid langt voldsommere end ventet.

5. december 2017 af Esben Sylvest

Karl Wegner sover med hovedet hvilende mod maskingeværets kolbe, da hans soldaterkammerat Willi pludselig ryster ham voldsomt i armen. 

Klokken er omkring halv seks om morgenen den 6. juni 1944, og Karl Wegner retter sig fortumlet op i bunkeren ved Omaha Beach i Normandiet.

Den 19-årige soldat fra den nordtyske by Hannover fornemmer straks på kammeratens ansigtsudtryk, at noget er helt galt. 

Willi peger ud mod Den Engelske Kanal, og da Karl Wegner kigger i samme retning, føler han stærkere angst end nogensinde før i sit unge liv.

Alligevel kan han ikke holde op med at stirre i forbløffelse. Så langt øjet rækker, er havet sort af allierede flådefartøjer. Måneders ventetid på invasionen af Nordfrankrig er omsider forbi.

Kort efter hører de bombefly i det fjerne. Karl Wegner, hans kammerat og deres overordnede kaster sig mod betongulvet i bunkeren, da 450 amerikanske B-24 Liberators brøler ind over
Omaha Beach og smider deres bomber.

Langs hele kyststrækningen skælver jorden og indhyller landskabet i støvet jord og røg. Sandkornene knaser mellem soldaternes tænder. 

Fra havet åbner en række flådefartøjer samtidig ild – anført af slagskibet USS Texas – der pumper 675-kilos granater gennem luften ind mod de tyske bunkere og kanonstillinger – op imod 10 granater i minuttet. 

Hvert eneste skud fra de mægtige 360- mm kanoner på USS Texas lyder som en gigantisk dør, der smækker og sender trykbølger gennem luften. 

Fra ni specialbyggede både hyler over 9.000 raketter ind mod kysten.

Efter en halv time ophører bombardementet, og en ildevarslende stilhed sænker sig. 

Inde i bunkeren rejser Karl Wegner sig, rystet, men uskadt, og får nu øje på landgangsbådene, der blot er minutter fra stranden. 

Han har aldrig været i kamp før, men tager per refleks et fast greb om sit MG42-maskingevær, der kan affyre 1.200 projektiler i minuttet. 

Endnu en gang tjekker han skudlinjen gennem sprækken i bunkeren og ned langs stranden, men derefter kan han ikke holde ud at kigge længere. Han lukker øjnene, dødsensangst, og afventer ordren om at skyde. 

Vil du have endnu flere historier fra 2. verdenskrig?

Så få HISTORIE lige til døren.

Du finder de bedste tilbud her

1.500 mand indleder angrebet

Godt 1.550 amerikanske soldater – fordelt på 50 fladbundede landgangsbåde med mindst 31 soldater i hver – udgør første angrebsbølge mod Omaha Beach – en af fem allierede invasionsstrande. 

Men i løbet af D-dagen skal op imod 35.000 amerikanere efter planen træde i land på Omaha Beach. Den allierede flådestyrke “Force O” på vej mod stranden består af næsten 700 fartøjer.

Den øverstbefalende amerikanske general Omar Bradley har på forhånd forsøgt at berolige mændene i den første angrebsbølge. 

Han har garanteret ildstøtte af hidtil usete dimensioner både fra luften og havet, inden de første soldater overhovedet forlader landgangsbådene. Hvert eneste bombefly i hele Storbritannien vil tage del i invasionen.

“I får sæder på første række til det største show på Jorden”, har han opildnet. Hvad Omar Bradley ikke ved, er, at soldaterne nok vil indløse billetter med den bedste udsigt, men showet vil også blive langt farligere end ventet.

Fejlagtigt tror amerikanerne nemlig, at Omaha Beach bliver forsvaret alene af andenrangs soldater fra den middelmådige tyske 716. division, der også omfatter soldater rekrutteret blandt østeuropæiske krigsfanger – især polakker, som næppe vil gå i døden for Hitler, når kampene snerper til.

Sandheden er imidlertid, at hårdføre og erfarne kamptropper fra 352. division udgør rygraden i det 1.100 mand store kyst­forsvar af Omaha Beach – herunder tyske veteraner fra østfronten. 

I samme enhed gør også den unge Karl Wagner fra Hannover tjeneste.


Da de allierede soldater gik i land, begyndte et 500 m langt løb, hvor de på store dele af strækningen var forsvarsløse. Tryk på billedet og følg soldaternes kamp henover Omaha Beach 

Vandet bliver rødt af blod

Da de allierede landgangsbåde nærmer sig stranden, har soldaterne været undervejs i bådene i tre timer i strid bølgegang – det meste af tiden i mørke. 

De fleste soldater er søsyge og tramper rundt i hinandens bræk, alt andet end kampberedte. Motorlarmen er så øredøvende, at mændene ikke kan høre hinanden. 

I stedet tjekker de nervøst deres udstyr igen og igen, mens de knuger deres våben til sig. Andre står blot paralyserede af frygt og pisser i bukserne.

“Når en kugle rammer dig, går den så hele vejen igennem?” spørger en ung mand en af sine soldaterkammerater, kort inden deres båd rammer stranden.

Omaha Beach strækker sig over syv km, afløst af stejle klippeformationer i både øst og vest. Derimellem kurver stranden let, som en tørresnor hængt op mellem klipperne. 

Langs stranden løfter klitterne sig 30-50 m, og herfra har tyske maskingeværskytter perfekte skudlinjer ned over Omaha Beach.

Harold Baumgarten er en blot 19-årig knægt fra bydelen Bronx i New York. Han er jøde og har tegnet en davidsstjerne på ryggen af sin uniformsjakke i trods mod nazisterne.

Da hans båd klokken 6.30 nærmer sig den vestlige del af Omaha Beach, slår en granat ned i nabobåden, så kropsdele og splinter af træ og metal regner ned over Harold Baumgarten og hans skrækslagne soldaterkammerater.

Den unge britiske styrmand i deres landgangsbåd tør ikke sejle videre. På seks meter dybt vand vil han sænke rampen og losse folkene ud, så han selv kan komme væk i en fart. 

Vredt trækker Harold Baumgartens løjtnant sin Colt 45 og sigter mod styrmanden.

“Tag os hele vejen ind”, kommanderer han. At springe ud på så dybt vand med fuld oppakning er decideret selvmord. 

Da styrmanden omsider slår rampen ned, bliver løjtnanten øjeblikkeligt dræbt af maskingeværild. Sekundet efter falder adskillige flere mænd foran Harold Baumgarten.

Vandet farves rødt af blod, og da han selv springer i, strejfer en kugle hans hjelm. Han står i vand til halsen og holder sin riffel over hovedet. 

Mens Harold Baumgarten strider sig ind mod stranden, pisker maskingeværernes kugler vandet op omkring ham.

Kampen står om fem veje

Blot fem veje fører gennem klitterne og skrænterne væk fra Omaha Beach, og både tyskerne og amerikanerne er klar over deres afgørende strategiske betydning. 

Hvis ikke amerikanerne hurtigt erobrer en eller flere exitveje ind i baglandet, er de allierede fanget som kanonføde på stranden. 

Tyskerne har modsat placeret deres største bunkeranlæg nær exitvejene.

Karl Wegners lille maskingeværrede ligger nær den strategisk vigtige vej ind mod landsbyen Vierville i vest.

“Fyr, Wegner, fyr”, brøler hans overordnede, da de første amerikanere hopper ud af landgangsbådene i deres sektion af stranden. 

Men Karl Wegner sidder som i trance og stirrer blot ubevægeligt på amerikanerne i de olivengrønne uniformer, der plasker sig vej gennem vandet ind mod land. 

De ser så ubeskyttede ud på den brede, åbne strand, tænker han. 

Med et metallisk smæld hamrer hans overordnede sit pistolskæfte ned mod Karl Wegners hjelm, og omsider vågner han af døsen og trykker aftrækkeren i bund. 

Hans MG42 snerrer, og amerikanere falder til jorden, mens kuglerne pløjer op og ned ad stranden.

Totter af vat i tyskerens ører dæmper larmen, mens kanaler af sved trækker spor ned gennem hans støvede ansigt. Kammeraten Willi sørger for at holde ammunitionen ren, så maskingeværet ikke går i baglås. 

Deres overordnede råber ordrer ud i bunkeren, men Karl Wegner er for længst stoppet med at lytte og fyrer blot løs, mens kroppene af døde og sårede amerikanere hober sig op på stranden og i vandkanten. 

Dødszonen er 500 m bred

Tidevandet er stærkt ved Normandiets kyster, og første angrebsbølge går i land ved lavvande, så landgangsfartøjerne ikke sejler ind i de oversvømmede og minerede tyske barrikader langs stranden. 

Til gengæld er stranden op til 500 m bred ved lavvande og udgør en dødszone for amerikanerne, fanget i krydsild fra tyske granater, maskingeværer og snigskytter. 

Med deres våde, tunge uniformer og oppakning bevæger amerikanerne sig nærmest i slowmotion, selv om de forsøger at løbe.

Harold Baumgarten nærmer sig vandkanten, da soldaten foran ham falder omkuld – ramt.

“Ma!” brøler den døende mand. Ude til venstre får Harold Baumgarten øje på to allierede kampvogne, hvor en død soldat hænger ud af den ene.

“Hvor er de andre kampvogne, der burde være her?” tænker han. Samtidig bliver hans sergent ramt, vakler og falder ned på knæ, mens han begynder at bede med en katolsk rosenkrans mellem fingrene. Bønnerne stopper, da en salve fra et maskingevær i bogstaveligste forstand saver ham midtover.

Harold Baumgarten løber med sin riffel oppe foran brystet, da en tysk kugle rammer riflen og sender vibrationer gennem hans krop. 

En granat eksploderer lige foran ham og river hans venstre kind op, så gummer og tænder ligger på tungen. 

Midt i granatregnen løber en soldat med et rødt kors på sin uniform hen til Harold Baumgarten og begynder at behandle skaderne. 

Harold Baumgarten rækker ud efter hans uniform for at trække ham ned i sandet og beskytte ham, men soldaten slår resolut hans hænder væk.

“Du kan tage dig af mig, når jeg bliver såret”, råber han.

Enkeltvis eller i små grupper når overlevende amerikanere op til stenbræmmen og den lave mur, der løber langs dele af Omaha Beach og udgør første ly mod tyskernes beskydning. 

Her kaster soldaterne sig ned og puster ud, forslåede og chokerede – og kun i sikkerhed, indtil tyskernes mortergranater begynder at hagle ned fra en stejl vinkel. 

Mange af amerikanernes våben er ødelagt af sand og havvand.

Da en granat slår ned, lander en klump blodigt kød i skødet på en soldat. Hans sergent spørger, om det er fra ham selv. 

Den fortumlede og bange soldat svarer, at det tror han ikke, men at han ikke er helt sikker.

Slaget minder om Stalingrad

Fra sin udkigspost i den centrale del af Omaha Beach overværer den tyske løjtnant Hans Heinze nedslagtningen af første angrebsbølge og rapporter de gode nyheder tilbage til sit bataljons-hovedkvarter i 352. division.

Hans Heinze er veteran fra Stalin-grad, hvor han blev såret tre gange og evakueret juleaftensdag 1942, og løjtnanten vurderer, at amerikanerne er i fuldstændig opløsning – uden ledelse og paralyserede af frygt – præcis som han selv har oplevet det i Stalingrads ruiner.

Hans Heinze har været på sin post siden klokken to om natten. Han gnider sig i sit trætte ansigt og bemærker, at han ikke har barberet sig. 

Men hvis kampene fortsætter sådan, vil de være ovre inden aften, så han beslutter sig for at vente og barbere sig, når amerikanerne er drevet tilbage, hvor de kom fra.

I løbet af den første time på Omaha Beach mister amerikanerne mere end en tredjedel af mændene i første angrebsbølge, og de fleste enheder er splittet til atomer.

De store tab har flere årsager. Soldaterne har på forhånd fået at vide, at de vil finde bombekratere på stranden, hvor de kan søge dækning, men allierede bombemaskiner har fejlet deres mål. 

Skydækket hang lavt over Omaha Beach ved morgengry den 6. juni, og af frygt for at ramme de allierede landgangsfartøjer få kilometer fra kysten løsnede flybesætningerne deres bomber så sent, at de slog ned bag kystlinjen – i harmløs afstand af både stranden og de tyske bunkere. 

Samtidig havde den allierede flådebeskydning været alt for kortvarig og upræcis mod en forsvarslinje af tyskernes kaliber ved Omaha Beach. 

Langt hovedparten af de over 9.000 allierede raketter slog angiveligt ned i bølgerne foran stranden.

Mange af de amerikanske tanks forsvinder derudover i havet, inden de overhovedet når Omaha Beach. 

Allierede ingeniører har udviklet særlige Duplex Drive-amfibietanks til landgangen – ombyggede Sherman-kampvogne med en høj skærm af vandtæt sejldug, der holder dem flydende – men i den høje sø i kanalen slår bølgerne ind over sejldugen, så de fleste synker til bunds. 

I den østlige del af Omaha Beach når blot fem ud af 32 kampvogne i land sammen med første angrebsbølge til at yde ildstøtte og dækning. 

Mod vest har allierede landgangsfartøjer større succes med at sejle kampvogne helt ind til stranden.

Klokken 7.00 vender tidevandet, så havet kryber længere og længere op ad stranden og opsluger de hårdest sårede soldater i sandet. 

Harold Baumgarten fra 29. division når selv i dækning trods sit sår i hovedet, men han er blot én af to soldater fra hans landgangsbåd, der overlever landgangen.

Ny mirakelmedicin reddede soldaterliv

Den amerikanske hær medbragte store mængder penicillin til landgangen. Det reddede tusindvis af sårede soldater.

Iforåret 1942 gennemførte to læger i USA den første succesfulde behandling af et menneske med penicillin, og derefter gik det stærkt.

Tilskyndet af kampene i Europa udviklede amerikanerne en masseproduktion af det nye vidunderpræparat og forberedte 2,3 millioner doser til hæren op til D-dag. 

Under invasionen havde de amerikanske sygehjælpere nærmest umulige arbejdsbetingelser. 

Den mest nødtørftige behandling bestod i kampens hede af en forbinding, måske et skud morfin, hurtig rensning af sår samt det nye mirakelmiddel penicillin. 

Alligevel reducerede penicillinen antallet af amputationer som følge af inficerede sår og mindskede angiveligt antallet af dødsfald på D-dag med 12-15 pct. 

Penicillinen – på det tidspunkt en ny opfindelse – forhindrede adskillige sårede soldater i at dø af infektioner.

General Cota går i land

Ude på krydseren USS Augusta i Den Engelske Kanal har øverstbefalende Omar Bradley kun ringe begreb om det kaos, der hersker på Omaha Beach.

Kommunikationen er elendig, for utallige radioer er gået tabt under landgangen. 

Samtidig når nye bølger af amerikanske kamptropper Omaha Beach sammen med ingeniørtropper, der skal sprænge og bulldoze sig vej gennem pigtråd og beton og lave passager på stranden, så amerikanerne kan landsætte tropper og køretøjer i større målestok. 

Mange ingeniørtropper lander imidlertid de forkerte steder pga. den stærke sidestrøm langs kysten, og tyskernes beskydning er stadig så heftig, at de har svært ved at rydde vejen.

Da klokken runder 7.30, har invasionen været i gang i en time, og op imod 6.000 amerikanere er nået i land, men stadig går meget lidt efter planen.

Tyskerne forsvarer indædt alle veje væk fra Omaha Beach, og de fleste amerikanere sidder fanget på stranden uden mod og vilje til at rykke videre, da en særlig landgangsbåd rammer kysten. 

Om bord er selveste Norman Cota – general og næstkommanderende for 29. infanteridivision – som vil ind og piske sine drenge fremad – væk fra den sikre død på stranden. 

Med sig har han en gruppe højtstående officerer samt soldater med tungt radioudstyr på ryggen.

General Cota er seks dage tidligere fyldt 51 år og er en legende blandt sine mænd – aldrig for fin til at deltage i udmattende øvelser med de menige soldater. Inde på stranden stiller han sig dumdristigt op foran en gruppe soldater, der bange trykker sig mod jorden langs muren for at undgå at blive ramt.

Viftende med sin Colt og en cigar i kæften spankulerer han brølende frem og tilbage og berordrer mændene videre. 

Samtidig forsøger generalens personlige assistent – hans aide-de-camp – desperat at få ham i dækning.

“Dø ikke på strandene, dø oppe på skrænterne, hvis I skal dø. Men kom væk fra strandene, ellers er I sikre på at dø”, råber general Cota, hvis frygtløshed smitter. 

Med en bangalore-torpedo sprænger en af mændene vej gennem pigtråden, men en tysk snigskytte rammer den første amerikaner, der træder gennem åbningen, og soldatens hjerteskærende og uhyggelige brøl får de andre soldater til at tøve, indtil general Cota selv springer frem.

“Hvis en gammel rotte som mig kan, så kan I også”, råber han bagud. 

Omsider følger mændene trop i et angreb op ad skrænten, hvor røgen fra brændende græs yder dem en smule dækning.

Længere mod øst rusker oberst-løjtnant George Taylor fra 1. infanteri-division op i sine paralyserede tropper på stranden med et af de mest berømte citater fra kampene på Omaha Beach:

“To slags mennesker bliver her på stranden, de døde, og dem, som skal dø – lad os få lettet røven og komme videre”, tordner han til sine mænd.

Allierede destroyere sejler samtidig faretruende tæt på kysten for at støtte tropperne ved at hamre løs på tyske bunkeranlæg med artilleri, for de tyske skytter kræver stadig alt for mange liv.

“De gør det til et helvede for vores mænd på stranden. Vi må stoppe det”, befaler admiral Carleton F. Bryant over radioen til destroyerne.

Forsvaret nægtes forstærkninger

Selv om tyskerne sidder tungt på Omaha Beach, tæller tiden til amerikanernes fordel. 

De tyske soldater er i vid udstrækning overladt til sig selv med lange udsigter til nævneværdige forstærkninger. 

For situationen er langt mere desperat på de fire andre allierede landgangsstrande på D-dag

Stadig flere amerikanere trænger gennem forsvarslinjen af pigtråd og miner og op over toppen af skrænten, hvor de angriber tyske bunkeranlæg fra nært hold med bazookaer og flammekastere, mens artilleri sætter flere tyske kanonstillinger ud af spillet.

I Karl Wegners maskingeværbunker bemærker en af mændene pludselig en bevægelse uden for deres bunker. 

Han frygter, at amerikanere har sneget sig ind på dem for at afslutte arbejdet. Karl Wegners overordnede trækker sin pistol, går over til bunkerdøren og hiver kort efter en såret tysk soldat indenfor.

“Skyd ikke. Jeg er tysker,” klynker soldaten. Hans ansigt er blodigt, og han tigger om vand. Kort efter forklarer han, at alt gik godt, indtil amerikanerne skød direkte mod hans bunker. 

Så nægtede de andre mænd at kæmpe og forlangte, at deres gruppefører overgav sig til de allierede. De andre var polakker, mænd fra Alsace samt såkaldte folketyskere – personer af tysk afstamning.

Da gruppeføreren derefter truede med at henrette enhver, som ikke kæmpede, skød en af de andre ham bagfra. 

Som eneste tilbageværende tysker lykkedes det derefter soldaten at flygte, men han blev ramt af granatsplinter på vejen væk.

Karl Wegners overordnede bliver vanvittig af raseri, da han hører historien. Han forlanger, at soldaten udpeger bunkeren – den ligger 100 meter væk. 

Først løfter han røret på sin felttelefon, men linjen er død. I stedet griber han nogle granater, løber resolut gennem den allierede beskydning og direkte over til bunkeren, hvor han kyler granaterne mod stillingen og kaster sig ned. 

Da støvet har lagt sig, rejser han sig for at løbe tilbage igen, men en salve fra en allieret landgangsbåd flår ham op.

Tilbage i sin bunker er Karl Wegner og hans kammerat i chok. Deres overordnede er den første, de kender, der er død i kamp – og så for øjnene af dem.  

Østfrontveteran mister kontrollen

For de tyske øverstbefalende er situationen lige så uoverskuelig som for amerikanerne. 

En lind strøm af meldinger vælter ind om bunkere og stillinger, der er faldet, men mange af meldingerne er fejlagtige og skyldes blot, at kommunikationslinjerne er døde.

Tyske kanoner sender byger af granater ned over stranden, men kommandøren for artilleriet må meddele generalløjtnant Dietrich Kraiss – den øverstbefalende for 352. division – at beholdningen af granater er kritisk lav.

Den 55-årige Kraiss er veteran fra 1. verdenskrig og har modtaget jernkorset for sine bedrifter på østfronten. 

Han er dybt bekymret og kontakter kommandøren for Luftwaffes antiluftskyts i området for at få ekstra ildstøtte, men kommandøren protesterer og påpeger, at hans job er at afsøge himlen for fjendtlige fly. 

Generalløjtnant Kraiss eksploderer i vrede og minder kommandøren om, at han netop har modtaget en direkte ordre fra en højerestående officer.

For Karl Wegner, hans kammerat Willi og den sårede tyske soldat spidser situationen hurtigt til i maskingeværbunkeren. Deres overordnede er død, og de er afskåret fra omverdenen.

“Du har vel kommandoen nu?” siger kammeraten til Karl Wegner, der som obergrenadier har højeste rang af de tre – uden at det dog er noget særligt.

“Kommandoen over hvad?” tænker Karl Wegner for sig selv. Han aner ikke, hvad han skal stille op.

Kammeraten gør ham opmærksom på, at de snart har brugt alle 15.000 skud til deres MG42, og Karl Wegner stirrer vantro ned på dyngerne at tomme patronhylstre ved sine fødder.

Han er bange for at blive og kæmpe, men endnu mere angst for at forlade bunkeren og søge tilflugt længere bagude. 

Adolf Hitler har udstedt en såkaldt führerbefehl, der forbyder tilbagetrækning og kræver enhver position holdt til sidste skud og sidste mand. 

Fra tyske veteraner fra østfronten har han samtidig hørt, hvordan militærpolitiet – blandt soldaterne kendt som kæde-hundene – henretter tyske soldater, der vover at trække sig tilbage.

Alligevel beslutter Karl Wegner til sidst at samle al tilbageværende ammunition samt granaterne og flygte fra bunkeren med de to andre.

Tyskerne kommer i nødberedskab

Nede på stranden trodser Harold Baum-garten sit granatsår i hovedet. Hvor mange andre soldater ville lade sig evakuere, kæmper han sig videre med forbinding om ansigtet. 

I løbet af de kommende timer får amerikanske enheder, der er trængt over skrænten, fodfæste i lommer bag kystlinjen og kæmper sig ind i landsbyerne Colleville og Vierville. 

Men endnu mangler de at erobre den første exitvej, så de kan få deres køretøjer væk fra stranden.

Adolf Hitlers højt besungne Atlantvold slår gevaldige revner, og den tyske generalløjtnant Kraiss anmoder om reserver til et modangreb, men de er adskillige timer væk. Her og nu må tyskerne lukke hullerne i forsvaret med deres i forvejen sparsomme tropper.

Tyskerne har i løbet af morgenen mistet flere fremtrædende officerer, og løjtnant Hans Heinze – veteranen fra Stalingrad – bliver midt i kampene forfremmet til kommandør af et kompagni. 

Her mærker han straks, at kampmoralen vakler. Luftwaffe er fuldstændig fraværende, så allierede jagerbombere har himlen for sig selv og åbner ild mod alle tyske troppebevægelser på jorden, og deres forsyninger er knappe.

Selv synet af amerikanske krigsfanger tærer på kampgejsten, når tyskerne ser deres nye udstyr – semi-automatiske våben med masser af ammunition og rigelige mængder feltrationer samt tobak. Hans Heinze nærer ikke længere morgenens optimisme.

Fra sit hovedkvarter erklærer generalløjtnant Kraiss artilleriet bag kystlinjen i nødberedskab, indtil ny ammunition når frem. 

Hver kanon må nu kun affyres til forsvaret af tyske stillinger, der er i overhængende fare for at falde.

Løse skud som ammunition

Samtidig slipper Karl Wegners tremandsgruppe helskindede væk fra deres bunker og støder til en anden gruppe tyskere længere bagude. 

På deres vej til de tyske stillinger bag kystlinjen passerer de fem-seks døde tyskere – tilsyneladende pløjet ned af jagerbombere. 

Mændene stripper ligene for ammunition og fortsætter. Karl Wegner kommer i tanke om, at han ikke har spist siden dagen før. 

Han finder en gammel luns brød i sin oppakning og brækker et stykke af til sin kammerat Willi. Undervejs må de gemme sig for amerikanske jagerbombere under træer.

Da de når frem til en venligsindet stilling, forlanger en officer at få at vide, hvad de laver der. Ingen af mændene tør svare af frygt for at sige noget forkert – måske i værste fald blive skudt for at desertere. Men de slipper heldigvis uden videre repressalier. Tyskerne har brug for alle kampduelige mænd.

Karl Wegner bliver snart indlemmet i en ny enhed, hvor han får udleveret ammunition. En del af det er imidlertid løse skud til øvelsesbrug. Han brokker sig højlydt, men det ændrer intet.

“Hør her”, formaner soldaten, der udleverer ammunitionen. “Amerikanerne er ikke som Ivan’erne, for de værdsætter liv. 

Hvis du skal trække dig tilbage, så gem de skarpe skud, og affyr et bælte eller to af dem her imod dem, så vil de altid søge dækning og give dig tid til at komme væk”.

Soldaten fortæller, at andre tyskere har brugt løse skud i løbet af dagen.

Hitler stod ifølge flere kilder først op timer efter, invasionen var begyndt. Tilmed ventede han for længe med at beordre panser-reserverne sat ind og gav dermed de allierede tid til at befæste deres brohoved.

© Getty Images/AOP

Brohovedet bliver sikret

Først klokken 11.30 erobrer amerikanerne den første vej fra Ohama Beach ind til landsbyen Saint Laurent. 

Passagen er ikke meget mere end en støvet jordvej, der skærer gennem terrænet, men ingeniørtropper må alligevel bruge tid på at rydde miner og bulldoze vejen jævn og flad, så kampvogne og andre panserkøretøjer kan sætte i bevægelse væk fra Omaha Beach.

Et stort og vigtigt mål er nået for de allierede, selv om nye intense kampe venter langs exitvejen og ved andre tyske stillinger på og bag stranden.

Halvanden time senere erobrer amerikanerne den næste exitvej ind mod Vierville. 

Efter en direkte salve fra de tunge kanoner på skibet USS Texas overgiver omkring 30 overlevende soldater sig fra bunkeranlægget. 

Hvor invasionen af Omaha Beach hele morgenen har balanceret på en knivsæg, er kampene på stranden endegyldigt tippet til amerikanernes fordel.

Selv om mindre forstærkninger om eftermiddagen når tyskerne, forslår de ingen steder mod horderne af amerikanske tropper, der marcherer og kører ind på Omaha Beach. 

Amerikanerne er endegyldigt kommet i land for at blive, selv om den tyske generalløjtnant Kraiss og hans officerer fantaserer om et storstilet natligt modangreb. 

Det bliver imdlertid ikke til noget.

Store tabstal på begge sider

Da 6. juni går på hæld, har landgangen på Omaha Beach kostet amerikanerne op imod 2.400 døde og sårede, mens tyskernes tab er mere usikre – men formentlig runder de 1.000.

For Harold Baumgarten slutter kampene om aftenen. 

Han rykker frem langs en vej bag stranden, da en tysk maskingeværskytte pludselig rammer ham i kæben, og han må give sig selv et skud smertestillende morfin, så han falder i søvn. 

Da han dagen efter ligger på en båre på stranden og venter på at blive evakueret, skyder en tysk snigskytte ham i knæet som en sidste hilsen. Han må siden gennem 23 operationer.

For de tyske soldater Karl Wegner og Hans Heinze slutter krigen først under de hårde kampe, der i midten af juli 1944 lægger 95 pct. af byen og trafikknudepunktet Saint-Lô i ruiner – knap 30 km sydøst for Omaha Beach.

Karl Wegner er stadig sammen med sin kammerat Willi, da kammeraten bliver ramt af kugler i mave og lunger, og Karl Wegner knæler ved hans side, da livet ebber ud af ham. Kammeratens ansigt er blegt, og han græder stille.

“Karl, skulle jeg gennem alt det her blot for at dø i ruinerne? Det giver ingen mening”, lyder hans sidste ord. 

Derefter overgiver Karl Wegner sig til amerikanerne sammen med to andre tyskere. Selv om han er krigsfange, føler han sig helt fri for første gang i sit liv.

Tyske tropper på retræte

Løjtnant Hans Heinze skal netop til at affyre et panserværnsvåben mod en amerikansk kampvogn, der tromler gennem murbrokkerne i en af Saint Lôs sønderskudte gader, da han bliver ramt af skud i siden og falder om. 

Mens kampvognen nærmer sig, vifter Hans Heinze desperat et lommetørklæde i luften med den ene hånd for ikke at blive knust under kampvognen. 

Til hans store overraskelse stopper den, en luge ryger op, og en amerikaner spørger, hvad han vil.

Hans Heinze råber tilbage, at han bare gerne vil af vejen. 

Mens den amerikanske panserkolonne holder tilbage, får to af Hans Heinzes kammerater lov til at løbe frem og bære ham i sikkerhed, og han bliver siden transporteret hjem til Tyskland.

Deres øverstbefalende i 352. division, generalløjtnant Dietrich Kraiss, bliver i begyndelsen af august 1944 såret nær Saint Lô og dør få dage senere af sine sår. 

Men forude venter stadig svære kampe i Nordfrankrig, før de allierede endegyldigt knækker tyskerne.

Læs mere

Vince Milano & Bruce Conner: Normandiefront, Spellmount, 2012 Steven J. Zaloga: D-day 1944 – Omaha Beach (1), Osprey Publishing, 2003.

Måske er du interesseret i...

Læs også