Schatzgräber kan oversættes direkte til skattejæger, og nu er der i sandhed dukket en stor skat op på den mystiske militærbase.

© Youtube

Mysteriet om tysk militærbase tæt på opklaring

Den tyske militærbase Schatzgräber har længe været omgærdet af mystik. Men et nyt fund skal kaste lys over, hvad der egentlig foregik på basen.

11. november 2016 af Nanna Apergis
I årevis har den tyske militærbase Schatzgräber været en myte, der kun eksisterede i skriftlige kilder fra 2. verdenskrig.

Men nu står et hold russiske forskere med beviset på, at den også eksisterede i virkeligheden:

På øen Alexandra Land øst for Svalbard har de fundet over 500 objekter fra basen, der fra 1943-1944 var en hemmelig, men afgørende del af Nazi-Tysklands strategiske krigsførelse.

Alternative rygter

Efter sigende blev 10 meteorologer i 1943 sendt til Schatzgräber for at udarbejde avancerede vejrprognoser, der skulle give nazisterne et forspring i forbindelse med angreb på de allieredes tropper i Arktis og Nordeuropa.

Men i årenes løb er alternative rygter om basens formål dukket op, for Schatsgräber betyder Skattejæger. Flere har derfor spekuleret i, om basen havde forbindelse til nazisternes organisation Ahnenerbe, der lagde stor vægt på arkæologiske skatte.

Forgiftet af isbjørnekød

Uanset hvad formålet var, så fik Schatzgräbers rolle i anden verdenskrig en brat afslutning:

De udsendte mænd forgiftede sig selv, da de spiste råt isbjørnekød i forsøget på at overleve, og basen måtte evakueres af en tysk u-båd i 1944.

De 500 objekter - blandt andet uniformer, konservesdåser, håndgranater og meteorologibøger - er nu på vej til Rusland, hvor de skal undersøges nærmere og kaste lys over, hvad der egentlig foregik på Schatzgräber.  

Måske er du interesseret i...

Læs også