I 1940 havde Hitlerjugend ca. 8 mio. medlemmer. De havde alle fået krigstræning fra barnsben.

© Ullstein Bild & AOP/Getty Images

Hitlerjugend var kanonføde for Hitler

Den tyske ungdom skulle være sej som læder og hård som stålet fra Krupp, mente Hitler. Derfor tvang han alle tyske drenge ind i Hitlerjugend, hvor millioner af børn blev hjernevasket og skolet til krig. Da krigen stod for døren, ofrede Hitler dem uden tøven.

3. marts 2017 af Else Christensen

Henry Metelmann kæmper sig igennem sneen. Sammen med sine soldaterkammerater bliver han i vinteren 1943 forfulgt af Den Røde Hær, som siden slaget ved Stalingrad har trængt tyskerne tilbage på alle fronter. 

Termometeret viser minus 55 grader, men kulden, der går til marv og ben, er for intet at regne mod de pinefulde tanker, der som sylespidse istapper borer sig ind i Metelmanns hoved, mens han går: Hans far havde ret, kan han se nu.

Alt, hvad han lærte i Hitlerjugend, var løgn. Russerne er ikke undermennesker, og krig er ikke ærefyldt. 

Han er hverken repræsentant for herrefolket eller Nazitysklands håb, men kanonføde for Hitler i en meningsløs krig, der kun handler om magt. Alligevel holder Metelmann sin erkendelse for sig selv og trasker blot videre.

“Vi skulle være forsigtige. Men afskyen var dyb, og kun få kunne være i tvivl om, at vi i årevis var blevet fyldt med løgn”, skriver han mange år senere i sin selvbiografi “Through Hell for Hitler”.

Hitlerjugend bliver skabt

Metelmann var ikke alene om at falde for Hitlerjugends propaganda. I årene op til 2. verdenskrig flokkedes millioner af unge i nazistpartiets ungdomsorganisation. 

Forblændet af Hitler og ungdomslederen Baldur von Schirachs løfter om en glorværdig fremtid iførte de sig stolt uniform og armbind. 

Først for sent opdagede de, at talerne om at ofre sig for Tyskland ikke var romantiske floskler, men selve formålet med deres eksistens.

Førerens martyrfabrik, Hitlerjugend, stjal en hel generations ungdom og sendte hundredtusinder af børn og unge i døden for at virkeliggøre den nazistiske drøm om “lebensraum”.

Ingen havde kunnet forudse, at det skulle gå sådan, da den jurastuderende Kurt Paul Gruber i 1922 samlede en lille gruppe drenge i alderen 15 til 16 år om sig i hjembyen Plauen i Sachsen.

GALLERI: Se alle billederne fra hverdagen i Hitlerjugend

Gruber var glødende nazist og fascineret af Hitlers løfter om et stærkt Tyskland båret af folkefællesskabet og skabt af ungdommen. Gruber satte derfor al sin energi ind på at give nazistpartiet en stærk ungdomsbevægelse.

Med penge fra en lokal klædefabrikant indledte han en hvervekampagne, som blev en stor succes. Inden for få måneder havde Gruber skaffet hele 2.500 medlemmer alene i hjemstaten Sachsen.

Hitler tog snart Gruber og hans forening under sine vinger. Ved et storstilet partimøde i juli 1926 knyttede han organisationen, der nu fik navnet Hitlerjugend Bund Deutscher Arbeiterjugend, til nazipartiet og gjorde Gruber til dens første “Reichsführer”.

Hitlerjugend levede sine første år i relativ ubemærkethed. Fra tid til anden kunne de unge nazister ses marchere med Hitlers bøllekorps, SA, mens de uddelte pamfletter eller hvervemateriale for nazistpartiet. 

En gang imellem kom de unge i masseslagsmål med politiske modstandere på den politiske venstrefløj, en primitiv styrkeprøve, der var populær i begge lejre.

Men den 24. januar 1932 bragte en tragisk hændelse for alvor de unge nazister i offentlighedens søgelys.

Den dag blev Herbert Norkus, en 15-årig Hitlerjunge fra Berlin, stukket ihjel af en flok kommunister. Norkus fik en heltebegravelse med taler af bl.a. Joseph Goebbels – Hitlers propagandachef – og blev straks gjort til ungdomsbevægelsens martyr.

Norkus' død blev også Baldur von Schirachs chance. Von Schirach, en ung mand fra den øvre middelklasse, havde i 1925 hørt Hitler tale og var blevet overbevist om nazismens fortræffeligheder. 

I oktober 1931, kun tre måneder før Norkus' død, havde han udmanøvreret Gruber og indtaget posten som leder af Hitlerjugend. 

Effektivt kædede von Schirach Herbert Norkus' død sammen med tyske helteidealer og den rolle, Hitler havde tiltænkt de unge, når han fik magten i Tyskland.

“Hvad Hitlerjugend blev i januar 1932, skylder den ikke mindst det hellige symbol på ung offervilje og heltemod, som bærer navnet Herbert Norkus”, fastslog von Schirach.

Von Schirach gjorde et stort nummer ud af hvert år at aflægge pilgrimsvisit ved Herbert Norkus' grav og hyldede også den unge mand i sange og digte, han selv skrev. 

For ham var Norkus' død et helligt martyrium – et tema, von Schirach gentagne gange vendte tilbage til i sine taler til de unge.

“Jo flere som vil dø for en bevægelse, jo mere udødelig bliver den. Hitlerjugend kan møde sine kritikere med et historisk svar: Dets egne døde”, sagde han i én af sine taler.

Von Schirachs sans for melodrama og propaganda var fuldt på højde med Hitlers og Goebbels', og han udnyttede evnerne til at skaffe sig medlemmer i det nu hastigt voksende Hitlerjugend.

Edsaflæggelsen, hvor de unge svor Føreren og Tyskland troskab på Hitlers fødselsdag, blev fx gjort til en national begivenhed.

“Mange tusinde medborgere sender i dag gaver til Føreren på hans fødselsdag”, sagde von Schirach i en tale. “Men ungdommen giver sig selv”.

Hitlerjugend var eventyr

Så dramatisk gik det ikke til, da Henry Metelmann som 11-årig blev Hitlerjunge i 1933. Omkring den tid Metelmann begyndte i skolen, blev han af sin troende mor meldt ind i den protestantiske ungdomsforening Jungschar – en traditionel spejderbevægelse. 

Med Hitlers magtovertagelse i 1933 blev alle ungdomsorganisationer imidlertid forbudt eller overtaget af Hitlerjugend. 

For den afdeling Metelmann var medlem af, foregik det på den simple måde, at børnene en dag, mens de ventede på at blive lukket ind til et Jungscharmøde i det lokale menighedshus, blev hentet af et korps fra Hitlerjugend og med trommer marcheret rundt i byen.

Faderens indvendinger om, at familien ikke havde råd til de brune skjorter, som var en del af uniformeringen, blev besvaret med en pakke med to solide, brune uniformsskjorter – en gave fra partiet. 

Metelmann selv husker ingen særlig begejstring ved optagelsen, men han begyndte hurtigt at synes om livet som Hitlerjunge:

“Uniformen var eddersmart med alt det brune, hagekorset og det skinnende læder. Og hvor vi tidligere sjældent havde haft en ordentlig fodbold, gav Hitlerjugend os nu ordentligt udstyr”.

Drengene var organiseret i lokalafdelinger, som mødtes mindst en gang om ugen og ofte også om søndagen. Møderne fandt sted i lokaler, som blev kaldt Heim – hjem. 

Hjemmene kunne være nedlagte fabrikker, en gammel lade eller en kælder under en beboelsesejendom. 

Metelmann deltog ivrigt i arbejdet i sin trops hjem, hvor han og de andre drenge kalkede væggene, som de bagefter pyntede med naziflag og plakater, revolvere, stålhjelme og citater fra Hitlers bog “Mein Kampf”.

Ved møderne blev de undervist i tråd med partilinjen i vigtige ideologiske emner som racelære, nazipartiets historie og kvindens rolle i samfundet. 

Herefter sang de unge efter Hitlerjugends egen sangbog. Viserne handlede om Tyskland og æren ved at falde i kamp. 

Mest begejstret var Metelmann for de årlige lejrture, der varede i to-tre uger, og som drengenes forældre kun betalte et symbolsk beløb for. Metelmann, der gennem hele sin opvækst havde været vant til, at rejser var forbeholdt de rige, nød ferierne i fulde drag.

Hitlerjugend lærte at kæmpe

Lejrene blev holdt i forskellige dele af Tyskland. Metelmann nåede fx at besøge et gammelt slot i Thüringen i det centrale Tyskland og Østersøkysten tæt ved den polske grænse.

Spredningen af lejrene var ikke et tilfælde – børnene skulle lære det fædreland at kende, som de engang skulle være beredt til at dø for.

“Det var i det store og hele gennem Hitlerjugend, at jeg lærte, hvor varieret og smukt Tyskland var. Det gav mig en ubetinget kærlighed til mit fædreland og en næsten hellig parathed til at forsvare det under alle omstændigheder og med alle midler – selv med mit liv”, skrev Metelmann.

På lejrene levede drengene det frie liv. De spillede bold, svømmede og sov i telte. Men bag legen gemte alvoren sig. Når drengene gik tur, kunne én af lederne pludselig råbe:

“Angribende fly kommer lavt ind fra venstre”, eller “fjendtlig maskingevær-ild fra højre”, og drengene måtte kaste sig ned for at gå i dækning. 

Mellem krigslegene kom også aktiviteter som træning i at kaste en håndgranat, skyttehulsgravning og øvelse i at snige sig rundt i terrænet uden at blive set.

Drengene fik desuden undervisning i krigsteori og -historie, hvor lederne tegnede fronterne i berømte slag i sandet, ligesom de fik besøg af officerer fra Wehrmacht. 

Mændene udstrålede styrke og selvtillid, og de unge lyttede fascineret, når soldaterne berettede om de moderne våben, som Hitlerstyret havde udrustet det nye Tyskland med: ubåde, panservogne og jagerfly.

Som tiden gik, og Tyskland gjorde sig klar til krig, tog Hitlerjugend mere og mere af børnenes tid på bekostning af skolen. 

Da Metelmann begyndte at gå i skole, fik han undervisning på seks af ugens dage. I 1937-38 indførte det nazistyrede undervisningsministerium imidlertid en Staatsjugendtag, som betød, at lørdagen blev inddraget til aktiviteter i Hitlerjugend.

Med madpakke og feltflaske blev Metelmann og hans kammerater kørt ud på en mark, hvor de hele dagen gennemgik kamptræning. Drengene blev delt op i et blåt og rødt hold – hver med en farvet snor bundet om overarmen. 

Den ene gruppe skulle så forsvare en bestemt position, mens de andre forsøgte at indtage stedet. I praksis gjaldt det om at rive armbåndene af modparten, der herefter var død og måtte forlade slagmarken.

“I begyndelsen hadede jeg den slags slåskamp, men med tiden vænnede jeg mig til det. Mennesket kan – hvis det får nok tid – vænne sig til næsten alt og derefter acceptere det som noget naturligt”, skrev Metelmann.

Skolerne pressede børnene

For de drenge, der ikke var medlem af Hitlerjugend, bød lørdagen på flere timers repetition af nazistpartiets ideologi og historie – et alternativ, som sikkert har skræmt de fleste drenge.

Deltagelse i Hitlerjugend var i princippet frivilligt indtil 1939, men presset for at melde sig ind var stort. Hitlerjugend havde i begyndelsen af 1935 næsten fire mio. medlemmer. 

Alligevel ville den ambitiøse Schirach have flere drenge ind i rækkerne. I en nytårstale i 1936 erklærede han det kommende år for at være drengenes år, og for første gang blev alle drenge født i et bestemt år nu automatisk indmeldt i Hitlerjugend. 

Under sloganet “Hele ungdommen for Føreren” satte Schirach desuden ind med et stort propagandafremstød.

Gennem radio og aviser, i skoler og ved sportsarrangementer blev de unge opfordret til at melde sig under hagekorset. 

Schirach skaffede sig adgang til de kommunale adressekartoteker og sendte brev ud til alle tyske forældre til børn født i 1926. Samtidig blev skolerne indskærpet, at de skulle overtale tøvende elever til at gå ind i organisationen.

De, som nægtede, fik en hård medfart. Henry Metelmann husker, hvordan den ene dreng i hans klasse, som ikke var medlem af Hitlerjugend, foran alle eleverne blev krydsforhørt af nazistyrets informant på skolen – biologilæreren Karl Sieg. 

Mindst én gang om året kom Sieg ind i klassen og bad alle, som ikke var medlem af Hitlerjugend, række hånden op. Hver gang rakte den dygtige og vellidte Walter Römer hånden op. 

Walter forblev tavs som graven, mens Sieg med stigende raseri udspurgte ham om årsagen til dette valg. Først da Sieg begyndte at spørge til Walters forældre, greb klasselæreren ind. 

Selvom det forblev usagt, vidste alle, at blot en antydning af anti-nazistiske holdninger kunne betyde døden for Walters forældre.

Da nyheden om krigsudbruddet i 1939 kom, var mange i Hitlerjugend begejstret. De så frem til at tage det endelige opgør med “undermenneskene” mod øst og at udfylde deres rolle som herrefolk. 

Drengene begyndte som reservestyrker, der tog sig af opgaver som brandslukning og postomdeling. Men efterhånden som krigen skred frem, blev drengene sendt direkte i felten.

Metelmann oplever krigens gru

Metelmann modtog nyheden om krigsudbruddet med glæde og meldte sig 18 år gammel til hæren. Senere blev han sendt til østfronten som tankfører.

“Jeg var så spændt”, husker Metelmann. “Nu kunne jeg vise Føreren, hvad jeg var lavet af”.

På østfronten gik det dog op for Metelmann, at krigen ikke kun handlede om sejr og heltemod. Mens Metelmanns division nærmede sig Stalingrad, faldt den unge mand i snak med beboerne i de huse, soldaterne beslaglagde, og han forelskede sig i en russisk pige. 

Da han på et tidspunkt blev syg, passede en russisk kvinde ham. Disse oplevelser fik Metelmann til at tvivle på, hvad tiden i Hitlerjugend havde lært ham om russernes racemæssige underlegenhed.

Efter nederlaget ved Stalingrad i 1943 så han en brutalitet, som tiden i Hitlerjugend ikke havde forberedt ham på. Den Røde Hær havde fx efterladt en såret kammerat på vejen, men i stedet for at hjælpe gav en tysk officer ordre til, at de skulle køre den sårede over.

Senere skød de også nogle teenagepiger, der desperat søgte efter et skjulested.

Hjernevask havde sat spor

Mens Metelmann kæmpede sig tilbage fra Stalingrad, desillusioneret og forvirret, ønskede han, at han kunne tale med sin far, som gentagne gange havde advaret ham imod Hitler og hans ideer. 

Men faderen var død, før Metelmann blev sendt til fronten, og indrømmelsen – at han havde taget grueligt fejl – hørte kun han selv.

Metelmann var langtfra den eneste Hitlerjunge, der på brutal vis blev revet ud af forestillingerne om krig som en forlængelse af ungdommens sommerlejre med bålsang og godmodig tummel. 

De unge kæmpede ved alle krigens fronter og fik endda deres egen SS-division – 12. SS Panzer Division Hitlerjugend – som blev sat ind mod de fremrykkende allierede styrker omkring D-dag og næsten udslettet.

For de, som overlevede krigen, var mødet med den fulde sandhed om Hitler-regimet overvældende. 

Metelmann, hvis sidste indsats i krigen var at forsvare en lille by ved Rhinen, blev i 1945 taget til fange af amerikanerne. På vej til en krigsfangelejr så han i et amerikansk blad billeder fra de koncentrationslejre, som lige var blevet befriet. 

På trods af sin nye indsigt i det bedrag, som han var udsat for i Hitlerjugend, havde opdragelsen i den demagogiske ungdomsorganisation alligevel sat sine spor.

“Bare fordi vi har tabt krigen, beskylder de os for hvad som helst”, sagde han forarget til sine kammerater.

Langsomt gik den fulde sandhed dog op for Metelmann, der tilbragte de følgende år som fange i USA og England. 

Da han i 1948 vendte hjem til Tyskland, følte han sig fremmed. Metelmann mente ikke, at hans landsmænd havde indset det bedrag, de havde været udsat for. 

Efter kun fire måneder pakkede han sin kuffert og rejste tilbage til England, hvor han fik arbejde først ved et landbrug og senere som gartner. Samtidig forsøgte han at slutte fred med sin fortid – bl.a. gennem sine erindringsbøger om tiden i Hitlerjugend.

“Følelsen af skyld over, hvad jeg har gjort mod andre – specielt russerne – ligger tungt på mine skuldre. Jeg fortryder de lidelser, jeg har påført andre, og klager ikke over, hvad andre har gjort mig”, skrev han før sin død i 2011.

Måske er du interesseret i...

Læs også