Pearl Harbor: Døden kom fra himlen

En fredelig søndag morgen vågner flådebasen Pearl Harbor op til lyden af faldende bomber. Bølger af japanske bombefly kaster sig over den amerikanske stillehavsflåde og omdanner i løbet af få timer den store havn til en skibskirkegård. USA er trukket ind i 2. verdenskrig, som vil koste over 400.000 amerikanere livet.

26. april 2018 af Esben Sylvest

Skyerne lå i tykke dyner over Stillehavet, da 183 japanske fly om morgenen den 7. december 1941 nærmede sig Hawaii-øerne. Dybt under sig fik kommandør Mitsuo Fuchida stedvise glimt af havet, og da piloten i hans Katebombefly endelig brød ned gennem skydækket, åbenbarede en hvid brænding af bølger sig under dem.

Den nordlige kyst af hovedøen Oahu. Inden længe kunne Fuchida se Pearl Harbor i horisonten. Gennem sin kikkert betragtede kommandøren den slumrende flådebase og talte de amerikanske skibe. Alle de otte enorme slagskibe var i havn – og ikke et eneste fjendtligt fly var på vingerne.

Alt forløb perfekt, konstaterede han lettet. Klokken 7.49 gav Fuchida sin radiooperatør besked om at udsende det aftalte kodesignal til de andre fly. “To, to, to,” skrattede signalet – en forkortelse af “tosugeskiseyo” – angrib! Første mål var luftbasen Wheeler Field 15 km nordvest for Pearl Harbor. 

Fra stor højde dykkede Val-styrtbombere ned og afleverede deres last, mens lavtflyvende Zero-jagere åbnede ild med 20-mm maskinkanoner, som flænsede bygninger, hangarer og amerikanske fly på jorden. 

Wheeler Fields chef, oberst W.J. Flood, beskrev bagefter, hvordan de japanske jagere fløj så lavt, at han kunne se guldet i piloternes tænder. For amerikanerne var det utænkelige ved at ske. Stillehavsflåden var under angreb, og USA ved at blive tvunget ind i 2. verdenskrig.

Dette fotografi var i 70 år ét af de mest berømte billeder fra angrebet. I december 2011 blev det afsløret, at motivet i virkeligheden er en brandøvelse i 1943.

© All Over Press

Krigen skulle vindes på første dag

De japanske flys ankomst til Oahu var kulminationen af flere års spændinger mellem den asiatiske stormagt og USA. Siden 1937 havde Japan ført erobringskrig mod Kina, hvor amerikanerne havde store økonomiske interesser. 

Den aggressive japanske udenrigspolitik bekymrede regeringen i Washington, og rapporter om ufattelige grusomheder mod kineserne vakte samtidig stor afsky i den amerikansk offentlighed. Som en advarsel flyttede stillehavsflåden derfor i 1940 base fra USA's vestkyst til Hawaii – tættere på Japan. Men budskabet blev ignoreret, og i september samme år rykkede japanske styrker også ind i Fransk Indokina. 

Præsident Roosevelt svarede igen ved at stoppe salget af olie til Japan – en voldsom provokation set med japanske øjne, for landet var dybt afhængigt af amerikanske olie-leverancer. Allerede i januar 1941, næsten et år før angrebet på Pearl Harbor, forudså den øverstbefalende for den japanske flåde krigens udbrud. 

“En konflikt med USA er uundgåelig”, noterede admiral Isoroku Yamamoto i et brev. Japanernes skulle ødelægge amerikanernes flåde og “afgøre krigen på den første dag”. I tankerne havde Yamamoto allerede drejebogen for en dristig aktion mod flådebasen på Hawaii parat. Den blev snart beskrevet i detajler, og gennem resten af 1941 forberedte japanerne sig på et angreb ned til mindste detalje. 

Operationen kunne kun gennemføres fra luften med fly fra japanske hangarskibe, men selv denne metode gav store problemer. For vanddybden i Pearl Harbor var så lav, at de japanske torpedoer ville ramme havbunden, når de blev kastet ned fra fly. Ingeniørernes løsning var at montere træfinner på torpedoerne, som gav dem ekstra opdrift i vandet. 

En anden udfordring var bombeangreb fra stor højde. Under de første øvelser ramte blot 10 pct. af bomberne deres mål, men intensiv træning og bedre samarbejde mellem pilot og bombeskytte bar frugt. 

Andelen af fuldtræffere steg til hele 80 pct. Imens kortlagde en spion tilknyttet det japanske konsulat i Honolulu stillehavsflådens bevægelser, antallet af skibe ved basen og de daglige rutiner. Hvad han ikke selv kunne observere, læste han i avisen, for den lokale presse skrev flittigt om skibenes aktiviteter.

Planen sættes i gang

Mens de japanske angrebsforberedelser i efteråret 1941 gik ind i deres afgørende fase, førte japanske og amerikanske diplomater endnu forhandlinger. Japanerne forlangte, at USA indstillede al støtte til Kina og åbnede for oliehanerne, mens amerikanerne krævede japanerne ud af Kina og Fransk Indokina. 

“Det er et ultimatum”, protesterede Japans premierminister Tojo Hideki mod de amerikanske betingelser – og han havde ikke tænkt sig at give efter. Forhandlingens tid var forbi, og sidst i november 1941 sneg japanske skibe sig ud af flådehavnene i mindre grupper. De samledes højt mod nord, og herfra stod angrebsflådens seks hangarskibe og deres eskorte ud i det frådende vinterhav. 

Ruten gennem de barske farvande skulle minimere risikoen for at møde skibe undervejs, og stødte styrken alligevel på fremmede fartøjer, havde kaptajnerne ordre til at sænke dem. Amerikanerne måtte ikke advares. Flåden var omkring 1.500 km øst for Japan, da en radiobesked indløb fra admiral Yamamoto på fastlandet den 2. december: 

“Bestig Niitaka-bjerget”. Det var signal om, at flådens chef, admiral Nagumo, skulle åbne sine forseglede ordrer. “Vores kejser har besluttet at gå i krig mod USA”, begyndte befalingen, som fastsatte datoen for angrebet.

Ignorerede radarsignaler

Søndag den 7. december klokken lidt over syv om morgenen opfangede en amerikansk radarstation ved Oahus nordspids et kraftigt signal ude over havet. Men beskeden nåede ikke længere end til den vagthavende officer. 

Han gik ud fra, at radaren havde registreret de seks B-17- bombefly, som var på vej fra det amerikanske fastland. Overraskelsen var derfor komplet, da bomber begyndte at regne ned over luftbasen Wheeler Field midt på Oahu.

Eksploderende brændstoftanke satte ild til de lange rækker af tæt parkerede jagerfly. Inden for få minutter angreb grupper af japanske kampfly flere andre af Oahus luftbaser for at sikre totalt herredømme i luften.

Japanske bombefly sender den amerikanske stillehavsflådes slagskibe til bunds.

© Remember Pearl Harbor by Robert Taylor. The Military Gallery, Wendover, England

Slagskibene var hovedmålet

I sit Kate-bombefly anførte kommandør Mitsuo Fuchida den første angrebsbølge på 183 fly. Som én af kejserrigets højest respekterede piloter var han den ideelle mand til opgaven. Han forenede et mildt og betænksomt væsen med dødbringende effektivitet bag styrepinden samt taktisk og strategisk begavelse. 

Fuchida havde koordineret alle forberedelser til luftangrebet og var nu selv på plads på himlen højt over målet. Klokken 7.53 sendte hans radiooperatør beskeden “tora, tora, tora” til angrebsflåden. Med signalet bekræftede Fuchida, at angrebet var i gang, og at japanernehavde opnået total overraskelse. 

Få minutter senere nåede luftarmadaen frem til selve Pearl Harbor. Omkring 90 flådefartøjer af forskellig størrelse lå i havnen, men for japanerne var nøglemålet rækken på otte kraftigt pansrede og svært bevæbnede slagskibe. 

Angriberne regnede dem for en større trussel end den amerikanske stillehavsflådes tre hangarskibe, som alle var væk fra havnen denne morgen. Ved at sætte alle slagskibene ud af spillet forestillede de japanske ledere sig, at de fra begyndelsen ville svække USA's vilje til at slås – og sikre sig det militære overtag i mindst et halvt år frem. 

Amerikanerne havde hverken lagt torpedonet ud i havnen eller sat spærreballoner op, for de anså sig for sikre i Pearl Harbor. Intet forhindrede derfor de japanske Kate-bombefly i at flyve ind i lav højde og slippe lasten. Med hvide skumsprøjt brød de fem meter lange torpedoer vandoverfladen, og deres kølvand trak striber i retning af de opankrede slagskibe. Kort efter fik en serie eksplosioner de store metalskrog til at skælve.

Tog fejl af pilot

På luftbasen på øen Ford Island midt i havnebassinet stod kommandørkaptajn Logan Ramsey i kommandocenteret, da et fly bragede tæt forbi. Ramsey troede først, at det var en af de unge amerikanske piloter, som førte sig frem i strid med reglementet. “Få den fyrs nummer”, snerrede officeren ud i lokalet. Så hørte Ramsey drønet fra en bombe, som det dykkende fly havde kastet. 

“Glem det. Det er en japaner”, udbrød han og løb ind i radiorummet, hvor han sendte følgende besked: “Luftangreb, Pearl Harbor. Dette er INGEN øvelse”. Klokken 7.58 gik meddelelsen ud på alle lokale frekvenser, mens japanske fly sværmede omkring deres mål. Samtidig var 49 Kate-bombefly under indflyvning i tre km's højde, bevæbnet med 800 kg panserbrydende bomber. Klokken lidt over otte trak bombeskytterne i udløserne, og maskinernes last begyndte deres fald ned mod de svækkede slagskibe. 

Fra sin plads højt oppe på himlen så Fuchida lysglimtet fra en enorm eksplosion under sig. En tyk søjle af røg og ild skød én km op i luften, og et øjeblik efter blev hans Kate-bombefly kastet rundt af trykbølgen. En bombe havde boret sig gennem slagskibet USS Arizonas to armerede dæk og antændt forreste ammunitionsmagasin, så skrogets sider blev flænset op som en blikdåse. 

Eksplosionen var så kraftig, at lufttrykket blæste brande i et nærliggende værkstedsskib ud som lysene i en lagkage. På sekunder var store dele af Arizona omspændt af flammer, og det prægtige 185 m lange skrog begyndt sin korte rejse til havnens bund. 

Hundredvis af mænd var fanget i det glohede indre, og af Arizonas 1.400 mand store besætning omkom 1.177 i den største katastrofe i den amerikanske flådes historie. Højt hævet over de grusomme scener i havnen kunne Fuchida tilfreds konstatere, at den første japanske angrebsbølge havde ramt de amerikanske slagskibe og luftbaser hårdt. 

Mens de andre fly returnerede til hangarskibene, blev han selv over Pearl Harbor, parat til at observere den næste angrebsbølge. De 168 fly var lettet fra hangarskibene en time efter første bølge og nærmede sig nu hastigt fra nord. Uden for flådebasen havde civile måbende fulgt de dramatiske scener. Nogle troede, at de var vidner til en øvelse, mens andre frygtede, at en japansk landgang var på vej.

Efter syv torpedoer og to bomber er West Virginia et brændende vrag og står på havbunden.

© Polfoto/Corbis

Styrtbombere afsluttede angrebet

Klokken lidt i ni dukkede den anden japanske angrebsbølge op på himlen over Pearl Harbor. For amerikanerne havde det første chok fortaget sig, og nu var havnens luftværnsskyts bemandet.
Gråsorte skyer fra eksploderende granater fyldte himlen omkring de japanske fly, mens amerikanske piloter fik et lille antal uskadte jagerfly på vingerne. 

Den japanske kommandørløjtnant Takashige Egusas 78 Val-styrtbombere havde angrebets vanskeligste opgave. De skulle dykke ned gennem en voldsom amerikansk spærreild og tyk olierøg fra brændende fly og skibe og ramme alle slagskibe, som var gået fri af den første bølges bomber. Under dem forsøgte USS Nevada at slippe ud af havnen. 

Som det eneste af de otte kunne slagskibet stadig manøvrere trods en fuldtræffer fra en torpedo. 23 Valstyrtbombere dykkede og slap deres 250-kg bomber over dækket, og efter en serie eksplosioner begyndte Nevada at tage vand ind. 

For at redde sit skib fra at gå til bunds gav kaptajnen ordre til at sætte det store skrog på grund. Stillehavsflådens sidste slagskib var reddet, men kom ikke til at sejle igen i lang tid.

USA gik i krig

Da flyene i den anden japanske angrebsbølge satte kursen tilbage mod deres hangarskibe mod nord, sænkede stilheden sig over Pearl Harbor. Ved 11-tiden fløj Fuchida en sidste runde over havnen og noterede omhyggeligt, hvilke skibe hans flystyrker havde ramt. 

To timer senere landede kommandøren på hangarskibet Akagi, hvor han og admiral Nagumo diskuterede, om endnu en angrebsbølge skulle sendes af sted. Nagumo afgjorde, at flåden havde gjort nok, og gav ordre til at sejle mod Japan. De amerikanske tab var svimlende. 2.390 døde, 21 sænkede eller ukampdygtige krigsskibe, 171 ødelagte fly og 159 beskadigede. Japanerne havde blot mistet 29 fly og 64 mand. 

Dagen efter angrebet tog USA's præsident Franklin D. Roosevelt ordet i kongressen i Washington: “I går, den 7. december 1941 – en dag, som vil blive husket som en skændseldag”, indledte han sin tale og bad kongressen anerkende, at USA var i krig med Japan. Det var en formalitet, for den japanske ambassadør havde allerede afleveret en krigserklæring dagen forinden. Den 11. december fulgte Tyskland og Italien efter, og USA var nu trukket ind i 2. verdenskrig. 

Isoleret set var angrebet på Pearl Harbor en stor succes, som eliminerede de amerikanske slagskibe. Men det skulle vise sig, at fly fra hangarskibe og ikke skibskanoner kom til at herske på vandet under krigen i Stillehavet. Samtidig betød angrebet, at den amerikanske befolkning bakkede op om en lang og udmattende krig. 

Japan havde vækket en sovende gigant, som kejserriget ikke kunne måle sig med i det lange løb. Ved hjemkomsten til Japan opnåede Fuchida den store ære personligt at fortælle kejser Hirohito alle detaljerne om angrebet. I løbet af krigen anførte kommandøren flere store operationer, og mirakuløst slap han levende fra både det store japanske nederlag ved Midway og atombomben i Hiroshima.

Det var dog ikke kun japanske piloter, der for alvor tog brug af luftrummet under 2. verdenskrig - den engelske spitfire spredte også frygt og rædsel under krigen. Du kan nu læse mere om jagerflyets fascinerende krigshistorie her, eller få 2 nr. af HISTORIE og en Hybrid Drone Car, så du selv kan udforske luftrummet over dig. 

Læs mere

Gordon W. Prange: God's Samurai – Lead Pilot at Pearl Harbor, Potomac Books, 2001. Gordon W. Prange: At Dawn We Slept, Penguin Books, 1982. Carl Smith: Pearl Harbor 1941, Osprey Publishing, 2001.

Arkiv: 2. verdenskrig

1. Nazisterne ville erobre Antarktis 2. Frihed, lighed og nazisme 3. 9. april 1940: Hitler ville have Norge 4. Graf Spees sidste togt 5. Vinterkrigen: Guerillakrig i 40 graders kulde 6. Slaget om England 7. Winston Churchill: Alene mod Hitler 8. Miraklet ved Dunkerque 9. Churchills hemmelige hær 10. Nazispioner bortførte britiske MI6-agenter 11. Hitler: Hvordan så hans tusindårsrige ud? 12. Norges fald: Churchill gav tyskerne sejren 13. Jagten på Bismarck 14. Video: Invasion af Kreta 15. Jødiske penge betalte Hitlers krig 16. Tiger: Hitlers supertank 17. Hangarskib af is skulle vinde krigen 18. Japanernes værste krigsforbrydelser 19. Briterne bombede med vilje civile tyskere 20. Top 10: 2. verdenskrigs bedste kampfly 21. Atlantvolden skulle mure Europa inde 22. Video: Pedestal - Malta skal reddes! 23. 10 møgfly fra 2. verdenskrig 24. Reinhard Heydrich - Hitlers blonde bøddel 25. Slaget om Stalingrad 26. Hvilken kodemaskine var bedst? 27. Tarawa: Værre end D-dag 28. Amerikanerne tav om Stalins krigsforbrydelser 29. Holocaust: Hitlers kvindelige bødler 30. Kamikaze-piloternes første selvmordstogt 31. Hitlers tyske modstandere 32. Faldskærmssoldater gik forrest på D-dag 33. Galleri: Allieret nederlag ved Arnhem 34. Jagten på nazisternes stjålne skatte 35. V1-bomben terroriserede London 36. D-dag: Specialkampvogne banede vejen for invasion 37. Ny D-dag serie 38. Hitlerjugend holdt stand i Normandiet 39. Hvor mange soldater døde i 2. verdenskrig? 40. Download artikel: Sidste mål - Japan 41. Hvor længe var der stråling i Hiroshima? 42. USAs sidste mål: Japan 43. Krigsforbrydere: 9.000 nazister flygtede til Sydamerika 44. Retssagen i Nürnberg: Göring nød rampelyset 45. Hvad kostede 2. verdenskrig? 46. Briterne torterede tyske krigsfanger 47. Hvordan slap den polske hær ud af Polen? 48. Hitlers usynlige jetjager skulle vinde krigen 49. Spitfire skabte rædsel i luftrummet 50. Hvorfor vandt de allierede over aksemagterne? 51. Invasionen af Polen: Stuka førte Blitzkrieg fra himlen 52. Galleri: Slaget om England 53. Pearl Harbor: Døden kom fra himlen 54. Briternes første sejr 55. Slaget ved Midway skal knuse USA’s flåde definitivt 56. Stalingrad: Dødskamp rasede i Stalingrads ruiner 57. Ubådsdræberne: Jagten på nazi-ubåde 58. Monte Cassino: De allieredes dyre sejr 59. D-dag: Det store angreb 60. Ardenneroffensiven 61. Galleri: Bomberne, der knuste Japan

Måske er du interesseret i...

Læs også