Norges fald: Churchill gav tyskerne sejren

Den 9. april 1940 lå panserskibene Eidsvold og Norge for anker ud for Narvik. De var Norges stærkeste krigsskibe – men også de ældste, som var i brug i nogen marine. Spøgefuldt kaldte admiralen dem “mine gamle badekar”.

Med ét gled et slankt, gråt fartøj ud af mørket. Så ét til og derefter et tredje. I alt 10 topmoderne, strømlinjeformede tyske destroyere stævnede ind gennem Ofotfjorden mod Narvik, lige imod de to gamle panserkolosser.

Det tyske flagskib Heidkamp sendte en båd over til Eidsvold. Tyskerne kom som venner, hævdede de udsendte, og opfordrede nordmændene til at overgive sig uden kamp. Men Eidsvolds kaptajn Willoch gennemskuede bluffnummeret og sendte udsendingene tilbage. Øjeblikket efter gik en rød signalraket til vejrs fra Heidkamp. Den norske kaptajn Willoch vidste, hvad der ventede:

“Klar ved kanonene! Nu skal vi slås, gutter!” råbte han.

Det gamle panserskib svingede langsomt siden til den tyske destroyer og øgede hastigheden. Men før Eidsvold nåede rundt, rev tre eksplosioner skroget op. Tyske torpedoer havde ramt det norske skib nær ammunitionsdepotet. Eidsvold gik til bunds på bare 15 sekunder. 175 af skibets mandskab på 183 døde i det iskolde vand.

Længere inde i fjorden blev eksplosionen hørt på panserskibet Norge. Fra dækket så mandskabet ukendte skibe dukke ud af tågen, og Norge åbnede ild. I mørket traf ingen af granaterne, men to torpedoer fra den tyske destroyer Armin ramte Norge midtskibs. Et minut senere var skibet borte fra overfladen, sammen med 101 søfolk.

Med sænkingen af panserskibene var modstanden i Narvik overvundet. Den øverstkommanderende for byens forsvar var oberst Konrad Sundlo – et ivrigt medlem af det norske naziparti Nasjonal Samling. Nu gik han ind på en halv times våbenhvile, der gav tyskerne god tid til at få kontrol over Narvik.

Tyskerne indtog byen uden at løsne et skud, og Heidkamps kommandør Bonte kunne tilfreds notere, at hans del af den storstilede “Operation Weserübung” var gennemført; Narvik – knudepunktet for den livsvigtige transportrute for svensk jernmalm til Tyskland – var sikret. Kommandør Bonte gik til køjs, udmattet efter mange dages anspændt sejlads gennem fjendtligt farvand.

Det tyske overraskelsesangreb

I dagene og ugerne inden “Operation Weserübung” havde rygterne om et forestående tysk angreb svirret. Men de blev ikke taget alvorligt. End ikke da den største tyske flådestyrke nogensinde forlod de nordtyske baser natten til den 7. april, forstod hverken skandinaverne eller de allierede, hvad der skulle ske. Var det et angreb på Island? På Murmansk? Eller bare en øvelse? Gættene var lige så forkerte, som de var absurde.

Klokken 04.15 om morgenen den 9. april slog tyskerne til mod en række strategisk vigtige byer, havneanlæg og broer i Danmark og Norge. Overraskelsen var total. På bare to timer havde værnemagten tvunget Danmark til at give op, og landets regering erklærede sig parat til at samarbejde med besættelsesmagten. Det samme resultat havde tyskerne håbet på i Norge, men i stedet for at forhandle fred flygtede kong Haakon og regeringen fra Oslo og mobiliserede hæren.

Kamp var uundgåelig, vidste tyskernes øverstbefalende general Nikolaus von Falkenhorst, manden bag den gigantiske “Operation Weserübung”. Norge skulle erobres dal for dal, indtil indbyggerne indså deres umulige situation.

Blandt nordmændene var forsvarsviljen stor, men mulighederne begrænsede. Soldaterne manglede træning og materiel. Landet var stort set uforberedt på angrebet. Eneste håb var, at de allierede ville komme Norge til undsætning.