Galleri: Slaget om Berlin - tag med i soldaternes fodspor

Den 16. april 1945 begyndte det sidste store slag i Europa – slaget om Berlin. I de forløbne 70 år er sporene efter kampene stort set forsvundet – men lidt er der stadig tilbage at kigge på. Tag med HISTORIE på en tur i soldaternes fodspor.

2. marts 2015

Slaget om Berlin - det sidste store slag under 2. verdenskrig

16. april 1945: Den Røde hær havde samlet 2,5 millioner soldater ved Oder-floden inden stormen - på den anden side ventede 800.000 tyske soldater.Det blodige slag varede i mere end to uger og kom til at koste 170.000 sovjetiske og tyske soldater livet. Sporene efter kampene er næsten forsvundet, men der dog stadig lidt tilbage.
Se vores galleri af de centrale steder for slaget - dengang og nu.

Du kan læse hele guiden til slaget om Berlin fra Historie nr. 5/2015 - download den her.

NB! Du skal have en profil på Historie for at downloade artiklen. Det er gratis at oprette og tager kun et øjeblik. Når du klikker på downloadknappen får du mulighed for at oprette en profil.


Læs vores store tema om 2. verdenskrig, hvor vi går i dybden med alle krigens aspekter

Efter krigen blev grænserne i Østeuropa flyttet, og Küstrin kom til at ligge delvis i Polen under navnet Kostrzyn. Byen var bogstavelig talt jævnet med jorden, og dele af den blev aldrig genopbygget. Den ligger i dag tilbage som ruiner og omtales som “Tysklands Pompeji”. Foto: Christian T. Jørgensen
Oder-floden udgjorde en naturlig barriere mellem Den Røde Hær på østbredden og Den tyske værnemagt på vestbredden. Da russerne skulle over for at indlede stormen mod Berlin i foråret 1945, drev store isflager ned ad floden. Foto: Christian T. Jørgensen
På vestsiden af Oder-floden rejser højdedraget Seelower Höhen sig over den flade flodslette. Her gravede de tyske styrker sig ned og sikrede sig store strategiske fordele forud for kampene. I løbet af foråret 1945 lykkedes det Den Røde Hær at etablere et brohovede her ved landsbyen Reitwein. Foto: Christian T. Jørgensen
Den Røde Hær havde ca. en million soldater alene på Zhukows frontafsnit, kanonerne stod med gennemsnitligt fire meters mellemrum, og hver eneste kvadratmeter jord på slagmarken blev endevendt af granater. Men effekten udeblev stort set, for store dele af de tyske tropper var trukket tilbage til 2. forsvarslinje. Foto: Christian T. Jørgensen
Marskal Zhukows kommandopost ved Reitwein. Da offensiven mod Berlin begyndte den 16. April 1945 var her ingen træer og frit udsyn over slagmarken. Men kanonrøg og støv forhindrede ham i at se ret meget. Foto: Christian T. Jørgensen
I bakkens lerjord havde soldaterne gravet en bunkers til Zhukow. Siderne og loftet sikrede de ved at holde flammekastere ind i hullet, indtil leret var brændt. Bunkers og kommandoposten blev restaureret af den østtyske hær i efteråret 1989, som en af sine sidste handlinger inden Murens fald. Foto: Christian T. Jørgensen
I Reitwein findes også en sovjetisk krigsgravplads for de faldne i kampen om Seelower Höhen. I det hele taget er området omkring Seelower Höhen spækket med soldatergrave, og hvert år kommer nye til. Vejarbejde og byggeri betyder, at de jordiske rester efter faldne soldater dukker op ad jorden og skal begraves igen. Foto: Christian T. Jørgensen
Seelower Höhen var spækket med tyske stillinger og skyttegrave. Mange af dem fik lov at ligge efter krigen, og i dag ses de som takkede ar i landskabet. Nemmest er de at finde på satellitbilleder (fx Google Satellite, se næste foto). Foto: Christian T. Jørgensen
Billedet viser Mallnows nordlige udkant. Fra p-pladsen fører en natursti ud i bakkerne. Skyttegravene går som takkede linjer gennem landskabet. Efter 70 år er de naturligvis skredet halvvejs sammen og overvokset med græs, men de kan stadig ses. Foto: Christian T. Jørgensen
Museet i Seelow gennemgår slaget om Seelower Höhen minutiøst. Museet opstod omkring en krigsbegravelsesplads, som marskal Zhukow fik anlagt straks efter krigen. Her udstillets bl.a. en T-34 kampvogn fra slaget og et “stalinorgel”. Foto: Christian T. Jørgensen
En enkel mindesten i Hartmannsdorf erindrer om tragedien, da SS-soldater ville straffe indbyggerne for at ville overgive sig til russerne. Mindst 16 civile – kvinder, børn og gamle mænd – blev skudt eller banket ihjel natten til den 22. april 1945. Foto: Christian T. Jørgensen
I landsbyen Halbe syd ligger en af Tysklands største soldaterkirkegårde. De faldne stammer fra et slag, hvor Den Røde Hær omringede op mod 50.000 soldater og flygtninge, der nægtede at overgive sig. Herefter regnede granaterne ned over dem. Kun nogle få tusinde havde held til at bryde ud af omringningen og slippe mod vest til Elben, hvor de overgav sig til amerikanerne. De resterende 40.000 blev dræbt under bombardementet. I ugerne efter krigsafslutningen blev de lokale sat til at rydde ligene væk og smide dem i store massegrave. Foto: Christian T. Jørgensen
Under krigen arbejdede den tyske generalstab (kaldet Værnemagtens Overkommando, OKW) i 22 specialkonstruerede betonbunkers støbt af den hårdeste beton. Fra kaserneområdet ved byen Zossen-Wünsdorf styrede den militære ledelse Tysklands indsats på slagmarkerne og i de besatte lande. Området camoufleret som feriehjem og blev aldrig bombet af de allierede. Men efter krigen forsøgte Den Røde Hær at sprænge de 22 bunkers. Foto: Christian T. Jørgensen
De 22 bunkers var indbyrdes forbundet af tunneller, så al aktivitet kunne foregå i det skjulte. Denne tunnel førte til en gigantisk, underjordisk bunkers i to etager. Her var en gigantisk telefoncentral indrettet. Foto: Christian T. Jørgensen
I disse lokaler sad i hundredevis af tyske telefonister døgnet rundt for at modtage frontberetninger. De tekniske anlæg blev straks efter krigen afmonteret af Den Røde Hær og bragt til Sovjet. Under den kolde krig tog Den Røde Hær bunkeren i brug igen. Foto: Christian T. Jørgensen
For at få nyt udstyr ind i bunkeren sprængte russerne en ekstra indgang i bunkerens armerede loft. Bunkeren blev først åbnet for det nysgerrige publikum, da de russiske styrker forlod Tyskland i 1994. Foto: Christian T. Jørgensen
På kaserneområdet står også flere såkaldte Winkel-bunkere, der rummede syv etager med siddepladser til kaserne-ansatte og deres familier. Den patenterede form skulle garantere, at alle fjendtlige bomber ville prelle af på bunkeren uden at gøre skade. Konstruktøren bag dem var ingeniøren Leo Winkel, der under krigen måtte føre retssager for at beskytte sit patent. Mere end 40 af hans karakteristiske bunkers står den dag i dag rundt om i Tyskland. Syv af dem i Zossen-Wünsdorf. Foto: Christian T. Jørgensen
Under nazismen var Gatow-luftbasen centrum for uddannelsen af krigspiloter, og Hitler brugte startbanen, når han skulle ned til sit feriedomicil i de bayriske alper. I dag er flyvepladsen lukket, og hangarerne fungerer som den tyske hærs flymuseum. Foto: Christian T. Jørgensen
Efter erobringen af Berlin besluttede marskal Zhukow at bygge et mindesmærke for sine faldne soldater. Stenene var egentlig tiltænkt de bygninger, som Hitler og hans arkitekt Albert Speer havde tænkt sig at rejse i Berlin. En del af byggematerialerne stammede fra svenske stenbrud og havde været lagret i havnene langs Oder-floden. Verdenshovedstaden Germania blev som bekendt aldrig til noget. I alt rummer Berlin fire sovjetiske krigsmindesmærker – det største ligger i Treptower Park, hvor 7.000 soldater er begravet. Foto: Christian T. Jørgensen
Hvorfor Josef Stalins endemål var den tyske Rigsdag i Berlin er uklart. Muligvis var han inspireret af sin forgængers (Lenin) ord om, at “den der kontrollerer Berlin, kontrollerer Tyskland, og den der kontrollerer Tyskland kontrollerer Europa og den, der kontrollerer Europa kontrollerer Verden”. I dagene fra den 30. april til 2. maj lykkedes det flere sovjetiske soldater at nå op på Rigsdagens tag og placere den røde fane. Mest kendt er fotografen Chaldejs billede fra 2. Maj. Foto: Wikipedia
De egentlige kampe om Rigsdagen foregik på Königsplatz, som i dag er udlagt som plæne og omdøbt til Platz der Republik. Dengang lå alt omkring pladsen i ruiner, og pladsen selv var domineret af et gigantisk vandhul. Albert Speer havde planer om at ændre floden Sprees løb. Under krigen blev gravearbejdet stoppet, og hullet løb fuld af grundvand. Efter krigen blev Germania-planerne kuldkastet, og Spree fik lov at flyde videre ad sit snoede løb. Foto: Wikipedia

Måske er du interesseret i...

Læs også