80 fanger gravede en tunnel i det samme hul, som nazisterne brugte til udryddelse af tusindvis af jøder. 

© Juliux, Wikimedia

Flugttunnel fra litauisk udryddelsessted er fundet

Under 2. verdenskrig gravede jøder en tunnel kun ved brug af hænder og skeer. Nu har arkæologer fundet flugtvejen.

6. juli 2016 af Trine Roslev

Et internationalt forskerhold har fundet den flugttunnel, som jødiske fanger gravede i 1943. Det fortalte Israel Antiquities Authority på et pressemøde i sidste uge.

Arkæologer fra blandt andet University of Hartford fandt den 30,5 meter lange tunnel ved at undersøge jorden med radar og radiostråler.

Fangerne flygtede fra Paneriai-massakren

Fangerne gravede tunnelen for at flygte fra udryddelsesstedet i Paneriai, som lå tæt på den litauiske by, Vilnius.

Fra juli 1941 til august 1944 blev op imod 100.000 mennesker skudt og smidt i massegrave af tyske SS-folk og litauiske nazi-sympatisører, hvorefter kroppene blev brændt. 

80 jødiske fanger fik den makabre udryddelsesproces at føle helt tæt på, da nazisterne i 1943 tvang dem til at smide deres medfangers døde kroppe i store huller i jorden, brænde dem og begrave asken.  

Flugtplan var eneste udvej

Gruppen vidste, at så snart de var færdige, ville turen komme til dem, og de udviklede derfor en flugtplan: Med hænder og skeer gravede fangerne på 76 dage en tunnel fra et af hullerne, og den 15. april 1944 var de klar til at flygte ud i skoven. 

Men vagterne hørte støjen fra hullet og nåede at stoppe de fleste. 12 fanger nåede dog at flygte, og 11 af dem overlevede krigen. 

"Det her er en fantastisk historie om den måde, som mennesker kan gennemleve selv de værst tænkelige situationer og stadig have håb for, at de kan slippe fri", fortæller arkæolog og holdleder fra University of Hartford, Richard Freund.

Polske jøder fra Vilniusghettoen blev dirigeret ned i et stort hul via en rampe, som ses mellem de to træer.

© Wikimedia

Måske er du interesseret i...

Læs også