"Monumentmændene” var navnet på en kunstreddende specialenhed, som til sidst talte 60 mand. 
© Forlaget Thaning & Appel

Specialenhed generobrede nazisternes stjålne skatte

Under 2. verdenskrig blev et lille korps af museumsfolk sendt til fronterne i Europa for at redde uerstattelige kunstværker og beskytte historiske bygninger. Da Nazityskland brød sammen, fik korpset til opgave at opspore nazisternes stjålne skatte i miner og bunkere.

6. oktober 2016 af Morten Rendsmark
Natten til den 8. september 1944 buldrede det hårdt på en dør til katedralen i den belgiske by Brügge. En søvndrukken kirketjener mumlede “tålmod, tålmod”, mens han bandt sin slåbrok og gik hen for at lukke op. Udenfor stod to tyske officerer og en snes soldater.

Tyskerne strømmede ind i katedralen. Nogle af dem vippede en skulptur af Maria og Jesusbarnet ned fra en piedestal og slæbte den væk på en madras. Andre soldater løftede malerier ned fra væggene og bar dem ud til et par ventende lastbiler, mærket med falske Røde Kors-symboler.

Skulpturen var et uvurderligt kunstværk. Maria med barnet var blevet hugget i marmor af den italienske mester Michelangelo omkring 1504. Værket blev købt af en italiensk købmand, som handlede med klæde i Brügge og Firenze. Han skænkede skulpturen til katedralen, som siden havde været den retmæssige ejer.

Men nu var madonnaen forsvundet ud i natten til en uvis skæbne i det krigshærgede Europa.

Få dage senere befriede britiske styrker Brügge. Blandt tropperne var kunsthistorikeren Ronald Balfour fra Cambridge University. Han udspurgte straks katedralens dekan om tyveriet.

“Har De nogen anelse om, hvornår hun forlod Belgien?”

“For et par dage siden, gætter jeg på. Måske så sent som i går”.

Ronald Balfour rettede på sine runde, spinkle briller og lukkede sin notesbog. Han havde været så tæt på. Nu skilte et døgn eller to – plus en frontlinje – ham fra Michelangelos skønne madonna.

Specialenhed skulle redde kunst

Ronald Balfour var medlem af en specialenhed, det britiske og amerikanske militær havde oprettet i 1943. Korpset havde det lange navn “Monumenter, skønne kunstarter og arkiver”, men i daglig tale blev medlemmerne simpelthen kaldt “monumentmændene”.

De var typisk midaldrende akademikere, som hæren havde håndplukket til opgaven. I det civile liv havde de haft titler som arkitekt, kunstner, konservator, kunsthistoriker eller museumsinspektør. De fleste var gift og havde børn hjemme i USA eller Storbritannien.

Monumentmændene havde til opgave at rådgive hæren, flåden og luftvåbnet om bevaringsværdige bygninger, statuer, museer og arkiver i Europa.

Den 10. juli invaderede de allierede det fascistiske Italien fra syd, og året efter stormede de Normandiets kyster i det besatte Frankrig. Kulturbyer som Firenze i Italien og Chartres i Frankrig risikerede at blive sønderbombet. Det var monumentmændenes opgave at forhindre sådanne ødelæggelser, hvis de kunne undgås.

Præcisionsbombning i Firenze

Monumentmændene var med ved bordet, da de allierede i marts 1944 planlagde et luftangreb på Firenze. Alligevel var pilot Ben McCartney meget anspændt, da han styrede sit bombefly mod byen.

McCartney var dimittend fra Harvard University i USA og havde besøgt Firenze før krigen. Han elskede renæssancebyen og var betaget af dens kultur. Firenze var en tidslomme, som tilhørte hele verden. Men nu var det ikke desto mindre hans opgave at bombe den.

Formationen bestod af fire bombefly, hvis piloter og bombeskytter var blevet udstyret med særlige kort over byen. Hvide felter markerede historiske bygninger og kvarterer, som ikke måtte bombes. Områderne var blevet udpeget af monumentmændene, og de havde været grundige. De hvide felter fyldte det meste af kortene. Det ville blive rigtig svært, det her.

“Der er ikke meget at hamre løs på, hvad?” lød det fra en bombeskytte via radioen, da flyene nærmede sig målet.

Under sig kunne besætningerne se palæer, smalle stræder, elegante pladser og Arnofloden, som blev krydset af ældgamle broer. Bombeflyene cirklede en enkelt gang og samlede sig i en helt tæt formation under indflyvningen.

Bombelugerne blev åbnet, og så faldt bomberne. De eksploderede på byens rangerbanegård, hvor et utal af spor mødtes på et 600 meter langt og 120 meter bredt stykke land.

Angrebet var en kæmpesucces: Rangerterrænet blev reduceret til bombekratere og forvredne skinner, mens ikke én eneste historisk bygning blev ramt.

Også andre byer, som Rom og Siena, blev skånet under det to år lange og hårde felttog op gennem Den Italienske Halvø. Til gengæld blev det gamle benediktinerkloster Monte Cassino bombet sønder og sammen.

Klosteret var blevet grundlagt i Romerrigets sidste dage – på et bjerg 130 km syd for Rom. Bjerget og klosteret var en ideel forsvarsstilling. Herfra kunne tyske tropper overskue Liridalen, som førte til Rom. Efter fire ugers belejring og meget blodige infanteriangreb på bjerget opgav de allierede at skåne klos-teret. Bombefly lagde det i ruiner, og den tyske forsvarslinje blev brudt.
Et selvportræt af Rembrandt var blandt de ca. 1.000 kunstværker, Monumentmændene fandt i en mine ved  Heilbronn i Sydtyskland.
© National Archives/Thaning & Appel

Opgaven virkede håbløs

På D-dag den 6. juni 1944 landsatte de allierede store troppestyrker på Normandiets kyst. Hen over sommeren kæmpede en halv mio. mand for at bryde tyskernes greb om det nordlige Frankrig. Et dusin monumentmænd fulgte lige i hælene på kamptropperne.

Monumentmændenes opgave virkede temmelig uoverskuelig. Det lille korps var ukendt, og hæren havde hverken tildelt dem køretøjer eller skrive-maskiner. De blev hver især tilknyttet en hærstyrke og arbejdede alene. For at komme omkring sprang de på jeeps eller lastbiler, som tilfældigvis skulle i den rigtige retning.

I felten inspicerede de historiske bygninger og ophængte skilte, som forbød soldater at ødelægge eller stjæle ting fra godser, kirker og oldtidsminder. En monumentmand fik stoppet en bulldozer, som var ved at tromle et gods ned for at bane vejen for troppetransporter. Et andet sted blev et kompagni soldater smidt ud af et gammelt nonnekloster, hvor de havde slået lejr for natten.

Selv om monumentmændene ikke selv skulle kæmpe, var arbejdet i felten farligt. Under tilbagetoget efterlod tyskerne minefælder (såkaldte booby traps). De blev især placeret på steder, som tørstige eller souvenirjagende allierede soldater kunne få lyst til at besøge: vinkældre, kirker og slotte.

Ud over minefælderne var monumentmændene, som alle andre allierede soldater, konstant truet af snigskytter og bagholdsangreb langs vejene.

Tyskerne havde et særligt tyvekorps

De allierede fik brudt de tyske linjer og rykkede frem gennem Frankrig. Til Monumentmændenes lettelse hævede den gotiske domkirke i Chartres sig stadig over de gule kornmarker.

Domkirkens fine glasmosaikker var blevet reddet af et bombehold, som i tide fik demonteret 22 sprængladninger på broer over floden Eure, som løb forbi kirken. Hvis sprængladningerne var eksploderet, ville vinduesmosaikkerne være blevet blæst ind af trykbølgen.

Under felttoget forhørte monumentmændene løbende tyske fanger. De gik efter chauffører og embedsmænd, som havde haft berøring med organisationen Einsatzstab Reichsleiter Rosenberg (ERR). Organisationen, som stod direkte under rigsmarskal Hermann Göring, havde til opgave at finde og beslaglægge kunstgenstande og historiske dokumenter fra jødiske privatpersoner og institutioner i de besatte lande.

I hele Europa var fem mio. kunstgenstande blevet beslaglagt af ERR. Blandt dem var værker af nogle af verdens- kunstens største navne: Gauguin, Rembrandt og Leonardo da Vinci. Som hovedregel holdt ERR sig fra statsejet kunst for ikke at ophidse folk i de besatte lande yderligere. Men i Polen havde nazisterne hæmningsløst plyndret alt – statsligt såvel som privat.

Monumentmand kom i kamp

Monumentmanden Robert Posey fulgte med en hærstyrke, som blev overrasket af en tysk modoffensiv i Ardennerne.

De amerikanske linjer kom under ekstremt pres, og alle våbenføre mænd – kokke, chauffører og oppassere – blev sendt frem i forreste linje for at hjælpe kamptropperne. Alle – også Robert Posey. 

Den 40-årige arkitekt havde ingen kamptræning overhovedet. Han følte sig hensat til en ond drøm, da pansrede tyske køretøjer og infanterister kom tromlende frem og åbnede ild. Posey anede ikke, hvad han skulle stille op med sig selv, men en travl officer gav ham en ultrakort instruktion:

“Skyd, til du ikke har flere patroner i magasinet, lad, og skyd igen!”

Posey gjorde, som han fik besked på, og var med til at stoppe angrebet.

Mens Posey overlevede krigen, var kollegaen Ronald Balfour mindre heldig. Han nåede aldrig at opspore den skønne madonna fra Brügge, for den 10. marts 1945 slog en granat ham ihjel, da han forsøgte at redde altertavlen fra en kirke i den tyske by Kleve.

Monumentmændene var ret alene om at prøve at redde tyske kulturværdier. Korpset havde mødt lydhørhed hos både officerer og menige, mens hærene var i Italien og Frankrig, men i det forhadte Tyskland skiftede holdningen til ligegyldighed, og ødelæggelserne var enorme, bl.a. i den gamle by Aachen. Byens berømte domkirke fra omkring år 800 var en ruin. Kun de sodsværtede ydermure stod tilbage. 

Michelangelos mesterværk blev stjålet af nazisterne, men de allieredes særlige kunstkorps fandt det igen efter krigen. 
© Scanpix/AkG-images

På sporet af de skjulte skatte

Det Tredje Rige var i fuld opløsning. For monumentmændene gjaldt det nu om at finde de steder i Tyskland, hvor nazis-terne havde skjult tyvekosterne. Korpset var løbende blevet forstærket og talte efterhånden 60 mand i felten.

I Paris mødte en af monumentmændene en fransk modstandskvinde, som også var museumschef. Hun havde hørt ERR-folk tale om det tyske slot Neu-schwanstein i Bayern. Desuden havde hun tyske dokumenter, som viste, hvilke tyske stationsbyer bestemte kunstgenstande skulle fragtes til.

Et andet gennembrud kom, da Robert Posey opsporede SS-officeren Hermann Bunjes. Nazisten gemte sig i en hytte uden for Trier i Rhinlandet. Han havde været en af ERR's topfolk. Nu, i krigens sidste dage, afslørede han villigt alt:

“Hitlers samling”, sagde han og førte sin finger over et kort, “er her i saltminen ved Altaussee, nær hans barndomsby Linz i Østrig”.

Bunjes bidrog med et hav af oplysninger. Han nævnte fx, at den jødiske Rothschildfamilies antikke sølvtøj var endt i Berlin Flyveklubs cafeteria.

Efterhånden blev 1.500 skjulesteder afsløret i miner, bunkere og på slotte. De var fyldt med kunst og antikviteter for milliarder. Monumentmændene fodrede de allieredes fortrop med oplysninger og kort, og vagter blev straks stillet op ved gemmestederne, når styrkerne nåede frem. Monumentmændene fulgte lige efter stødtropperne. De katalogiserede og pakkede fundene. Efter krigen blev tingene returneret til de rette ejere.

Michelangelos madonna blev fundet i Altaussee den 17. maj 1945. Hun er tilbage på sin piedestal i Brügge.

Måske er du interesseret i...

Læs også