I månederne op til Hitlers død blev Berlin beskudt og sønderbombet.

Ny bog: Hitler tog Berlin med i graven

Ny bog beskriver Nazitysklands hårdnakkede modstand og undergang fra 1944 til 1945 og undersøger, hvorfor landets ledere ikke overgav sig, før Berlin var gået op i flammer.

20. februar 2013

Historikere har skrevet utallige bøger om, hvorfor Hitler-Tyskland tabte 2. verdenskrig. Meget få har imidlertid forsøgt at kaste lys over de mindst lige så afgørende spørgmål: Hvordan og hvorfor tyskerne holdt ud så længe, som de gjorde.

I “Slutspil – Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-45” går den anerkendte historiker og 2. verdenskrigs-forfatter Ian Kershaw tæt på Det Tredje Riges sidste år.

Bogen tager udgangspunkt i dagene efter Claus Von Stauffenbergs mislykkede attentatforsøg på Hitler 20. juli 1944, og den følger nationens gradvise undergang, indtil Den Røde Hær den 2. maj 1945 står på tærsklen til rigskancelliet i Berlin.

I hele perioden kæmpede Hitler-Tyskland for at holde stand, selv om landet førte krig på to fronter og var i undertal i forhold til både de allierede styrker og de sovjetiske tropper.

Alene på Østfronten var den tyske Wehrmacht og Luftwaffe i undertal 11 mod en, og af alle Tysklands faldne i 2. verdenskrig døde næsten halvdelen i de sidste 10 måneders kampe.

Den britiske forfatter Ian Kershaw regnes som en af verdens førende eksperter i Adolf Hitler og Nazi-Tyskland og er i sit hjemland blandt andet slået til ridder for sit historiske arbejde.

Lindhardt og Ringhof, 768 sider, 400 kr.

Måske er du interesseret i...

Læs også