Kampvogne og tusindvis af tropper blev flyttet fra Nordafrika til Sicilien den 9. juli 1943.

© Alamy/Imageselect, Bridgeman & getty images

Gigantisk operation: De allierede erobrer Sicilien

Om eftermiddagen den 9. juli 1943 stævner 2.500 allierede krigsskibe ud fra den nordafrikanske kyst. Ombord er 160.000 amerikanske, britiske og canadiske tropper. Under ledelse af generalerne George S. Patton og Bernard Montgomery har de ét fælles mål: Middelhavets vigtigste ø skal erobres.

20. juli 2017 af Troels Ussing

Omhyggeligt studerer soldaterne på den allierede flåde deres udleverede foldere om skibenes bestemmelsessted. 

Det er den 9. juli 1943, og flere tusind skibe læsset med soldater, kampvogne og tungt artilleri er stævnet ud fra havne i Egypten, Tunesien og Algeriet. 

Rygter om skibenes destination har længe floreret blandt soldaterne, men det er først nu – et godt stykke ude i Middelhavets bølger – at endemålet står klart.

“Da de begyndte at dele foldere ud med overskriften ‘Soldatens guide til Sicilien’, vidste vi, hvor vi skulle hen”, fortalte den amerikanske soldat Andy Anguiano efter krigen.

De kampklare tropper er på vej mod den italienske ø Sicilien, hvor et stort invasionsslag mod tyske og italienske forsvarsstyrker venter. 

Operationen har højeste prioritet for de allierede ledere. Erobringen af den store middelhavsø er nemlig altafgørende på to punkter:

For det første kan den sikre de allieredes skibstrafik i Middelhavet, og endnu vigtigere vil den kunne åbne en helt ny front mod Hitlers nazistiske Tyskland. 

En ny front vil nemlig aflaste presset på Stalins Røde Hær på Østfronten, hvor kampene i 1943 raser på deres højeste.

Tyskerne er trængt

Da de tungt bevæbnede krigsskibe forlader den nordafrikanske kyst i sommeren 1943, har 2. verdenskrig raset i næsten fire år. 

Ved udgangen af 1942 havde Tyskland kontrol over alle hjørner af det europæiske kontinent, men da Den Røde Hær i januar 1943 indledte en storoffensiv i Stalingrad, begyndte nazisternes front at smuldre i øst. 

Også i Nordafrika mødte Hitlers hær modstand. Fra efteråret 1942 var det lykkedes de allierede at vinde terræn i Nordafrika, og i løbet af foråret 1943 fik de allierede fordrevet de sidste tyske og italienske styrker fra hele den nordafrikanske kyst.

Efter Aksemagternes tilbagetrækning fra Nordafrika stod det klart for alle krigens parter, at næste skridt for de allierede ville være et forsøg på en invasion et sted i det tyskkontrollerede Vesteuropa.

Indtil den skæbnesvangre julidag i 1943 har krigen i Europa næsten udelukkende udkæmpet sig på Østfronten, nu skal Tyskland tvinges til kamp på to fronter.

Montgomery (mf.) fik til opgave at erobre Siciliens østlige side, mens Patton (th.) skulle sikre flanken mod vest.

© Getty images

Sicilien er Middelhavets vigtigste ø

Tidligt i 1943 erkender de britiske og amerikanske hærledere, at en invasion af det tyskbesatte Frankrig endnu ikke er mulig. 

Vejen til en ny front må derfor gå gennem Sydeuropa, og af flere årsager står det hurtigt klart, at invasionen bør indledes på Sicilien. 

Fra øens mange havne og landingsbaner kan tyske og italienske tropper nemlig nemt angribe skibstrafikken i Middelhavet, der fungerer som en genvej til Fjernøsten. 

Kontrol over Sicilien kan derfor standse de kostelige angreb og samtidig give adgang til øens vigtige lufthavne og havne til den videre invasion op gennem Italien og evt. resten af Europa.

Messinastrædet, der adskiller Siciliens nordøstkyst fra det fascistiske Italien, er kun 3 km bredt, og allierede soldater vil få det europæiske fastland inden for rækkevidde. 

Samtidig vil et tab af middelhavsøen øge presset på den italienske diktator, Mussolini, der risikerer at miste grebet om magten. Med lidt held kan Italien snart være på vej ud af krigen.

Afledningsmanøvre snyder tyskerne

Desværre for briterne og amerikanerne er Siciliens strategiske betydning åbenlys for enhver:

“Alle andre end et forbandet fjols vil vide, at målet er Sicilien”, konstaterer den britiske premierminister, Winston Churchill, ærgerligt inden invasionen. 

Premierministeren har ret, for efter tabet af Nordafrika er både den tyske og den italienske hærledelse gået i gang med at styrke øens forsvar. 

Hvis de allieredes projekt skal lykkes, er det afgørende at svække forsvaret af øen. Derfor igangsætter de allierede én af historiens mest berømte vildledningsoperationer: “Operation Mincemeat”.

Et lig forklædt som britisk officer bliver dumpet i havet ud for den spanske kyst. Her samler en tilfældig fisker liget op og kontakter de spanske myndigheder. 

Spændt fast til sit håndled har liget nemlig en mappe med, hvad der ligner tophemmelige papirer. Fra Spanien bliver mappens indhold sendt til Tyskland og analyseret af eksperter.

Konklusionen er klar: De allierede forbereder en snarlig invasion af Sardinien og Grækenland. 

Begejstrede over fundet af de hemmelige papirer neddrosler Aksemagterne deres styrkelse af Siciliens forsvar. 

I stedet bliver hele divisioner og tonsvis af tungt artilleri transporteret til Sardinien og Grækenland. De allierede ledere kan knap tro deres eget held. 

Tys-kerne er gået direkte i deres fælde. Knap to måneder senere er de klar til at indlede invasionen – på Sicilien.

Soldaterne kaster op i bådene

Få timer efter midnat den 10. juli 1943 kaster invasionsflåden anker ud for Siciliens kyst. 

Store net af reb bliver kastet ned over rælingerne, og én for én kravler soldaterne ned langs siderne på skibene for at placere sig på rækker i landgangsbådene. 

Bølgerne er meterhøje, og søsyge og angst får flere soldater til at kaste op i bunden af bådene. 

I det klistrede søle glider soldaterne rundt mellem hinanden, inden de får kæmpet sig til rette på bænkene.

Kort efter sejler første bølge af landgangsbåde ind mod deres bestemmelsessteder på den sicilianske kyst. 

Her venter 300.000 italienske tropper og 40.000 tyske elitesoldater – klar til at forsvare den vigtige ø.

“Vi havde aldrig før været i kamp, og vi var bange. Vi anede ikke, hvad vi kunne forvente”, fortæller den menige amerikanske soldat Alfred Hook i et interview efter krigen.

Den overordnede strategi for invasionen er lagt af Dwight D. Eisenhower, øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa, og invasionens øverstkommanderende, briten Harold Alexander. 

Ifølge planen skal Sicilien indtages fra syd, hvorfra de allierede tropper skal kæmpe sig hen over øen by for by. 

Under ledelse af general Bernard Montgomery landsættes den britiske 8. armé på øens sydøstkyst, hvor de med hjælp fra canadiske styrker skal kæmpe sig nordpå langs kysten for til sidst at indtage den prestigefulde og strategisk vigtige havneby Messina.

Til at beskytte Montgomerys flanke landsættes de amerikanske styrker under ledelse af general George S. Pattons 7. armé vest for briterne ved strandene nær byen Gela. 

Herfra skal amerikanerne bevæge sig i nordvestlig retning. I alt skal 150.000 mand landsættes i løbet af den første dag.

200 mand drukner i Middelhavet

Selve invasionen begynder med en storstilet luftbåren manøvre. 

Planen er, at amerikanske faldskærmstropper skal kas-tes ned ved byen Gela, hvorfra de skal skabe en sikker zone ned til kysten, hvor Pattons tropper snart vil gå i land. 

Samtidig skal britiske soldater landsættes med svævefly og indtage en række vigtige broer på Siciliens sydøstkyst.

Som flyene med faldskærmstropper nærmer sig den store middelhavsø lidt over midnat, bliver det klart, at der venter alvorlige problemer. 

Nær Sicilien blæser en hård sommerkuling, og de kraftige vinde slår både fly og faldskærmstropper ud af kurs. 

Den stærke blæst umuliggør reelt, at soldaterne kan nedkastes og lande i deres planlagte zoner.

“Jeg blev kastet ned næsten 90 km fra det planlagte område og havnede helt uden for den amerikanske zone”, lød det sidenhen fra en amerikansk faldskærmssoldat, der måtte bruge de første mange timer af operationen på at finde ud af, hvor han var.

For de britiske svæveflyvere er situationen endnu værre. Selvom hovedparten af dem er erfarne soldater fra Nordafrika, når kun 12 af de i alt 144 svævefly deres mål. 

Hele 69 af flyene bliver revet rundt i den stærke vind og styrter ned i Middelhavet – mere end 200 briter kæmper forgæves mod bølgerne og dør inden invasionen reelt er begyndt.

Opgaven er derfor ikke nem, da landgangsfartøjerne sætter kursen mod strandene på Siciliens sydøstkyst, selvom de allierede krigsskibe kort forinden har bombet de tyske og italienske forsvarsstillinger fra havet. 

Få et overblik over slaget om Sicilien ved at klikke på kortet.

Tyske fly spreder kaos

“5, 4, 3, 2, 1!” gjalder det fra befalingsmanden i den landgangsbåd, som den menige amerikanske soldat Jake Jacobson er med i.

Situationen er øvet et utal af gange, og alle kender betydningen af signalet. Uden at se sig tilbage spurter den unge infanterist ud over bådens rampe og ud i fjendens kugleregn.

Kysten ved Gela, hvor den amerikanske 7. armé går i land, er øens bedst bevogtede område. 

I skjulte stillinger bag sandklitter og spredte klippestykker ligger italienske skytter parat. 

Nådesløst skyder de mod amerikanerne, når de løber fra landgangsbådene og ind over den flade kyststrækning.

“Nogle gange hørte vi slet ikke skuddene, men så bare vores kammerater falde om. Der var intet, vi kunne gøre for dem”, berettede Jake Jacobson sørgmodigt efter krigen.

Situationen er kaotisk, og knap er operationen gået i gang, før det bliver endnu værre. 

Tyske jagerfly er gået i luften, og målrettet bomber de de allieredes krigsskibe, der ligger ud for kysten. 

Jagerflyene øger presset på amerikanerne, for de skal nå at have soldater og materiel på land, inden skibene sprænges i stykker.

Heldigvis har amerikanerne været forudseende, og de har bragt et helt nyt køretøj med til Sicilien: DUKW’en, der i daglig tale bliver kaldt “the duck”. 

Det nyudviklede amfibiekøretøj viser sig hurtigt at være uundværligt. For med en hastighed på op til 80 km/t., selv på Siciliens sandede strande, lykkes det amerikanerne at bringe både tropper og våben op på stranden. 

Den første forudsætning for at fortsætte felttoget op gennem Sicilien er fuldført.

Soldaterne elsker dårligt vejr

Selvom amerikanerne møder hård modstand, er situationen ikke så slem, som den kunne have været. 

De luftbårne divisioner har godt nok betalt en høj pris for det dårlige vejr – men nu nyder infanteristerne godt af det. 

Øens forsvarere nægtede nemlig at tro, at nogen ville angribe i hård kuling, og de var derfor totalt uforberedte på invasionen, er det senere kommet frem.

For Jake Jacobsen og hans kammerater betyder det, at de italienske forsvarsstyrker efter nogle timers kampe må trække sig tilbage mod midten af øen.

Om formiddagen den 11. juli kan general Patton triumferende køre gennem Gela by. Fejringen bliver dog hurtigt forvandlet til frygt, for i det fjerne rejser støvet sig fra tyske Tiger-tanks. 

For at standse amerikanernes felttog har den italienske hærleder Alfredo Guzzoni omrokeret sine tropper og sendt sin bedste division, opkaldt efter den tyske rigsmarskal Hermann Göring, direkte mod amerikanerne. 

Efterhånden som de 60 tons tunge maskiner nærmer sig, ryster jorden under amerikanernes fødder.

“Dræb hver eneste af de forbandede møghunde!” opildner Patton sine mænd, mens han personligt hjælper en mortersektion med at opstille deres morterer.

“Det var skræmmende, for vi havde ingen steder at søge ly. Tyskernes 88-mm-kanoner kunne sprænge alt i stykker. Vi lærte virkelig at bede, og vi bad meget”, erindrede Jacobson.

Infanteristernes bønner bliver hørt, for en radiooperatør har alarmeret et krigsskib, der ikke er blevet ramt af jagerflyenes bombardement. Nu kommer skibet amerikanerne til undsætning.

“Kanonerne skrællede de tyske kamp-vogne op som sardindåser”, lød det senere fra Jacobson.

En sten falder fra hans hjerte, da den tyske panserdivision til sidst må vende om. Nu er Gela endelig erobret, landgangen er sikret, og Aksemagternes bedste division er tvunget på tilbagetog.

“Gud har så sandelig holdt hånden over mig i dag”, noterer generalen lettet i sin dagbog om aftenen, når han er tilbage ved sit skrivebord.

I et brev til sin hustru, Beatrice, beretter han også om dagens dramatiske begivenheder: “Jeg befandt mig midt i det hele og nød det kolossalt!”

Briterne har problemer

Modsat amerikanerne ved Gela møder Montgomerys britiske og canadiske infanteristyrker væsentlig mindre modstand på det sydøstligste Sicilien. 

Anderledes går det dog for de britiske faldskærmstropper, der natten mellem den 13. og 14. juli skal indtage den strategisk vigtige Primosole-bro. 

Den 120 m lange stålbro er eneste landgang over Simeto-floden, der er nødvendig at krydse, hvis briternes 8. armé skal kæmpe sig op langs Siciliens østkyst.

Endnu en gang rammes de luftbårne styrker af en katastrofe. Mens de beskydes af fjendtlig ild på vej ind over Sicilien, resulterer fejlslagen kommunikation i, at de også beskydes af allierede krigsskibe. 

Ud af 1.900 faldskærmstropper når kun 300 tropper målet.

Briternes odds bliver ikke bedre af, at de italienske styrker netop har fået forstærkning af tyske elitesoldater, der er fløjet ind direkte fra Frankrig – alene for at forsvare den vigtige bro.

Hvad der skulle have været en hurtig erobring, udvikler sig til et tre døgn langt mareridt for alle krigens parter.

“Der var lig overalt. Både tyske og britiske. Vi måtte stable dem oven på hinanden for at søge dækning bag dem”, fortalte en britisk soldat efter krigen.

Først den 16. juli, da briterne endelig får forstærkning i form af amerikanske Sherman-tanks, lykkes det dem at indtage broen. Men prisen har været høj.

“Det tog mig mange år at komme mig over begivenhederne. Jeg havde mareridt i mange år”, lød det mange år efter fra en af soldaterne.

Tyskerne forskanser Messina

Efter indtagelsen af Primosole-broen er indtagelsen af Messina kommet et godt stykke tættere på briterne. 

Den kendsgerning får tyskerne til at omrokere deres tropper og skabe en befæstet forsvarslinje ved vulkanen Etna og den østlige del af Sicilien. 

Tyske elitetropper kaldes til området, og endnu en gang må den tyske Hermann Göring-division i kamp. Tyskerne sætter alt ind på at spærre vejen til den vigtige havneby.

Kun få timer adskilte de britiske og amerikanske tropper i kapløbet om at nå Messina først.

© Bridgeman

Kapløbet mod Messina begynder

Forsvaret ved Etna er effektivt, og i ugevis er den britiske 8. armé strandet på øens østkyst. 

Mens ligene af døde hober sig op mellem klipperne, og stanken af død spreder sig i den stegende sommerhede, ønsker briterne sig tilbage til Nordafrika, hvor flere af dem har kæmpet.

Selvom briterne går i stå, får det ikke invasionens leder, Harold Alexander, til at ændre planer – Messina er stadig forbeholdt Montgomery.

Vest for briterne tromler amerikanerne ellers hen over Sicilien. Selvom både tyske og italienske tropper tager kampen op i øst, er en stor del af øen overladt til italienske soldater, der efter tabet af Primosole-broen ikke længere tror på sejr.

“90 pct. af den italienske hær er kujoner og ønsker ikke at kæmpe”, konstaterer en tysk pansergeneral bittert.

Den amerikanske general Patton er rasende over, at Montgomery stadig er udset til at indtage Messina, og stik mod Alexanders ordrer stormer han mod den sicilianske hovedby, Palermo. 

Hvis han ikke kan få Messina, vil han i det mindste indtage Palermo.

22. juli kan de amerikanske tropper indtage den 1.000 år gamle by næs-ten uden kamp. 

Samtidig tager de adskillige tusind italienske krigsfanger. I Palermo bliver amerikanerne mødt med jubel af de krigstrætte italienere, og hjemme i USA bliver general Patton rost til skyerne og fejret for sin indsats af den amerikanske presse.

Den store triumf opildner Patton, og snart øjner han chancen for selv at erobre Messina via Siciliens nordlige kystvej og en bjergvej, der løber lidt sydligere:

“Det her er som et hestevæddeløb, hvor det gælder den amerikanske hærs ære. Vi må og skal tage Messina før briterne”, formaner han sine officerer.

Aksemagterne evakuerer

Efter Pattons indtagelse af Palermo står det efterhånden klart, at Sicilien er tabt. Den 27. juli ændrer Aksemagterne derfor strategi.

Målet for forsvarstropperne er nu ikke længere at fordrive de allierede, men derimod at undslippe til det italienske fastland ved at krydse Messinastrædet – med så mange tropper og så meget materiel som muligt.

Tyskerne og de italienere, som stadig er i kamp, skal derfor gøre alt, hvad der står i deres magt, for at trække kampene ud, så mænd og materiel kan krydse havet.

Kampene raser stadig

Jake Jacobson er blandt de soldater, som Patton leder ad den bugtede vej gennem Siciliens nordlige bjerglandskab. 

Han erfarer snart, at et nyt mareridt venter i bjerglandsbyen Troina. Her bliver kampene så voldsomme, at hundredvis af sårede amerikanske soldater må trækkes ud af kampene.

Den 3. august lægger Patton vejen forbi et af hærens lazaretter. Generalen bliver stærkt bevæget ved synet af de sårede soldater, der har mistet lemmer i krigen. 

Men han besidder ingen forståelse for dem, der er ramt på sjælen. Hvis han skal nå Messina før Montgomery, der i mellemtiden har kæmpet sig frem på østkysten, får han brug for alle mand. 

Derfor er generalen også skeptisk, da han står over for en infanterist, der tydeligvis lider af granatchok.

“Jeg kan ikke klare det mere”, fremstammer soldaten.

Dirrende af raseri slår Patton ud efter soldaten og hiver ham ud af teltet.

“Hør nu her, dit feje svin. Du skal tilbage til fronten!” skriger han og sparker soldaten bagi.

Nogle dage senere eksploderer Patton igen under et lazaretbesøg. I raseri ender han med at trække sin pistol og true en menig med at skyde ham for kujoneri.

“Granatchok findes ikke!” brøler Patton ifølge en krigskorrespondent, der overværer generalens vredesudbrud.

Efterfølgende befaler Eisenhower sin general at undskylde over for de to soldater og personalet på lazaretterne.

Mens den amerikanske hær forsøger at dysse episoderne ned, fortsætter Patton sit erobringstogt mod Messina.

“Patton ville føre an, og han ville være den første. Han skubbede bare på og på og på”, forklarede infanteristen Alfred Hook efter krigen, mens Jake Jacobson bed mærke i, at han “stormede gennem byerne som en gal”.

I midten af august er triumfen endelig inden for generalens rækkevidde.

Patton kommer først til havnebyen

Mørket er ved at sænke sig over Messina den 16. august 1943, da de første soldater fra Pattons 7. armé ruller ind i byen. 

Amerikanerne spejder sig opmærksomt omkring og er forsigtige, hver gang de runder et gadehjørne. 

Men ingen tyske kugler pifter dem om ørerne. Næste morgen kan de amerikanske tropper erklære middelhavsbyen for indtaget.

General Patton er i den syvende himmel, da han kl. 10 om formiddagen den 17. august kører gennem gaderne og lader sig hylde som byens befrier. 

Få timer senere når de første britiske tropper endelig frem – blot for at erkende, at de er kommet for sent. Respektfuldt tager enhedens øverste officer sig sammen og hilser med honnør:

“Det var virkelig et spændende kapløb. Tillad mig at ønske Dem tillykke”, lyder det fra briten.

Nok er slaget om Sicilien ovre, men fjenden har haft held til at foretage en særdeles succesfuld evakuering af tropper og materiel. 

Over 110.000 soldater med over 10.000 køretøjer og tonsvis af ammunition og andet materiel er blevet fragtet til det italienske fastland. 

For den amerikanske general har det dog ikke den store betydning. Han har indtaget Messina – og snart kan de allierede indtage resten af Italien.

Måske er du interesseret i...

Læs også