Bomben blev fraget væk fra Thessaloniki under store sikkerhedsforanstaltninger. 

© Scanpix

Gigantisk bombe fra 2. verdenskrig fundet i Grækenland

Over 70.000 mennesker blev evakueret fra deres hjem i den græske by Thessaloniki, da en bombe fra 2. verdenskrig dukkede op under en benzintank.

15. februar 2017 af Nanna Apergis

Den største græske evakuering i fredstid fandt sted i weekenden i byen Thessaloniki i det nordlige Grækenland. 

Her måtte mere end 70.000 mennesker nemlig forlade deres hjem, da en ueksploderet bombe fra 2. verdenskrig dukkede op under en tankstation.

Indbygger så bomben falde

Bomben, der indeholder næsten 250 kilo sprængstof, blev fundet fem meter under jorden, da man skulle udvide en lagertank.

Det lokale militær siger, at bomben er så medtaget, at man ikke umiddelbart kan se, hvor det kommer fra og dermed fastslå, hvem der kastede den.

Men en 86-årig indbygger, der har boet i Thessaloniki hele sit liv, har fortalt Associated Press, at han så bomben blive kastet d. 17. september 1944:

"Der faldt bomber ned fra amerikanske og engelske fly. Det var ved frokosttid. Vi kunne se flyene komme", siger Giorgos Gerasimou, der bor 800 meter fra det sted, hvor bomben blev fundet. 

Bomben fra 2. verdenskrig indeholder 250 kilo sprængstof. 

© Scanpix

Krigsbomber dukker stadig op

Bombeeksperter har nu deaktiveret og fjernet bomben fra Thessaloniki, som sammen med resten af Grækenland blev besat af Tyskland i 1941. Besættelsen varede frem til oktober 1944.

Selvom 2. verdenskrig for længst er slut, dukker ueksploderede bomber fra krigen stadig op over hele verden.

Eksempelvis måtte mere end 50.000 mennesker i december sidste år evakueres fra deres hjem i Tyskland, da man fandt en bombe i byen Augsburg.

Måske er du interesseret i...

Læs også