Tyskerne sover så tæt på, at Clara kan høre deres vejrtrækning. Selv tør hun ikke lave en lyd.

© Montage: Wayne Southwell/Historie & Shutterstock

Jødisk familie levede under nazisternes egne gulvbrædder

Da Tyskland invaderer Polen, må 15-årige Clara og hendes familie skjule sig for nazisternes jødeforfølgelse. Familien går helt bogstaveligt under jorden. Sult, tørst og risikoen for at blive opdaget truer med at gøre hver dag til den sidste.

3. november 2017 af Jannik Petersen

Lyden af knyttede næver mod husets fordør får 15-årige Clara til at fare sammen i mørket. 

“Vi leder efter jøder”, råber en skinger stemme på tysk. Clara begynder at skælve af angst, hendes værste mareridt er blevet til virkelighed: Tyske soldater har omringet huset, og snart vil de gå i gang med at gennemsøge det fra kælder til kvist. 

Kun et lykketræf kan frelse Clara og de 10 andre jøder, som gemmer sig under gulvbrædderne i ægteparret Becks hus.

Clara hører fordøren gå op, og Becks 18-årige datter Ala spørger frygtløst “Hvad kan vi hjælpe med”?

“Vi leder efter jøder! vi ved, de er her!” råber soldaten.

“Jøder, her? Ved I ikke, hvem min far er? Han foragter jøder. Gå ind på et hvilket som helst værtshus her i byen, og spørg, hvordan Beck har det med jøderne”, siger Ala. 

“I har én chance for at overleve. Fortæl mig så, hvor jøderne er”, siger tyskeren truende og med iskold stemme. 

“Okay, okay, jeg er jøde, kan I ikke se det? Bare tag mig med”, siger Ala leende. 

Angstens sved drypper fra Claras pande ned i øjnene. Hun kan ikke tro sine egne ører. Ala gør grin med nazisterne, selv om hun udmærket ved, at alle, der skjuler jøder, bliver skudt sammen med dem, hvis tyskerne finder frem til dem.

Fru Beck er nået frem til hoveddøren og blander sig i samtalen. Hun beder dem tilgive sin fjollede datter.

“Åh mama, det er bare, fordi vi aldrig får gæster, at jeg lavede lidt sjov. Men hvordan kan de tro, at en loyal folketysk familie ville gemme jøder?” spørger Ala dristigt og kaster sig ud i lang forklaring om, hvor hårdt livet er for det tyske mindretal i Polen:

“Polakkerne og ukrainerne sladrer alle om os. For 20 år siden købte en eller anden en so. Den viste sig at være gold, og nu 20 år efter bliver sælgeren beskyldt for at gemme jøder”. 

En ny stemme bryder ind. Den tilhører tydeligvis en ung tysker, og varmen i stemmen afslører, at han er betaget af Alas skønhed:

“Jeg undskylder ulejligheden. Vi tager straks af sted igen. Vi har andre rapporter at kontrollere”.

Clara hører døren blive lukket. Chokket har drænet den 15-årige pige for energi, og hun synker udmattet sammen i mørket. Ingen i skjulestedet tør sige et ord.  

Vil du have endnu flere historier fra 2. verdenskrig?

Så få HISTORIE lige til døren.

Du finder de bedste tilbud her

Naboers sladder kan være dødbringende

Lige under gulvbrædderne i ægteparret Becks soveværelse har 11 jøder fået lov til at grave et skjulested. 

Her gemmer Clara, hendes forældre og lillesøsteren sig sammen med to andre jødiske familier: familien Melman og familien Patrontasch. 

11 børn og voksne er de, som hver dag skal have mad og vand – og det skal ske, uden at naboerne hører dem eller bemærker, at ægteparret Beck køber større ind, end de plejer. 

Den tyske besættelsesmagt betaler nemlig dusør til alle, der angiver jøder, og sultne polakker stikker selv gamle naboer for at få mad på bordet.

To kolde måneder, fra december 1942 til februar 1943 har jøderne allerede tilbragt i den mørke kælder. I gaderne myrdes deres trosfæller, mens de selv kæmper med frygt, sult og tørst. 

Denne gang slipper de med skrækken, men snart rykker tyskerne endnu tættere på: SS-tropper flytter ind hos ægteparret Beck. 

Nazisterne kræver løsesum

Før krigens udbrud levede Clara og hendes familie et privilegeret liv i den lille østpolske by Zolkiew. 

Faderen ejede en mølle, der fremstillede planteolie – en virksomhed, han drev sammen med sine kompagnoner hr. Melman og hr. Patrontasch, der også er jøder. 

Da Tyskland invaderer Polen i 1939, besætter Sovjetunionen den østlige del af landet, og Clara undgår i første omgang følgerne af nazi­sternes jødeforfølgelse.

I juni 1941 angriber Hitler Sovjetunionen og presser russerne mod øst. Snart efter holder jødeforfølgelsen sit indtog i Zolkiew. 

Myrderierne begynder ikke omgående, i stedet forværres situationen dag for dag for. Først nedbrænder SS-tropper synagogen og arresterer rabbinerne. Nazisterne forlanger en enorm løsesum for at lade dem gå. Jøderne samler ind og køber dem fri.

Snart indføres særlige jødelove, der tvinger dem til at bære et armbind med davidsstjernen på. Alle jødiske virksomheder – også faderens oliemølle – overtages af tyskerne, og hver måned skal jøderne betale byens SS-kommandant beskyttelsespenge. 

Da jøderne løber tør for værdier at betale med, rykker SS-tropper ind og fanger hundredvis af familier. De køres bort i tog, og rygterne fortæller, at toget stopper ved en lejr, hvor sort røg stiger op af skorstenen og stanken af brændte lig hænger i luften. 

Fra flygtninge hører Clara om nazisternes ghettoer, hvor jøder gennes sammen og udsultes, før de køres til udryddelseslejre. 

© Image Asset Management/Age Fotostock

Døden venter i ghettoen

SS-kommandanten befaler nogle måneder senere, at alle jødiske familier skal flytte ind i ghettoen i Zolkiews bymidte inden 1. december 1942. Claras familie ved, at det er sidste chance for at undslippe i live, men de har ingen steder at flygte hen. 

Fortvivlet går de tiggergang blandt Zolkiews polakker for at finde nogen, der vil skjule dem, men ingen tør. Ligesom alt håb synes ude, får de hjælp fra en uventet kant. 

Valentin Beck er en drukkenbolt, kendt for sine antisemitiske holdninger og tilhører Polens tyske minoritet. 

Alligevel er han villig til at skjule ikke kun Clara, hendes søster og forældre, men også familierne Melman og Patrontasch. Clara kan ikke ikke fatte deres held.

Straks går de tre jødiske familier i gang med at grave det hemmelige rum under gulvbrædderne i familien Melmans hus. Mens de arbejder, ansøger Beck om at overtage huset. 

Nazisterne har beslaglagt al jødisk ejendom, og Beck tropper op på byens genhusningskontor og beder om at overtage Melmans hus. 

Den snedige plan lykkes, og Beck får på stedet papir på ejendommen og flytter ind. Hr. Melman gemmer sig nu under gulvet i sit eget hus, der med et pennestrøg på et tysk kontor er kommet til at tilhøre Beck. Skjulestedet er lige akkurat stort nok til, at alle 11 jøder kan ligge ned og sove. Men ingen kan stå op, for der er kun 130 cm til loftet. 

De tre familier kan godt grave dybere, men problemet er, at de skal af med jorden bagefter. Udenfor kan jorden ikke smides, for så vil bunken afsløre, at nogen graver under huset. 

I stedet spreder de jorden i husets smalle krybekælder, men også her gælder det om at begrænse sig. Fyldes krybekælderen, vil også det afsløre udgravningen, hvis nogen en dag skulle finde på at kigge derned.

Livlinen til ægteparret Beck er en skjult lem i gulvet i deres soveværelse. Gennem den får jøderne vand og mad og kan komme op for at tømme spanden, som de må forrette deres nødtørft i. 

Lemmen har den fingernemme hr. Patrontasch fremstillet, så den fuldstændig går i ét med sildebensparketgulvet i soveværelset.  

Beck er den mest usandsynlige ven

Drukkenbolten Valentin Beck holder 11 jøders skæbne i sin hånd. Det er oven i købet 11 jøder, som han dårligt kender. De tre familiers frelser ligner alt andet end en helt, skriver Clara i sin dagbog:

“Han er mager, og med sine lyse, ulveagtige, blodskudte øjne, med kinder og næse dækket af et landkort af bittesmå ødelagte blodkar, virker han langt ældre end sine 40 år. 

Han har gråt hår og et tyndt fipskæg, og jeg synes, han ligner træsnittet i min udgave af Don Quixote”.

Som ingen anden kan Beck indgyde Clara og de andre håb, selv om katastrofen konstant lurer lige om hjørnet:

“I har ingen grund har til at være bekymrede. Beck er heldig. Beck er altid heldig”, forsikrer han sine jøder og slutter af med at nynne den tyske vise “Alt er godt, som ender godt”. Den bliver Becks kendingsmelodi og et sikkert signal om, at eventuelle farer er drevet over.

Clara undrer sig dagligt over, at en erklæret antisemit er villig til at risikere ikke kun sit eget liv, men også sin hustrus og sin datters for at redde to håndfulde fremmede jøder. 

Svaret på sit spørgsmål hører hun juleaftensdag 1942, da Beck får besøg af sin bror og svigerinde. Mange glas vodka henne i samtalen føler Beck pludselig trang til at dele sin hemmelighed med broderen.

Nede fra deres skjul kan de rædselsslagne jøder høre, at deres skjulested nu er kendt af andre end familien Beck, og at broderen reagerer med afsky på nyheden. 

Han råber højt, at Beck ikke skylder jøderne en skid og da slet ikke en hjælp, som kan koste alle i huset livet. Beruset råber Beck til ham:

“I 1939, da de skide sovjetrussere kom, var vi heldige at slippe med livet i behold. De ville sende os til Sibirien. Og ved du, hvem der løskøbte mig? Var det dig, min kære bror? Jer, mine folketyske fæller? Nej, det var jøden Melman nedenunder, der bestak de skide kommunister. Hvis jeg forråder dem, forråder jeg min ære. Jeg har hadet jøder hele mit liv, og det gør jeg stadig. Men hvorfor? Det var en jøde, der reddede min ynkelige røv, min uvurderlige kone og min elskede datter. Jeg vil have, at Ala skal kunne se på sin far og se en mand, ikke en kujon!”

Beck fortæller også, at det oprindelig var hans kones idé, at de skulle hjælpe alle tre jødiske familier. 

Fru Beck har i årevis arbejdet som hushjælp hos de tre familier og er altid blevet behandlet godt, ved Clara. 

Men derudover er fru Beck også veninde med Klara Melman,
hr. Melmans søster, som nu er blandt de 11, der gemmer sig i mørket under gulvbrædderne.

Venskabet mellem fru Beck og Klara Melman hviler imidlertid på et skrøbeligt grundlag. Beck har tydeligvis et godt øje til den smukke Klara og inviterer hende tit op i huset, når fru Beck og Ala er ude. 

Hvad de laver sammen, ved Clara ikke, men det bekymrer alle voksne i skjulestedet. Beck kan de ikke gå i rette med, og Klara nægter at tale om det, når hun vender tilbage til kælderens mørke. Igen og igen kredser samtalen om, hvad der mon vil ske, hvis fru Beck opdager noget.

“Det brænder, det brænder!”

Snart får alle jøderne dog mere alvorlige sager at tænke på. Beck fortæller, at Zolkiews ghetto er i gang med at blive tømt.

Skud runger i gaderne, blodet flyder, og tog efter tog forlader jernbanestationen med kreaturvogne fyldt til bristepunktet med fortvivlede mennesker. Enkelte jøder undslipper forfølgelsen, og snart flytter syv mere ind i det allerede overfyldte skjul i Becks hus.

Nogle har Beck ikke kunnet afvise ved døren, fordi de er i familie med jøderne under hans gulv, mens de sidste er byens rige apotekerpar, der har købt sig adgang til Becks livreddende skjul. Pengene bruger Beck til at købe mad til sin egen familie og de nu 18 jøder under hans fodsåler.

Skjulestedet må udvides en smule, hvorefter hr. Patrontasch igen opmåler rummet minutiøst og tildeler alle nøjagtig 35 cm at sove på.

18. april 1943 vågner Clara med lugten af røg i sine næsebor og lyden af fru Beck, der banker på lemmen i gulvet, mens hun råber “brand! brand!”

Alle i skjulestedet er lammet af panik – flygter de ud på gaden, vil de med sikkerhed blive opdaget og skudt på stedet. Bliver de i kælderen, vil de enten blive røgens eller flammernes bytte.

Mændene myldrer op for at hjælpe Beck med at fylde spande med vand, som han løber udenfor og kaster på husets planker. Clara kan høre sin fars fortvivlede udbrud, da han ser ud gennem vinduet i køkkenet:

“Alle husene på vores side af gaden er i brand. Flammerne vælter ud af vinduerne og slikker op ad tagene”.

Midt i panikken springer Claras 10-årige lillesøster pludselig op gennem lemmen i gulvet og løber ud. Først da katastrofen er afværget, og ilden kvalt, går det op for Clara, at hendes søster ikke kun er løbet op i stuen, men helt ud på gaden. Siden har ingen set hende.

I løbet af aftenen prøver Beck diskret at forhøre sig om søsterens skæbne, og om nogen har set hende løbe ud af hans hus. Hvis det er tilfældet, er han og alle husets officielle og uofficielle beboere i livsfare.

Da Beck om natten banker på lemmen og kalder fædrene til sig, er hans ansigtet gråt af sorg og alvor. Han fortæller, at Claras søster blev set af nogle polske skolebørn, som sladrede til tyske SS'ere. Nazisterne fangede, afhørte og skød hende herefter. Om søsteren afslørede skjulestedet, ved han ikke.

“Jeg er bange for, at I bliver nødt til at rejse”, siger Beck. Få timer senere fortryder han dog og lader alle jøderne blive i skjulestedet. Clara betror sin dagbog:

“Der ikke er noget, der hedder et knust hjerte. Det bliver ved med at slå, som for at håne dig. Den bitre sandhed om min søsters død er, at selv om vi bad for hendes overlevelse, så bad vi også til, at hun ikke ville forråde os, da vi hørte om hendes anholdelse. Så vores tårer for min søster var også lettelsens tårer”.

Dagen efter hentes ægteparret Beck til forhør hos SS, som har fået et tip om, at Claras søster blev set løbe ud af deres hus. Men igen lykkes det på forunderlig vis for Beck at overbevise nazisterne om, at han er en god tysker, der ikke kunne drømme om at skjule jøder.  

Strenge ordensregler skulle redde liv

Hver dag i Becks kælder kunne blive den sidste for de tre jødiske familier. Ethvert udbrud og enhver lyd risikerede at afsløre deres tilholdssted. 

I sin dagbog skrev Clara: “For at forhindre katastrofen vedtog de voksne et sæt regler, som skulle sørge for, at kælderen hele tiden var stille som en grav”.

Kælderreglementet:

  • Kun hr. Patrontasch må åbne og lukke lemmen. Han kan gøre det helt lydløst.
  • Privatliv og anstand hører fortiden til. 
  • Toiletspanden står få cm fra opholds-rummet, det må vi vænne os til.
  • Vær altid høflig. Brug hr og fru.
  • Ingen har ret til at beklage sig.
  • Hver familie er ansvarlig for deres egen mad og vand.
  • Ingen må tale, medmindre det er strengt nødvendigt.

Beck er sin kone utro

Forår bliver til sommer, og varmen i skjulestedet er kvælende. Clara prøver at slå tiden ihjel med at undervise de mindste børn, skrive dagbog og stoppe tyske soldaters strømper, som fru Beck tager mod betaling fra. Chokket over lillesøsterens død præger hele familien, og næste katastrofe er ikke langt borte.

Beck har for gud ved hvilken gang inviteret Klara Melman op til sig i huset, mens fru Beck er i kirke. Pludselig hører Clara fodtrin ved gadedøren.

“Det er bare mig, jeg var nået helt hen til kirken, da jeg opdagede, at jeg havde glemt min pung. Jeg havde ikke en skilling til kirkebøssen”, råber fru Beck muntert.

Alle i skjulestedet tæller åndeløst de fem skridt fra hoveddøren og hen til soveværelset:

“Din svinehund! SVINEHUND! Og dig! Jeg vil ikke have en slange til at bo under mit tag. Ud mig dig, UD!” brøler fru Beck. Med kjolen i uorden tumler Klara Melman ned gennem lemmen, og uden at kigge nogen i øjnene kravler hun over til sit leje i skjulets fjerneste hjørne.

Ovenpå er fru Beck ved at afsige en dødsdom over alle jøderne under hendes gulvbrædder:

“Få hende ud herfra. Få dem alle sammen ud herfra. Alle sammen”, råber hun, mens et spejl knuses og ting kastes mod væggen. Så hører Clara lyden af et knytnæveslag og en krop, der slapt rammer gulvet.

Da fru Beck kommer til bevidsthed igen, pakker hun en kuffert, tager sin datter under armen og marcherer ud gennem fordøren. Jødernes madmor er væk – nu afhænger deres overlevelse af en drukkenbolt, som sjældent er hjemme. 

Uvisheden tærer på alle, og gennem tre søvn­løse nætter spekulerer Clara på, hvad der vil ske, hvis hele familien Beck forlader huset. Tre lange døgn med sult og ulidelig tørst, hvor ingen siger noget – alle ligger bare apatiske, fortvivlede og venter.

Så går fordøren op, og fru Becks genkendelige fodtrin høres på gulvet. Hun banker på lemmen og rækker en spand æbler og vand ned til de afkræftede flygtninge. Lettelsen er mærkbar i hele skjulet, og Clara skriver varmt og inderligt om fru Beck i sin dagbog:

“Hun er vores klippe. Fru Beck, den simple, folkelige gigtkrogede, for tidligt ældede og af sin egen mand ydmygede Julia Beck er den stærkeste af os alle”.

Om aften tilbereder fru Beck en forsoningsmiddag til sin mand og inviterer Clara op til sig i køkkenet. Beck vakler beruset ind med favnen fuld af liljer og en pels. Clara gør miner til at fortrække til kælderen, men Beck vinker afværgende og mumler:

“Nej, bliv. Jeg kan få brug for lidt beskyttelse!”

“Det kommer an på, hvem liljerne er til”, svarer fru Beck skarpt. Beck rækker hende pelsfrakken og blomsterne og kysser hende på kinden.

Han beretter, at pelsen er købt gennem hans efterhånden gode forbindelser i byens nazistiske administration. Frakken er lavet af den bedste buntmager, som har brugt hele skind – ikke småstykker. 

Mens han praler løs, tager han pelsen op, vender og drejer den foran fru Beck. Pludselig opdager hans fingre to små huller i ryggen på pelsen. Praleriet stopper, og han bander:

“Den skiderik. Jeg sagde til ham, at pelsen var en gave til dig. Tror du måske, at jeg ville give dig en pels med skudhuller i? Tror du ikke, jeg ved præcis, hvordan de huller er kommet dér?” 

Fru Beck beroliger sin mand, fortæller ham, at pelsen er dejlig, og at hun nok skal finde en, der kan stoppe hullerne. Freden indfinder sig igen i familien Becks hus.

Grædende barn må gøres tavst

December 1943 bringer ikke julefred, men flere rystende oplevelser med sig. Clara har nu tilbragt et helt år i skjulestedet under jorden, og som krigen går, mener Beck, at de risikerer at skulle blive dernede i yderligere et år. 

Et år mere med Becks utilregnelighed, når han drikker sig sanseløst beruset. Et år mere, hvor de alle er afhængige af, at fru Beck bliver ved med at tilgive sin mand, som nu er utro med en svigerinde i byen. Et år mere, hvor selv den mindste lyd kan afsløre skjulestedet og sende dem i døden.

Efter nytår flytter to tyske togførere ind i huset. Byens nazistiske myndigheder opfatter Beck som en loyal folketysker, som de kan betro at have vitale personer boende. Med ét slag mangedobles risikoen for, at lyde eller lugte afslører flygtningene under gulvbrædderne. 

De voksne jøder diskuterer lavmælt, om alle bare skal begå selvmord med det samme – for at undgå ydmygelser og en smertefuld død. 

Apotekeren piller ved den giftkapsel, han altid bærer i en kæde om halsen. Beck prøver at berolige dem. Han mener ligefrem, det kan være en fordel at have tyskere boende:

“Tro mig, det ikke så slemt. Vi vil være mere sikre på denne måde. Hvem vil nogensinde drømme om, at I er her, når der bor togpersonale lige ovenpå?” Men dagligdagen i skjulestedet bliver hurtigt uudholdelig, da tyskerne flytter ind. 

Togførerne er tit hjemme i dagevis, først når de forlader huset, kan Beck række nye forsyninger ned til jøderne – og hr. Patrontasch kan komme op i huset og tømme latrinspanden i toilettet.

En aften holder Beck en lille fest for togførerne og hans nazistiske forbindelser i byen. Vodkaen går rundt, musikken spiller, og Clara lytter med på samtalerne.

“Gud nåde og trøste os, når krigen er forbi, og jøderne tager deres hævn”, siger en bekymret mandsstemme.

“Ikke hvis vi får fat på dem først”, griner en af togførerne. Hans rå latter skærer gennem gulvbrædderne og skræmmer et af de små børn nede i mørket.

Barnet begynder at hyle højt. Så højt, at fru Beck lister hen til lemmen og hvisker “jeg kan høre hende”. Desperat presser en af de voksne en pude ned over barnets ansigt og kvæler lyden. 

Barnet kradser ham på hånden, spræller febrilsk, men ligger til sidst stille. Den lille fireårige er helt blå i ansigtet, da puden fjernes og et lys holdes hen over hende. Så åbner hun heldigvis øjnene igen. 

Særlige SS-enheder skød og hængte tusindvis af jøder. 

© AKG Images

SS flytter ind hos Beck

I april 1944 opererer jøderne som en veltrænet militær-enhed, der rykker ud og tømmer toiletspand, koger kartofler og får friske forsyninger, så snart togførerne forlader huset i bare et kort øjeblik. Men så tramper seks par støvler en dag ind i entreen. 

Clara kan høre tyske stemmer og tror straks, at en dødbringende razzia er over dem – nu kommer nazisterne, og så er det slut. Kort efter banker en usædvanlig bleg udgave af Beck på lemmen i gulvet:

“Det er SS'ere. Jeg ved ikke, hvor længe de bliver her. De fortalte mig, at deres bil er brudt sammen, og at de er nødt til at vente på reservedele”.

SS-soldaterne flytter ind i samme rum som togførerne. Nu bliver det næsten umuligt at få tømt toiletspanden ofte nok. Beck giver jøderne tre spande til formålet, men det er slet ikke nok. 

Lugten risikerer at afsløre dem. Jøderne beslutter at holde sig vågne om natten, så deres snorken og tunge vejrtrækning ikke afslører dem, når alle tyskerne er gået i seng og huset bliver helt stille. 

I stedet vil de sove om dagen og altid have en vagt til at våge over de familiemedlemmer, der er kendt for at snorke.

Ægteparret Beck har i forvejen svært ved at finde mad nok at købe til jøderne. Og når de en sjælden gang imellem finder noget spiseligt, er det næsten umuligt at smugle det ned til den sultne flok under gulvbrædderne. 

Tyskerne opdager Patrontasch

Foråret bringer dog også enkelte gode nyheder med sig: Russerne nærmer sig hastigt fra øst. Kampene mellem Den Røde Hær og tyskerne foregår nu blot 150 km fra Zolkiew. 

Endnu bedre bliver det, da SS'erne efter seks dage drager videre og overlader værelset til de to togførere.

Stik imod forventningerne bliver forholdene i skjulet ikke bedre. På grund af bombardementer er togdriften suspenderet, og togførerne ligger døgnet rundt i deres senge – i skjulestedet nærmer jøderne sig en latrinær katastrofe. 

Beck tvinges til at åbne lemmen en sen nattetime, så hr. Patrontasch kan komme ud og tømme spandene, mens togførerne ligger og sover.

I strømpesokker og undertøj lister den lille krumbøjede mand sig ud på toilettet og skyller ud. Men lyden må have vækket tissetrangen i en af togførerne, for pludselig går døren til tyskernes værelse op, og en søvndrukken skikkelse kommer frem i døråbningen.

Hr. Patrontasch er kun nået hen til Beck-familiens dobbeltseng, som skærmer udsynet til den åbne lem i gulvet. 

Togføreren kigger i retning af sengen, men sjosker så videre ud til toilettet. Hr. Patrontasch springer ned i hullet og lukker lydløst lemmen. Sekunder senere bryder helvede løs oppe i huset. Togføreren farer rundt og råber:

“Jeg sværger, at jeg så ham. Lige her i soveværelset”.

Så hører Clara fru Becks ophidsede stemme:

“En tyv, det må have været en tyv”. Fru Beck åbner nogle knirkende skabslåger og udbryder:

“Jeg havde nogle sølvlysestager...”.

Clara kan høre, at togføreren har lagt sig direkte oven på lemmen i gulvet for at kigge ind under sengen, så rejser han sig op og gentager:

“Jeg sværger, jeg så ham. Han stod lige dér. Han var ikke særlig høj, mørkt hår, mørke øjne, og han havde kun undertøj på”. Så styrter han ud af huset og løber hen for at hente politifolkene på den nærmeste station.

“15 måneder i dette hul. Tænk at skulle dø nu, hvor russerne står få kilometer herfra”, tænker Clara.

Politifolkene gennemsøger huset, men heldigvis leder de ikke efter gemmesteder for jødiske flygtninge, men efter en desperat indbrudstyv, som måske trykker sig mod gulvet i et skab eller er flygtet ud gennem baghaven.

“Man skulle tro, at mennesker, der ser døden i øjnene så mange gange, som vi har gjort, vænner sig til det. Men det forholder sig lige modsat: Jo mere vi er i fare for at dø, desto mere bange bliver vi”, noterer Clara i dagbogen. 

Granater vælter husmuren

Snart flytter fire tyske soldater ind i togførernes værelse. De tilhører en enhed, der skal gøre klar til tyskernes tilbagetrækning fra Zolkiew. Selv om tyskerne gør livet svært for jøderne under gulvet, giver nyheden også håbet ny næring. Krigen nærmer sig sin afslutning.

En nat, hvor fru Beck for en gangs skyld er alene hjemme, banker det pludselig hårdt på døren. Nazisternes håndlangere fra det ukrainske politi braser ind. 

Fru Beck kommer på benene, men politibetjentene er allerede nede i brændekælderen for at lede efter skjulte rum.

“Jøder! Jøder! Hvor er jøderne. Sig det til os, så slår vi dig ikke ihjel, din polske mær. Vi ved, at I gemmer 14 jøder. Det ved hele byen”, råber en af ukrainerne.

Betjentene farer støvletrampende rundt i huset, mens støv drysser ned i hovedet på jøderne under gulvet. En tyskers råb flænger luften:

“I svin. Hvor vover I at komme og lede her, hvor der bor tyske soldater”, skriger den velkendte stemme, som tilhører en af de nyindflyttede tyske soldater. 

Ukrainerne afbryder under eder og forbandelser deres razzia, og Clara noterer triumferende i sin dagbog: “Beck havde ret. Med en håndfuld tyskere i huset, hvem skulle så drømme om, at der bor 18 jøder under gulvet?”

I juli 1944 raser kampene tæt på Zolkiew. Togførerne og de tyske transporttropper rejser, da russiske granater begynder at falde i gaden. I tre dage ryster huset af eksplosioner. 

Tyskerne har en kanonstilling tæt på Becks hus, og den forsøger russisk artilleri igen og igen at ramme. Husets ene endevæg braser sammen, og ægteparret Beck søger i sikkerhed hos jøderne under gulvet.

Skyderiet hører omsider op, og Beck går ud for at se, om tyskerne er væk. Kort efter vender han tilbage og banker på lemmen i gulvet:

“Russerne er kommet”, siger han. Overstadige af glæde strømmer Clara og de andre op fra skjulestedet.

Ude på gaden ligger døde tyske soldater langs de veje, russerne kommer marcherende ad. Clara nyder solen og ser over på de andre:

“Under åben himmel kunne jeg se, hvor tæt vi alle sammen var på døden. Vores hud var gennemsigtig, og den hang på os som tøj, der poser. Vi var vandrende pinde med lunger og hjerter, men ikke ret meget mere”. 

Efter krigen blev byen Zolkiew en del af det sovjetiske Ukraine, hvor jødehadet stadig ulmede. Clara og hendes familie følte sig tvunget til at rejse og endte i USA, hvor hun stiftede familie og stadig bor.

Læs mere

Clara Kramer: Claras krig, Gads Forlag, 2008.

Måske er du interesseret i...

Læs også