Tusindvis af indbyggere mistede deres hjem under de tyske bombeangreb.

© Alamy/Imageselect

Hitler ville sulte Leningrad ihjel

I september 1941 lukker Adolf Hitler jernringen om Leningrad. Han vil fjerne den sovjetiske by fra verdenskortet og sulte dens indbyggere ihjel. Gennem næsten 900 dage fryser og sulter millioner af mennesker, mens bomber og granater regner ned over dem.

7. juni 2017 af Claus Cancel

I december 1941 begyndte beboerne i Olga Grechinas opgang at dø af sult. Først viceværten, så hans kone. 

Som ubetydelige arbejdere, uden opgaver ved Leningrads forsvar, var deres brødrationer helt nede på 125 gram om dagen – det svarer til to skiver rugbrød.

Så omkom gartneren og faren til den handicappede dreng, som boede i lejligheden over hende. 

Selv fik Olga større rationer, for hun arbejdede på en ammunitionsfabrik. Her kunne hun spise al den suppe, hun ville, i kantinen. 

Tilmed havde hun lov til at tage mad med hjem til sin gamle mor, som boede hos hende.

En aften kl. 23 bankede det på døren til Olgas lejlighed. Det var naboen.

“Min søn er døende. Jeg beder Dem, giv mig en skefuld solsikkeolie. Hvis jeg giver ham det, kan jeg redde ham”, fik kvinden fremstammet.

“Men jeg har ingen olie”, sagde Olga.

“Jo, du har! Det må du have. Du skal redde min søn”, fortsatte naboen med stigende desperation i stemmen.

Olga svarede igen nej og smækkede sin dør i. Næste dag var drengen død, og Olga følte sig som en morder. Hun havde nemlig solsikkeolie, men den gemte hun til sin mor.

Mens folk i Le­nin­grad døde, faldt husene sammen omkring dem. De tyske kanoner rundt om byen åbnede dagligt ild, og hvis granaterne ikke faldt, forkyndte tudende luftalarmer, at tyske bombefly var på vej.

Få måneder efter belejringens begyndelse i september 1941 var de fleste elværker løbet tør for kul. 

Sporvognene gik i stå, hvor de befandt sig, da strømmen satte ud, og gaderne blev ikke længere ryddet for sne. 

I stedet måtte indbyggerne trampe små stier gennem sneen, hvor de udmattet kunne bevæge sig langsomt rundt mellem de sønderbombede bygninger. Efterhånden hobede ligene sig op langs stierne.

“I dag, da jeg gik hen ad gaden, var der en mand foran mig. Han formåede knap at sætte den ene fod foran den anden”, noterede den studerende Elena Skrjabina i sin dagbog. 

“Han satte sig på en brandhane. Pludselig stirrede hans øjne opad, og så gled han langsomt ned på jorden. Da jeg nåede hen til ham, var han allerede død”. 

Leningrad vred sig i dødskrampe.

Og det skulle kun blive værre endnu i de følgende år.

Tragedierne på østfronten i Sovjetunionen blev fulgt nøje af aviserne i den frie verden.

© M. Evans/Scanpix

Tyskerne lider ingen nød

Imens folk døde i hobetal inde i Le­nin­grad, lå de tyske soldater i deres skyttegrave blot 10 km uden for byen.

De tyske soldater fik rigeligt med mad. Fra feltkøkkenet blev der hver dag bragt brød og varm suppe med okse- eller svinekød frem til soldaterne.

Nogle af dem nøjedes med suppen, så de kunne bytte brødet for sex med des­pe­ra­te russiske kvinder i baglandet.

Ikke alene vidste de tyske soldater, at de var i gang med at udsulte en millionby. De var også klar over, at de ikke altid rettede kanonløbene mod militære mål.

På kortene, som de tyske artillerister skød efter, var der ikke lagt skjul på målenes funktion. 

Mål nr. 88 og 89 var fx hospitaler, mål nr. 709 et institut for barnepleje, og mål nr. 736 en vuggestue. Helt i tråd med Hitlers planer.

Leningrad skal fjernes fra landkortet

Da tyskerne den 22. juni 1941 rykkede ind i Sovjetunionen, var planen for Le­nin­grad klar: Befolkningen skulle dø. 

Et par uger efter offensivens start holdt Hitler hof for sine nærmeste officerer. Han var i højt humør og fortalte om visionen for de erobrede territorier i øst.

“Krimhalvøens skønhed skal åbenbares via en motorvej. Halvøen skal være den tyske riviera”, forklarede han.

Planerne for Sovjetunionens største byer, Le­nin­grad og Moskva, var helt anderledes. De skulle jævnes med jorden, og befolkningerne udryddes – for det tyske herrefolk kunne ikke bruge kræfter på at brødføde millionbyerne.

Hærgruppe Nord rykkede hurtigt frem mod Le­nin­grad. Russerne var handlingslammede, for Den Røde Hær led under, at 40.000 officerer var blevet anklaget for landsforræderi af Stalin i årene 1937-1939. 15.000 blev skudt, andre sat i fangelejre i Sibirien.

Den russiske soldat Semjon Putjakov beskrev manglen på gode officerer:

“Alt er ét stort kaos. Vi bliver hele tiden flyttet fra det ene sted til det andet. Vi laver ikke andet end at grave skyttegrave. Vi bliver ikke engang ordentligt uddannet. Vores regiment har endelig fået en instruktør – løjtnant Petrenko – men hans ordrer er helt uforståelige. Han har ingen ordentlig uddannelse, og han er kun til besvær”.

Snart stod det klart for indbyggerne i Le­nin­grad, at krigen, der i begyndelsen virkede fjern, nærmede sig.

Efterhånden som tyskerne kom tættere på, fik folk i byen mere nøjagtige informationer. Tusindvis af civile blev udkommanderet til at grave skyttegrave og panserfælder rundt om Leningrad.

De talte med russiske soldater på tilbagetog og fik en helt klar fornemmelse af, hvor hurtigt tyskerne vandt frem.

Nyhederne videregav de til deres familier, når de vendte tilbage til byen. Situationen virkede katastrofal.

Bystyret afviser tog med fødevarer

Partiledelsen i Le­nin­grad var imidlertid mere optaget af ikke at tabe ansigt end af at sikre befolkningen mad på bordet.

Allerede i juli 1941 sendte Sovjetunionens handelsminister, Anastas Mikojan, flere godstog fyldt med fødevarer til byen. 

Marskal Kliment Vorosjilov, der havde ansvaret for Le­nin­grads forsvar, reagerede prompte, da han hørte om forsendelserne: Togene blev stoppet, for han var bange for, at det skulle komme Stalin for øre, at Le­nin­grad ikke kunne klare sig selv.

Fødevarehjælpen kunne have reddet hundredtusindvis af mennesker, men den blev omdirigeret til andre områder af Sovjetunionen. 

Og det var ikke den eneste fejl, som Vorosjilov begik. Han havde været en tro Stalin-støtte siden den russiske borgerkrig (1918-20), men i kampen mod den tyske krigsmaskine kom hans strategiske evner til kort.

Han brugte alt for meget tid på at samle en folkehær, der bestod af civile fra Le­nin­grad og de omkringliggende landsbyer.

Med vantro betragtede de russiske soldater kolonnerne af mænd og kvinder, som var udkommanderet til at lukke hullerne ved fronten. 

De utrænede civilister kunne selvsagt intet stille op mod tyskernes kampvogne og fly, hvorfor de døde i hobetal.

Samtidig udnyttede Vorosjilov ikke de styrker, han havde til sin rådighed. Fx forstod han ikke, hvor vigtigt det er at koordinere artilleri- og infanterienheder. 

Ofte sendte han sine brogede militærstyrker frem i ubeskyttede stormløb mod de tyske stillinger, som skød russerne ned i tusindvis.

De tyske enheder nåede frem til Le­nin­grad på knap tre måneder, men erobrede aldrig byen.

Leningrads skæbne synes beseglet

At Vorosjilov ikke kunne stoppe tyskerne, stod klart i august 1941 efter blodbadet ved Luga-floden ca. 100 km syd for Le­nin­grad. Her forsøgte Vorosjilov at standse den fremrykkende fjende, men hans forsvarslinje langs floden blev hurtigt løbet over ende.

Vorosjilov formåede heller ikke at iværksætte en effektiv evakuering af Le­nin­grad. Kun ca. 800.000 mennesker blev reddet, inden tyskerne nåede frem.

Samtidig nærmede den finske hær sig Le­nin­grad fra nord. Finnerne var ikke en del af det tyske felttog; de ville bare erobre et landområde tilbage, som Finland havde tabt til Sovjet under vinterkrigen året før. Dermed var Le­nin­grad afskåret fra at få forsyninger fra nord.

Da tyskerne trængte frem til Ladogasøens bred øst for byen den 8. september, lukkede jernringen sig endegyldigt om Le­nin­grad. Tyskerne gravede sig ned og forberedte en belejring af byen, der på dette tidspunkt stadig havde omkring 2,5 mio. indbyggere, heraf 400.000 børn.

Hitlers budskab var klart: “Vi skal bombardere byen, ødelægge dens vandforsyning og nægte dens indbyggere alt det, de behøver for at overleve”.

I de følgende dage blev vandforsyningen og fødevaredepoterne i byen derfor systematisk bombet og gik op i flammer.

Videnskabsmand regner på tallene

For at beregne den tid, Le­nin­grad skulle sultes, før indbyggerne gav op, søgte den tyske hær hjælp hos videnskaben.

Hæren præsenterede den førende forsker ved Institut for Ernæring i München, Ernst Ziegelmeyer, for alle detaljer om byens indbyggertal og fødevaresituation samt vinterens temperaturer.

Ziegelmeyer regnede på tallene, og hans konklusion var entydig:

“Der er ingen grund til at bringe vores soldaters liv i fare. Indbyggerne i Le­nin­grad vil alligevel dø, og så kan vi trænge ind i byen uden problemer og uden at miste en eneste soldat”.

Men Ziegelmeyer havde ikke taget højde for, at russerne kunne transportere fødevarer over Ladogasøen – isvejen kom til at redde befolkningen. 

Og mens tyskerne regnede videre på mulighederne for at sulte Le­nin­grad ihjel, overdrog Stalin 10. september forsvaret af byen til sin bedste mand, general Georgij Zjukov.

Generalen ændrede straks den russiske taktik og fik sat skik på tropperne. 

De russiske krigsskibe i Den Finske Bugt blev beordret tættere på byen for at kunne give artilleristøtte, og tyskerne mødte en helt anden modstand end før.

Dette fik tyskerne til at satse fuldt ud på udsultnings-taktikken – også for at soldaterne kunne hvile og hæren regruppere efter den lange offensiv gennem den vestlige del af Sovjetunionen.

En afgørende faktor var også, at Hitler besluttede at koncentrere flere kræfter i angrebet på Moskva. 

Hærgruppe Nord sendte således sin vigtigste panserenhed – 4. pansergruppe – til fronten ved Mos­kva. De offensive aktioner var nu langt sværere at foretage ved Le­nin­grad.

Mange børn led af dystrofi, hvor muskel- og knoglevæv blev nedbrudt pga. manglende næring.

© Tass/Polfoto

Zjukov går offensivt til værks

At holde tyskerne i deres skyttegrave var dog ikke nok for Zjukov. I stedet for at bruge ressourcerne på at evakuere den forpinte befolkning kastede han sine sparsomme styrker ud i en lang række resultatløse angreb.

“Han var en stor teoretiker og strateg, men han bekymrede sig ikke om tab af menneskeliv”, forklarede radiotelegrafisten Mikhail Nejsjtad om Zjukov.

En af dem, som fik dette at føle på egen krop, var generalløjtnant Mikhail Dukhanov. Han anførte en brigade af marinesoldater, som i slutningen af september 1941 blev sendt mod fæstningsøen Oresjek i Ladoga-søen. Øen lå tæt på den strategisk vigtige by Sjlisselburg, som tyskerne havde taget.

“Vores styrker blev sendt over Ladogasøen i fuldt dagslys. Vores folk fik ikke en chance. Tyskerne så os hurtigt fra luften, og det udviklede sig til en massehenrettelse. 

Ud af min egen landgangsgruppe på 200 mand nåede kun 14 i land”, berettede Mikhail Dukhanov.

Hver dag krævede tyskernes bombardementer nye ofre blandt Leningrads indbyggere.

© Tass/Polfoto

Kannibalisme bliver hverdagskost

Mens kampene rasede uden for Le­nin­grad, døde indbyggerne fortsat af sult og kulde inde i byen. 

Særligt i januar og februar 1942 var byen plaget af hungersnød, hvor over 100.000 mennesker døde hver måned.

Om aftenen transporteredes stabler af lig på håndtrukne slæder til begravelsespladserne, men pga. den frosne jord måtte de fleste efterlades i store bunker.

Samtidig meldtes der om tilfælde af kannibalisme. I gaderne lå flere lig, som manglede fx en arm eller et ben – og mange naboer begyndte at anklage hinanden for at spise menneskekød.

Et tilfælde kunne Maria Ivanovna bevidne. Hun arbejdede som boligadministrator i en ejendom og fik nys om, at en af familierne var begyndt at opføre sig underligt. 

Da hun kom forbi på besøg, så hun, at der kun var to børn tilbage af en større børneflok.

“De andre er døde”, forklarede moren, men det undrede Maria, for kvinden kunne ikke fremvise nogen dødsattester. 

På komfuret stod en gryde og simrede.

“Det er lammekød”, sagde moren uskyldigt, men da Maria løftede låget, kunne hun se, at der lå en menneskehånd og skvulpede rundt i suppen.

Fødevaremanglen var tydelig, men evakueringen af byens civile over den tilfrosne sø begyndte først i februar 1942, da Stalin gav grønt lys.

Spædbørn falder af lastbilerne

En tilladelse til at forlade byen sikrede dog ikke overlevelsen. Turen over søen var farlig, for der var ikke nogen steder at søge dækning, når de tyske fly angreb.

“Vi fandt klynger af lig ude på den tilfrosne sø”, fortalte Olga Melnikova, der selv havde arbejdet som sygeplejerske ude på isvejen.

“Ligene var stadig indhyllede i sjaler. Vi pakkede dem forsigtigt ud og fandt spædbørn på 8-12 måneder samt drenge og piger. Men vi fandt aldrig ud af, hvem de var”, berettede hun.

De fleste af de evakuerede var så udsultede, at de knap havde kræfter til at røre sig – endsige holde fast på deres børn, når lastbilerne bumpede over de hyppige skruninger i isen.

Men chaufførerne nægtede at stoppe, selv hvis et barn var røget ud af lastbilen. Faren for at blive ramt af tyske bomber var for stor, hvis lastbilen gjorde holdt.

Ikke alle civilister var imidlertid udhungrede. Den russiske kvinde Elena Kotjina blev evakueret sammen med sønnen af en højtstående partimand, som ikke havde lidt nogen nød under belejringen. Ved hans side sad konen og pralede af, hvor godt de havde haft det indtil da:

“Vi spiste pakke efter pakke af smør og chokolade. Den slags så vi ellers ikke noget til før krigen”.

På Elenas spørgsmål om, hvorfor de ville evakueres, svarede manden kort:

“Jeg keder mig i Le­nin­grad. Der er ikke nogen, jeg kan more mig med, og jeg kan ikke komme ud at danse længere”.

Russerne havde for vane at udstille de døde tyske soldater med hovedet i sneen.

© Michael Savin

Maden kommer ind

Samtidig med at Le­nin­grads borgere blev transporteret ud, begyndte fødevarerne endelig at strømme ind. 

I begyndelsen var det kun partispidserne og andre privilegerede, som nød godt af det, men langsomt blev brødrationerne øget, og der kom atter varer i butikkerne.

Byen havde overlevet belejringens værste periode. I marts 1942 faldt det månedlige dødstal til under 100.000, og fra 15. april kørte sporvognene igen.

“En morgen hørte vi lyden af en sporvognsklokke, der klemtede. Folk gispede af overraskelse, og så trængte alle sig sammen ved vinduet. 

Selv de, der kun kunne kravle på alle fire”, berettede sygeplejersken Vera Pavlova.

“Den sporvogn, der havde holdt stille på Bolsjoj-gaden hele vinteren, kørte nu forbi os. I skulle have set den glæde, der fyldte stuen! Folk livede op og råbte glade til hinanden: Hør folkens, det betyder, at vi vinder”.

I 1941 fejrede tyskerne, at de stod bare 10 km fra Le­nin­grad. To år senere var de ikke kommet byen nærmere.

© SZ photo/Scanpix

Russerne kommer fjenden i forkøbet

I sensommeren 1942 besluttede tyskerne sig for at give Le­nin­grad dødsstødet, fordi belejringen af byen bandt for mange soldater til området.

Desuden var deres udsultnings-taktik blevet forpurret af transportruten over Ladoga-søen.

Men den planlagte offensiv nåede aldrig at komme i gang. Inden tyskerne var klar, satte russiske tropper nemlig ind med et voldsomt angreb, der skulle bryde belejringen ved at erobre Ladoga-søens besatte bred.

Alle tyske styrker måtte nu sættes ind på at forsvare landstriben, som de kun med nød og næppe kunne holde. Selvom det russiske angreb mislykkedes, knuste det dog effektivt tyskernes plan om at erobre Le­nin­grad.

Tyskerne flygter

Et halvt år senere forsøgte russerne igen, mens tyskerne led under manglende forsyninger, og denne gang lykkedes angrebet.

18. januar 1943 trængte russerne tyskerne væk fra søens bred. Nu kontrollerede de en smal landkorridor, som de kunne bringe forsyninger ind ad.

Dette – i kombination med, at mange af byens indbyggere omsider var blevet evakueret – gjorde vinteren 1943 lidt mildere for Le­nin­grads borgere. Krigslykken var ved at vende.

I januar 1944 blev belejringen endelig brudt, da sovjetiske styrker igen angreb de tyske tropper og sendte dem på flugt.

“Vi samledes allesammen om aftenen. Folk havde taget vodka med”, berettede fabriksarbejderen Olga Grechina.

“Vi sang, græd og grinede, men var kede af det på samme tid. Tabene var bare for store. Vi var færdige med et kæmpe arbejde; vi havde udholdt umulige lidelser. Men vi var også forvirrede. Hvordan skulle vi leve nu? Hvilket formål ville det hele få?”

Olgas tvivl var velbegrundet. Nok var tyskerne væk, og genopbygningsarbejdet så småt i gang, men en officiel anerkendelse af deres lidelser måtte byens indbyggere kigge langt efter.

Stalin holdt nemlig Le­nin­grad i et jerngreb, for han ville ikke risikere, at befolkningens forfærdelige skæbne under belejringen blev kendt. 

Således blev dagbøger og malerier, der berettede om byens lidelser, censureret og forbudt.

Den eneste historie, Stalin ville have ud, var den om, hvor tappert Den Røde Hær havde kæmpet. 

Resten af Sovjetunionens indbyggere måtte ikke få at vide, at hundredtusindvis af mennesker mistede livet på grund af en række inkompetente partiledere.

De overlevende fra Le­nin­grad havde derfor kun hinanden at dele deres lidelseshistorie med.

Måske er du interesseret i...

Læs også