Fangen Bennet L. Kenyon dokumenterede flugten med tegninger.

© Bennett Ley Kenyon

Den store flugt 1944

Under 2. verdenskrig lykkedes det 76 allierede krigsfanger at flygte fra en af de mest velbevogtede tyske fangelejre gennem en 100 m lang tunnel. "The Great Escape" gjorde Hitler så rasende, at han beordrede, at de, der blev fanget, skulle skydes.

3. august 2017 af Christer Bergström

Lester ”Johnny” Bull, kaptajn i det britiske luftvåben, fik et mindre chok, da han som den første mand om aftenen den 24. marts 1944 kiggede op fra den 102 m lange flugttunnel. 

I stedet for, som beregnet, at munde ud i skovbrynet uden for den tyske fange-lejr, endte tunnelen i åbent terræn, knap 15 m fra et af vagttårnene. I ly af mørket lykkedes det alligevel Bull at komme op og snige sig ind mellem træerne i skoven lidt derfra. Efter ham fulgte mand på mand, lydløst og i åndeløs spænding.

Først efter flere timer opdagede en tysk vagtpost en af flygtningene lige ved opgangen fra tunnelen. Vagten blæste i sin fløjte og alarmerede resten af vagtstyrken. Men da var det allerede lykkedes 76 allierede officerer at stikke af. Det var en af de største organiserede flugtaktioner fra en tysk fangelejr under 2. verdenskrig.

Blev regnet for flugtsikkert

Den lejr, de flygtede fra, hed Stalag Luft III og lå tæt på byen Sagan – i dag Zagan i det sydvestlige Polen. Den blev betragtet som flugtsikker, da den blev taget
i brug i maj 1942. Lejrens tyske kommandant, oberst Friedrich-Wilhelm von Lindeiner-Wildau, tillod sig at have et ret afslappet forhold til lejrens krigsfanger, hovedsagelig vestallierede luftofficerer. Dette resulterede i en række flugtforsøg.

DET STOCKHOLMSKE BLODBAD

Alene i sommeren 1942 gravede fangerne op mod 40 tunneler for at forsøge at slippe ud, men alle flugtforsøg bortset fra ét blev standset af tyskerne. I det ene tilfælde, hvor nogen havde haft held til at slippe ud på den måde, blev de tre flygtninge hurtigt indfanget. Efter dette besluttede lederen af lejrens flugtplanlægning, major Roger Bushell, at krigsfangerne skulle afstå fra
flere flugtplaner indtil foråret 1943, for at få tyskerne til at tro, de havde givet op.

Bushell var en britisk jagerpilot, der havde befundet sig i fangenskab, siden han i 1940 var blevet skudt ned over Frankrig. Han var stukket af fra tyske fangelejre to gange før, men var blevet taget igen begge gange.

Britiske fanger i en af lejrens barakker.

© Getty

Planlagde masseflugt

I foråret 1943 påbegyndte Bushell arbejdet med sin store flugtplan. Denne gang skulle det blive en masseflugt, hvor man håbede på at få 200 mand ud. Man begyndte at grave tre tunneler – ved navn "Tom", "Dick" og "Harry".

Planen var sindrig. "Harry" blev fx gravet ud under en jernovn i en af fangebarakkerne. Fanger, der havde været bygningsingeniører i deres civile liv, konstruerede tunnelerne, mens andre, der havde været minearbejdere og snedkere, stod for tunnelarbejdet. Sengestolper blev brugt til at afstive de 60 x 60 cm brede tunneler, og man anlagde til og med skinner, som små vogne kunne køre på.

SLAGET OM SINGAPORE

Cylinderformede tørmælksbøtter af blik fra Røde Kors blev samlet ind og sat sammen til ventilationsrør, som blæste frisk luft ind i tunnelerne ved hjælp af bælge, der blev fremstillet af gummiimprægnerede tøjsække. Krigsfangerne arbejdede på skift med at holde lufttilførslen i gang uden afbrydelse.

Problemet med at bortskaffe det sand, der blev gravet væk, løste man med de såkaldte "pingviner" – mænd, der havde fået poser syet fast på indersiden af bukserne. Disse
blev fyldt med sand fra tunnelen, hvorpå "pingvinerne" travede hen til lejrens idrætsplæne, hvor de i et ubevogtet øjeblik trak i den lille snor, der tømte sandet ud. Derpå skyndte de andre idrætsudøvende fanger sig derhen og sørgede for, at sandbunkerne blev stampet ned i jorden.

Lavede falske dokumenter

I mellemtiden arbejdede skræddere på at fremstille forklædninger, mens kunstnere forfalskede legitimationspapirer og rejsedokumenter. Hele dokumentbundter med falsk skrivemaskinetekst blev tegnet over i hånden, og der manglede hverken overstregede ord eller bogstaver med for svag tryksværte. Det kunne tage en hel dag at lave sådan et dokument. Da tyskerne ved et tilfælde opdagede "Tom" under en inspektion i august 1943, besluttede Bushell sig for at tage en pause i arbejdet med de andre tunneler. I mellemtiden arbejdede en lille gruppe fanger på et andet udbryderforsøg. De skjulte to mænd inden i en hjemmelavet plint til gymnastikøvelser, som blev båret hen til et sted, der kun var 30 m fra lejrens yderste hegn. 

Selvom tunnelens åbning lå inden for et vagttårns synsvinkel, kunne 76 fanger slippe ud og ind i skoven.

© Bennett Ley Kenyon

Mens medfanger hoppede over plinten, gravede de sig dag for dag tættere og tættere på friheden. Efter 114 dages arbejde lykkedes det tre mænd at flygte om aftenen den 29. oktober 1943. Efter en eventyrlig flugt nåede de alle tre ud
i friheden i Sverige og derfra til Eng--land.En af dem, Eric Williams, skrev senere en bog om denne bedrift: The Wooden Horse.

Ved et andet tilfælde marcherede tre fanger, udklædt som tyske soldater, simpelthen ud gennem lågerne sammen med 24 fanger, der ”skulle afluses”. Alle blev imidlertid fanget igen.

Ventede på bedre vejr

I starten af 1944 påbegyndte man atter arbejdet på tunnelen ”Harry”. Nu blev ”Dick” brugt til at huse alt det sand, der blev gravet op. Den 14. marts 1944 var ”Harry” færdig. Bushell ventede nu bare på en nat med lidt mildere temperatur. Ti dage senere meddelte han, at flugten skulle iscenesættes samme aften.

HVORDAN BLEV KRIM EN DEL AV UKRAINE?

Udklædt som tyske embedsmænd, soldater og civile samt handelsmænd fra neutrale lande eller udenlandske arbejdere, alle forsynet med næsten perfekte forfalskninger af rejse- og id-papirer, klatrede mændene ned i tunnelen en efter en. De første flygtninge fik så godt et forspring, at de kunne tage forskellige tog fra jernbanestationen i Sagan.

Men på det tidspunkt var det nazityske kontrolapparat alt for omfattende til, at ret mange ville have en chance for at slippe ud af landet. Det lykkedes to norske piloter i RAF at snige sig om bord på et svensk skib, der gik til Stockholm, og en hollandsk pilot i det britiske luftvåben rejste gennem hele Tyskland og det besatte Frankrig helt til det neutrale Spanien. Alle de andre 73 blev taget på deres vej mod friheden.

Mange blev afsløret af nidkære tyske kontrollanter, andre simpelthen pga. manglende årvågenhed hos flygt-ningene selv, i deres tilstand af fysisk
og psykisk udmattelse. På et tog, som flygtningen Doug Poynter rejste med, blev alle passagerer bedt om at legitimere sig for to politimænd, og en dreng fra Hitlerjugend. Politifolkene godkendte først Poynters forfalskede papirer, men da naziknægten påpegede en næsten umærkelig fejl i teksten, blev flygtningen afsløret.

Steve McQueen spillede hoved-rollen i filmen The Great Escape.

Roger Bushell og Bernard Scheidhauer var nået helt til Saarbrücken i det vestlige Tyskland, da en Gestapoofficer standsede dem og bad om at få deres papirer at se. Gestapomanden kiggede på identitetspapirerne og afleverede dem tilbage med et smil, mens han på engelsk sagde: ”Good luck!” Uden at tænke sig om svarede den nervø-se Scheidhauer refleksmæssigt: ”Thank you” – og i næste øjeblik var begge mændene i håndjern og på vej til det lokale Gestapohovedkvarter. Hvad flygtningene ikke vidste, var, at Hitler var blevet så rasende over den vellykkede masseflugt, at han havde givet ordre til, at alle de indfangede flygtninge skulle henrettes. Den tyske luftvåbenchef Hermann Göring forsøgte at tale der Führer fra det, men Hitler gik kun med til at mindske det antal, der skulle henrettes, til 50.

Flygtningene blev henrettet

Bushell og Scheidhauer blev sat i en bil sammen med to Gestapomænd og fik at vide, at de skulle køres tilbage til Stalag Luft III. På turen standsede bilen i vejkanten ude på landet, og fangerne blev bedt om at stige ud for at lade vandet. Mens de stod i grøftekanten, blev de begge skudt med pistol bagfra. Scheidhauer faldt død om, mens Bushell faldt sammen, hårdt såret.

TIMUR LENK VILLE KNUSE VERDEN MED TERROR

Gestapomanden Emil Schulz satte sig på knæ ved siden af den blødende flugtleder, satte pistolen mod dennes venstre tinding og trykkede af. ”Han døde øjeblikkelig,” skulle Schulz senere fortælle. På samme måde blev 50 af de indfangede flygtninge myrdet. Andre blev sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen.

Behandlingen af de tilfangetagne mænd var i modstrid med Genèvekonventionen, hvilket ikke blot forårsagede et ramaskrig blandt mændene i Stalag Luft III, men også blandt de allieredes politiske ledere. Den britiske udenrigsminister Anthony Eden svor offentligt, at de skyldige i mordene skulle opspores og stilles for retten, så snart krigen var slut.

Klapjagt på de skyldige

I sommeren 1945 indledte en gruppe fra det britiske luftvåbens specielle efter-retningsafdeling SIB, under ledelse af oberstløjtnant Wilfred Bowes, klapjagten på de skyldige. Efter tre år var 69 mænd blevet opsporet. Flere var allerede døde – 11 ved selvmord – eller var forsvundet, men 47 mand blev pågrebet. 21 af dem blev dømt til døden og hen-rettet ved hængning. 17 blev idømt fængselsstraf.

Gestapomanden Emil Schulz blev dømt til døden for at have henrettet flygtningene Bushell og Sheidhauer.

To SIB-mænd opsporede Emil Schulz, Bushells morder ved en husransagelse hos hans familie. Sporene førte til en fransk interneringslejr for tyske krigsfanger tæt på Saarbrücken. Underskriften på et brev, man havde fundet gemt hjemme hos familien Schulz, afslørede, at den fange, der gik under navnet ”Ernst Schmidt” i virkeligheden var Emil Schulz.

Inden Schulz blev fløjet til retten i London, fik han tilladelse til at skrive et afskedsbrev til sin hustru. ”Min kære,” skrev han, ”jeg har aldrig forbrudt mig mod humanitetens love af egen fri
vilje.” Schulz mente, at han var blevet tvunget til at parere ordre og skyde Bushell – ellers ville han selv være blevet henrettet. Skribenten Phil Craig på avisen Daily Mail gav ham ret:

”Hvis han havde nægtet at adlyde den direkte ordre om at skyde Bushell, ville han selv være blevet stillet for en henrettelsespeloton, og hans familie ville formentlig være blevet sat i fængsel.” Det var en ”Führer-ordre” direkte fra Berlin, og at undlade at adlyde den ville have været det rene selvmord.

Emil Schulz og 12 andre tiltalte blev henrettet i fængslet i den tyske by Hameln den 27. februar 1948.

Millionvis af overgreb

Under Nürnbergprocessen blev mordene på de 50 flygtninge fra Stalag Luft III, blandt en masse andre overgreb, lagt frem som bevis på, at den tyske militære overkommando under 2. verdenskrig var at sammenligne med en kriminel organisation.

HVORDAN OPSTOD MYTEN OM FARAOS FORBANDELSE?

Mordene på de 50 fra Stalag Luft III var langtfra det værste tyske overgreb mod krigsfanger under 2. verdenskrig. Under den anden halvdel af 1941 døde næsten tre mio sovjetiske soldater i nazi-tysk fangenskab, idet de blev udsat for sult og kulde eller slet og ret skudt – hvilket er blevet beskrevet som historiens måske mest koncentrerede massemord.

Men ud over massakren på amerikanske krigsfanger i Malmedy un-
der Ardenneroffensiven i vinteren  1944–45 er henretningerne af de 50 flygtninge fra Stalag Luft III de mest kendte nazityske overgreb på krigsfanger i den vestlige verden. Det skyldes især de mange bøger og film, der er blevet lavet om den store flugt fra Stalag Luft III.

Måske er du interesseret i...

Læs også