Den tyske general var altid med sine forreste tropper, så han kunne reagere hurtigt på uforudsete muligheder.

© Getty Images & Ullstein Bild

Ørkenræven Rommel: Succesen blev hans død

Oddsene ser umulige ud, da Erwin Rommel ankommer til Nordafrika i 1941. Han skal stoppe de sejrrige briter, og Tysklands italienske allierede er ikke nogen hjælp. Krigslist bliver pansergeneralens stærkeste våben, og snart hører fjenden til blandt Ørkenrævens største beundrere. Men en konfrontation med Hitler koster ham dyrt.

1. juli 2016 af Claus Cancel

Lucie Rommel kan se på ham, at noget er helt galt, allerede før hendes mand åbner munden. Parret er i sit hjem nær byen Ulm, og de har to officerer på besøg. General Erwin Rommel er netop trådt ud fra det værelse, hvor han har talt med gæsterne.

“Om et kvarter er jeg død”, siger han sammenbidt. Det er den 14. oktober 1944, og officererne har meddelt ham, at han er mistænkt for at have hjulpet til med attentatet mod Hitler den 20. juli. Rommel har fået to valgmuligheder. Hvis han mener, at han er uskyldig, kan han tage med til Berlin og stå til ansvar over for Føreren. Eller også kan han begå selvmord nu, redde sit eftermæle og sikre sin familie mod hævn.

Rommel ved godt, at han reelt kun har én mulighed. Selvmord. Tilbuddet om at tale sin sag i Berlin er kun et dække, som han ikke vil overleve. Han har udtrykt sin utilfredshed med Hitlers strategier én gang for meget.

“De har taget noget gift med”, fortæller Rommel sin hustru gennem 28 år. “De siger, at det kun vil tage tre sekunder for det at virke”.

Lucie trygler ham fortvivlet om at kæmpe imod, men møder ham til sidst i en tavs omfavnelse. Ingen ord kan hjælpe nu. Da deres 15-årige søn, Manfred, træder ind i rummet, vender Rommel sig mod drengen og siger roligt:

“Det er hårdt, at jeg skal dø nu for mine egne hænder. Men huset er omringet, og Hitler anklager mig for højforræderi. På grund af mine fortjenester i Afrika har jeg fået lov til at dø ved at spise gift. Hvis jeg accepterer, vil I, min familie, blive skånet, ligesom min stab også bliver skånet”.

Derefter går Rommel tavst udenfor. Han giver sin søn hånden en sidste gang, og derpå sætter han sig ind på bagsædet af en bil, som venter foran huset. Den forsvinder ned ad indkørslen, uden at Rommel kigger sig tilbage.

Efter fem minutters kørsel trækker chaufføren ind til siden. Rommel spiser giften, og et øjeblik efter er Tysklands legendariske Ørkenræv død.

Lynangreb var Rommels speciale

Myterne og historierne om Rommel fik for alvor liv, da han satte sig i spidsen for Afrikakorpset i Libyen i 1941. Men de første legender opstod allerede under 1. verdenskrig, hvor han første gang demonstrerede sin enestående fornemmelse for mulighederne på slagmarken.

Sydtyskeren Rommel begyndte efter sin fars ønske på officersskole i 1910, 18 år gammel. Han blev løjtnant og havde kommandoen over en deling, da han fik sin ilddåb den 22. august 1914.

Stedet var en fransk landsby ved navn Bleid. Rommel var rykket frem gennem tæt tåge, og ved de første huse gav han sin enhed ordre til at skjule sig, mens han fortsatte med tre mand.

Længere inde i landsbyen så han 15 franske soldater, der sad og spiste morgenmad. Rommel og hans tre ledsagere åbnede ild, og inden fjenderne kunne nå i dækning, var to-tre af dem fældet af skud. Uforfærdet stormede Rommel fremad med sine mænd.

Tyskerne vendte dog hurtigt om igen, da de blev mødt af en kugleregn fra landsbyens andre huse. Stedet var besat af langt flere end de soldater, Rommel og hans spejdere havde set.

Tilbage blandt resten af sin enhed overvejede Rommel situationen:

“Skulle jeg vente på forstærkninger eller storme byen med min deling?” skrev han siden om sine to valgmuligheder. “I situationen syntes det sidste at være det rigtige”.

Rommel stormede ind i Bleid med sin deling og udnyttede overraskelsesmomentet til at drive franskmændene ud af byen. Kampen lærte ham en vigtig lektion: Styrkeforholdet var mindre vigtigt i kamp end mod, initiativ og beslutsomhed.

Under 1. verdenskrig opdagede Rommel også, hvor uorganiseret og svag en enhed på flugt er. Det udnyttede han blandt andet i slaget om Longarone, der blev udkæmpet i Norditalien i 1917. Rommel havde på det tidspunkt kommandoen over ca. 500 specialtrænede bjergsoldater, som han førte fremad i så højt tempo, at de udmanøvrerede en langt større styrke af italienere.

Operationen endte med, at en italiensk division på 10.000 mand overgav sig, fordi tropperne troede, at de var omringede. Tyskerne mistede seks mand. 

Bilerne var uundværlige Rommel elskede at være ude blandt sine tropper. Soldaterne råbte “Rommel an der Spitze” – når han dukkede op blandt en­hederne i forreste linje. Hans foretrukne transportmiddel var et halvbæltekøretøj med radio-udstyr, så han kunne holde tæt kontakt til sine enheder.

© BARCH 101I-784-0249-04A

Ørkenræven gik i land

Nøjagtig samme initiativ på grænsen til dumdristighed blev Rommels kendetegn i Nordafrika under 2. verdenskrig. Han var i mellemtiden blevet general og havde anført en panserdivision med enorm succes i Frankrig i 1940.

Rommels åbenlyse talent var årsag til, at det blev ham, Hitler i februar 1941 sendte til Nordafrika for at frelse italienerne. Hitlers allierede havde forsøgt at erobre Egypten fra briterne, men led selv et katastrofalt nederlag. Halvdelen af kolonien Libyen gik tabt, og tyske forstærkninger måtte haste over Middelhavet for at forhindre, at briterne også tog resten. Missionen var defensiv, og Rommel havde ordre til ikke at indlede en offensiv mod fjenden.

Den tyske general havde under alle omstændigheder kun en lille styrke at sende i kamp. Panservåbnet bestod af blot 150 kampvogne, hvoraf mange var små og lette modeller, der ikke egnede sig til angreb på slagkraftige fjender.

Rommel gjorde dog sit yderste for at få sin styrke til at se stor og imponerende ud. Italienernes hovedby, Tripoli, var nemlig fuld af overløbere, der leverede militære oplysninger til briterne. Derfor gav han straks efter ankomsten ordre til at afholde en stor tysk parade.

Alle Rommels kampvogne tromlede gennem byen med brølende motorer og en os af udstødning efter sig. Når hver enhed nåede Tripolis udkant, svingede den rundt og vendte tilbage til startpunktet ad småveje. Derpå kørte panserkolonnen en tur mere hen over paradepladsen. Briternes agenter rapporterede derfor, at tyskerne havde bragt masser af kampvogne til Nordafrika.

Samme form for krigslist brugte Rommel også, da han mod sine ordrer gik til angreb på de britiske styrker. Bag kampvognene i første linje kørte en hob af lastvogne, stabsbiler, traktorer og andet, der tilsammen rejste en gigantisk støvsky på himlen. Nogle af de små køretøjer havde også fået monteret træplader, så de på afstand lignede ægte kampvogne.

Briterne forlod deres stillinger og ilede bagud stort set uden modstand.

Briterne kunne ikke følge med

Hitler og den tyske overkommando havde anbragt Rommel i en usædvanlig situation i forhold til hans allierede. General Italo Gariboldi, øverstbefalende for den italienske hær i Nordafrika, havde højere rang og langt flere tropper end tyskernes chef.

Efter en hel række af italienske nederlag var det dog utænkeligt, at en sejrrig tysk panserleder skulle underkastes den ubehjælpsomme militærmagts kontrol. Arbejdsdelingen blev derfor, at Gariboldi formelt havde den overordnede styring, mens Rommel til gengæld fik kontrol over de mest mobile italienske enheder. I praksis gjorde det tyskeren til chef, for kun mobile tropper havde kampværdi i Nordafrikas ørkenlandskab.

Med sit lille tyske Afrikakorps og de italienske støttetropper tog han offensiven, stik mod sin ordre hjemmefra.

“Sturm, schwung, wucht” var hans kampmotto, som blev gentaget igen og igen over for de tyske officerer – angrib, manøvrér, brug magt.

Rommel demonstrerede i praksis, hvad ordene betød, hver gang briterne stoppede op og dannede en forsvarslinje. I stedet for at angribe frontalt fandt Rommel en vej udenom, så han kunne slå til i flanken. Hans evne til at læse landskabet var uovertruffen, og gang på gang måtte briterne se sig slået af en modstander, der kæmpede i et langt højere tempo end dem selv.

Først da Rommels forsyningslinjer blev for lange, og hans køretøjer løb tør for brændstof, måtte han stoppe sin offensiv. Et dødvande opstod, indtil de tyske lagre igen var fyldt op. Så kunne Rommel igen rykke frem, indtage byen Tobruk i et dramatisk slag og trænge helt frem til el-Alamein, blot 100 km fra den store egyptiske havneby Alexandria. Undervejs opstod legender om “Ørkenræven” Rommel, der fik nærmest mytisk status.

De tyske og italienske soldater i frontlinjen oplevede gang på gang, hvordan deres general var med helt fremme i forreste linje. Han levede, svedte, sov og spiste ligesom sine menige. Flere gange, når han i sin kommandovogn kørte helt tæt ved fronten, stødte han på britiske patruljer og undslap ved rent held. Hans mod vandt respekt hos tropperne.

Rommel kaldte soldaterne for “sine afrikanere”, og de omtalte ham kærligt som Erwin. De delte en fælles oplevelse af at være langt væk hjemmefra og nærmest glemt af resten af den tyske hær.

Mændene vidste godt, at Nordafrika ikke stod forrest, når kampvogne, benzin og nye forsyninger skulle fordeles mellem Nazitysklands mange fronter. Men de tålte afsavnene, for de havde til gengæld den uovervindelige Erwin.

“Rommel udstrålede denne mærkelige magiske styrke, der skinnede ned på tropperne – helt ud til den forreste infanterist”, skrev krigskorrespondent Hans Gert von Esebeck om Rommels betydning for kampmoralen.

Erwin Rommels hastige fremrykning i de eksotiske omgivelser var godt stof i den tyske krigs­propaganda.

© Getty Images

Ørkenræven var avisernes helt

Som en af 2. verdenskrigs usædvanligheder fandt tilbedelsen af Rommel ikke kun sted på Aksemagternes side af fronten. Når britiske soldater sad i deres skyttehuller, talte de om den tyske pansergeneral med en blanding af frygt og næsegrus beundring. De menige følte ikke, at de kæmpede mod tyskerne eller italienerne. De kæmpede mod Ørkenræven, der var snedigere, klogere og hurtigere end britiske generaler.

Stemningen udmøntede sig i et nyt begreb, som hed “at lave en Rommel” – doing a Rommel. Britiske soldater brugte udtrykket om handlinger, der var usædvanlig snedige.

Historier om den tyske officers evner bredte sig fra Nordafrika til Europa og Nordamerika. I Tyskland gav propagandaen sig til at dyrke Rommel, og rapporter om hans bedrifter var ofte en del af ugerevyerne. Men beundringen sneg sig også ind i de allieredes medier.

“Rommel lærer briterne om taktik”, hed det blandt andet i avisen “New York Times” efter en serie nederlag i juni 1942. George Patton, en endnu ret ukendt amerikansk kampvognsgeneral, udtalte i et stort interview, at han godt kunne tænke sig at kæmpe mod “The Champ” – Mesteren. Interessen blev så livlig, at den amerikanske general Dwight Eisenhower måtte protestere i 1943:

“Rommel er en stor general, men han er ingen supermand”, fastslog manden, som var sat til at lede de allieredes indsats mod Nazityskland. Ordene var en reaktion på, at “New York Times” havde forsøgt at forklare sine læsere, hvordan sejren skulle vindes.

“Det er ham her, vi skal slå”, fortalte teksten ved siden af et foto af Rommel. Selv Churchill lod sig rive med:

“Han er en modig og dygtig modstander – en stor general”.

Rommel-manien nåede i juli 1942 så store højder, at den britiske general Claude Auchinleck udstedte en usædvanlig ordre til sine officerer. Han var på det tidspunkt chef for den 8. armé – Storbritanniens hær i Nordafrika.

“Rommel er ingen supermand”, lagde Auchinleck ud. “Og selv hvis han var, er det uheldigt og meget uhensigtsmæssigt, hvis vores mænd omtaler ham, som om han har overnaturlige kræfter. Jeg ønsker, at I omtaler Rommel som enhver anden general. I stedet for at vi kæmper mod Rommel, skal vi understrege, at vi kæmper mod tyskerne, Aksemagterne eller bare fjenden”.

Rommel havde også pæne ord at sige om briterne – de menige, vel at mærke:

“I kæmpede som løver”, sagde han rosende til en gruppe krigsfanger. “Men I blev anført af æsler”. 

Håbet om sejr blev slukket

Mens Rommel således blev beundret, frygtet og sågar bestormet med kærlighedsbreve fra tyske kvinder, så han i sensommeren 1942 pessimistisk på krigens gang. Hans fremrykning var gået i stå ved el-Alamein, og et desperat forsøg på at bryde igennem slog fejl.

Nu kunne Rommel se, hvordan forstærkninger og nye amerikanske våben gjorde fjenden stærkere for hver dag. En britisk offensiv var på vej. Imens led hans egen hær under forsyningslinjer, der var så lange, at kun en brøkdel af det nødvendige nåede frem.

Rommels helbred var også svækket efter lang tid i Afrikas hårde klima og et umenneskeligt pres ved fronten. Den ellers veltrænede og solbrændte generalfeltmarskal havde kronisk mave- og tarmkatar, næsedifteri, kredsløbsforstyrrelser og for lavt blodtryk.

I et forsøg på at komme til hægterne tog han hjem til behandling i Tyskland og brugte lejligheden til at mødes med Hitler. Ved den lejlighed fik han for første gang indtryk af, at Tysklands leder havde et komplet urealistisk billede af situationen ved frontlinjen.

De to mænd havde ellers haft et nært forhold. Officerskorpset var fuld af adelsmænd, som Hitler nærede den største mistro mod, men Rommel var søn af en lærer. Førerens sympati hjalp generalens karriere på vej.

Omvendt beundrede Rommel den måde, Hitler havde gjort Tyskland mægtigt på efter det store nederlag i 1. verdenskrig. Ligesom mange andre tyskere var han også berørt af Førerens evne til at rive folk med sig. Men da de mødtes i efteråret 1942, begyndte Rommels billede af Hitler at krakelere.

Hitler nægtede at se realiteterne i øjnene og lovede Rommel masser af de nye Tiger-kampvogne, raketkastere og tonsvis af forsyninger. Rommel ville snart være tilbage i offensiven.

Men generalen havde fået tilsvarende løfter før, uden at de var blevet indfriet. Til mødet, hvor også Luftwaffe-chefen Hermann Göring var til stede, fortalte Rommel, hvordan hans kampvogne blev skudt til vrag af amerikanske fly med 40-mm-kanoner. Det fik Göring til at udbryde:

“Det er umuligt. Amerikanerne ved kun, hvordan man laver barberblade”.

“Jeg kunne godt bruge nogle af de barberblade”, svarede Rommel og lagde hylsteret fra et amerikansk-fremstillet 40-mm-projektil på bordet. Men selv det fysiske bevis fik ingen betydning. På Østfronten havde den tyske hær indledt en stor offensiv mod Stalingrad, og angrebet åd alle de militære ressourcer. 

Dødens håndtryk. Rommel mødtes regelmæssigt med Hitler, men som tiden gik, blev han mere og mere kritisk over for nazi-lederen. Det var med til at udløse hans død i efteråret 1944.

© SZ Photo/Scanpix

Angrebets mester kom i defensiven

Da Rommel vendte tilbage til Afrika, var briterne i gang med at slide hans Afrikakorps i stykker. 8. armé havde fået ny chef, og general Bernard Montgomery angreb med langt overlegne styrker. Han kunne indsætte 220.000 mand og 1.100 kampvogne mod Rommels 560 kampvogne og 115.000 mand.

Slaget ved el-Alamein blev uundgåeligt et tysk-italiensk nederlag, og Rommel måtte indlede et tilbagetog, der fortsatte helt til Tunesien. I maj 1943 kapitulerede resterne af hans hær til de allierede. Rommel slap for fangenskab, for Hitler havde kaldt ham hjem, men han tilgav aldrig Føreren, at Afrikakorpset ikke blev reddet ud i tide.

I november 1943 fik Ørkenræven ansvaret for Atlantvolden, som skulle beskytte det besatte Europas kyster mod invasion – fra Nordkap i Norge til den spanske grænse. Men “Fæstning Europa” viste sig at være endnu et af Hitlers fatamorganaer. 

Strandene var kun svagt befæstede, og Rommel indledte et kapløb med tiden for at lægge miner og støbe forsvarsværker, inden det var for sent. Igen lovede Hitler forstærkninger og forsyninger, som aldrig dukkede op.

Atlantvolden var ude af stand til at stoppe de allierede, da de gik i land i Normandiet i juni 1944. Det lykkedes at indkapsle angriberne på en stribe land langs kysten, men Rommel vidste, at overmagten var for stor. Før eller siden ville fjenden bryde igennem. Som en af de få tyske officerer havde han modet til at konfrontere Hitler.

Føreren rablede op om nye vidundervåben, da de to talte sammen, men Rommel forlangte stædigt at få at vide, om Tysklands leder virkelig troede på, at krigen stadig kunne vindes.

Hitler blev så rasende, at han til sidst hamrede sin næve i bordet og skreg til Rommel, at han skulle holde sig til militære emner og overlade storpolitik til ham. Rommel svarede oprevet igen:

“Historien vil kræve af mig, at jeg forholder mig til den overordnede situation”. Hitlers raseri nåede nye højder, og Rommel blev smidt ud.

Ifølge nazisterne var Rommel indviet i attentatplaner mod Hitler. Han blev tvunget til selvmord, men ifølge den officielle udlægning døde han af sår.

© SZ Photo/Scanpix

Attentat kostede Rommel alt  

Tilbage ved fronten begyndte Ørkenræven at føre fortrolige samtaler om Tysklands fremtid. Til en af sine nærmeste officerer sagde han, at hvis ikke Hitler erkendte, at han havde tabt, så “vil jeg åbne for den vestlige front. Kun én ting betyder noget nu: at amerikanerne og briterne kommer til Berlin før russerne”.

Han nåede dog aldrig længere end til tanken med den plan. Den 17. juli 1944 blev hans stabsvogn beskudt af to britiske Spitfire-jagerfly, da han var på vej hjem fra fronten i Frankrig.

Hans chauffør prøvede at zigzagge, men blev ramt af projektiler, og bilen kørte frontalt ind i et træ. Rommel blev kastet op i forruden og fik flere brud på kraniet, men han overlevede.

Tre dage senere, mens Rommel kæmpede for sit liv på hospitalet, udløste sammensvorne tyske officerer en bombe tæt på Hitler. Attentatet slog fejl, og i de kommende måneder udførte nazisterne en brutal udrensning i hæren.

4.980 officerer og andre indflydelsesrige personer blev henrettet. Flertallet havde intet haft at gøre med attentatet, men nazisterne brugte lejligheden til at slå hårdt ned på skeptikere. Én af dem var Rommel, der holdt sygeorlov hjemme, da han fik besøg i oktober 1944.

“Om et kvarter er jeg død”, sagde Rommel til sin hustru, da to officerer tvang ham til at acceptere selvmord.

To dage senere modtog Lucie Rommel en personlig hilsen fra Hitler.

“Hermed min dybeste medfølelse over tabet af din mand. Feltmarskal Rommels navn vil for evigt være forbundet med de heroiske slag om Nordafrika. Adolf Hitler”. Ørkenræven var død.

Måske er du interesseret i...

Læs også