Hangarskibet USS Franklin blev ramt af et kamikaze-angreb den 19. marts 1945. 800 sømænd mistede livet.

© AKG Images

Japan truede luftrummet med kamikaze-piloter

Japans angreb med kamikaze-piloter spredte rædsel blandt amerikanerne, men kostede dyrt i fly. For at spare opfandt japanerne den flyvende bombe Ohka. Den var bygget af krydsfiner og kunne knap holde sig i luften. Til gengæld bar den 1.200 kg sprængstof.

26. april 2018 af Else Christensen

En ram lugt af maling, krydsfiner og sved slår Akinori i møde, da han kravler ned i det lille cockpit. Flyets sider nærmest klemmer omkring ham, og den lave glaskuppel gør ikke meget for at bryde klaustrofobien.

Akinori lader øjnene glide hen over instrumentbrættet. Et kompas, to visere for fart og højde og en måler, der angiver vingernes position – det er alt. Foruden lampen selvfølgelig. Det røde øje, hvis blink snart vil angive, at hans lille fly er klar til at blive affyret fra moderflyet, der nu bærer ham.

Lyden af motoren fra det store fly får hele cockpittet til at vibrere, mens lampen lyser op. Tre prikker. En streg. Og – endelig – den sidste prik, der fuldender morsesignalet “Yo” – klar.

Et skarpt smæld, og alt er stille. Nu høres kun lyden af vinden, der hvisler forbi, mens Akinori falder skarpt og hurtigt. Flyet lystrer hans mindste vrid med styrepinden. At ramme et hangarskib vil være den letteste sag i verden.

Japanerne ejede himlen med kamikaze-piloter

Akinoris flyvetur med Yokosuka MXY7 var kun en træningstur, så efter nogle rædselsfulde minutter lander han sikkert på en luftbase nær Tokyo. Landingen foregår i en sanddynge, for flyet er ikke beregnet til at lande og har derfor intet landingsstel. Til gengæld kunne det lades med 1.200 kg TNT – sprængstof nok til at sænke et hangarskib.

Det billige og simple fly var ideelt til de selvmordsmissioner – kamikaze­angreb – som japanerne mod 2. verdenskrigs afslutning satte deres lid til. Det første kamikazeangreb blev sat ind i oktober 1944, da en sværm af japanske fly angreb det amerikanske hangarskib USS St. Lo ud for Filippinerne. Chokeret så besætningen et grønt fly nærme sig pludseligt fra oven. Flyet smed en bombe, der lige nåede at slå et stort hul i skibsdækket, før maskinen selv pløjede ind i skibet.

Hele dækket flød med brændende flybrændstof, og en halv time senere var USS St. Lo på vej mod havets bund. I de efterfølgende 48 timer formåede bølger af kamikazefly at gøre skade på seks andre hangarskibe, mens 40 mindre skibe blev sænket.

Amerikanerne var rystede, fortæller menig Bill Simmons, hvis skib blev ramt af en japansk kamikaze-pilot den skæbnesvangre dag:
“Vi troede, at vi havde vundet krigen. Men da de begyndte på kamikaze­angreb, blev vi skræmt fra vid og sans. Pludselig var vi ikke længere den mægtige flåde, som vi havde følt, at vi var”.

Selvom angrebene chokerede amerikanerne, var de dog først og fremmest et udtryk for japanernes desperation. Ved krigsudbruddet havde Japans luftvåben været det mest frygtindgydende i verden. Piloterne var veltrænede, flyene teknologisk avancerede, og ledelsen mere sofistikeret taktisk set end alle andre. 

Fra juni 1942 vendte billedet imidlertid. Mere end et halvt år var gået, siden USA trådte ind i krigen, og nu pløjede slagkraftige hangarskibe med dækkene fyldt med jagerfly sig igennem Stillehavet. Og de rykkede nærmere Japan. Det hele var vendt med slaget ved Midway i juni 1942, som japanerne havde indledt – og tabt. Dermed kunne amerikanerne rykke videre mod vest og snart indtage den ene japanskbesatte ø efter den anden.

Under kampene ud for Filippinerne to år senere var USA’s overlegenhed så stor, at en amerikansk pilot erklærede, at krigen mod japanerne var “ligesom at gå på kalkunjagt”.

Et tab af Filippinerne ville være en katastrofe for japanerne, der havde brug for østaten som støttepunkt i transporten af råstoffer mellem Japan og de besatte øer. Situationen krævede en speciel indsats, og “speciel” var lige, hvad viceadmiral Takijiro Onishi var.

Han var kendt som en dybt rutineret officer, der ikke veg tilbage for at gå nye veje. I sin tid havde han været med til at planlægge angrebet på flådebasen på Pearl Harbor, og nu havde han endnu en plan, afslørede han for en gruppe officerer den 19. oktober 1944: “Efter min mening kan vi kun på én måde bruge vores svage styrke effektivt: Vi må organisere angrebsenheder bestående af Zero-jagere, som hver bevæbnet med 250-kg-bomber skal styrte ned i fjendtlige hangarskibe”, forklarede Onishi.

Tanken var ikke helt fremmedartet for de japanske officerer. Gennem det meste af stillehavskrigen havde japanske piloter tyet til spredte, spontane selvmordsangreb, hvor kamikaze-piloter styrtede deres fly ned i fjendtlige skibe. Som krigen skred frem, og japanernes desperation voksede, tog selvmordsangrebene til.

Først med Onishis forslag, som kollegerne straks tilsluttede sig, blev taktikken imidlertid officiel, og den 21. oktober 1944 kunne Onishi stolt sende det første hold kamikaze-piloter afsted.

Ohka (Yokosuka MXY7): 1.200-kg-bombe med vinger

Ohka var det perfekte kamikazefly, men kunne ikke holde sig i luften ved egen hjælp. Flyet blev båret frem til målet af et større fly, hvorefter en selvmordspilot måtte navigere sin bemandede bombe mod fjendtlige skibe.

 

  • Længde: 6,06 meter  
  • Vingefang: 5,12 meter 
  • Vægt (uden last): 440 kg 
  • Topfart: 804 km/t. 
  • Rækkevidde: ca. 40 km 
  • Antal bygget: 852

 
Klik på de markerede områder på kortet og gå på opdagelse i bombeflyet Ohka

 

Døden var en ære for kamikaze-piloter

Kamikaze – guddommelig vind – kaldte Onishi selvmordsangrebene. Alle, der kendte til Japans historie, vidste, at han dermed hentydede til to tyfoner – kaldet guddommelige vinde – som i 1200-tallet havde sænket mongolernes flåde og dermed reddet Japan fra en truende invasion. Med udtrykket håbede Onishi at trække på historien, vække japanernes nationalfølelse og dermed få unge mænd til at melde sig som kamikaze-piloter.

Planen lykkedes over al forventning. De fleste japanere var vokset op med et stærkt æreskodeks, der bød dem hellere at dø end at overgive sig. At have et familiemedlem, der var modigt nok til at ville give sit eget liv for fædrelandet, blev anset for at være en stor ære. Unge mænd strømmede til flyveskolerne i håb om at få del i æren ved at dø i kamp.

“Kære forældre, venligst ønsk mig tillykke. Jeg har fået den mest storladne mulighed for at dø. Dette er min sidste dag”, skrev underofficer Isao Matsuo i oktober 1944 i et brev til sine forældre.

På de japanske luftbaser meldte næsten samtlige piloter sig til kamikazemissioner, og sidst i 1944 kunne Japan gennemføre flere hundrede angreb.

Mens japanske mænd frivilligt gik i døden, havde de amerikanske soldater svært ved at fatte fjendens dødsforagt, fortæller den amerikanske admiral William Frederick Halsey, som selv overlevede et selvmordsangreb: “Psykologien bag kamikazeangreb var fremmedartet for os. Amerikanere, som kæmper for at leve, finder det svært at forstå, at andre mennesker vil kæmpe for at dø”. 

 Amerikanernes største frygt var, at japanernes kamikaze-piloter snart ville erobre luftrummet. “Hvis ikke vi får nok støtte af jagere over vores slagskibe, er deres ødelæggelse uundgåelig”, skrev viceadmiral Thomas Kinkaid til sine overordnede.

Som svar sendte flådeledelsen straks forstærkninger til Filippinerne, og snart tyndede de japanske angreb ud. Unge og ofte uerfarne kamikazepiloter kunne ikke hamle op med de sværme af jagere, som amerikanerne sendte imod dem. Snart kontrollerede USA igen luftrummet og kunne rykke støt fremad.

I Japan havde kejserens flyflåde lidt store tab under kampen om Filippinerne. Fra oktober 1944 til januar 1945 sendte japanerne hele 421 kamikazefly afsted. Samtidig mistede de 102 eskortefly, som enten styrtede eller blev skudt ned af amerikanerne.

De første angreb blev gennemført med Zero-jageren Mitsubishi A6M5 – et af stillehavskrigens mest avancerede jagerfly. Senere gik kamikazeenhederne over til at bruge ethvert forhåndenværende fly, men hurtigt voksede både tidsforbruget og de samlede omkostninger til at bygge nye fly til uoverstigelige højder. Japan var ved at løbe tør for fly.

Men hjælpen var dog lige ved hånden. Siden 1943 havde en af luftvåbnets transportpiloter, underofficeren Mitsuo Ohta, arbejdet med udviklingen af et billigt og effektivt kamikazefly. Flyet, der kun skulle veje ca. 400 kg og være bygget helt i træ, var i praksis luftens svar på sæbekassebilen.

Intet var overladt til tilfældighederne: Sådan angreb kamikaze-piloter

Et kamikazeangreb var ikke blot et hovedløst selvmordsforsøg. Angrebene var nøje udtænkt og koordineret, så de japanske fly ramte fjendens svage punkt og gjorde størst mulig skade. Opgørelser viser dog, at kamikazestrategien havde begrænset effekt.

Klik på de markerede områder på tegningen og se hvordan kamikaze-piloter angreb

Ohka kostede en brøkdel af en jager

Ifølge Ohtas skitser kunne flyet – i folkemunde kaldt “Ohka” (kirsebærblomst) – hverken lette eller lande, men skulle trækkes i luften af et bombefly. Når det nærmede sig målet og blev frigjort fra moderflyet, skulle Ohkaen selv svæve mod fjenden. For at sikre, at flyet fik kraft på kollisionen, var det udstyret med stærke raketmotorer. En sprængladning ville sikre, at hvad flyet end ramte, ville blive uskadeliggjort.

Ohkaen skulle være let at bygge og samtidig billigt – prisen ville kun beløbe sig til omkring 10 procent af, hvad et normalt jagerfly kostede. Mitsuo Ohtas forslag blev i første omgang mødt med skuldertræk hos luftvåbnet – indtil japanerne mistede så mange fly, at et simpelt, billigt fly pludselig lød særdeles tillokkende. En universitetsprofessor blev derfor sat til at gennemgå idéen.

Luftvåbnet så stadig med skepsis på projektet, men efter tabene i Filippinerne var krigsledelsen så presset, at den var villig til at forsøge sig med alt – også en flyvende bombe.

I oktober 1944 fløj Ohkaen sin første testflyvning. Samtidig grundlagde flyvevåbnet enheden Jinrai Butai – Flådens Tordensgudskorps – som skulle uddanne Ohka-piloter.

Kamikaze-piloter fik kun én prøvetur i Ohka

Træningen var intensiv, men ikke særlig praktisk. Kun en enkelt tur fik piloterne i en Ohka. Flyet var simpelthen så primitivt, at risikoen for skader på pilot og fly var for stor. Under de fleste træningstimer befandt piloterne sig derfor blot i store trækasser, hvor de med en pind i hånden simulerede selvmordsangreb.

Efter træningstimerne blev piloterne i Jinrai Butai, der typisk var 15-16 år, behandlet som konger. Kadetterne havde på flyveskolen været underlagt streng disciplin, men i det nye korps fik de god mad, chokolade, cigaretter, vin og whisky.

I december 1944 fik de endog besøg af selveste den øverstkommanderende for Japans flådestyrker, admiral Soemu Toyoda. Han gav hver pilot et samuraisværd med den enkeltes navn indgraveret.

“Som det er nu, er det umuligt for Japan at konkurrere på antal. Vi har ikke andet alternativ end at bekæmpe fjenden på basis af, hvad han ikke besidder og ikke kan udføre. Dette er, hvor Jinrai Butai kommer ind i billedet”, fastslog Toyoda, der også spåede, at korpset ville “sætte en kraft, der er flere gange stærkere end en kamikazeenhed, fri”.

Leverance af Ohka endte på havets bund

På dette tidspunkt tilføjede USA japanerne nederlag på nederlag i Stillehavet og var langsomt ved at nærme sig selve Japan. Omkring nytår kunne de fleste se, hvor det bar hen: En invasion af den japanske ø Okinawa var nært forestående. Hvis øen blev tabt, ville amerikanerne få fodfæste i selve Japan, og det kunne kun være et spørgsmål om tid, før de invaderede de fire store hovedøer. Nu skulle den højtbesungne Ohka vise sit værd. Nu skulle amerikanerne skræmmes væk.

Men leverancen af den første sending Ohkaer lod vente på sig. Flyene skulle produceres i byen Yokosuka og derefter sejles til øen Kyushu, som lå tæt på Okinawa. Desværre for japanerne blev skibet med de første fly torpederet og sank.

Først i marts 1945 var Ohkaen klar til at gå i luften. Den 21. marts havde rekognosceringsfly set tre fjendtlige hangarskibe 350 km fra Kyushu. Rygtet ville vide, at skibene var hårdt skadet af et tidligere kamikazeangreb, som skulle have dræbt 1.000 amerikanere.

15 Ohka bombefly brændte op i luften

Matome Ugaki, øverstkommanderende over kamikazeenhederne på øen Kyu­shu, besluttede stærkt opløftet, at Ohkaerne straks skulle sættes ind. Selvmordsfly kunne let gøre det af med de skadede skibe, og han kunne derefter rapportere en strålende sejr til sine overordnede.

Sådan skulle det ikke gå. En eskadrille på 18 bombefly, hvoraf 16 var udstyret med Ohkaer, og en eskorte på 55 Zero-jagere blev mødt af sværme af amerikanske kampfly. Ohkaernes trærammer blev hurtigt skudt i stumper, og ét efter ét faldt flyene fra hinanden i luften. Da amerikanerne trak sig tilbage, havde Japan mistet 40 fly – heraf 15 af de 16 Ohkaer. Kun ét amerikansk fly gik tabt.

Ugaki var rystet. Han var pinefuldt klar over, at hans mænd ikke kunne klare endnu en fiasko, så 10 dage senere var han forsigtigere, da han sendte blot tre små selvmordshold afsted. Denne gang lykkedes planen.

Ugaki kunne notere sig Ohkaens første succes, da slagskibet West Virginia og tre transportskibe blev skadet. Opmuntret af den lille succes indledte han et større angreb.

Flyene satte ind mod destroyeren Mannert L. Abele, som de først bombede. Derefter styrtede en Zero-jager ned på dækket og slog motorkraften ud. Destroyeren lå helt stille i vandet, da besætningen så noget, der i deres øjne lignede et missil, nærme sig med stor hast. En Ohka ramte skibet lige over vandlinjen, og eksplosionen huggede destroyeren over i to dele.

Få minutter senere sank det mægtige fartøj. Men Mannert L. Abele skulle blive det eneste skib, som Ohkaen formåede at sænke, selvom seks andre fartøjer blev skadet. Resten af krigen fløj kamikazeflyet forgæves flere missioner, mens amerikanerne rykkede nærmere og nærmere de japanske kyster.

Ugaki tog konsekvensen af fiaskoen. Så snart han hørte kejserens kapitulation den 15. august 1945, beordrede han et kamikazeangreb mod Okinawa. Med et kontingent af 11 bombemaskiner satte han ud mod øen, “hvor vores mænd vil miste livet som kirsebærblomster. Her vil vi styrte ind i de arrogante amerikanske skibe, hvorved vi vil vise den japanske krigers rette ånd”.

Selvmordspiloterne nåede aldrig frem til Okinawa. De blev alle skudt ned af amerikanske jagere.

Få hele historien om 2. verdenskrig og meget mere lige til postkassen med et abonnement på HISTORIE. Find den samlede pakke, der passer dig bedst, lige her. God fornøjelse! 

Læs mere

M.G. Sheftall: Blossoms in the Wind: Human Legacies of the Kamikaze, NAL Caliber, 2005. Laurence Rees: Horror in the East, BBC Books, 2001. Raymond Lamont-Brown: Kamikaze: Japan’s Suicide Samurai, Cassell Military, 1997.

Måske er du interesseret i...

Læs også