Hitler havde store forvent­ninger til det tyske luftvåben, som Göring og hans højre­hånd, Milch, stod i spidsen for.

© Getty Images

Luftwaffe voksede frem i hemmelighed

Da 1. verdenskrig slutter, er sejrherrerne enige om at udslette det tyske luftvåben. Kampfly bliver skrottet, og piloterne fyres. Men tyskerne nægter at give op. På hemmelige baser i Sovjet uddanner Luftwaffe sine nye piloter og afprøver ­fremtidens fly.

2. juni 2017 af Esben Mønster-Kjær

Den tyske delegation i Versailles er i ­oprør. 

Tyskerne var forberedte på, at 1. verdenskrigs sejrherrer ville præsentere nogle særdeles hårde fredsbetingelser, når de ankom til det franske slot 7. maj 1919. Men prisen for at afslutte krigen viser sig at overgå deres værste anelser:

“Tiden er inde til at gøre regnskabet op”, siger Frankrigs premierminister, ­Georges Clemenceau, til tyskerne, der er klemt inde bag et bord – som var de anklagede i en retssag. “I har bedt om fred. Vi er parate til at give jer fred”.

Til gengæld kræver sejrherrerne en astromonisk erstat­ning og Tyskland skal påtage sig skylden for krigens ødelæggelser. 

Fredsbetingelserne dikterer også, at den tyske hær skal erstattes af et vagtkorps på sølle 100.000 mand, der hverken må have kampvogne, ubåde eller fly. 

Europas største nation skal ydmyges, ­forstødes fra sin plads i stormagternes rækker.

“Vi er forfærdede, når vi læser de krav, der stilles til os – vores fjenders sejrrige ­brutalitet”, svarer den tyske udenrigsminister. 

Men der er intet at stille op. Tyskland må bøje sig, uden mulighed for at ændre én eneste af traktatens 440 paragraffer.

Versaillestraktatens betingelser ­betyder bl.a. opløsningen af verdens mest effektive luftvåben. 

Med overlegne strategier, bedre udstyr og mere erfarne piloter har tyskerne i fire år hævdet sig mod en fjende, der rådede over langt større luftstyrker. 

Nu er det slut. De tyske fly og al den opsamlede erfaring skal køres på skrotpladsen – sammen med stoltheden over, hvad ­luftens esser har præsteret.

Freden skal udløse konkurser

Tyskland havde tabt 1. verdenskrig, og Versaillestraktaten skulle efterleves, hvis riget ville undgå, at krigen blev gen­optaget og Tyskland udslettet. 

Da det tyske luftvåben formelt blev nedlagt den 8. maj 1920, var styrken i praksis ­allerede ophørt med at eksistere – alle fly var destrueret eller konfiskeret.

Sejrherrerne forlangte dog mere end blot afvæbning; Tyskland skulle fratages muligheden for at genopruste, og derfor rummede fredstraktaten krav, der havde til mål at ødelægge landets flyindustri.

“I seks måneder efter tiltrædelsen af denne traktat vil produktion og import af fly, dele af fly, flymotorer og dele af flymotorer være forbudt på tysk ­­­territorium”, foreskrev paragraf 201.

Det tvungne produktionsstop skulle drive flyfabrikkerne ud i konkurs – og planen var tæt på at lykkes. 

Krigsårenes største tyske flyleverandør, Anthony ­Fokker, reagerede på de dystre fremtidsudsigter ved at pakke hele sit industri-apparat på togvogne, som han sendte over grænsen til Holland.

Andre fabrikker forsøgte at hutle sig ­videre med en lille produktion af civile fly – eller også begyndte de at fremstille landbrugs­maskiner.

Som følge af Versailles­traktaten blev tusindvis af velfungerende tyske fly sendt til skrot. 

© Getty Images

Hemmeligt kontor styrer hæren

Med luftvåbnet nedlagt og den tyske fly­­­­­­­industri i ruiner havde Storbritannien, Frankrig og USA nået deres mål – men kun tilsyneladende. 

For knap var ­blækket på ­Versaillestraktaten tørt, før tyske ­officerer begyndte at omgå paragrafferne. 

I hemmelighed forberedte de sig på den dag, hvor hæren kunne bryde sine ­lænker og genindtage positionen blandt verdens ­førende slagstyrker.

Versaillestraktaten havde dikteret, at det slagne Tysklands generalstab skulle ophøre med at eksistere – på samme måde som luftvåbnet. 

Men midt i alle omstruktureringerne bemærkede ingen af de fjendtlige kontrolofficerer, at den tyske overkommando havde åbnet et nyt kontor kaldet Truppenamt, hvilket kan oversættes til “Personaleafdelingen”.

Bag dette uskyldige dæknavn samlede hæren sine skrappeste og mest opfindsomme folk, som fik til opgave at føre general­stabens arbejde videre i ­hemmelighed. 

60 elite­officerer blev håndplukket til denne inderkreds, og af dem var seks tidligere piloter. Her mødtes de med adskillige gamle kamp­fæller, som formelt havde forladt militæret, men nu var hyret til ­afdelingen som civile specialister.

I begyndelsen medførte de begrænsede muligheder, at Truppen­amt måtte koncentrere sig om at skabe et luftforsvar, der kunne sikre landet mod fjendtlige angreb. På ­længere sigt var målet dog, at ­Tyskland igen skulle have sit eget ­luft­våben. 

Det krævede trænede ­piloter og en ­hjemlig flyindustri, der var på højde med den nyeste ­teknologiske ­ud­vikling. 

Dette kunne ikke lade sig gøre i Tyskland, så Truppen­amt ­sendte en ­diskret føler til en anden af 1. ­verdenskrigs store tabere.

Sovjetunionen lægger jord til

Ligesom Tyskland var Sovjet­unionen en international paria i årene efter 1918. Resten af verden ­frygtede det kommu­nistiske ­regime, som var isoleret og ­omgivet af fjendtlige magter. For russere var selv en budbringer fra den gamle fjende ­Tyskland velkommen.

Fælles interesser smedede et fornuftsægteskab mellem tyskernes hemmelige generalstab og Den Røde Hær. 

De indgik en handel, der ville give Tyskland ­adgang til baser på sovjetisk territorium, hvor de kunne teste nyt krigsmateriel og træne mandskab. Til gengæld fik værterne lov til at kigge deres gæster over skulderen under øvelserne og afprøve de tyske fly.

I 1926 ankom det første hold tyske jagerpiloter til den hemmelig luft­base i ­Lipetsk 400 km syd for Moskva. 

Her, langt væk fra nysgerrige blikke, kunne 300 tyske piloter teste nye fly, ­afprøve angrebs­teknikker og øve sig på luft­observation. 

Kapaciteten var begrænset, så alle elever var blevet udvalgt omhyggeligt ud fra deres evner i et cockpit og deres lederpotentiale.

Når de vendte hjem til Tyskland, skulle de nemlig være i stand til at instruere næste hold piloter og udarbejde nye taktikker. Mange af eleverne fra pilotskolen i ­Li­petsk endte siden på Luftwaffes øverste rangtrin under 2. verdenskrig.

Første hold bestod af veteraner fra 1. verdenskrig, men efter dem fulgte unge mænd, der var udset som grundstammen i fremtidens luftvåben. 

De skulle være i stand til at flyve i forvejen, og for at sikre en tilpas stor pulje af kandidater demonstrerede den tyske ­hærledelse nok en gang sin evne til at manøvrere uden om Versaillestraktaten. 

Raske unge tyskere – og især officererne – blev opmuntret til at melde sig ind i de svæveflyveklubber, der i 1920’erne skød op overalt i Tyskland. 

De motorløse fly var en billig og enkel måde at træne ­basale flyvefærdigheder på i et land, hvis ­flyindustri stadig var tvunget i knæ.

Kampfly fremstillet på dækadresser

Ved ankomsten til Lipetsk kunne de unge piloter for første gang sætte sig ind i et ægte tysk kampfly. 

Træningen med de uprøvede fly var dog ikke ufarlig, og flere piloter døde under øvelserne. Deres lig blev sendt hjem til ­Tyskland i kasser markeret som “Maskin­dele”.

En af de tyske producenter, der i hemmelighed afprøvede nye maskiner, var Hugo Junkers. Hans fabrik i Tyskland produ­cerede civile fly, men han begyndte at udvikle kampfly vha. et virvar af udenlandske skuffe­selskaber. 

Først i Sovjet­unionen og fra 1925 i Sverige under det anonyme navn AB Flyg­industri. 

De fleste flydele blev fremstillet på hoved­fabrikken i Tyskland, hvorpå Junkers sejlede dem til ­Sverige, hvor flyene blev samlet og eksporteret til luftvåbner i Syd­amerika, Asien og Europa.

I 1932 var Truppenamt parat til at gendanne det tyske luftvåben. Nye ­angrebsstrategier var færdigudviklet, ­planen for en styrke på 1.000 fly af fem forskellige typer lå klar i arkivskabet, og fabrikkerne trippede for at komme i gang med genoprustningen. 

Generalerne manglede blot en politisk ­leder, der var parat til at bryde med Versailles­traktaten og kaste nederlagets lænker af sig. Den leder kom med Adolf Hitlers nazistiske magtovertagelse den 30. januar 1933.

Nazister rykker ind i ministerierne

Da Hitler blev tysk kansler, stod det hurtigt klart, at Tyskland prioriterede flyvevåbnet højt. Et nyt luftfartsministerium blev oprettet og underlagt den magtfulde ­Hermann Göring. 

Han var ­en højt ­dekoreret pilot fra 1. verdenskrig og indtog pladsen som nummer to i det nazistiske partihierarki, lige bag Hitler.

Göring viste sig som den perfekte ­chef for Tysklands spæde luftvåben. I kraft af sin position kunne han sikre, at fly­styrkerne fik rigeligt med penge, og at ­fabrikkernes kapacitet ekspanderede – og så blandede han sig ellers ikke. 

I ­realiteten tog Göring sjældent plads bag skrivebordet i sit rummelige ministerkontor i Berlin – han foretrak parader og selskabsliv.

Fraværet hjalp hans stab, for det var over 10 år siden, at Göring sidst havde ­siddet bag en styrepind, og han anede intet om militærflyvningens ­udvikling siden 1. verdenskrig.

I stedet fik eksperterne arbejdsro. De kunne dog endnu ikke sætte den ­åben- lyse genoprustning i gang, for Hitler ville først sikre sit greb om Tyskland, inden han udfordrede Storbritannien og ­Frankrig ved at forkaste Versailles­traktaten helt. 

Men for­­­­­­beredelserne blev sat op i tempo, og mange nye medlemmer blev hvervet til landets svæve­flyklubber. 

Blandt dem var 22-årige Günther ­Scholz. Han begyndte at flyve svævefly i 1933 og ­besluttede sig for at blive pilot i det luftvåben, som alle vidste var ­undervejs.

Hemmelige pilotskoler var nu åbnet i Tyskland, og det var ved flådens skole, at Scholz blev optaget i 1934. 

Heldet havde fulgt den unge ­aspirant, for antallet af pladser var lille, og kun de bedste slap ­gennem nåleøjet. 

Det skabte en stærk korpsånd at være del af dette ­udvalgte ­broderskab. Elitekulturen gav en generation af ekstremt dygtige piloter, men kulturen skulle vise sig at være en hæmsko i det lange løb.

Da krigen begyndte, var de tyske pilotskoler slet ikke forberedt på at uddanne nyt mandskab hurtigt og i stort antal.

Junkers Ju 52 blev udviklet som transportfly, men fløj også mange bombetogter.

© Getty Images

Tyskland går på vingerne igen

Luftwaffe opstod omsider officielt i marts 1935, da Hitler forkastede alle Versailles­traktatens militære begrænsninger. 

Hverken briter, franskmænd eller ­amerikanere stillede sig i vejen. Nu kunne Tysklands oprustning tage fart uden hemmeligheds­kræmmeri. ­

Prin­cippet var fremover, at hvis noget i det tyske ­militær kunne flyve, tilhørte det Hermann Göring.

Tysklands nyoprettede flyverkorps skulle have en øverstbefalende, og valget faldt på general Walther Wever. 

Det var hans opgave at lægge Luftwaffes mission helt fast. Wever mente, at nøglen til sejr var tæt samarbejde med militæret. 

Tyske bombefly skulle bruges til at ødelægge fjendens baser og blokere transportruter, så det blev umuligt for fjenden at bevæge sine tropper:

“Luftvåbnet vil sætte vores hær i stand til at vinde et komplet tilintetgørelsesslag ved at holde fjendens reserver, selv hele reserve-arméer, væk fra slagmarken”, slog Wever fast over for en gruppe luftwaffe-­officerer. 

Han anså også ­fjendens fabrikker som oplagte mål, men troede ikke på, at flystyrker kunne vinde krige på egen hånd ved at terrorbombe stor­byer. 

Nogle af tidens militær­teoretikere mente ­ellers, at ødelæg­gelserne på kort tid ville tvinge en fjende til kapitulation.

Wevers ord blev en nøjagtig ­beskrivelse af den måde, Luftwaffe kom til at operere på under 2. verdenskrig. 

Frem for at søge en helt selvstændig rolle, som britiske Royal Air Force og det amerikanske flyvevåben, ville han sam­arbejde med hæren. 

Kursen var lagt for Luftwaffe, og fundamentet støbt for store triumfer og bitre fiaskoer. ­Allerede i 1936 kunne det tyske flyvevåben gå i aktion for første gang.

Borgerkrigen afslører mangler

I Spanien gjorde fascistiske ­kræfter oprør mod landets venstreorienterede regering, og en tre år lang borgerkrig brød ud. 

Hitler besluttede at blande sig, og Luftwaffe skulle føre kampen. En af de piloter, der deltog, var Günther Scholz. Som officer tjente Scholz i Spanien i et år, hvor han var på bombe­togter, fløj eskortemissioner og udkæmpede luftdueller.

“Missionerne, nogle gange flere per dag, krævede det ­yderste af piloter og fly”, skrev han siden i sine erindringer.

­“Aktioner i lav højde mod mål ved fronten var ekstremt farlige og medførte ofte en hel del flyvende bly”.

Inden tyskerne lettede, var de som regel til fods helt fremme i forreste linje for at ­studere deres mål på tæt hold. 

Denne ­støtte til tropper på jorden blev én af Luftwaffes stærkeste ­kapaciteter og mest brugte taktikker.

Under den spanske borgerkrig udførte tyske fly et angreb, der sværtede Tysklands ry til i udlandet: 26. april 1937 lagde tyske bombefly byen Guernica i ­ruiner, og i den internationale presse herskede der ingen tvivl om, at nazisterne brugte terrorbombning som strategi.

Omstændighederne omkring angrebet er aldrig blevet fuldstændig klarlagt, men tæppebombning for at bryde fjendens modstandsvilje var ikke en del af Wevers læresætninger. 

Ødelæggelsen af ­Guernica skete formentlig på anmodning fra Franco, og de tyske piloter i “Legion Condor” ­leverede det ønskede resultat uden at ­bekymre sig om civile ofre.

Kampene i Spanien gav mulighed for at teste taktikker og materiel – samt at få rettet alvorlige ­problemer – inden det forestående opgør med Tysklands ærkefjender. 

Jagerflyet ­Heinkel He 51, der blev betragtet som Luftwaffes stolthed, viste sig at være en flyvende skrammelkasse. 

Den var så underlegen i kamp med fjendens sovjetiskfremstillede fly, at de tyske piloter måtte søge tilflugt midt i de forma­tioner af bombefly, som de ­ellers havde til opgave at beskytte. 

Arbejdet med at færdigudvikle den langt mere effektive Messer­schmitt Bf 109 blev skruet voldsomt i vejret.

Krigsindsatsen viste også, at præcisionsbombning med bl.a. den ­nyudviklede Stuka gav langt bedre ­resultater, end nogen havde turdet håbe på. 

Erfaringen bekræftede de tyske teore­tikeres tro på, at fjendens land­styrker var det vigtigste mål, og frem­tidens måde at bruge flystyrker i kamp.

Nazisternes mest producerede fly var Messerschmitt Bf 109. Det var ét af de få fly, der blev produceret gennem hele 2. verdenskrig. Selvom bedre jagertyper kom til, gjorde flyet sig gældende helt indtil krigens afslutning.

Fabrikkerne kan ikke følge med

Den spanske borgerkrig sluttede i foråret 1939, og allerede i sensommeren brød 2. verdenskrig ud. 

Luftwaffe var nu ­perfekt udrustet til at udføre den type luftkrig, styrken havde lagt sig fast på. Messerschmitt Bf 109 var bedre end næs­ten alle de modstandere, som jagerflyet kom til at kæmpe mod i de første krigsår. 

Stukaer og lette bombefly ­pulveriserede de mål, der spærrede vejen for de tyske panserdivisioner. 

Og mobile værksteder fulgte lige i hælene på ­hærens forreste enheder, så fly kunne repareres på rekordtid og ­sendes på ­vingerne igen.

Ingen fjende kunne følge med i det tempo, som den tyske hær og Luftwaffe ­opererede i, da de banede sig vej ­gennem Polen, Skandinavien og Vesteuropa. 

Tysklands flyvende armada led dog nederlag i luftslaget om England, hvor Göring havde lovet helt urealistiske resultater. 

Men fiaskoen blev efterfulgt af Luft­waffes hidtil største triumf, da ­Hitler slap sine styrker løs mod Sovjetunionen i 1941. 

Før daggry den 22. juni var Günther Scholz og tusindvis af andre ­piloter i luften, hvor de spejdede efter signalet til, at de skulle krydse grænsen og angribe russerne.

“Jeg spejdede mod syd. Så langt øjet rakte, skød signalblus op mod himlen langs grænsen, næsten ligesom fyr­værkeri.  Det var et syn, jeg aldrig vil glemme”, huskede Scholz efter krigen.

Alene på offensivens første dag blev 322 fjendtlige fly skudt ned, og Luft­waffe udslettede yderligere 1.500 på jorden, mens de tyske tab lød på blot 35 maskiner. Tallene lød så overdrevne, at Göring nægtede at tro dem. 

Günther Scholz var en af de få tyske piloter, som kæmpede i hele krigen og overlevede.

© Schiffer Publishing Ltd

Først da vragene på de sovjetiske flybaser blev talt op, kunne rapporterne bekræftes. Hitler mente nu, at Den Røde Hærs sammenbrud var nært forestående, og i september gav han derfor ordre til at neddrosle frem­stillingen af nye fly.

Produktionen var i forvejen mindre end de tab, Luftwaffe havde lidt siden krigens begyndelse. Men Nazitysklands leder ­forventede, at sejren var nær, og at der bagefter ville være tid til at genopbygge styrken. Allerede i 1940 byggede ­briterne derfor tre fly for hver to tyske.

Det store felttog mod Stalin gik i stå foran Moskva, og med vinterens bidende kulde kom de sovjetiske modoffensiver.

Lynkrigen var slået fejl, og i stedet blev Tyskland hvirvlet ind i en opslidningskamp, som hverken hæren eller Luft­waffe var forberedt på at føre.

Modgangen fik Hermann Göring til at tage en større del af Luftwaffes ledelse på sig. Men det blev vanskelighederne blot større af. Göring udslyngede urealistiske løfter til Hitler, og han greb til desperate lappe­løsninger, når de forudsigelige ­problemer meldte sig.

Allerede før krigen sluttede i 1945, var Luftwaffe ophørt med at ­eksistere som et operativt våben.

Resterne af det tyske flyvevåben stod ­stille på jorden – uden brændstof, piloter og reservedele. Imens blev de tyske byer reduceret til ruiner af ­allierede bombefly, som nu havde frit spil på himlen.

For Günther Scholz sluttede krigen i Stavanger, hvor han ­havde anført det tyske luftforsvar i Norge.

Den sidste gang, han fløj i Luftwaffes uniform, var som krigsfange – og med britisk brændstof i tanken. Briterne ville have tyske fly bragt tilbage til Tyskland, og ­Scholz styrede en transportmaskine fuld af sårede soldater og norske kvinder med tyskerbørn i maven.

Efter krigen

Efter krigen fik Scholz arbejde på sine svigerforældres fabrik. Hans egne ­foræld­re var omkommet under et britisk terrorbombardement af byen Magdeburg. Günther Scholz døde i 2014 som den sidste pilot fra Legion Condor.

Måske er du interesseret i...

Læs også