Arbejderne på papirfabrikken måtte sværge ikke at sige et ord om den særlige ordre, SS afgav i 1940.

Falskmøntnerne i Sachsenhausen

Under 2. verdenskrig planlagde nazisterne at sprede millioner af falske pund i England, så landets økonomi brød sammen. Arbejdet blev udført af jødiske fanger i kz-lejren Sachsenhausen. Den dag falskmøntneriet sluttede, skulle de alle dø.

25. marts 2015 af Hakon Mosbech

Historiens største falskmøntneri

For det utrænede øje ser de britiske pengesedler simple ud, men de var udstyret med avancerede vandmærker, 150 sikkerhedsmærker – og ikke lavet af papir. Inden SS kunne indlede historiens
største falskmøntneri, måtte de søge hjælp hos landets skarpeste hjerner og bedste håndværkere, åbne en ny papirfabrik og indrette en hemmelig kz-lejr til falskmøntnerne.

Det tog et år at forberede falskmøntneri

Første skridt i falskmøntner-aktionen var at finde ud af, hvilket papir briterne brugte. SS-folk sendte britiske sedler til analyse på flere tekniske højskoler. Eksperternes svar var entydigt:
Sedlerne var lavet af lærred (almindelig hør). Derfor bestilte SS flere tons hør i Tyrkiet og fik fremstillet den første prøveseddel, men den føltes helt forkert.

Forskerne forsøgte at tilsætte forskellige kemikalier. Uden held. Endelig indså de, hvor fejlen lå: Briternes lærred var brugt! Prompte blev det tyrkiske hør fordelt som pudseklude blandt Berlins fabrikker. Derpå blev det indsamlet, renset og forarbejdet til papir.

Et nyt hold specialister tog fat på at kopiere de britiske vandmærker, der fremstod i en særlig kombination af lyse og mørke mærker i papiret. Endelig i december 1940 havde SS samlet al viden om det britiske papir.

Tavshedsløfte på papirfabrikken

Selve produktionen af seddelpapiret blev lagt ud til papirfabrikken Hahnemühle ved Hannover. Fabrikken, der var grundlagt i år 1584, havde den nødvendige ekspertise i at fremstille specialpapir. Før papirarbejderne blev installeret i en fabriksbygning nord for Berlin, måtte de sværge aldrig at omtale deres opgave.

I løbet af det næste år foretog de talrige forsøg for at finde ud af, hvordan pengesedlerne kunne fremstilles i praksis. Under denne proces dukkede flere britiske hemmeligheder frem. Det viste sig bl.a., at de originale sedler var belagt med særlige kemikalier, der gav kanten et fluorescerende skær, når den blev våd. I foråret 1942 kunne Hahnemühle endelig begynde produktionen.

Få hele historien om falskmøntnerne i Kz-lejren Sachsenhausen - download den her

Måske er du interesseret i...

Læs også