Oprørere fra den polske hjemmehærs Gustaw-bataljon
forsvarer en gade i det centrale Warszawa. 

© Wiesław Chrzanowski

Den polske opstand blev knust

I sensommeren 1944 blev Nazitysklands tropper presset tilbage på alle fronter. I vest var amerikanere og briter ved at befri Frankrig, og i øst nærmede Den Røde Hær sig hastigt Polen. Så besluttede den polske modstandsbevægelse sig for at drive tyskerne ud af Warszawa, før russerne nåede frem.

26. august 2017 af Artur Szulc

Det er eftermiddag den 1. august 1944. Nogle polske modstands-kæmpere sprinter mod et tysk våbendepot i Warszawa. De springer over hegnet, der omgiver depotet, og skyder flere overraskede tyskere ihjel. To tyske soldater prøver at flygte, men det lykkes ikke. En ung tysk soldat barrikaderer sig i depotet og skyder vildt mod angriberne. Med en velplaceret håndgranat sprænger polakkerne døren op og dræber tyskeren. Derpå forsyner de polske modstandskæmpere sig med militær udrustning.

Det vil man få brug for i den store opstand, som den polske modstandsbevægelse netop har indledt i Warszawa.

Ville komme før Den Røde Hær

I januar 1944 var Den Røde Hær gået over den gamle polsk-sovjetiske grænse fra 1939. I byen Lublin indsatte russerne en provisorisk polsk regering, som de kontrollerede. Stalin anerkendte ikke den polske eksilregering, der var flygtet til London i 1939.

Fra polsk side frygtede man en sovjetisk magtovertagelse, og fra London lød ordren til den polske Armia Krajowa (Hjemmehæren): Befri Warszawa før Den Røde Hær ankommer.

MADAME TUSSAUD: FORRETNINGER VID GUILLOTINEN

Militært set var oprøret altså rettet mod nazisterne, men politisk set mod kommunisterne. Den 31. juli videresendte Hjemmehærens øverstbefalende, Tadeusz Bór-Komorowski, ordren om opstanden. 45 000 modstandsmænd og -kvinder stod parat, men ikke engang halvdelen af dem havde nogen våben. De havde kun ammunition nok til to, højst tre dages kamp. Alting afhang altså af overraskelsesmomentet.

Da opstanden begyndte, var det vigtigt for Hjemmehæren hurtigt at få kontrol med forrådslagre, elkraftværker, broer og færdselsårer. Det var også nødvendigt hurtigt at slå de tyske militære og civile tjenester ud eller isolere dem.

Dyrekøbt succes

Under opstandens første fire dage lykkedes det for Hjemmehæren at erobre forrråd, ét elværk og og nogle centrale bygninger, bl.a. et domhus og et fængsel. Angrebet på Gestapos afhøringscentral og et politihovedkvarter mislykkedes derimod. Man fik heller ikke kontrol med flyvepladsen eller de jernbanestationer og broer, man angreb.

Trods høje tab erobrede polakkerne byens centrum, Stare Miasto (Den Gamle By) og flere andre bydele. I Praga var tyskerne dog for stærke, og allerede den 3. august måtte modstandskæmperne i området gå under jorden igen.

Tyske soldater rykker frem under kampene mod Hjemmehæren i Warszawa.

© Getty Images

Jævn byen med jorden!

Umiddelbart efter at oprøret var brudt ud i Warszawa, gav SS-chefen Heinrich Himmler ordre til, at byen skulle jævnes med jorden, og samtlige polske indbyggere dræbes uden hensyn til, om de havde deltaget i opstanden eller ej. Ekstra politistyrker, hjælpetropper og en enhed bestående af hærdede tyske kriminelle blev sendt til Warszawa. SS-generalen Erich von dem Bach-Zelewski, der fik ansvaret for nedkæmpelsen af polakkerne, havde til sidst 50 000 soldater til sin rådighed.

Den 5. august gik tyske enheder massivt til modangreb. Det første mål var at drive en kile igennem midten af den polske frontlinje, mellem bydelene Wola og Ochota.

Polakkerne forsvarede sig hårdnakket, men havde i længden ingen mulighed for at holde ud mod tyske kampvogne og artil-leriild. Hver bygning blev overdænget med tyske granater og sat i brand. Hjemmehærens soldater blev ubønhørligt presset tilbage mod Stare Miasto.

Dødspatruljer mod civile

Mens kampene stod på, hærgede mordkommandoer samtidig Wola og Ochota. Russiske soldater i tysk tjeneste og tyske kriminelle plyndrede, voldtog og myrdede. Mordkommandoerne trængte tilmed ind i et hospital og henrettede patienterne. En 14-årig pige husker hvordan hun og hendes mor blev tvunget ned i sygehusets kælder, der allerede var overfyldt med lig: "De befalede mig og mor at kravle op på ligene. Mor gik først, og jeg så hvordan SS-mændene skød hende i baghovedet. Jeg gik efter hende og faldt sammen uden at afvente soldatens skud. Han skød alligevel, men sårede mig kun i skulderen."

JOSEPHINE BAKER TOG PARIS MED STORM

Den tyske fremmarch var skånselsløs. På kun en uge blev 45 000 civile og sårede oprørere dræbt. Først den 12. august udstedte Bach-Zelewski en ordre om, at civile og tilfangetagne soldater skulle behandles korrekt.

To uger inde i opstanden kontrollerede den polske modstandshær fortsat flere bydele. Tyskernes næste træk var at afbryde forbindelserne imellem dem. Derefter koncentrerede de sig om at tilbageerobre Stare Miastro, Hjemmehærens højborg. Området blev forsvaret af 7 000 polske soldater, hvoraf halvdelen var bevæbnede. Tyskerne satte mindst det dobbelte antal ind.

Medlemmer af Hjemmehæren kommer til hægterne efter kloakkerne.

© Joachim Joachimczyk

Kampen om Den Gamle By

Den endelige kamp om området begyndte den 19. august. De polske modstandskæmpere udnyttede dygtigt de smalle gyder og stræder i deres forsvar. Ved hver barrikade, gade og bygning kæmpede de imod. Hele kvarterer blev stukket i brand af tyskerne. Flybombardementer og artilleri forvandlede Stare Miasto til en ruinhob. Soldater og civile blev begravet i murbrokkerne.

En polsk sygeplejerske skrev: "Når vi graver folk ud af ruinerne, er de som regel bevidstløse. Vi leder efter livstegn: Svagt åndedræt, lav puls, det mindste lille tegn på et menneskeliv, der kan reddes. Det værste er børnene – disse små, blodige lig."

Kampen om Stare Miasto var hård, men tyskernes overlegenhed var for stor. De polske enheder, der forsvarede Den Gamle By, manglede ammunition, livsfornødenheder og medicin.

TULIPANER VAR SKYLD I DEN FØRSTE FINANSBOBLE

Forsøg på at opnå kontakt til de polske tropper i andre bydele mislykkedes. Så valgte man at evakuere hver eneste kampduelig soldat fra området via kloaknetværket. En af de soldater, der gik ned i kloakkerne, fortæller: Det var fuldstændig mørkt og skræmmende stille. Det var som om vi var fulds tændig afskåret fra omverden – og livet. Stanken var forfærdelig." Det lykkedes mere end 4 000 at slippe ud gennem kloakkerne. Den 2. september var slaget om Stare Miasto forbi. Størstedelen af de sårede, der var blevet efterladt, blev henrettet af tyskerne.

Over 100 000 civile ofre

For Warszawas 800 000 civile indbyggere var opstanden kilde til både stolthed og sorg. Der er ingen tvivl om, at flertallet støttede oprøret.

Civilbefolkningen hjalp til med at bygge barrikader og skyttegrave samt udpege tyske stillinger De lavede mad til Hjemmehærens soldater, tog sig af de sårede og fungerede som kurérer mellem forskellige kampenheder, da Hjemmehæren intet kommunikationsudstyr havde. Unge drenge og piger satte livet på spil hver dag, når de løb mellem de forskellige kommandoposter med livsvigtige meddelelser.

Tyskerne knuste oprøret på to måneder.

© Hulton Archive/Getty Images

Kampene kostede sammenlagt titusindvis af civile dødsofre. Mange warszawaborgere, der søgte ly for de konstante bombardementer i deres kældre, blev levende begravet når bygningerne brasede sammen. Med tiden blev situationen værre pga. mangel på vand og mad. Den 5. september skrev en af byens indbyggere i sin dagbog: "Vi dør bogstavelig talt af sult, snavs, udmattelse og bombardement. Vi har ikke fået nogen søvn
i ugevis..."

DEN STORE FLUGT 1944

Ingen ved hvor mange civile blev myrdet af tyske enheder eller døde i kampene. Beregninger plejer at ligge mellem 150 000 og 180 000. Hundredtusindvis blev deporteret til kz- eller arbejdslejre.

Udrustning blev fløjet ind

Så snart vestmagterne hørte om opstanden, begyndte de at sende bombefly til Warszawa for at kaste udrustning ned til den polske modstandsbevægelse. Flyene blev beskudt af tysk luftværn og til tider angrebet af jagerfly. Britiske, amerikanske
og sydafrikanske fly havde ikke desto mindre held til at levere flere hundrede tons udrustning til Warszawa. Problemet var bare, at halvdelen af det havnede i tyske hænder, da det var umuligt for besætningerne at nedkaste beholderne kun over oprørernes områder. Fra midten af september sendte også Den Røde Hær mindre fly med fornødenheder, våben og ammunition, der blev nedkastet i små beholdere.

Kampene ved Wisła-floden

Da tyskerne havde knækket modstanden i Stare Miasto, forsøgte de at fordrive Hjemmehæren fra dens stillinger ved floden Wisła. Årsagen var, at Den Røde Hær da stod uden for bydelen Praga, og tyskerne var bekymrede for, at den polske modstandsbevægelse skulle hjælpe russerne med at komme over floden. Allerede den 6. september brød forsvaret af bydelen Powisle sammen, og tyskerne rykkede sydpå mod Czerniaków. I midten af måneden havde russerne erobret Praga. Blandt dem fandtes også polske enheder under kommando af general Zygmunt Berling. Han trodsede Stalins ordre om, at ingen tropper måtte sendes over floden for at hjælpe Hjemmehæren. Natten til den 16. september sejlede hans soldater over floden
i pontonbåde.


Syge og sultende civile tvinges til at forlade War­szawa efter opstanden.

© Keystone/Getty Images

Da den sovjetiske ledel- se indså, hvad der skete, valgte den alligevel at støtte Berling. Derfor fik polakkerne den 17. september russisk artilleristøtte, da de igangsatte en ny amfibieoperation. Landgangen mislykkedes alligevel, da tyskerne var forberedt. Det lykkedes dog 100 soldater fra Berlings styrker at komme i land og forstærke Hjemmehærens enheder i Czerniaków. Sammen forsvarede de området frem til den 23. september.

Tvunget til at give op

Det polske forsvar af bydelene Zoliborz og Mokotów brød sammen i slutningen af september. Hjemmehærens ledelse vidste, at nu var fortsat kamp meningsløs. Den indledte kapitulationsforhandlinger med tyskerne, og Hjemmehæren nedlagde formelt våbnene den 2. oktober 1944 – efter 63 dages voldsomme gadekampe. "Vi modtog nyheden om kapitulationen med tårer i øjnene," mindes en polsk soldat. 16 000 modstandskæmpere var blevet dræbt og 25 000 såret. Tyskernes tab var betydelig lavere, omkring 2 000 døde og 9 000 sårede.

Soldaterne fra Hjemmehæren blev sendt i forskellige krigsfangelejre. Byens civile fik ordre til at forlade Warszawa inden for tre dage, ellers ville de blive henrettet. På Himmlers ordre forvandledes Warszawa en en spøgelsesby. Særlige sprængningsenheder demo-lerede bygning efter bygning. Polske mindesmærker og kulturskatte tilintetgjordes. Omkring 90 pct. at
byens bygninger blev ødelagt.

Den Røde Hær rykkede ind i Warszawa den 17. januar 1945. De fandt kun nogle tusinde overlevende i ruinerne. 

Publicerad i Allt om Historia 8/2014

Måske er du interesseret i...

Læs også