Ubådens last af tidsinstillede bomber var fastgjort på skrogets sider i to store tanke.  

© Polfoto/Topfoto

Mini-ubåde var Churchills hemmelige våben

Motoren var fra en London-bus. Instrumenterne bittesmå. Og med en besætning på blot fire mand var den engelske mini-ubåd X-Craft et undseeligt fartøj. Alligevel satte Churchill fartøjet ind mod tyskernes frygtede superslagskib Tirpitz.

24. oktober 2016 af Else Christensen
Som en korkprop vugger den lille ubåd X6 på den spejlblanke fjord, mens byger af kugler slår ned i vandet omkring den. Rundt om sender håndgranater høje vandsprøjt op i luften, og foran hæver en grå mur af stål sig: slagskibet Tirpitz – Atlantens mest frygtede skib.

Koncentreret manøvrerer kaptajn Cameron ubåden hen imod slagskibet. Ubåden er så tæt på, at slagskibets svære kanoner ikke kan rettes imod den. Cameron slår bak og sejler sin båd op mod det store skrog, som den rammer med et brag.

Et vrid på et håndtag i hver side af det trange kommandorum, og fartøjet slipper sin dødbringende last. To stålbeholdere med i alt fire tons højeksplosivt sprængstof falder tungt gennem vandet og lægger sig til rette i det bløde mudder under Tirpitz' vældige køl.

Cameron ved, han ikke kan sejle uskadt ud af fjorden igen. Med en hammer smadrer besætningen ubådens instrumenter, åbner ventilerne og lader vandet strømme ind. Én efter én klatrer de fire mænd op gennem lugen med hænderne i vejret og overgiver sig.

Fra Tirpitz' dæk ser tyskerne X6 synke ned i de kolde grå bølger. De øvrige mini-ubåde, der deltager i angrebet, ender også på fjordens bund. Men deres offer er ikke forgæves.

Klokken lidt over 10 den 22. september 1943 – en time efter at Cameron har forladt sin ubåd – udløser en tidsindstillet detonator sprængstoffet, og en voldsom eksplosion ryster det 42.900 tons tunge slagskib. Skroget flænges, og vandet fosser ind.


Tirpitz får slagside på fem grader. I maskinrummet rykker hovedmotorerne sig og sætter ud. Det bagbords ror sætter sig fast, og to af de store kanontårne bliver kraftigt beskadiget.

Afstandsmålere og andet sigteudstyr, radar og radio bliver ødelagt. I de følgende seks måneder er Tirpitz – det skib, de allierede frygter mest – sat ud af spillet om magten i Nordatlanten.

Churchill troede ikke på mini-ubåde

Ved første øjekast var Camerons såkaldte “X-Craft”, der sammen med fem søsterskibe deltog i aktionen, ikke en værdig modstander for det enorme Tirpitz. Flådeledelsen var da også afvisende, da en gruppe entusiaster i begyndelsen af krigen forsøgte at få en mini-ubåd sat i produktion.


Tendensen var, at våben, skibe og kampvogne ikke kunne blive store og teknisk avancerede nok, og flåden mente ikke, at de små fartøjer kunne være til nytte i kampen mod de mægtige tyske overfladeskibe.

Alt dette ændrede sig imidlertid, da to engelske flådeskibe i 1941 blev angrebet og beskadiget af italienske bemandede torpedoer.

Angrebet overbeviste Churchill om mini-ubådenes værdi, og straks satte han flådens ingeniører til at udvikle en mini-ubåd, der kunne gå til angreb på store tyske krigsskibe. Ikke mindst det frygtede Tirpitz.

Den 15. marts 1943 løb prototypen X3 af stabelen. For at holde konstruktionen hemmelig fandt begivenheden sted i ly af mørket. Opgaven med at bygge ubådene – navngivet X5-X10 – gik til den engelske våbenmastodont Vickers-Armstrong Limited, der også byggede kampvogne og fly.

Produktionen af mini-ubådene gik stærkt. Kølen til X5 blev lagt i september 1942, og den sidste båd i klassen – X10 – blev søsat i januar 1943, men omfangsmæssigt var opgaven også til at overse.


Det blot 16 m lange, cigarformede skrog var sammensat af tre dele: en cylinderformet midtersektion og to koniske endestykker. Sektionerne kunne let skilles ad, hvis en motor eller instrumenter skulle repareres.

Depotskibe og baser i land kunne nemt have en agterende med komplet ubåds-maskinrum på lager, så den kunne udskiftes langt fra hjemlig havn.

Ubåden var overlæsset med greb, håndsving og instrumenter, som gjorde pladsen endnu trangere. 

© Imperial War Museum

Motoren lånt fra en London-bus

Ved overfladesejlads blev mini-ubåden drevet frem af en almindelig dieselmotor af samme slags, som sad i de røde dobbeltdækkerbusser, der kørte i Londons gader.


Indsugningsluften blev trukket ned gennem en “snorkel”, der kunne klappes sammen, når båden skulle dykke. Dieselmotoren kunne også oplade bådens batterier. De leverede strøm til den elmotor, der gav fremdrift, når X-Craften var neddykket.

Trods sin beskedne størrelse var bådtypen særdeles solid, og skroget kunne tåle dyk ned til godt 90 meters dybde. Modstandsdygtigheden over for chokbølger fra dybdebomber var den samme som hos enhver anden ubåd. Indeni lignede mini-ubådene også alle andre undervandsfartøjer i Royal Navys tjeneste – alt var blot mindre.


Højden fra gulv til loft var kun ca. halvanden meter, og den indvendige længde knap 11 meter, så alt måtte fremstilles i miniatureudgave.

Det gjaldt også instrumenterne i kommandorummet. “Alt var gjort mindre. Drejehjul til ventiler, flasker med højtryksluft, battericeller, måleinstrumenter, indikatorer og periskopet”, husker en X-Craft-officer. “At få kommandoen over en mini-ubåd var som at få et legetøjstog i julegave”.

Sluserum fungerede som toilet

Fra kontrolrummet førte en luge ind i ubådens sluserum. Rummet blev brugt, når en dykker forlod ubåden for at klippe hul i de torpedonet, som omgav de fjendtlige skibe, og som forhindrede ubåden i at komme tæt på.


Iført en dykkerdragt, som mændene med barsk humor kaldte “Den Klamme Død”, kravlede dykkeren ind i rummet og lukkede lugen bag sig. Gennem et trykluftsystem blæste den øverstkommanderende vand fra én af ubådens ballasttanke ind i sluserummet.

Trykluften skabte en øredøvende larm i kommandorummet, men for dykkeren i tanken var situationen endnu mere ubehagelig. Mens vandet langsomt steg omkring ham, blev trykket mod kroppen større.

En ubehagelig følelse, som dykkerne omtalte som “the squeeze”, “krammet”. Når rummet var fyldt med vand, åbnede dykkeren lugen i rummets loft og svømmede ud.

Sluserummet havde også en anden funktion. Det var det eneste sted om bord, toilettet kunne anbringes. Et besøg her kunne let udvikle sig til en beskidt affære, for toilettet blev skyllet ved hjælp af en lille håndbetjent pumpe, der havde den svaghed, at den ofte blæste indholdet i toilettet den forkerte vej.
Rorgængeren udstak ubådens kurs fra sin plads forrest i det lille kommandorum. 
© Imperial War Museum

Livet om bord på en X-Craft var i det hele taget ikke for fintfølende sømænd, og mange håbefulde unge mænd blev sorteret fra under træningen.

Selv folk med en stærk psyke kunne sjældent opholde sig mere end ti dage i ubåden, før de trange forhold begyndte at tære voldsomt på både helbred og nerver.

På grund af den ringe højde måtte besætningen enten sidde ned eller bevæge sig rundt på knæ og hænder. Luften var altid fugtig og indelukket, selv under overfladesejlads.


Varm mad fik mændene kun, når ubåden var uddykket, for damp fra gryden – ubåden medbragte kun én – ville gøre det uudholdeligt at opholde sig om bord.

Når mændene skulle trække frisk luft eller ryge en pibe tobak efter middagen, kunne de én ad gangen tilbringe nogle minutter på dækket.

Selv om havluften var en kærkommen forandring fra de beklumrede rum nedenunder, var opholdet på dækket en tvivlsom fornøjelse. Kolde søer skyllede konstant ind over mændenes fødder og ben, og for ikke at blive blæst i søen måtte de spænde sig fast med en læderrem.

Manglen på søvn og hvile var et konstant problem. Den eneste køje om bord lå i batterirummet helt ude i bådens stævn, og selv om uddunstningerne fra batterierne blev renset så godt, det kunne lade sig gøre, vågnede mænd, der sov her, uvægerligt med hovedpine og kvalme på grund af dampene.

De fleste foretrak at lægge sig på en kort briks, der stod i kontrolrummet, eller at rulle sig sammen omkring periskopet.

Som de andre mini-ubåde havde også X5 en besætning på fire mand og en hjælpeenhed på tre. X5 sank under angrebet på Tirpitz med alle fire mand om bord og er aldrig fundet. 

© Perial War Museum

Minerne var skruet fast

Sprængstoffet, som skulle sende Tirpitz til havets bund, bar mini-ubåden på siderne i to stålbeholdere, der sad på hver sin side af skroget. Inden i hver beholder lå to tons amatol – et højeksplosivt sprængstof lavet af tnt og det brandnærende stof ammoniumnitrat.

Beholderne blev skruet fast på ubådens sider. Når de skulle frigives, drejede ubådens besætning på et håndhjul i hver side af kommandorummet, og boltene løsnede sig, så tankene blev frigjort. Ved hjælp af en tidsindstilling kunne sprængladningen sættes til at detonere efter mellem en halv og 24 timer.

Når minerne var anbragt, gjaldt det om at komme hurtigt og ubemærket væk. I den henseende havde Cameron og hans kolleger ikke heldet med sig, men alligevel var operationen en succes.


Da Tirpitz efter et halvt år igen var tilbage i aktion, var Tyskland på retræte. X-Craftens æra var derimod lige begyndt. Resten af krigen gjorde bådtypen stor nytte i en række specialoperationer over hele verden. 

Måske er du interesseret i...

Læs også