Albert Speer aflægger rapport. Som hofarkitekt leverede han tegningerne til Hitlers mange ideer. I 1942 blev han ansvarlig for byggeriet på Atlantvolden.

Atlantvolden skulle mure Europa inde

500.000 mand knoklede under 2. verdenskrig med at bygge Atlantvolden - et bælte af fæstningsværker langs kysterne fra Nordkap til Biscayen. Tusinder af bunkere og kanoner skulle holde de allierede ude af det europæiske fastland.

28. februar 2011 af Ib Salomon

Solens første stråler lyser havet op ud for Franz Gockels bunker og afslører et frygtindgydende syn. Hele horisonten er dækket af en enorm flåde. Røg skyder op fra skibene som varsel om, at en regn af granater er på vej ind mod kysten. Salve efter salve falder over de tyske betonbunkere i klitterne.

Luften er tyk af sprængstykker og store røgskyer, mens nedslag efter nedslag får jorden til at ryste. De tyske soldaters øjne og ører bliver fyldt med støv, og sand knaser mellem tænderne.

Skibskanonerne tier, da en armada af landgangsbåde nærmer sig stranden. Fra officererne kommer ordren: “Lad være med at skyde, før fjenden er helt inde ved kysten”. En løjtnant giver koordinater til kanonbatterierne bag stranden: “Mål Dora, alle kanoner, distance 4-8-5-0, retning 20+, stødbrandrør”. Gockel kontrollerer en ekstra gang, at maskingeværet er ladt og sigtet rigtigt indstillet. D-dag er i gang.

Tusinder af amerikanske, britiske og canadiske soldater er på vej ind mod den franske kyst. Nu skal det vise sig, om Atlantvoldens stillinger er stærke nok til at forsvare det nazistiske rige mod de allieredes stormløb.

Organisation Todt bygger

Kæmpe-kanoner skulle holde de fjendtlige skibe på afstand af kysten.

Atlantvolden var Hitlers idé. I sin førerforordning nr. 40 befalede han i marts 1942, at alle kysterne mod Atlanterhavet og Nordsøen skulle dækkes af et bælte af fæstningsværker. Alle planer om at invadere Storbritannien var for længst skrinlagte. Nu frygtede Hitler i stedet, at briterne og amerikanerne skulle krydse Den Engelske Kanal den modsatte vej.

Som værn mod en invasion gav han ordre til at befæste hele Europas kystlinje fra Norge til Frankrig. Gik fjenden i land, skulle hans styrker mødes af overvældende ildkraft. Hitler ønskede så stort et blodbad på strandene, at de allierede ikke vovede at prøve igen foreløbig. Måske søgte de endda om fred, så Tyskland kunne koncentere sig om at slå Sovjetunionen. Organisation Todt fik til opgave at
gøre Hitlers vision til virkelighed. Folkene under den netop afdøde Fritz Todt havde prøvet det før. Allerede kort efter Frankrigs fald i 1940 var de begyndt at opføre bunkere omkring de franske
havne. Nu skulle stillingerne forbindes til én sammenhængende mur mod vest.

I begyndelsen bestod arbejdsstyrken af lønnede arbejdere suppleret med krigsfanger. Men byggeriet krævede flere kræfter, og derfor blev civile fra de besatte lande tvangsudskrevet til det hårde arbejde. Også den tyske værnemagts soldater knoklede med at skabe Hitlers uigennemtrængelige mur mod havet. Da anlægsarbejdet toppede, var over en halv million mænd i gang.

Succes blev målt i støbt beton

Nogle af de lettere kanoner blev ikke anbragt i bunkere, men i åbne skydestillinger.

En stor del af Organisation Todts arbejde bestod i at støbe bunkere og opføre stillinger til Atlantvoldens mange kanoner, luftværnsskyts, radarer og maskingeværer. Anlæggene krævede uhyrlige mængder af beton og armeringsjern, for alt blev bygget til at modstå selv kraftige bomber. Ydervægge og tag havde en standardtykkelse på to meter, men særlige nøglepositioner fik en betonbeklædning på helt op til fem meters tykkelse.

Ved opførelsen af en ny bunker var første opgave at grave ud. En udmattende proces, da arbejdet ofte skulle gøres ved håndkraft. Næste skridt var at opbygge det omfattende gitterværk af armeringsjern. Rundt om metalskelettet skulle støbeforme til betonen konstrueres af forskallingsbrædder. Så begyndte det hårde arbejde med at slæbe cement, grus og sand til de evigt sultne blandemaskiner. På store byggepladser fordelte en “edderkop” den færdige beton ud til byggestederne.

Betonen stivnede i løbet af det første døgn, og imens skulle den overvåges, så eventuelle fejl kunne udbedres med det samme. Mens den hærder, afgiver beton varme, så temperaturen inde i en nystøbt bunker var som i en ovn.

Langt de fleste af Atlantvoldens bunkere var standard-typer, og byggeriet foregik efter samlebånds-metoden. Når betonskallen stod færdig, blev støberne afløst af montører, som indsatte ståldøre, ventilationsanlæg, brændeovne, køjer og meget andet. Netop stål blev dog en mangelvare, efterhånden som krigen skred frem, og Atlantvolden havde ikke førsteprioritet. En del af bunkerne blev derfor aldrig fuldt udstyret.

Organisation Todt holdt øje med arbejdstempoet på Atlantvolden, og lokale ledere blev stillet til regnskab med effektiviteten på deres byggepladser. Det vigtigste succeskriterium var mængden af støbt beton, for selv små bunkere krævede over 100 kubikmeter.

Meget af arbejdet var manuelt og foregik med trillebør, hakke og skovl. Redskaberne var ofte af ringe kvalitet. Et norsk vidne har beskrevet, hvordan krigsfanger på byggepladser i Norge forsøgte at udføre deres arbejde med lilleputhamre, sløve økser og ingen slibesten. Søm fandtes kun i én størrelse.

Dagens ret: en omgang tynd suppe

Nogle af Atlantvoldens kanoner var attrapper af træ, opstillet til ære for de allieredes fotografering fra luften.

For de mange mennesker på Atlantvoldens byggepladser var alle ugens dage arbejdsdage. De gik fra 6 morgen til 6 aften, kun afbrudt af en kort middagspause. Her stod menuen gerne på en portion tynd grøntsagssuppe.

Over for tvangsarbejdere og sovjetiske krigsfanger var disciplinen benhård. Vagter straffede selv den mindste forseelse med knytnæveslag, spark eller slag med geværkolber. Det fysisk krævende arbejde, sulten og volden betød, at dødsfald hørte til hverdagen blandt folkene nederst i Atlantvoldens hierarki.

Arbejderne var typisk indkvarteret i barakker eller beslaglagte ejendomme. Men de opholdt sig ikke mange af døgnets timer her. “Hvad vi lavede i fritiden? Så sov vi”, forklarede en arbejder efter krigen. De heldige kunne tilbringe natten på madrasser fyldt med strå, resten måtte ligge på de nøgne gulve. Ny arbejdsbeklædning blev sjældent udleveret. “Jeg bar det samme tøj fra juli 1942 til marts 1943”, huskede en arbejder.

Forholdene var også skrappe for de lønnede folk. Men de var ikke underkastet den samme disciplin og kontrol som tvangsarbejderne, og de kunne lettere pjække. Enkelte steder kunne dovneriet nå ekstreme højder, som et vidne på den danske vestkyst berettede: “Der var en konkurrence om, hvem der kunne drive den af i længst tid, og en fik rekorden, da han ledte efter en skovl i 14 dage til fuld løn”.

Atlantvolden var en illusion

Organisation Todts arbejde stoppede, når selve bunkeren stod færdig. Herefter installerede militæret våben og fyldte depoterne med ammunition. Transporten af tunge kanoner ud til stillingerne kunne være et mareridt, for nogle af dem var kolosser med en kaliber på op til 400 mm.

Med skytset på plads kunne soldaterne endelig rykke ind i den kampklare bunker. I alt var omkring 300.000 mand indsat på Atlantvolden, da beredskabet var på sit højeste. Men bemandingen var et voksende problem. Østfronten slugte tropper med en alarmerende hastighed, og tilbage til at beskytte de mange kilometer kyst var kun de ældre og mindre kampdygtige. Gennemsnitsalderen var høj, og mange havde skavanker eller var invaliderede krigsveteraner. Noget af mandskabet var ikke engang tysk, men rekrutteret blandt sovjetiske minoriteter. De var dårligt trænet og dårligt udrustet.

Soldaternes motivation led under, at logistikken ofte svigtede, så forsyningerne ikke nåede ud til de yderste forposter. Transporten var besværlig, for den foregik med hestevogne. De knappe brændstofressourcer gik til mobile kampenheder.

Problemerne fortsatte på øverste niveau. Atlantvolden havde ingen central ledelse og blev ikke opført ud fra en samlet plan. Ansvaret for de enkelte stillinger var fordelt på hæren, flåden og luftvåbnet, og de lå i evig magtkamp.

Ubehagelige realiteter fik dog ikke lov til at spolere propaganda-apparatets billede af Atlantvolden. I en tid med få gode nyheder blev højtstående gæster inviteret til at se de mest imponerende stillinger med egne øjne. Filmfotografer forevigede byggeriet, triumferende plakater blev ophængt alle vegne, og forestillingen om, at Atlantvolden var som én lang mur af beton og stål, bredte sig.

Ørkenræven overtager kommandoen

En del af de ægte kanonbunkere var beklædt med falske tage og vinduer, så de lignede almindelige huse.

Selv Hitler var klar over, at den eksisterende Atlantvold lå langt fra hans vision fra foråret 1942. Derfor satte han i november 1943 generalfeltmarskal Erwin Rommel til at gøre status over projektet. Rommel havde fået tilnavnet Ørkenræven for sine bedrifter i spidsen for de tyske tropper i Nordafrika. Nu skulle han prøve kræfter med forsvaret af det europæiske fastland.

Rommel var ikke imponeret. Overalt hvor han kom på sine månedlange inspektionsrejser, så han sløseri og ineffektivitet Han satte mere fart på anlægsarbejdet og lagde især vægt på at fylde strandene med forhindringer og fælder. Fjendtlige landgangstropper skulle bremses på stranden foran mundingerne på Atlantvoldens kanoner og maskingeværer. Særligt minefelter blev Rommels kæphest.

“Jeg vil have millioner af miner udlagt”, krævede han. Da en stabsofficer en solskinsdag udpegede en smuk blomsterfyldt eng, var Rommels reaktion: “Gør et notat, for her er plads til mindst 1.000 miner”.

Normandiet er målet

I foråret 1944 stod det klart, at en allieret landgang nærmede sig. Ordrer blev givet til skærpet overvågning overalt langs det 3.800 km lange forsvarsværk. For den tyske overkommando var der ingen tvivl om landgangsstedet. Den allierede invasion ville ske ved Calais, hvor afstanden til England var kortest. Derfor blev panserdivisionerne i den strategiske reserve samlet bag kysten på dette punkt, klar til at gå til modangreb.

Amerikanerne og briterne havde et ret præcist billede af Atlantvoldens styrker og svagheder. I årevis havde de samlet informationer om befæstningerne fra mange forskellige kilder. Fly tog massevis af billeder fra luften, og kommandosoldater sneg sig i land om natten for at undersøge kystforsvaret på nærmeste hold. Særligt den franske modstandsbevægelse var leveringsdygtig i fotografier og detaljerede beskrivelser fra de mange arbejdere ved kysterne.

For en fransk bygningsmaler lykkedes det at stjæle en samlet oversigt over Atlantvolden fra et kontor tilhørende en chef i Organisation Todt. Dokumentet blev smuglet ud i en kiksdåse og diskret sendt til Storbritannien. Efterhånden havde de allierede informationer nok til, at amerikanerne kunne udgive en hel håndbog med beskrivelser af bunkere.

De allierede var klar over, at en invasion ved Calais ville møde hård modstand, og valgte i stedet Normandiet som mål. Fly og skibe skulle operere på større afstand fra deres baser, men til gengæld var de tyske befæstninger langt færre og mere spredte. For at forvirre den tyske efterretningstjeneste blev den legendariske amerikanske pansergeneral Patton udnævnt til chef for 1. Armegruppe. Hans styrke stod opstillet i England lige over for kysten ved Calais. Men alle Pattons køretøjer var konstrueret af træ og sejldug, og mandskabet bestod af en flok radiofolk, som opretholdt en livlig kommunikation med hinanden.

Vildledningsoperationen virkede bedre end håbet. Da landgangen begyndte i Normandiet, troede Hitler i de afgørende timer, at det blot var en afledningsmanøvre. De tyske reserver i Calais blev indsat for sent til, at de kunne gribe ind i kampen om strandene.

De allierede bryder igennem

Atlantvolden virkede ikke. På alle invasionsstrandene lykkedes det at trænge gennem de tyske stillinger.

Om aftenen den 5. juni 1944 gik fly på vingerne fra baser over hele Sydengland, mens tusinder af skibe forlod havnene. Alle med kurs mod Normandiet. Angrebets spydspids behøvede ikke at bekymre sig om Atlantvolden, for den bestod af faldskærmssoldater og fløj til sine mål bag kysten. Resten måtte den hårde vej ind til stranden og gennem de tyske forsvarsværker.

For tyskerne på Atlantvolden startede den 6. juni med et tæppebombardement fra allierede fly. Luftangrebene blev afløst af en regn af granater fra de allierede skibe ud for kysten. Trommeilden rystede de tyske soldater, men havde lille effekt på stillingerne. Atlantvoldens bunkere var for stærke. De tyske kanoners resultater var dog lige så ringe. Præcisionen var elendig, og ikke et eneste skib blev sænket af granater på D-dag. Søminer havde større effekt og sendte adskillige fartøjer til bunds.

Da skibskanonerne tav, kiggede menig Franz Gockel ud af skydeskåret i sin bunker og så, at havet “...blev levende. Landgangsbådene kom hurtigt ind mod stranden. En kammerat snublede ud af røgen og støvet ned i min stilling og skreg: ‘Franz, se! De kommer!’”

Da de første landgangsbåde nåede stranden, blev de mødt af en voldsom ild. Særligt på Omaha Beach, som fra naturens hånd var et oplagt angrebssted og derfor grundigt befæstet. Mange af de amerikanske soldater nåede ikke engang ud af deres både, før de blev mejet ned af tyske maskingeværer. Første angrebsbølge blev stort set udslettet, og i flere timer frygtede de allierede chefer, at angrebet her ville slå fejl.

Som kampen skred frem, viste svagheder sig i forsvaret. Når det lykkedes amerikanerne at erobre en stilling, blev de ikke mødt af modangreb. De tyske tropper var for få, for spredte og for dårligt trænede til at kæmpe offensivt. I stedet blev soldaterne i bunkerne, indtil ammunitionen var brugt op, eller amerikanerne nedkæmpede dem. Franz Gockel slap væk i tide. Takket være et skud gennem hånden kunne han forlade sin stilling for at søge mod forbindspladsen. Da han kom ud af bunkeren, var amerikanske soldater allerede på vej gennem skyttegravene kun 20 meter væk. Gockel undgik at blive fanget, men han måtte gå langt med sit hul i hånden, før han var i sikkerhed for fjenden på stranden.

Tusinder af allierede soldater omkom på D-dag, men da nattemørket endelig sænkede sig over Normandiet, var Atlantvolden nedkæmpet på alle de fem invasionsstrande. Hitlers og Rommels plan om at lade de allierede forbløde ved havet var slået fejl.

Atlantvolden står endnu

De tusinder af tyske bunkere langs Europas kyster har vist sig at være ekstremt holdbare. Forsøg på at sprænge dem væk efter krigen havde ringe effekt, for betonen viste sig for stærk. I stedet blev
metaldelene fjernet til genbrug, og så fik resten lov til at passe sig selv. Havets erosion har siden taget nogle bunkere, og andre er blevet be-gravet af fygende sand. Men tilbage ligger stadig masser af grå og slidte vidnesbyrd om et af historiens mest ambitiøse og mest mislykkede byggeprojekter. Et antal bunkere har i dag fået en ny rolle som museer og turistattraktioner.

Arkiv: 2. verdenskrig

1. Nazisterne ville erobre Antarktis 2. Frihed, lighed og nazisme 3. 9. april 1940: Hitler ville have Norge 4. Graf Spees sidste togt 5. Vinterkrigen: Guerillakrig i 40 graders kulde 6. Slaget om England 7. Winston Churchill: Alene mod Hitler 8. Miraklet ved Dunkerque 9. Churchills hemmelige hær 10. Nazispioner bortførte britiske MI6-agenter 11. Hitler: Hvordan så hans tusindårsrige ud? 12. Norges fald: Churchill gav tyskerne sejren 13. Jagten på Bismarck 14. Video: Invasion af Kreta 15. Jødiske penge betalte Hitlers krig 16. Tiger: Hitlers supertank 17. Hangarskib af is skulle vinde krigen 18. Japanernes værste krigsforbrydelser 19. Briterne bombede med vilje civile tyskere 20. Top 10: 2. verdenskrigs bedste kampfly 21. Atlantvolden skulle mure Europa inde 22. Video: Pedestal - Malta skal reddes! 23. 10 møgfly fra 2. verdenskrig 24. Reinhard Heydrich - Hitlers blonde bøddel 25. Slaget om Stalingrad 26. Hvilken kodemaskine var bedst? 27. Tarawa: Værre end D-dag 28. Amerikanerne tav om Stalins krigsforbrydelser 29. Holocaust: Hitlers kvindelige bødler 30. Kamikaze-piloternes første selvmordstogt 31. Hitlers tyske modstandere 32. Faldskærmssoldater gik forrest på D-dag 33. Galleri: Allieret nederlag ved Arnhem 34. Jagten på nazisternes stjålne skatte 35. V1-bomben terroriserede London 36. D-dag: Specialkampvogne banede vejen for invasion 37. Ny D-dag serie 38. Hitlerjugend holdt stand i Normandiet 39. Hvor mange soldater døde i 2. verdenskrig? 40. Download artikel: Sidste mål - Japan 41. Hvor længe var der stråling i Hiroshima? 42. USAs sidste mål: Japan 43. Krigsforbrydere: 9.000 nazister flygtede til Sydamerika 44. Retsagen i Nürnberg: Göring nød rampelyset 45. Hvad kostede 2. verdenskrig? 46. Briterne torterede tyske krigsfanger 47. Hvordan slap den polske hær ud af Polen? 48. Hitlers usynlige jetjager skulle vinde krigen 49. Spitfire skabte rædsel i luftrummet 50. Hvorfor vandt de allierede over aksemagterne? 51. Invasionen af Polen: Stuka førte Blitzkrieg fra himlen 52. Galleri: Slaget om England 53. Pearl Harbor: Døden kom fra himlen 54. Briternes første sejr 55. Slaget ved Midway skal knuse USA’s flåde definitivt 56. Stalingrad: Dødskamp rasede i Stalingrads ruiner 57. Ubådsdræberne: Jagten på nazi-ubåde 58. Monte Cassino: De allieredes dyre sejr 59. D-dag: Det store angreb 60. Ardenneroffensiven 61. Galleri: Bomberne, der knuste Japan

Måske er du interesseret i...

Læs også