Flere hævder, at Hitler kun havde én testikel. Historikerne har dog ikke kunnet finde beviser på teorien.

Havde Adolf Hitler kun en testikel?

Findes der troværdige kilder, som kan bakke historien op om Hitlers manglende testikel?

5. marts 2013

Rygter om Hitlers ene testikel

Adskillige ubekræftede rygter omgærder Nazitysklands rigskansler Adolf Hitler – fx at han skulle mangle en testikel.

Historien stammer fra en sovjetisk obduktionsrapport om Hitlers lig, hvor lægerne konstaterede, at "den venstre testikel ikke var at finde i hverken pungen eller i sædlederen". De fleste historikere afviser dog rapporten som propaganda, fordi den ikke nævner noget om et skudsår i hovedet.

Og det stemmer ikke overens med, at vidner fortæller, at Hitler begik selvmord ved først at sluge en cyanidkapsel og derefter skyde sig selv i hovedet, påpeger de. Heller ikke Hitlers betroede ven og liv-læge Theodor Gilbert Morell gav nogensinde udtryk for, at Hitler manglede en testikel. Samtidige lægejournaler kan heller ikke bekræfte tesen.

Psykologer interesseret i manglende testikel

Imidlertid har mange psykologer interesseret sig indgående for den påståede mangel, da de mener, at den kan forklare en lang række personlighedstræk hos Hitler – fx hans storhedsvanvid. Ligesom flere fantasifulde “øjenvidneberetninger” har hjulpet med til at holde rygtet i live.

Hitler mistede testikel under 1. verdenskrig?

Så sent som i 2008 skrev den tyske tabloidavis Bild fx, at Hitler mistede sin ene testikel under 1. verdenskrig i slaget ved Somme. Ifølge avisen fortalte den tidligere sygehjælper Johan Jambor i 1960'erne til en polsk præst, at han i 1916 reddede Hitler.

"Han blødte kraftigt fra underlivet og benene. Hitler var blevet såret på den nederste halvdel af kroppen og havde mistet en testikel", sagde Jambor ifølge præsten, som efterfølgende nedskrev ordvekslingen.

"Kan jeg stadig få børn?" skulle Hitler angiveligt have spurgt Johan Jambor.

Seriøse historikere vil ikke anerkende beretningen, fordi den er nedskrevet så lang tid efter 1. verdenskrig, og ingen andre end præsten har haft mulighed for at spørge kritisk ind til Johan Jambors påstande.

LÆS MERE: Få hele historien om Adolf Hitler i vores store portræt

Måske er du interesseret i...

Læs også