De tyske tropper gik målrettet efter de fineste årgange af Frankrigs allerbedste vine.

© Scala/BPK & Scanpix

Vinbønder snød tørstige nazister

Da Hitlers tropper begynder at udplyndre vinbønder, restauranter og kældre for ædle vine, får den franske vinbranche nok. Med livet som indsats går de ind i forsvaret af Frankrigs ypperste skat.

12. april 2016 af Hans Henrik Fafner

Feltmarskal Hermann Görings humør var strålende. Det var den 14. juni 1940, og han kørte ind i Paris. De tyske tropper havde netop besat Frankrig, og Görings chauffør havde fået besked om at køre direkte til den berømte restaurant La Tour d’Argent.

“Jeg vil se jeres vinkælder”, sagde Hermann Göring ivrigt, da han trådte ind. “Og især flaskerne fra 1867!”

Det mondæne spisested var kendt for sin vinkælder, der rummede 100.000 flasker, og 1867-årgangen var den mest eftertragtede af dem alle.

Bestyreren Gaston Masson tog de tyske gæster med ned i kældrene, hvor de straks gik i gang med gennemgå lageret. Men de fandt ikke en eneste flaske af den store årgang.

Göring var skuffet og rasende. Han gav sine folk ordre til at forlade stedet, og med sig tog de 80.000 flasker vin fra den verdensberømte kælder.

Episoden var begyndelsen på en systematisk udplyndring af Frankrigs ressourcer. Den tyske besættelsesmagt besluttede, at franskmændene skulle leve på et absolut eksistensminimum, og at alle resterende levnedsmidler skulle fragtes hjem til Tyskland.

Det gjaldt også “Frankrigs ypperligste juvel”, som den tidligere premierminister Edouard Daladier kaldte de fine vine.

Gaston Masson fra La Tour d’Argent havde forudset sitautionen. Så da det trak op til tyskernes angreb på Frankrig, byggede han og hans søn i hast en mur i restaurantens vinkælder og skjulte 20.000 af de bedste flasker bag den – heriblandt den berømte årgang 1867.

Men få var så velforberedte. Da ejeren af et vinslot i Bordeaux-distriktet hørte, at et tysk troppekontingent havde planer om at slå sig ned på hans ejendom, skyndte han sig at skjule alle sine bedste flasker på bunden af en lille sø i parken.

Næste morgen, da en af de tyske officerer gik tur i parken, mødte et særpræget syn ham: Hele søens overflade var dækket af vinetiketter.

Kreative bønder snød tyskerne

Umiddelbart efter den tyske indmarch havde vinbønderne tillid til den 84-årige Philippe Pétain, nyindsat leder af samarbejdsregeringen. Han dyrkede selv vin og lovede at beskytte producenterne.

Pétain forsøgte at kontrollere situationen ved at samarbejde med de tyske kommissærer, der med ansvar for hver deres vindistrikt var sendt til Frankrig for at opkøbe vin og sende den hjem.

I begyndelsen så mange vinhuse en fordel i ordningen, for med besættelsen var de afskåret fra de fleste eksportmarkeder. Men priserne, den enkelte weinführer gav for vinen, var så ringe, at den end ikke dækkede omkostningerne.

Da nazisternes krav blev mere ublu og “hand­len” ofte var decideret plyndring, uden at Pétain reagerede, vendte stemningen sig til bitter modstand.

Vinbønderne begyndte med stor kreativitet at snyde tyskerne, selv om det kunne koste dem livet at blive opdaget.

Mangel på arbejdskraft gjorde kun situationen ­værre for de hårdt prøvede vinbønder. 

© Polfoto/Ullstein Bild

Vinlevering blev sendt på afveje

Jean-Michel Chevreau, der dyrkede vin i Loiredalen, tog fx sin personlige hævn, da tyske soldater havde taget for sig i hans vinkælder.

En nat sneg han og nogle kammerater sig ind på togstationen i byen Amboise. Her tappede de al vinen af de fade, tyske soldater netop havde stuvet i en godsvogn.

I et andet tilfælde sørgede en vinbonde for ved en “misforståelse” at fylde et parti fade med vand i stedet for vin. Og flere gange ændrede “nogen” fragtbrevene, så vin bestemt for storbyen Hamborg i stedet endte i den lille by Homburg – 650 km længere mod syd.

Af og til udnyttede vinbønderne, at tyskernes bestillinger ikke var nøjagtige. I 1939 havde det regnet hele sommeren i Alsace-distriktet, og resultatet var en elendig vin.

Da vinfamilien Hugel skulle aflevere et kvantum ikke nærmere specificeret vin til tyskerne, benyttede de derfor lejligheden til at tømme kælderen for den udrikkelige årgang 1939 og beholdt selv de bedre årgange.

Selv når besættelsesmagten udbad sig en specifik årgang, tog nogle vinbønder chancen og satte blot andre etiketter på flasker med dårlig vin, og end ikke på de fineste restauranter i Paris kunne tyskerne vide sig sikre.

Firmaet Chevalier fra Paris rensede ægte tæpper, og tæppestøvet blev leveret videre til byens restauranter, som dryssede det ud over flasker med elendig ny vin, der således kom til at se gamle og fornemme ud.

Trods forsøg på at sabotere plyndringerne blev de franske vinlagre gradvist udtømt.

Samtidig faldt produktionen kraftigt, fordi mange vinarbejdere blev udskrevet til tysk tvangsarbejde, og i 1942 konfiskerede tyskerne næsten alle vingårdenes arbejdsheste, der skulle bruges som trækdyr på østfronten.

Kobbersulfat, der sprøjtes på vinstokke for at beskytte dem mod svamp og plantesygdomme, kunne heller ikke opdrives længere, og høstudbyttet pr. hektar faldt til det halve, så franskmændene i 1942 oplevede decideret vinmangel.

Produktionen var faldet fra 69 millioner hektoliter i 1939 til 35 millioner, og det meste blev nu sendt til Tyskland.

“Vi drikker så meget vand her, at det begynder at føles som Noas Ark”, sagde en bitter restauratør i vindistriktet Bordeaux, da han måtte opgive at servere vin for sine spisende gæster.

Modstanden reddede Frankrigs kostbare skat

Pétain forsøgte at dæmpe gemytterne ved at opfordre til afholdenhed i kampen mod alkoholisme.

For første gang fik Frankrig en lavalder for udskænkning af alkohol – på 14 år – men det fik kun hadet mod statslederen til at vokse.

Den gamle mand, der af og til faldt i søvn i fuld offentlighed, fik øgenavnet Le Conquistador, der kunne lyde som le con qui se dort – røv­hullet, der sover.

Konflikten spidsede yderligere til, da tyskerne befalede, at vingårde, som producerede over 5.000 hektoliter om året, skulle aflevere halvdelen til produktion af etanol.

For at sikre, at det blev overholdt, hældte tyske inspektører maskinolie i udvalgte vinfade. Fremgangsmåden øde­lagde ikke bare vinen, men også de værdifulde, gamle fade og fik endnu flere vrede vinbønder til at støtte modstandsbevægelsen.

Krigen blev afgjort fjernt fra Frankrigs vinkældre, og i august 1944 fik franskmændene omsider deres frihed igen.

Besættelsestiden havde kostet de franske vinproducenter dyrt. Hundredtusindvis af flasker god vin var gået tabt, men branchens modstand reddede en del af den kostbare skat.

I 2010 blev tre flasker Château Lafite-Rothschild fra 1869, der gennem alle årene havde ligget i slottets kælder, solgt for hver 1.250.000 kr. – ­historiens højeste auktionspriser for vin.

Måske er du interesseret i...

Læs også