Unge og uerfarne japanske piloter fik ordre til at styre fly læsset med bomber og sprængstof mod amerikanske skibe.

© Getty/All Over Press

Menneskeliv var kamikaze-piloternes stærkeste våben

Under Stillehavskrigen kæmpede japanske soldater med fanatisk dødsforagt. Gammeldags æresbegreber og årelang indoktrinering havde skabt en generation af krigere, for hvem intet offer var for stort. Krævede kejseren og fædrelandet deres liv, var de forpligtede til at give det med glæde.

5. januar 2018 af Esben Sylvest

Fiskere gjorde i 1972 en løjerlig opdagelse i junglen på øen Guam i Stillehavet. Ved en flod i vildnisset overraskede de en pjaltet japansk soldat fra 2. verdenskrig.

Sergent Shoichi Yokoi var flygtet ind i junglen, da amerikanerne invaderede øen i 1944. Og her havde han skjult sig lige siden. 

I 28 år boede Yokoi i en under­jordisk grotte og kom kun ud om natten for at jage som et rovdyr. 

Han nægtede stædigt at overgive sig og ignorerede nedkastede flyveblade, som fortalte, at krigen var forbi. For Yokoi var overbevist om, at det var en fælde.

Den japanske sergent havde rundet 56 år, da de lokale fiskere overmandede ham og slæbte ham med ud af junglen.

“Det er med forlegenhed, at jeg vender tilbage”, sagde Yokoi, da han senere nåede hjem til Japan.

Under krigen havde han lært, at det var hans pligt som japansk soldat at kæmpe til døden for kejseren og fædrelandet. 

Overgivelse derimod var den største vanære, og Yokoi skammede sig over at vende hjem i live.

Sergentens ekstreme pligtfølelse var typisk for den hær, allierede tropper mødte i kampen om Stillehavet. 

Japans soldater gik i kamp med en indædt dødsforagt, der skræmte og forbløffede selv de mest hårdføre allierede tropper. 

Fjenden var “som bagsiden af Månen”, som en amerikansk officer udtrykte det i 1942. 

Japanernes æresbegreber og ringe respekt for menneskeliv var helt uforståelige set med allierede øjne.


Japans imperium i Asien var under opløsning i 1940'erne. Bid for bid gik kejserriget tabt til de allierede styrker, og det gik ud over det japanske folk. Klik på billedet og læs om nogle af de tragiske japanske skæbner

Hentede inspiration fra samuraierne

2. verdenskrigs japanske soldat var et produkt af kejserrigets historie. 

Japan var et gammeldags og middelalderligt land, da ekspansionslystne vestlige kolonimagter i 1800-tallet rettede deres blik mod Østasien. 

For at forsvare sig mod presset fra de fremmede indledte Japan en hastig moderniseringsproces. 

Staten blev centraliseret i 1868, og magten lagt i hænderne på kejseren, som indtil da blot havde været en kransekagefigur.

Målet var fra begyndelsen af givekejserriget større militære muskler:

“Rigt land, stærk hær”, lød et ofte brugt slogan blandt de reform-ivrige.

Under kejser Mutsuhito gik opbygningen af et moderne Japan i gang i 1868. Men til at styrke fællesskabet og kampånden i den nye, nationale hær trak styret på historien. 

Soldaterne fik udstukket et moralkodeks, som var kraftigt inspireret af bushido – “krigerens vej” – de retningslinjer, som fortidens stolte samuraier havde levet efter.

Kravene til den moderne japanske soldat lød på lydighed, beskedenhed og tapperhed, men mere end noget andet blind loyalitet over for kejseren – uanset prisen for den enkelte soldat.

“Pligten vejer tungere end et bjerg, mens døden er lettere end en fjer”, formanede det japanske moralkodeks og hyldede ubetinget selvopofrelse.

Imens Japans industri bulrede fremad og udrustede hæren med moderne våben, blev tropperne fastholdt i værdier fra en for længst forsvunden verden.

Opdraget til at dø for kejseren

I 1941 talte den japanske hær 2,25 mio. mand, mens andre 4,5 mio. var i reserve. 

Samtlige soldater havde igen og igen fået fortalt, hvordan Japans kejser Hirohito ikke blot var deres øverstbefalende, men ligefrem en levende gud.

Allerede i skolen blev omkring halvdelen af skolebørnenes tid brugt på indoktrinering. 

Deres lærere prædikede loyalitet mod kejseren og forklarede, at selv elevernes kroppe tilhørte kejseren. 

Skolebøgerne forklarede, hvordan enhver dreng skulle træne krop og sind, så han siden kunne bestå adgangsprøven til hæren og tage del i Japans ærefulde forsvar.

Indoktrineringen fortsatte med uformindsket styrke, når drengene var blevet mænd og havde trukket i uniform. 

Soldaterne lærte, at hvis de døde i kamp, ville de opnå guddommelighed, og deres ånd leve for evigt i Yasukuni-helligdommen i Tokyo.

Komplekset var blevet opført i 1879 som mindested for soldater faldet i kejserens tjeneste. 

Ifølge den japanske shinto-tro tog deres ånd bolig i den centrale bygning og blev forenet med alle de andre ånder. 

Selveste kejser Hirohito kom på besøg to gange hvert år for at vise de ærede døde soldater sin respekt.

Hajima Kondo var soldat i de japanske styrker i Kina, og han beskrev efter krigen effekten af de mange års massive påvirkning:

“Vi overvejede aldrig at overgive os”, fortalte han efter krigen.

Var døden i kamp den sikre vej til et helligt efterliv, kunne soldater, som overgav sig til fjenden, se frem til evig skam. Vanæren ramte ikke blot den feje selv, men også hele hans familie.

Ved en ø i det sydlige Stillehav var den amerikanske søofficer Gene LaRocque vidne til, hvor langt nogle japanske soldater var parate til at gå for ikke at blive taget til fange. 

En 45 m lang patruljebåd lå og vuggede fredfyldt i en lagune og var tilsyneladende forladt. Da LaRocque nærmede sig med sine mænd, dukkede to japanere dog op på dækket. 

Han regnede med, at de enten ville åbne ild eller overgive sig, men i stedet hængte japanerne sig for øjnene af de måbende amerikanske søfolk.

“Det gav os et indtryk af, hvad vi var oppe imod”, fortalte LaRocque siden.

I de allierede rækker døde tre soldater i kamp, for hver soldat der overgav sig. Blandt japanerne var tallet 120.

Krigen i Stillehavet

Japans ledere forsøgte at udligne USA's enorme overlegenhed i krigsmateriel ved at ofre menneskeliv. Soldater fik ordre til at udføre selvmords­angreb, og specialfremstillede våben hjalp dem på vej:

  • Selvmordspiloter
  • Éngangs-ubåde
  • Minerede dykkere
  • Eksplosive speedbåde
  • Bemandede raketter

Civile kastede sig ud fra klipper

Under krigen i Stillehavet gemte mange japanske soldater deres sidste patron, så de kunne skyde sig selv og derved undgå at blive fanget. 

En anden form for indirekte selvmord var de såkaldte banzai-angreb, som ofte fulgte, når et japansk nederlag var uundgåeligt. 

“Banzai” betyder “10.000 år” og var troppernes hyldest til kejseren, inden de gik i døden.

Et stort selvmordsangreb fandt sted på Saipan i juli 1944. Måneden forinden var amerikanske styrker gået i land, og øens 30.000 japanske forsvarere blev drevet bagud under hårde kampe. 

Slaget var tabt, og øens øverstbefalende, general Yoshitsugu Saito, blæste til et sidste desperat natteangreb mod de langt overlegne amerikanske styrker.

Forrest løb 12 mand med store faner, og derefter fulgte de sidste 3.000 uskadte japanske soldater, mens de sårede med forbindinger og krykker dannede bagtrop. 

Officerer løb med løftede sværd direkte ind i bygerne fra fjendens maskingeværer, og da amerikanerne efter 15 timer havde nedkæmpet de sidste japanere, begik Saito selvmord i en grotte. 

Han foretrak døden for egen hånd, frem for at blive fanget levende.

Netop kampene på Saipan føjede en ny dimension til japanernes ekstreme offervilje. 

Hidtil havde selvmord været soldatens ærefulde udvej, men på øen fulgte to tredjedele af den japanske civilbefolkning deres eksempel – omkring 22.000 mennesker.

Den japanske hær havde på forhånd fortalt øboerne, at det ville være skamfuldt at leve under amerikansk besættelse, og at de civile kunne se frem til drab, tortur og voldtægt. 

Efter at kampene var begyndt, opfordrede kejser Hirohito personligt Saipans befolkning til ikke at lade sig underkaste. 

Valgte de i stedet døden, ville deres ånd få plads sammen med soldaterne i Yasukuni-helligdommen.

Resultatet af presset fra oven blev en dommedagsbølge af selvmord. 

Nogle lagde sig på håndgranater, men langt de fleste kastede sig ud fra klipper langs kysten. 

Mødre sprang med spædbørn i armene, mens fædre skubbede de større børn i, før de selv fulgte efter.

I Japan hyldede myndighederne de tilsammen omkring 50.000 omkomne. En propagandafilm viste en officer, som råbte ud over en paradeplads fyldt med højtideligt stemte børn:

“Vores soldater på Saipan døde tappert, og de civile på øen samarbejdede med hæren og delte dens skæbne”.

For de japanske soldater blev øerne i Stillehavet dødsfælder. Gik amerikanske tropper i land, kunne forsvarerne se frem til en desperat kamp inden deres næsten uundgåelige død. 

Kun i enkelte tilfælde forsøgte japanske skibe at frelse resterne af øernes garnisoner, når slaget ikke længere kunne vindes.

Tarawa i det sydvestlige Stillehav var i november 1943 mål for amerikanernes første store landgangsoperation, og her omkom næsten hele den over 2.500 mand store garnison. 

Som krigen skred frem, voksede tabene. På Guam døde 10.700 mand eller over 97 pct. af de japanske soldater på øen, mens kun omkring 200 blev taget til fange. 

Den største katastrofe udspillede sig på øen Okinawa syd for Japan. Omkring 100.000 soldater mistede livet, og de fik ifølge amerikanske beregninger følgeskab af 142.000 civile. 

Nogle var blevet udkommanderet til krigstjeneste og faldt i kamp, men hæren tvang også et meget stort antal til selvmord.

Krav om selvmord voksede

Som Stillehavskrigen skred frem, accelererede den amerikanske produktion fra japanernes. USA havde flere fabrikker, flere råstoffer og udviklede også bedre materiel. 

Over for fjendens næsten endeløse ressourcer havde kejserriget kun ét våben: viljen til at yde endeløse ofre. 

I krigens sidste år voksede kravene til soldaternes pligtfølelse drastisk, og ærens krav om kamp til døden blev ligefrem en del af Japans strategi.

Fra oktober 1944 var selvmord ikke længere blot den sidste udvej i nederlagets time, men ligefrem et våben i kampen mod amerikanerne. 

Hundredvis af unge piloter gik i døden ved at styre fly fyldt til bristepunktet med sprængstof mod amerikanske skibe ved Filippinerne. 

De såkaldte Kamikaze-fly var blot de første af en hel palet fuld af selvmordsvåben, som også omfattede eksplosive speedbåde, bemandede raketter og endda bombeveste, som soldater skulle tage på og kaste sig ind under amerikanske kampvogne.

I nogle tilfælde blev hele japanske hærformationer sendt i kamp med en forventning om at blive udslettet. 

I 1944 angreb japanerne Imphal i Indien, og soldaterne i 33. division havde på forhånd fået at vide, at de alle ville dø, men at deres offer banede vej for en stor sejr. 

Japanske tropper i Arakan i det vestlige Burma blev også sendt i kamp med det budskab, at deres rådne lig ville blive til grønt græs, der svajede i briserne fra Japan.

Mange soldater levede til fulde op til chefernes krav. Dødsforagten kom bl.a. til udtryk under de natkampe, som var japanske styrkers speciale. 

Her rykkede spejdere frem uden at søge dækning, så de kunne tiltrække ild. I mørket blev de allierede stillinger afsløret af våbnenes mundingsflammer.

For japanske soldater i frontlinjen kunne døden også komme langsomt. 

I tre år kæmpede de i Ny Guineas dybe jungle, og selv om forsyninger sjældent nåede frem til tropperne, blev de i deres stillinger. 

Af de 100.000 omkomne på øen sultede mange ihjel.

Med 30 sekunders mellemrum hamrede to japanske kamikaze-fly ned i USS Bunker Hill. En fjerdedel af besætningen blev sat ud af spillet, og hangarskibet kom ikke i kamp igen.

© National Archives

Vil du have endnu flere historier fra 2. verdenskrig?

Så få HISTORIE lige til døren.

Du finder de bedste tilbud her

Presset til kamikaze-angreb

Mange japanske soldater ydede de ofre, som deres ledere krævede af dem. 

Men ikke altid med den ubetingede stolthed og glæde, som propaganda-apparatet forsøgte at give indtryk af.

Kenichiro Oonuki var japansk pilot og blev i slutningen af 1944 indkaldt til møde om en kamikaze-aktion. 

Næste morgen skulle Oonuki og hans pilotkammerater hver især melde tilbage, om de var villige til at udføre missionen. 

Der var tre svarmuligheder at vælge imellem: “Nej”, “Ja” eller “Ja, jeg melder mig at hele mit hjerte”.

Om aftenen diskuterede Oonuki selvmordsopgaven med sine kammerater, og det blev klart, at ingen af dem havde lyst til at melde sig. 

Men så begyndte de at diskutere, hvilke konsekvenser de kunne se frem til, hvis de sagde nej. 

Beskyldninger om fejhed ville regne ned over dem, og skam og udstødelse ramme både dem og deres familier.

Ud på natten dæmrede en anden stærkt sandsynlig konsekvens for de unge mænd. Sagde de nej til missionen, ville de sikkert blive sendt ud på andre opgaver med en minimal chance for
at overleve. 

Uanset hvad de svarede, kunne piloterne altså regne med at dø. Den følgende morgen gav de unge mænd alle den samme melding:

“Ja, af hele mit hjerte”.

“Ingen havde lyst, men alle gjorde det”, fortalte Kenichiro Oonuki siden. 

Held i uheld bragte ham levende gennem krigen, som den eneste i hans enhed. 

Først fik han maskinproblemer, og siden blev han undervejs mod Okinawa ramt af amerikanske jagere og måtte nødlande på en ø i nærheden. 

Efter 10 dage blev Oonuki samlet op af et skib, og da han omsider kom tilbage til Japan, fik han tæv og blev smidt i fængsel, fordi han tillod sig at returnere i live.

Atombomberne mod Hiroshima og Nagasaki i august 1945 og den japanske kapitulation reddede Oonuki fra en ny kamikaze-mission og forening med sine kammerater i Yasukuni-helligdommen i Tokyo. 

Men mere end to mio. andre japanske soldater gik under 2. verdenskrig i døden for kejseren og forældede æresbegreber. Kenichiro Oonuki skammede sig i mange år over at være i live.

Sergent Shoichi Yokoi følte også, at han havde svigtet, da han i 1972 vendte levende hjem fra Guams jungle. 

Men han opnåede dog tilgivelse fra netop den skikkelse, han gennem 28 års afsavn mest havde frygtet at skuffe. 

I 1991, seks år før sin død, blev Yokoi modtaget i audiens af kejser Akihito, Hirohitos søn.

Bagefter beskrev Yokoi mødet som den største ære i hans liv.

Læs mere

Meiron og Susie Harries: Soldiers of the Sun, Random House, 1994. Lord Russell of Liverpool: The Knights of Bushido, Skyhorse Publishing, 2008. Laurence Rees: Horror in the East, Da Capo Press, 2002

Måske er du interesseret i...

Læs også