Hitlers hemmelige dødsvogne dræbte i hobetal

I begyndelsen af 2. verdenskrig udvikler Nazityskland særlige lastbiler, som på få minutter kan gasse 40-90 mennesker. De nazistiske ledere er begejstrede og sender vognene mod øst. Først kommer de i aktion i Polen, og da tyskerne invaderer Sovjetunionen, følger Hitlers dødsvogne i hælene på tropperne.

18. august 2017 af Troels Ussing

Chauffør Wilhelm Sackenreuter klamrer sig til rattet, mens han styrer sin lastbil væk fra den ujævne, smattede grusvej. 

Han svinger hen mod en flok SS-soldater, som står og ryger deres morgencigaret foran indgangen til en forladt mine lidt uden for byen Stalino (nutidens Donetsk i Ukraine).

Sackenreuter er iklædt ulastelig sort SS-uniform, da han stiger ud, men alligevel lægger han sig ind under sin lange, grå lastbil og rumsterer med nogle rør.

Lastbilen ligner mest af alt en flyttebil, for der er ingen vinduer ind til lastrummet – alt er lukket helt til, og jernstænger blokerer de svære bagdøre.

Med cigaretten i mundvigen betragter SS-tropperne fra Indsatsgruppe C optrinnet med ligegyldighed – de ved, hvad der snart skal ske, for de har set det mange gange før på deres vej gennem de enorme områder i Sovjetunionen, som tyskerne har erobret.

Sackenreuter kommer på benene, hopper ind i førerhuset og drejer nøglen, så motoren begynder at brumme igen. Kort tid efter høres forsigtig banken inde fra lastrummet, men snart forvandles lydene til hårde, hektiske slag.

“Tyskere, luk os ud. Vi beder jer!” råber rystende stemmer inde fra vognen. Men bagdørene forbliver lukkede. Bønnerne bliver til fortvivlede skrig, og lastvognen begynder at hoppe frem og tilbage på grusvejen, fordi de indespærrede nu kæmper for at komme ud.

Men efter nogle minutter aftager larmen, og pludselig er alt stille. Sackenreuter slukker motoren, går om til vognens bagparti og åbner med besvær de tunge døre. 

Han tager et hurtigt skridt til siden, da dørene går op, og undgår dermed at blive ramt af de første lig, der falder ud på jorden. 

Med en lommelygte lyser Sackenreuter ind i rummet, hvor udstødningsrøgen stadig hænger tyk. Forvredne mænd, kvinder og børn er sunket sammen mellem hinanden.

“Alle døde”, konstaterer han og giver signal til, at tropperne fra indsatsstyrken kan gå i gang med at tømme det rullende gaskammer.

Massakren på den smukke forårsdag i 1942 er gået efter planen. Snart vil “dødsvognene”, som de lokale kalder køretøjerne, slå til igen.

Vil du have endnu flere historier fra 2. verdenskrig?

Så få HISTORIE lige til døren

Her får du de bedste tilbud

Gasvogne skulle udrydde de syge

Siden 1930’erne havde Hitler stræbt efter at forædle den tyske race og skabe et fysisk og mentalt overlegent folk. 

Handicappede og sindslidende stod efter Førerens mening i vejen for et stærkt germansk folk, og derfor beordrede han, at alle “uværdige liv” skulle udryddes.

Fra efteråret 1939 fik tyske læger derfor tilladelse til at begå medlidenhedsdrab på såkaldt uhelbredelige patienter, som Hitler formulerede det i et hemmeligt dokument. Med overdoser af morfin og sovemedicin skaffede lægerne uønskede børn og voksne af vejen.

Men metoden var alt for dyr i medicin, og felttoget i Polen fra september til oktober 1939 havde desuden afsløret, at de tyske styrker ville få brug for betydelig flere hospitaler til at behandle sårede soldater fra kampene i Østeuropa.

Derfor måtte hospitalspatienter i det besatte Polen udryddes i en fart, så sårede tyskere i stedet kunne komme under behandling. Opgaven krævede en billig og hurtig metode til at slå patienter ihjel.

To tyske kemikere blev sat til at eksperimentere med at aflive rotter ved at bruge forskellige former for gas.

Kemikerne var begge officerer i SS – Hitlers korps af indoktrinerede nazister, som havde svoret at adlyde Førerens ordre blindt – og de to arbejdede i døgndrift for at finde den mest effektive henrettelsesmetode.

Kemikerne, August Becker og Albert Widmann, fandt frem til, at ren kulilte var effektiv. 

Den dødbringende gas blev i januar 1940 afprøvet i et tidligere tugthus i Brandenburg, hvor nazisterne tvang 20 psykisk syge mænd ind i et hermetisk lukket rum for efterfølgende at lade koncentreret kulilte fra en gas­flas­ke sive ind.

Efter fem minutter lå mændene døde på gulvet, og de fremmødte nazister nikkede anerkendende – henrettelsesmetoden var godkendt. Nu skulle den anvendes i stor skala.

Kulilte på gasflasker blev kørt fra Tyskland til det besatte Polen, hvor SS-Sturmbannführer (svarer til major) Herbert Lange var i færd med at udvikle en lastbil, der kunne bruges som mobilt henrettelseskammer. 

Lastbilen skulle tømme psykiatriske hospitaler for patienter, gasse dem og køre ofrene til afsides beliggende egne, hvor ligene kunne bortskaffes i det skjulte.

Første udviklingsfase af gasvognene var så tophemmelig, at kun få officielle dokumenter om konstruktionen blev udfærdiget. Ingen af dem overlevede krigens ødelæggelser.

Ren kulilte: Brugt fra 1940 til 1941 af den første serie gasvogne. Fordele: Lugtede ikke og gav ofrene en relativt fredelig død, da fangerne besvimede, inden de døde. Ulemper: Dyrt at producere og gasflaskerne var besværlige at transportere over lange distancer og til områder med dårligt vejnet.

© Shutterstock

De eneste beskrivelser af lastbilen stammer fra polske fanger, som Langes specialenhed tvang til at arbejde for sig:

“Køretøjet blev ombygget i gården […] i Gestapo-hovedkvarteret i Poznan. Fire fanger fra vores gruppe, heriblandt mig selv og tømreren Stanislav Szymanski, skulle fore bilen indvendigt med krydsfiner”, berettede polakken Henryk Maliczak efter krigen.

Ombygningen skulle sikre, at gasvognens lastrum blev hermetisk lukket, så gassen ikke sivede ud gennem små sprækker under henrettelsen.

Han og andre vidner husker, at Langes gasvogn bar et logo for “Kaiser’s Kaffee Geschäft” – Kaisers kaffeforretning – på siden. 

Logoet skulle få civile polakker til at se køretøjet som en harmløs kaffetransport og ikke afsløre, hvad det i virkeligheden var: en dødsmaskine på fire hjul, som skulle udrydde alle uønskede personer i det besatte Polen.

LÆS MERE: Sådan fungerede Hitlers dødsvogne

Himmler fik hjernemasse på frakken

Den 15. januar 1940 dukkede Langes gasvogn op i byen Koscian i det sydlige Polen. To officerer og SS-soldater fra medfølgende lastbiler ankom samtidig og begyndte at tømme byens psykiatriske hospital for patienter.

Vinterfrosten bed, og patienterne rystede af kulde, da de kun iført tynde skjorter og bukser blev eskorteret ud af anstalten og ind i den sorte lastbil med kaffelogoet på siden.

SS’erne pressede omkring 40 patienter ind i lastrummet, inden vognen forlod pladsen. I en uge hentede lastbilen last efter last, indtil 534 patienter fra anstalten var gasset og bortskaffet.

Herefter fortsatte gasvognen sin opgave med at indsamle praktiske erfaringer og udslette uønskede polakker. 

Langes gruppe var ikke den eneste, der med stor iver kastede sig over opgaven med at udrydde uønskede personer. Andre indsatsgrupper henrettede med sprængstoffer og nakkeskud, og antallet af specialtropper afsat til formålet steg og steg.

Da Hitler i sommeren 1941 erklærede Sov­jet­unionen krig, og tyske kampvogne rullede ind i sovjetrepublikkerne Hviderusland og Ukraine, kunne ind­sats­grup­per­ne mønstre 3.000 soldater. 

I august overværede den øverskommanderende for SS Heinrich Himmler personligt en massehenrettelse i Hvideruslands hovedstad, Minsk. Her blev ofrene gennet ned i en massegrav og skudt.

“Mens han så på, fik Himmler en sjat hjernemasse på sin frakke. Jeg tror også, han fik noget i ansigtet. Han blev helt grøn og bleg. Han var ikke ligefrem syg, men han for sammen, vendte sig rundt og svajede”, beskrev en tilstedeværende SS-officer senere optrinnet.

Himmler var rystet, og samme måned fastslog han, at der var behov for en mere “human metode”, så hans tropper undgik “de psykologiske lidelser”, som ned­skyd­ningen af mænd, kvinder og børn risikerede at påføre spe­ci­al­trop­per­ne. 

Efter adskillige møder med SS-Sturmbannführer Lange nåede Himmler og chefen for Rigssikkerhedstjeneste Reinhard Hey­drich til enighed om en mere skånsom metode for indsatsgruppernes mandskab: gasning ved hjælp af Langes specialvogne.

Vejenes dårlige forfatning i Sovjetunionen gjorde imidlertid regelmæssige leverancer af kulilte på gasflasker umulige. I stedet foreslog ke­­mi­­in­­ge­­niør Widmann, at lastbilernes egen udstødningsgas blev brugt.

Da en prøvegasning af 40 russiske krigsfanger i kz-lejren Sachsenhausen forløb efter planen, blev de næste otte lastbiler hastigt bygget om til den nye type gasvogn. 

Nogle af vognene var små Opel Blitz-lastbiler med plads til højst 40 mennesker bagi, mens de større Saurer-lastbiler kunne gasse over 60 fanger på én gang. 

Fire køretøjer blev sendt til indsatsgrupper i Sovjetunionen, tre kørte til kz-lejren Chełmno i Polen, og den sidste til Riga i Letland.

Ukrainerne lod sig ikke snyde

Efter nogle måneder var det tid til at evaluere gasvognenes præstationer, og SS sendte kemikeren August Becker – en af gasningsmetodens ophavsmænd – til Sovjetunionen for at se de mobile henrettelseskamre i aktion. 

Gaseksperten fulgte interesseret flere massakrer i Ukraine – lige fra opsamlingen af fanger til henrettelsen, som normalt fandt sted “10-15 km fra hovedvejene” ifølge Becker.

De ukrainske biveje blev ofte smattede af regn og sne, som gjorde det svært for især store Saurer-lastbiler at komme frem. 

Transporten af fangerne væk fra byen var dog nødvendig for at skjule massemordene, mente Becker, men snart erfarede han, at ukrainerne holdt øje med gasvognene. Derfor besluttede han i foråret, at lastbilerne skulle gøres mindre mistænkelige at se på:

“Jeg beordrede, at lastbilerne i Indsatsgruppe D skulle camoufleres som be­bo­el­ses­­vogne ved at montere et sæt vin­dues­skod­der på hver side af den lille lastbil og to på hver side af den store, således som man ofte ser det på gårdhuse på landet”, skrev Becker i maj 1942 i et brev til Walter Rauff – leder af RSHA’s tekniske afdeling hjemme i Berlin.

Becker måtte dog snart indse, at end ikke denne løsning kunne afværge ukrainernes mistænksomhed, når gasvognene kørte i pendulfart mellem byer og nærliggende skove eller miner.

“Lastbilerne er blevet så kendte – ikke bare hos lokale administratorer, men også i civilbefolkningen – at de omtaler dem som “dødsvognene”, når et af køretøjerne dukker op. Efter min bedste overbevisning kan lastbilerne ikke holdes hemmelige i længere tid – selv med camouflage”, konstaterede eksperten.

Udstødningsgas: Anvendelse: Brugt i 1941 til 1943 af tyskernes anden serie af gasvogne. Et rør blev monteret på lastbilens udstødningsrør og ført om i lastrummet. Fordele: Udstødningsgassen var lige ved hånden, da de tyske specialenheder i forvejen kørte rundt i lastbiler. Ulemper: Lugten fik ofrene til at gå i panik, hvilket kunne skade lastbilen. 

© Shutterstock

Udstødningsgas gav problemer

Også gasningen af fangerne gav kemikeren dybe panderynker. Becker ønskede, at ofrene fik en rolig død, for det gav færre problemer og øgede tempoet, så lastbilen kunne nå at hente og gasse et ekstra læs ofre pr. dag. 

På Østfronten bemærkede han, at mange af gasvognenes chauffører var for ivrige, når de fra førerhuset sendte gas ind i lastrummet. 

For at få drabene overstået hurtigst muligt trådte chaufføren alt for meget på speederen, så ofrene blev kvalt i diesel-os i stedet for at dø af kulilteforgiftning.

Da Becker besøgte indsatsgrupperne i løbet af 1942, gjorde han derfor en dyd ud af at instruere chaufførerne i at udvise tålmodighed, så ofrene faldt “fredeligt i søvn”, som kemikeren selv beskrev det.

Becker måtte også slå ned på en anden hyppig fejl, som indsatsgrupperne forfaldt til – nemlig at stille sig for tæt på lastbilerne, når gasningen var i gang.

“Mændene må holdes så langt væk fra lastbilerne som muligt, så de ikke lider sundhedsskade pga. de undslippende gasser”, lød det i brevet til Rauff, hvor Becker også pointerede, at “adskillige officerer lod deres egne mænd stå for tømningen af lastbilen efter gasningen”, hvilket kemikeren frygtede kunne føre til “alvorlige psykiske lidelser og skader – hvis ikke med det samme, så senere”.

På ordre fra Rauff begyndte de fleste indsatsgrupper at bruge andre fanger eller tvangsarbejdere til at slæbe lig ud af lastrummet og skaffe sig af med dem.

Gasvogne fik deres egen lejr

Mens indsatsgrupperne og deres gasvogne kæmpede på mudrede veje med at komme rundt til alle kroge af det enorme område, som tyskerne havde erobret fra Sovjetunionen, lagde Herbert Lange andre planer i Polen. 

Her havde han blot tre gasvogne til sin rådighed, så frem for at spilde tid på at køre ud til fangerne for at henrette dem skulle fangerne i stedet komme til ham.

I et øde skovområde 3 km uden for byen Chełmno oprettede han tyskernes første dødslejr. I modsætning til Nazitysklands koncentrationslejre, hvor uønskede mennesker sled og slæbte, skulle ingen arbejde for føden i Langes lejr.

I Chełmno kom fangerne kun for at dø. De første fanger blev gasset i lejren i december 1941 med hans foretrukne system med kulilte på flaske, men i 1942 gik gasbødlen ligesom kollegerne over til de nye metoder, hvor udstødningsgassen blev sendt direkte ind i lastrummet.

I Chełmno dirigerede indsatsgruppen sine ofre gennem en lang passage med et 2,5 meter højt hegn på begge sider.

Passagen blev smallere og smallere og endte med, at fangerne en efter en gik op ad en rampe og trådte ind i lastrummet på den ventende gasvogn.

Bagdøren blev lukket og udstødningsrøret forbundet med lastrummet før lastbilen forlod lejren med levende fanger ombord – for ikke at spilde tid skulle fangerne gasses undervejs til en massegrav i den nærliggende skov. 

Da en lastbil brød sammen på landevejen, og polakker fra nærliggende landsbyer hørte dem skrige, blev proceduren dog ændret.

Da SS-Hauptscharführer (svarer til seniorsergent) Gustav Laabs blev udkommanderet til at være gasvognschauffør i Chełmno, foregik henrettelsen derfor midt inde i lejren. Laabs var noget beklemt ved opgaven, da han ankom til lejren i foråret 1942.

I den polske hovedstad Warszawas centrum blev 400.000 jøder spærret inde i en ghetto, så de var lette at samle og køre væk til gasning.

© Getty Images

SS-Hauptsturmführer (svarer til kaptajn) Hans Bothmann havde netop overtaget ledelsen af Chełmno fra Lange, og han satte straks den nytilkomne chauffør i arbejde. 

Laabs anede intet om, hvad der skulle ske, da han bakkede sin lastbil hen til den lille åbning ved lejrens rampe, mens andre åbnede bagdørene og “lavede noget under lastbilen”, som Laabs beskrev under retssagen mod ham 20 år senere.

Lidt efter hørte chaufføren menneskelarm, og lastbilen begyndte at vibrere, mens henved 70 personer blev mast sammen omme i lastrummet.

“Da vognen var fuld, blev dørene lukket og låst […] Bothmann gav mig ordre på at starte motoren og lade den køre i 20 minutter. Jeg startede motoren, og efter ca. et minut hørte jeg en forfærdelig stønnen og skrigen inde fra vognen”.

“Jeg blev grebet af frygt og hoppede ud af førerkabinen. Bothmann råbte ad mig og beordrede mig tilbage. Dér sad jeg og ventede og kunne intet gøre, fordi jeg var bange for Bothmann. Lidt efter lidt ebbede skrigene og råbene ud”, forklarede Laabs fra vidneskranken.

Med tiden vænnede han sig dog til jobbet som bøddel. Snart monterede han selv slangen, der førte gassen ind i vognens lastrum, og skød fanger, som på mirakuløs vis overlevede gasningen.

Grufulde scener mødte arbejderne

Efter gasningen kørte den tungtlæssede lastbil ud gennem lejrens port og hen til en nærliggende skov. Her stod andre polske fanger klar til at tømme lastrummet for lig og kaste dem i åbne massegrave – et hårdt og grufuldt arbejde:

“Ligene, som faldt ud af lastbilen, klamrede sig til hinanden i krampagtige greb, lå i forvredne positioner, nogle med kvæstede ansigter. Jeg så en, der havde tænderne boret ind i en andens kæbe, mens andre havde fået deres næser og fingre bidt af”, forklarede en af de få overlevende fra disse arbejdshold.

“Officererne beordrede os til at skille ligene ad, og hvis det ikke lod sig gøre, skulle vi hugge dem fri, skære hænder, ben og andre lemmer af”, huskede han.

En anden af tvangsgraverne fra Chełmno fortalte grådkvalt, at gassen ikke altid havde virket, som den skulle:

“Der var nogle få undtagelser, hvor børn stadig var levende, når de ankom til skoven, fordi gassen ikke nåede ned til dem. I de tilfælde smadrede tyskerne på stedet børnenes hoveder med køller”.

3.000 blev myrdet hver dag

Chełmnos gasvogne kørte normalt ud til skovene 5-10 gange om dagen, og lejrkommandant Bothmann beskrev selv sommeren 1942 som en særlig vellykket periode med 3.000 mord dagligt. 

Med så mange henrettelser begyndte massegravene at udgøre et problem. Indbyggerne i de nærmeste landsbyer klagede over en forfærdelig stank fra skoven, og det blev besluttet at grave de tusindvis af lig op og brænde dem på store bål.

Indsatsgruppen opførte otte meter høje forbrændingsanlæg af mursten i skovene, så ligene kunne kremeres. En polsk skovfoged, som en dag blev vist rundt i skoven af Bothmann personligt, fik også demonstreret et andet af nazisternes makabre redskaber:

“De hule, cylinderformede knogler, der ikke kunne brænde, blev pulveriseret i en benknuser drevet af en motor, som stod i en specialbygget træbarak. Jeg ved ikke, hvor de transporterede dette benmel hen. Der må have været enorme mængder af det”, forklarede skovfogeden, der også så Bothmann ter­ro­ri­se­re en jødisk tvangs­ar­bej­der.

Lejrkommandanten bad ham om at hente en håndfuld knuste knogler henne fra benknuseren, hvorefter nazisten fnyste til den bukkende og skrabende jøde:

“Det her er medlemmer af din race”, hvorefter Bothmann smuldrede stumperne mellem sine fingre.

Gaskamre skød op

Chełmnos udryddelsesmetoder inspirerede de nazistiske ledere i Berlin, så da Heydrich i 1942 foreslog “den endelige løsning på jødespørgsmålet”, førte det til oprettelsen af yderligere fem dødslejre i Polen og en i Hviderusland.

Idéen med at anvende gas som henrettelsesmetode havde nazisternes topfolk nu for alvor taget til sig, men gasvognenes begrænsede kapacitet var ikke tilstrækkelig for Heydrich. 

I stedet skulle store gaskamre med plads til flere hundrede fanger ad gangen opføres. Ligene skulle kremeres på stedet for at spare transporttiden væk.

Så store gaskamre ville det tage alt for lang tid at fylde med udstødningsgas fra lastbiler, så i stedet begyndte tyskerne at bruge giftgassen Zyklon B, men også store dieselmotorer blev monteret direkte på gaskammeret, så billig ud­stød­nings­gas fortsat kunne bidrage til udryddelsen af jøder, sigøjnere og andre, som nazisterne betragtede som underlegne racer.

I sommeren 1942 havde Heydrich dog ikke helt opgivet gasvognene. Et af de få overlevende notater fra RSHA’s tekniske afdeling viser, at “en ordre på 30 specielle superkarrosserier blev bestilt hos Gaubschat-fabrikken”, og at “20 køretøjer allerede var færdige og leveret”.

Sammen med Langes prototype og otte vogne leveret i 1940 havde nazisterne omkring 60 vogne i brug i slutningen af 1942. Det tal begyndte dog snart at falde dramatisk.

Med tyskernes nederlag ved Stalingrad i februar 1943 vendte krigslykken og Den Røde Hær stormende frem, så indsatsgrupperne hastigt måtte i gang med at destruere beviserne på deres ugerninger og køre gasvognene i sikkerhed.

Efterhånden som sovjetiske styrker nærmede sig Tyskland, blev gasvogn efter gasvogn formentlig sprængt af indsatsgrupperne – ingen af dem overlevede krigens sidste måneder. 

Nazisternes jødeforfølgelse begyndte med opfordringer til økonomisk boykot af jødiske butikker og sluttede med masseudryddelse. 

© Getty Images

Opgøret med gasvognens bagmænd

En lang række nazister var involveret i massemordene med gasvogne, men de slettede deres spor eller tog flugten, da Hitlers Tyskland brød sammen, så ikke alle fik deres straf efter krigen.

Cheferne: Heinrich Himmler og Reinhard Heydrich

Titler: Henholdsvis SS-rigsfører og chef for sikkerhedstjenesten (RSHA) i Det Tredje Rige.

Roller: Som rigets øverste ansvarlige for det systematiserede massemord på jøder og drab på kommunister, sigøjnere og kommissærer orkestrerede de to topnazister brugen af gasvogne i Østeuropa.

Retsligt efterspil: Kom ikke for retten. Himmler begik selvmord i maj 1945, mens Heydrich blev dræbt af SOE-agenter i sommeren 1942.

Himmler og Heydrich.

© Getty Images

Kemikeren: Albert Widmann

Titel: SS-Untersturmführer (svarer til sekondløjtnant) og kemiker i rigssikkerhedstjenesten RSHA’s kriminaltekniske afdeling.

Rolle: Var under krigen involveret i testningen af forskellige gasser til dødsvognene. Han stod for papirarbejdet med at bestille ren kulilte til gasningen.

Retsligt efterspil: Afsonede seks et halvt års fængsel fra 1959, da hans rolle i nazisternes forbrydelser kom frem.

Albert Widmann.

© Creative Commons

Designeren: August Becker

Titel: SS-Untersturmführer og kemiker i RSHA.

Rolle: Var med til at udvikle den første dødsvogn og førte tilsyn med vognene i Sovjet, hvor han sørgede for, at fejl blev rettet, og at vognene blev videreudviklet.

Retsligt efterspil: Becker fik tre års fængsel efter krigen pga. sin SS-status og en tillægsstraf på yderligere ti års fængsel i 1959, da hans hovedrolle i dødsvognenes udvikling kom frem. 

Slagteren: Herbert Lange

Titel: SS-Sturmbannführer (svarer til major) og kommandant i dødslejren Chełmno.

Rolle: Var den første officer, der anførte en aktion med dødsvogne, da han organiserede drabet på sindslidende patienter. Som kommandant for dødslejren i Chełmno benyttede han gasvognene til at udrydde fanger.

Retsligt efterspil: Intet. Herbert Lange døde i april 1945 under forsvaret af Berlin.

Herbert Lange

© Creative Commons

Udvikleren: Walter Rauff

Titel: SS-Standartenführer (svarer til oberst).

Rolle: Var leder af hele RSHA’s program med mobile gaskamre og var fra 1941 manden, der havde det endelige ord, når det kom til udviklingen og bestillingen af nye gasvogne.

Retsligt efterspil: Flygtede efter krigen til Mellemøsten og siden til Chile. Han var en af de mest eftersøgte naziforbrydere, men døde på fri fod i Chile i 1984.

Walter Rauff

© Creative Commons

Arvtageren: Hans Bothmann

Titel: SS-Hauptsturmführer (svarer til kaptajn) efterfulgte Lange som kommandant i dødslejren Chełmno.

Rolle: Bothmann var ansvarlig for over 100.000 drab på jøder frem til lejrens endelige lukning i januar 1945.

Retsligt efterspil: Hængte sig selv i en britisk interneringslejr i april 1946, før han fik en dom for sine krigsforbrydelser.

Hans Bothmann.

© Creative Commons

LÆS MERE:

  • Patrick Montague: Chełmno and the Holocaust: The History of Hitler’s First Death Camp, I.B. Tauris & Co. Ltd., 2011 
  • Holocaustresearchproject.org

Måske er du interesseret i...

Læs også